Otto Kaalund-Jørgensen slægtsoptegnelser

Nedskrevet i 1940’erne af Otto Kaalund-Jørgensen (1875-1950), lektor ved Østre Borger dydskolen.

 

---

 

Jeg har længe været ked af, at ældre slægtninge ikke har skrevet noget ned om familien eller fortalt os, der dengang var unge, noget om den. Det synes, som om hvert slægtled har haft nok i sit eget, måske haft svært ved at klare dagen og vejen, så der ikke er blevet megen tid til at se tilbage på de svundne generationer. De fleste har jo haft kone og børn, og det indsnævrer måske horizonten, den store verden var blevet så lille, den lille så stor. Afdøde tante Christiane havde megen slægtsfølelse, hvad jeg kommer tilbage til, min egen slægtsfølelse er måske blevet større, fordi jeg har beskæftiget mig så meget med historie, og det derigennem er blevet mig klart, at min egen forståelse af og kærlighed til mit folk er blevet uddybet ved, at vi kan føre vor slægt flere århundreder tilbage.

Vi hører til en gammel præsteslægt, der i andre linier, som nu er uddøde, også var en officers- og embedsmandsslægt. Det er ganske vist kun på kvindesiden, skønt man vist ikke må sige “kun” i vore dage, og derfor står familien Kaalund-Jørgensen ikke længere end til vore bedstemødre i den stamtavle, som står anført i “Danmarks Adels Arbog” i årgang 1908. De var sødskende, døtre af provst Peder Benzon Kaalund til Gosmer og Halling i Jylland (f. 1762, d. 1839), der i lige linie stammede ned fra Jens Sørensen Kaalund, præst i Herfølge ved Køge (f. 1620, d. 1669). Alle nulevende Kaalund’er er sikkert hans descendenter, idet alle de andre linier er uddøde. – Den ældste, Øllegaard Charlotte (f. 1799, min mormor), blev gift med landmand Christen Nielsen Møller, den yngste, Marie Kirstine (f. 1803, min farmor) med lærer Anders Jørgensen i Ålstrup pr. Horsens. At navnet Kaalund blev genoptaget i den kvindelige linie skyldes min mormor, hvorom følgende er blevet mig fortalt:

Jeg er født d. 8. september 1875, Grundtvigs fødselsdag, og min moder, som var stor beundrer af pastor Hostrup, vilde have mig op kaldt efter Grundtvig, men min gamle mormor protesterede stærkt, hvad jeg altid har været hende yderst taknemlig for; personlig har jeg aldrig kunnet udtrykke min tak, hun døde, da jeg var et halvt år gammel. Hun fremsatte så det ønske, at jeg skulde opkaldes efter en broder af hende, Otto Kaalund, der døde som provst i Sæby i 1833. Det fik senere en ikke ringe betydning.

Min i 1927 afdøde moster, kommunelærerinde Christiane Møller, var meget stolt af at høre til en gammel præsteslægt, og da hun selv var ugift, blev det hendes højeste ønske, at hendes kæreste søsters sønner kom til at studere og således fik mulighed for at føre slægts traditionerne videre, hun håbede sikkert, at vi vilde blive præster som for fædrene, men i det håb blev hun skuffet, en skuffelse som hun dog aldrig gav udtryk. Een ting er imidlertid soleklar: uden hende var vi aldrig kommet i Århus Kathedral skole. Hvordan hun i grunden kunde gøre det med sin lille kommunelærerindeløn, kan jeg til dato i grunden ikke forstå..

Mine broderbørn, for hvem dette er blevet nedskrevet, og som mulig vis har nogen interesse for det, kan som sagt finde Kaalundstamtavle i Danmarks Adels Aarbog, men kun til og med deres oldeforældre. Et par ord om fars og mors sødskende kan derfor være på sin plads.

Far havde to sødskende, en søster (f. 1838), som blev gift med en møller Niels Laursen fra Vads Mølle ikke langt fra fødebyen Ålstrup. De sad til at begynde med ret småt i det, men efter at han havde fået opstillet en rundsav ved sin mølle i Hadrup, og særlig efter at han var kommet i forbindelse med grev Emil Frijs til Frijsenborg, der var stærkt interesseret i udnyttelsen af sine skove, opgav han mølleriet og flyttede til Horsens og virkede som opkøber for grevens trævarefabrik der. Den store anseelse, det gav at være grevens repræsentant, og den indsigt, han vandt i træhandelen, forstod han at udnytte, da han efter fabrikens nedlæggelse fortsatte for egen regning. Han blev en velhavende og anset mand i Horsens, og besøg hos ham og tante i Horsens hørte til vor barndoms store begivenheder og er stadig lyse minder. De havde to børn, Anders, en udmærket begavet ung mand, som desværre døde af brystsyge, ikke 30 år gammel, og en datter, Anna, som i 1898 blev gift med prokurist, senere inspektør Carl Sørensen (d. 1935). De boede i Hellerup, og der lever hans enke (d. 1948) endnu sammen med en plejedatter, der er massøe. Tante døde i 1899, og kort efter flyttede onkel til København, hvor han døde i beg. af jan. 1916. Han var en prægtig og god mand, hvis støtte både min broder og jeg nød, og hvis minde jeg bevarer i taknemlig erindring.

Fars broder Martin var født i 1842 og blev i en alder af 21 år sin fars efterfølger i embedet i Ålstrup. Han var gift med tante Karoline, en gårdmandsdatter fra en af egnens større gårde og fra en meget anset familie, Leth, hvis medlemmer sad rundt i egnen på større gårde (mellem 60 og 100 td. land). Onkel var en høj, køn mand (i modsætning til far, som i grunden også var køn, men lille); han var noget højtidelig og selvglad, en anset mand på egnen. Tante var nærmest lille og fyldig. Hun gjorde Ålstrup skole til et paradis for os børn i sommerferien, især da vi var mindre, senere blev besøgene sjældnere uden at jeg i grunden ved hvorfor. Der var dengang ingen jernbane fra Århus til Odder, derimod gik der en såkaldt omnibus, som vel har været en tre a fire timer om turen. I Odder holdt onkel med sit lille enspænderkøretøj; der var en mils vej fra Odder til Ålstrup og spændingen steg for hvert øjeblik. Endelig drejede vejen af, og synet af smedien fortalte os, at nu var vi vore ønskers mål nær, og glæden var uendelig stor, når vi rullede op foran skolen. Den gamle skole ligger der endnu, men er lavet om til arbejderboliger, men stadig står der for mig en glans over den. I 1933 var jeg der ude og standsede foran den i mindets vemod. – Der hørte selvfølgelig en have til skolen, lille var den sikkert, stor syntes den mig dengang, vi kom sjælden udenfor haven og skolens nærmeste omegn, et besøg på familiegårdene var store begivenheder. På Haldkjær, tantes fødegård, boede i mine første år hendes far, ‘en ‘amle ‘err ‘eth, som jeg altid kaldte ham – jeg havde som lille dreng svært ved at udtale begyndelsesbogstaverne, jeg bad også tante: “Må Ofte (Otto) ‘å en ‘igtebrød med ‘ukker ‘å” -. Jeg synes jeg kan huske, at vi en dag var i besøg hos en slægtning af min tante, vistnok hendes broder for resten; den gamle Leth kørte os der hen, men hjemturen blev sen, hvad den gamle var vred over (det kan godt være, at jeg i virkeligheden ikke kan huske det, men det er blevet mig fortalt). Jeg sad på kuskesædet ved siden af den gamle og rimeligvis mor og faldt snart i søvn, det blev regnvejr, og alle var tavse og ret forstemte, da jeg pludselig vågnede op og mærkede det regnede, jeg skal så have udbrudt: “Et ‘æsligt ‘ejr, ‘amle ‘err ‘eth”, og det fik den gamle til at briste i latter; alle lo med, han blev atter i godt humør, og turen endte i bedste forståelse for alle.

Vi kom sjældent uden for haven og husets nærmeste omegn, sagde jeg, og det står for mig som bevis på, at bøn kan finde et lille areal et dejligt paradis. Var det regnvejr, fik jeg, da jeg blev større, gerne fat på en roman fra onkels hylder eller skolens lille bibliothek og sad og læste oppe på en af vinduesforhøjningerne. Efter middagen skulde jeg være ekstra stille, for så sov onkel, tante og hele huset til middag. Kl. 1 1/2 kunde jeg så høre tante skramle med kedler ude i køkkenet, og snart var det kaffetid Jeg listede ofte ud i køkkenet og fik mig en passiar med tante i kaffe- og tørveduften – endnu den dag i dag bringer tørverøg mindet af tantes køkken tilbage til mig. – En sommer kan jeg huske det regnede og blæste meget, hvad der tvang mig til at sidde inde og læse; jeg kan se mig selv sidde ved vinduet og læse, lige overfor lå sognefogeden Jens Jensens gård med høje popler foran, blæsten susede i dem og raslede i bladene; poppelblades raslen fører altid det minde med sig.

Een ting undrer mig i disse år, da jeg har beskæftiget mig en del med slægten Kaalunds historie. Onkel talte aldrig om familien eller om sin bedstefar provst Kaalund. Præstholm, Oldefars præstegård i Gosmer, ligger ikke så langt fra Ålstrup, men aldrig kørte han os derover, skønt de gamles grave, der nu er forsvundet, sikkert har eksisteret dengang. Hvorfor ved jeg ikke, muligvis gik han så stærkt op i sit arbejde og i sin kones familie, at han ikke har skænket sin mors familie mange tanker. Aldrig hørte jeg om, at han eller min far eller mor og hendes sødskende stod i nogen som helst forbindelse med fætre og kusiner i den slægt.

Min tante og onkel havde haft mange børn, vistnok 10 eller 12, hvoraf 6 levede. Den ældste, Anders, blev lærer, en dygtig, anset og overordentlig rar mand. Han mistede tidligt sin kone, hvorpå hans ugifte søter Kristiane flyttede til ham og blev som en moder for hans fem børn. Den ældste af dem er kunstmaler, den næste ministeriets folkeskolekonsulent, nr. 3 er oberstløjtnant, nr. 4 skoleinspektør i København, og den yngste, en datter, gift med en fuldmægtig Groot. – Nr. 2 var en datter, Marie, som blev gift med en gårdmand i Ålstrup, en sønnekone og hendes bøn har nu gården. Nr. 3, Christian, blev gift med en gårdmandsdatter i Eger, begge er døde, men efterlod sig mange børn. Nr. 4 har jeg fortalt om, død i år. Nr. 5 er den eneste, der lever endnu [d. 1947 el. 48], som afskediget lærer. Nr. 6 var en datter, gift med en mejerist Mouritzen, boede i mange år her i byen, begge er døde; en søn er kommunelærer, to døtre ved for retning, dygtige alle tre. – Mors far havde været gift to gange og havde en masse børn, syv el. otte af første ægteskab og 6 døtre af andet. Den ældste, onkel Søren, var bygmester i København og efterlod sig fire døtre, hvoraf 2 var ugifte og havde en systue i Køben havn, i sin tid med et fint klientel efter tanternes opgivelse; to andre, var gift, men kun en efterlod sig børn, hvoraf en er sagfører i Alborg. – Onkel Niels Christian var købmand i Århus, gift med en gårdmandsdatter fra Samsø, en djærv og dygtig kone, som trods sin mands mangeårige sygdom og en eneste datters skrøbelighed til sin høje alder bevarede sindsligevægten og et godt humør. Onkel døde, da jeg var en lille dreng; jeg tror jeg kan erindre ham liggende på en sofa. Tante boede i købmandsgården en række år efter hans død. Den lå på Mejlgade og haven gik ned til Kystvejen; der var i den som i alle de andre haver et lysthus, hvor man drak eftermiddag skaffe og kritiserede de forbigående. Datteren var efter en hjernebetændelse og rimeligvis også børnelammelse døvstum og halvt invalid; som plejerske og selskab for hende havde i huset en ligeledes døvstum dame, fru Rutscke, en intelligent og dygtig kvinde, som sikkert betød meget i hjemmet. Mor og hendes sødskende havde lært fingersproget, noget mystisk for os børn. Efter tantes død boede de to døvstumme sammen; en skønne morgen lå fru R. død i sengen, og Mary, som min kusine hed, kom over til nogle slægtninge på Tunø, hvor hun døde c. 1920. Tante havde ikke efterladt sig noget testamente, så de få tusind kroner, som var tilbage, blev delt mellem en mængde nær mere og fjernere slægtninge. Mine sødskende og jeg fik hver 50 kr., hvorfor jeg i B købte den piedestal, som står i min spisestue. Tante havde solgt gården mange år før sin død, hun blev rimeligvis snydt ved salget. Nu ligger Mejlborg el. en tilstødende ejendom på grunden. – Til onkel Theodor og hans familie kender jeg ikke meget. Hans kone var født Preuss. Han havde vist engang været velhavende, var senere gået fallit og var blevet stærkt forfalden. Konen var død, og der var vist ingen, der tog sig af ham. Jeg husker en julaften, Fader havde taget ham med hjem, men han var desværre meget fuld, og far måtte vist følge ham hjem; jeg har en dunkel erindring om, at det ødelagde vor juleaften. Han havde en række børn, en søn, der hed Harald, velbegavet, som blev student, vistnok studerede teologi, men døde midt i studierne; en datter, Selma, blev gift med en af byens velhavende købmænd, G. M. Holst, hvorefter hun ikke mere kendte familien; en anden datter, Dagmar, var sygeplejerske, jeg ved slet ikke, når hun døde; en tredie datter, Theodora, var i lange tider forlovet og endelig gift med en jernbane-assistent Hübner; de sad altid småt i det og lånte penge, hvor der var mulighed for det. De havde en plejesøn, som er forsvundet fra min horizont (fuldm. i Nationalbanken).

Den, der stod os nærmest af mors halvbrødre, var onkel Peter, som oven i købet var gift med fars og mors kusine, Maren Sommer Kaalund, altid kaldt tante Sommer. Han var drejermester, f. 1821, er dygtig håndværker som havde oparbejdet en god forretning og købt sin egen ejendom på Immervad, som nu forlængst er revet ned. Der lå to småejendomme mellem Bispegyden og Ågade; han og guldsmed Sørensen havde butikker i den ene, i den anden var der en legetøjsbutik, hvis indehaver hed Robinson. Hans legetøj var genstand for mine heftigste længsler. Hos ham kunde man få de små spånæsker med tinsoldater i fra alle nationer, jeg tror de kostede 50 Øre for 25 stykker: russere, tyskere, englændere og franskmænd, de sidste var favoriterne. De var ganske tynde, men stod i virkeligheden mit hjerte langt nærmere end de flotte, tykke, store krigere, jeg stiftede bekendtskab med hos kammerater. Onkel Peters butik husker jeg meget utydeligt, bedst de lange piber i et skab. – Der var 3 sønner og 1 datter. Den ældste søn, Hans (Vilhelm) var en høj, smuk mand, der havde været garder; han var som sine to brødre manufakturist, blev etableret i Skive, hvorfra han, som var min gud far, til min fødselsdag engang sendte mig tøj til en ny dragt. Desværre gik han fallit, og onkel, som havde kautioneret for ham, måtte betale et betydeligt beløb, som han kun kunde præstere ved at optage et større prioritet i sin ejendom. Guldsmeden overtog begge butikker, som blev gjort til een større. Det meste af lejligheden på 1. sal fik han også. Onkel og tante beholdt kun en pæn stue til gaden og et par små værelser i sidebygningen med et lille værelse, der stod onkel og reparerede piber, parasoller og paraplyer, og i stuen sad tante Sommer og kusine Marie og strikkede eller hæklede, senere syede de handsker. Hvordan de fik begge ender til at mødes, ved jeg ikke; men de var altid i godt humør, og en sigtemellemmad og en kop kaffe vankede der altid, når jeg om lørdagen kom og hentede en lille sæk kartofler, som mor havde købt på torvet og fået bragt derhen. Jeg husker, hvor ulykkelig jeg var over at skulle gå ned igennem Vestergade med den; sæt at jeg mødte en af mine kammerater fra latinskolen. – De to andre, Peter og Kristian, var også manufakturister, den første holdt lidt for meget af at gå i byen; den anden var doven, noget af et dummerhoved og ofte uden plads. – Efter sin fallit fik Hans en stilling som afdelingschef hos Holger Petersen, og så endte det med, at han fik familien til at flytte til København, hvor de alle kunde bo sammen og således leve billigere. Som student kom jeg der ofte; der var hyggeligt, man var altid velkommen, maden i og for sig god, selv om tante Sommer ikke tog sig det nær, om det var flade el, dybe tallerkener, hun serverede den i. Tonen var bramfri, men hjertelig; spiritus var jo dengang billig, øl og snaps til maden og en romtoddy ovenpå savnedes aldrig. Onkel havde del taget i Treårskrigen og blev aldrig træt af at fortælle om sine oplevelser. Jeg satte mig altid hen til ham og fik de samme historier om og om igen. “Det har jeg vist aldrig for talt dig før”, var det stadige omkvæd. Der er ingen tvivl om, at Hans gjorde sin fars sidste år lykkelige. Onkel døde i 1903, 82 år gammel. Hans levede i flere år og døde så pludselig af sine rejser nede i Nykøbing; i den sidste halve snes år eller mere havde han været rejsende for et skotøjsfirma engros; han efterlod sig en del penge, som kom hans mor og Marie til gode. De er nu døde, Peter og Christian ligså; den eneste, der havde været gift, var Peter. Han havde ægtet en Olivarius og havde tre børn, der er døbt Kaalund-Møller; en datter var skuespillerinde, nu massøse, de to sønner er i forretning.

Så var der tante Amalie, som blev gift med en landmand; der var en datter Olga, hvis skæbne jeg ikke kender, og en søn, Bernhard, der blev gift med en datter af ejeren af Følle Strandgård, hvor tante Amalie tilbragte sine sidste år. Ham besøgte min broder og jeg nogle gange og blev altid modtaget med stor gæstfrihed. Han byggede et hotel på sin ejendom, og det drev hans kone og børn efter hans død. Hvordan det gik dem senere, ved jeg ikke; dog er een bank-fuldmægtig i Århus og har i nogle år været omgangsven af min søster i Århus.

Det forekommer mig, at der har været en ejendommelighed ved disse brødre, som de måske har arvet efter deres far. De havde alle vært energiske og dygtige som unge og midaldrende, men når de kom over de halvtreds, lagde de på en vis måde op. Var det en fejl i deres karakter? – eller følte man sig i deres tid gammel langt tidligere, end man gør i vore dage? De opgav deres forretninger og lagde sig på sofaen, både legemligt og åndeligt set.

Det samme gjaldt sikkert også min morfar. Han var født 1788 og døde 1859, havde været møller og kaldtes Møller (oprindelig hed han Christen Nielsen), havde også ejet en gård i nærheden af Mariager, men i 1840 må han have solgt den, for han ejede og boede i et hus i Mariager, da mor blev født i 1840. Kort efter må han være flyttet til Århus, hvor den yngste af de 6 søstre, Tante C., blev født i 1842. Først ejede han et par huse i Mejlgade, men endte i et lille hus i Fiskergade, hvor min mormor også boede efter hans død til sin egen død i 1876. Han har altid på mig gjort samme indtryk som manden i H. C. Andersens eventyr “Fatter gør er altid det rigtige”, han, som drog ud med en hest og kom hjem med en sæk rådne æbler. Efter den smule, mor og hendes søstre fortalte mig om ham, forekommer det mig, at de syntes han altid gjorde det rigtige. Han var faktotum i sit eget hus, var enerådende over pengepungen; hans kone måtte gå til ham og bede om penge, selv det mindste beløb. Jeg spurgte engang far om ham og fik det svar, at han var den mest egoistiske gamle slyngel, han havde kendt; han besørgede selv alle torveindkøbene, men han købte kyllinger til sig selv og skankeben til kone og børn. Tante C. blev ilde berørt, da jeg efter fars død fortalte hende ovenstående; hun forsvarede ham ivrigt og sagde, at han selvfølgelig skulde have det bedste. – Han lå vist for det meste på sofaen og røg sin lange pibe, havde sin egen stue, hvor han også sov. Om aftenen blev der sat en tallerken “natmad” ind til ham, engang i løbet af natten vågnede han så, spiste natmaden, røg en pibe og sov så videre. – Min mormor ved jeg i grunden intet om; hun var vistnok sød og rar, sådan ser hun også ud på et billede af hende, som hænger i mit soveværelse.

Der var i dette ægteskab 6 døtre:. Charlotte (f. c. 1828), Petra (f. 1831), Christine (opr. Maren, f 1835), Ottilie (f. 1838), mor (Bentzine + 5 andre navne, f. 1840) og Christiane (f. 1842).

Charlotte blev gift med en købmand A. Z. Gylding i Vejle, men døde tidligt. Hun efterlod sig 3 børn: Katrine (f. 1857, d. 1934), Mathilde (f. 1860) og Niels (f. 1862?). Katrine blev gift med sin fætter, købmand Erhard Gylding (f. 1845, d. 1901), de havde 6 børn: Niels, som er overretssagfører i København, Ellen, som er fhv. sygeplejerske, Inger, som er kommunelærerinde i Kbhvn., Kai, som er civilingeniør, Svend, som er gartner i Ishøj pr. Tåstrup, og Anna Martha (kld. Maggo), som er ansat i Baltica.

Niels blev i 1916 gift med Ebba Buch, datter af fhv. hotelejer Buch i Vejle. Hun døde allerede i 1930 og efterlod sig en datter Kaja (f. 1918), som blev gift med og senere skilt fra skuespiller Poul Juhl og har en søn på 3 år (Lars). – Inger blev gift med en kommunelærer Oluf Christensen, er skilt fra ham og har en datter, Karen som er gift med en læge på Fyen. – Kaj er også gift og har en datter, Vivi, som er gift med en pianist. – Svend er også gift, med en broderdatter af professor Vilhelm Andersen, og har 2 døtre, begge gifte.

Petra blev gift c. 1855 med en overlærer Østergaard i Århus. Han døde tidligt, og hun ernærede sig siden ved at drive pensionat. Der var to børn: Thorvald, som var uddannet i urtekræmmerfaget, og som vistnok slog lidt stærkt til skaglerne. Han blev gift og rejste til Amerika, hvorhen hans kone Signe siden fulgte ham. De fik en lille pige, Anne. (g. Christiansen), men da han døde derovre vistnok i 1888, kom konen og barnet hjem. Hun blev uddannet til ligtorne operatrice (nu hedder det fodlæge) og klarede sig så nogenlunde. – Det andet barn var Jenny, som blev kommunelærerinde i Århus. Jeg kommer senere tilbage til hende.

Christine var ved husvæsnet, først husjomfru flere steder, til slut økonoma ved Jydsk Asyl (nu: Århus Sindssygehospital). Hun var dygtig og anset i sin stilling, men vist noget galsindet. For os børn var det en stor ting at blive inviteret derud, dejlig mad og pragtfulde kager. Allerede i 1896 tog hun sin afsked, flyttede til Århus og levede af en meget lille pension og lidt opsparede penge. Først boede hun sammen med fader, men fik et års tid efter en selvstændig lille lejlighed. Hun døede vistnok 1911 og ligger begravet på den gamle kirkegård (sammen m. forældrene og tante Ottilia); ved bygningen af det nye rådhus blev graven flyttet hen i en såkaldt mindelund; nu flyttet til en stor fællesgrav på “Nordre Kirkegård”.

Tante Ottilie havde vist ingen uddannelse, men blev lærerinde på forsk. gårde, sidst hos en proprietær Buchtrup, hvis datter blev gift med adjunkt Sand i Randers. Med sjælden trofasthed bevarede fru Sand forbindelsen med sin gamle lærerinde, inviterede hende til sig ferie efter ferie og gav sine børn denne trofasthed i arv. Især en søn, Birger Sand, som er grosserer her i byen, gav mig mange år efter tantes død flere beviser derpå. – Tante Ot. blev senere små børnslærerinde i Århus og opnåede tilsidst at blive fast ansat kommunelærerinde. Hun var til tider ikke helt normal og lavede flere scener både på skolen og særlig hjemme, men over dem blev der dog dækket så meget som muligt. På den anden side var hun opofrende, syede f. eks. skjorter til os drenge og strikkede strømper til os.

Hvordan skal jeg i og for sig skildre ‘”tanterne”. De blev en institution, et begreb, som er uløseligt knyttet til min og mine sødskendes barndom. Tante Petras pensionat blev til slut indskrænket til, at hun førte hus for tante Ot., tante Christiane og sin datter. De boede i mange år på Østergade i en ejendom, som ejedes af overdyrlæge Jensen. Oprindelig var der 5 værelser, senere blev de to gadeværelser slået sammen til en større stue, tante Ot. og tante C. delte soveværelse, tante Petra og Jenny ligeledes.

Det var tante Christiane, der satte præg på dette hjem og skaffede det anseelse. Hun var den stærkeste karakter og havde erhvervet sig en ikke ubetydelig dannelse. I sine unge dage havde hun været lærerinde hos pastor la Cour i Helgenæs præstegård, han har sikkert været en begavet og højtdannet mand, har rimeligvis interesseret sig stærkt for den velbegavede unge pige, han fik i huset, og har fået hende interesseret i literatur og historie, langt udover hvad der ellers dengang blev unge kvinder til del. Da mor, som også var kommunelærerinde, giftede sig, blev tante hendes efterfølger og blev en myndig og meget dygtig lærerinde, måske noget kold. Hun blev meget anset i byen, kom også til at undervise på byens fornemste pigeinstitut, hvis indehaver var frk. Sørensen; dennes vigtigste støtte var frk. Schibbye. De to damer spillede en ikke ringe rolle i byen, kom hos byens første familier, og anså sig selv for noget meget fint. – Man sagde forresten, at frk. Sørensen var en uægte datter af Christian VIII, men det var hun vist ikke ene om.

Hun var klar over sin dygtighed og følte sig sine kolleger overlegen, ikke blot de kvindelige og også for størsteparten af de mandliges vedkommende. Jeg tror nok, at der var en vis forskel mellem disse to kategorier af lærere. Lærerinderne kom som regel fra et noget højere samfundslag end lærerne; disse kom ret ofte fra gårdmandsfamilier eller landsbylærerfamilier og bevarede ofte i sprog og op træden et vist bondsk præg. Der fandtes blandt dem enkelte akademikere, men det var for det meste havarerede cand. phil.’er, som af formående venner var blevet puttet ind i stillingen. Intet under, at tante C. så noget ned på dem og harmedes over, at de få overlærerstillinger altid blev besat med mænd, folk, som hun ofte ikke estimerede højt. Det synspunkt var hun ikke ene om, og da en overlærerstilling ved byens eneste borgerpigeskole blev ledig, henvendte skolekommissionen sig til hende og spurgte, om hun vilde være villig til at overtage stillingen. Det lykkedes alligevel ikke at gennemføre det; modstanden var for stærk, vist også blandt lærerinderne selv; en del jalousi og misundelse har vel også spillet en rolle. Sagens udfald var en stor skuffelse for tante, men hun talte aldrig om den senere. – Hun havde blandt sine kolleger mange beundrere, men også ikke få, som følte sig frastødt af visse sider af hendes væsen, hendes stærke selvhævdelse og tro på sin egen ufejlbarlighed; hendes synspunkt var altid det rigtige, og det var utilbørligt, i visse tilfælde utaknemligt af andre at mene det modsatte.

Holdt vi af hende? Ja, for så vidt som taknemlighed er det samme som kærlighed. Vor taknemlighed var stor, men til kærlighed indbød hendes hele væsen ikke. Jeg husker ikke, at hun nogensinde har kælet for mig, taget mig på skødet eller kysset mig. At hun alligevel har haft os kær tvivler jeg på ingen måde om.

Vi skylder hende dog på andre områder så meget, i alt fald gør jeg det. Det var det første sted, jeg kom i berøring med dannelse og kultur. Potpourri- og hyacinthduft hører til mine lugtesanserindringe fra tanternes stuer; mangen gang har jeg stået og frydet mig over disse blomsters duft og især de blå hyacinthers fine skær. Gennem tantes bogskab kom jeg i berøring med dansk litteratur. Som mindre dreng slugte jeg natur ligvis lngemanns romaner, jeg tror, jeg har læst flere af dem 8 á 10 gange. Efterhånden fik jeg fat på den øvrige literatur og sidst på den nyere norske digtning, Bjørnson, Ibsen og Lie. Tante og Jenny forærede hinanden bøgerne til fødselsdage og til jul, og i tidens løb havnede de hos mig. På dette om råde viste tante sig meget frisindet og gav mig frit lov til at vælge mellem bøgerne.

Tanternes fødselsdage hørte til vor barndoms fester, måske især på grund af chokoladen, kagerne og vingeléen med marengs, som var min barndoms højeste kulinariske nydelse. Mange søndagaftener tilbragte vi der og kedede os aldrig.

Da jeg kom i Kathedralskolen, måtte jeg de fire første år møde med min karakterbog hver lørdag middag og spiste altid med. Maden var traditionel: Øllebrød med spegesild, pandekager el. æbleskiver. Glæden ved disse besøg stod altid i forhold til karakterbogens godhed. En overgang i 3′ stud. var den dårlig, men så var fryden så meget des større, da det atter begyndte at gå godt fremad. – I 5. og 6. klasse følte jeg mig mere overlegen el. måske mere på lige fod, tante vilde gerne se mine danske stile, men jeg viste dem aldrig, før de var renskrevne, så at meget lidt kunde rettes.

Under studierne her i København vedligeholdt vi en ugentlig korrespondance. De fleste af tantes breve har jeg brændt; mine egne fra de første år havde hun gemt, jeg fik dem flere år efter hendes død og har dem endnu; jeg synes ikke altid, de er smigrende for mig. Jeg brænder dem nok en skønne dag.

Efter embedseksamen og med begyndelsen af mit skoleliv tog vor korrespondance af, men fortsattes dog mindst en gang om måneden; de sidste ord, jeg fik fra hende var til julen 1926, på et lille kort med vaklende skrift. Hun var dengang lidt over 84 år.

Selvfølgelig skylder jeg hende overordentlig meget, men noget galt var der alligevel i det hele forhold. Hendes dominerende personlighed, som også kom til udtryk over for far og mor, udviklede hos mig en uselvstændighed, som det tog mig mange år at overvinde. Den indgav mig en stærk uvilje mod at knytte min skæbne for nær til en kvinde, så jeg senere sprang fra, før det blev for sent; især da jeg mærkede, at vedkommende havde mere viljesstyrke end jeg. I samme retning virkede også erindringen om mit hjems små kår; jeg vilde ikke selv ind under samme forhold og er altså forblevet ugift. At komme ind under kvindeherredømme har altid været mig en skræk, og erstatning for de i høj grad ønskede børn har jeg i nogen grad fået hos mine drenge. Ved Mr. Chips dødsleje, da lægen og de andre tror, han ligger bevidstløs hen, gør en af dem en medlidende bemærkning om, at han aldrig havde haft børn, Chips vågner op af sin døs og siger: “No children?, thousands of them and all boys.” Det samme vil jeg kunne sige i erindring om alle de mange dejlige drenge, jeg har haft den lykke at omgås.

Hvad kan jeg huske om “tanterne”? Tante Petra havde jo efter sin mands, overlærer Østergårds død haft pensionat, hvoraf den eneste resterende var lærerinde frk. Elise Nors, som var der endnu, da de boede i Mejlgade, i købmand Kirkebyes ejendom. Der ved jeg, at jeg sammen med Charles og Anna kom Fastelavnsmandag for at rise dem op og få de traditionelle boller. Senere flyttede de til Nørrebrogade, og derfra til Østergade hos overdyrlæge Jensen; han var jo ansat i Dragonregimentet, kgl. embedsmand, og tanterne nærede dyb respekt for ham og hans familie. Han havde været gift før; de første kone var død og havde efterladt sig en datter, Mathilde Jensen, som i sine yngre dage var selskabsdame hos en adelig familie på Fyen og der havde erhvervet sig en sikker og fornem optræde senere tog hun lærerindeéksamen og fik ansættelse ved Københavns Kommuneskoler, hvor hun steg til at være viceskoledirektør; hendes absolute dameoptræden har nok haft andel deri. I hans andet ægte skab med en meget smuk dame fra Fredericia var der tre børn, Vilhelmine gift med dr. Løchte, og Margrethe gift med overretssagfører Secher, hvis børn var så nogenlunde jævnaldrende med Charles’ to ældste; hun var meget smuk og i sine ungpigeår stærkt feteret på ballerne i Århus.

Personlig betragtede jeg tanterne, især tante Christiane og Jenny (hun var over 15 år ældre end jeg), som meget fine damer, som kom i byens store huse og sikkert i kundskaber og intelligens stod betydeligt over de fleste af byens bourgeoisidamer. Hyacinthduften og deres egén parfumeduft glemmer jeg aldrig; hvordan det i grunden stod til med deres personlige renlighed, har jeg en vis ængstelse for.

‘Tanterne’ betænkte os altid med julegaver, mest nyttegenstande; den eneste, som forærede os legetøj var tante Christine fra sindssygehospitalet. Hun gav hvert år mor nogle penge, som hun skulde købe noget til os for. Indtil mors død holdt vi juleaften hjemme; juletræ havde vi som småbørn, senere var der vist aldrig råd til det; jeg husker dog, at vi tre sødskende et år for sammensparede penge købte og pyntede et juletræ, og endelig havde en følelse af at det var rigtig jul. Far fik, som de andre funktionærer hos Langballes, en gås foræret, og den og risengrøden var jo et rigtigt festmåltid. Efter mors død var vi hvert år hus tanterne juleaften efter kirkegang i Domkirken. Jeg var altid glad, når det var stiftprovst Sørensen, der prædikede, fordi han gjorde det prisværdig kort; Pastor Lindhardt derimod holdt lange taler, som næsten bragte mig til fortvivlelse. Efter at Charles var blevet gift og havde fået sit første barn, holdt vi juleaften der; desværre ødelagde stemningen ikke så sjældent i de senere år ved, at børnene ikke altid var tilfredse med deres julegave eller kom op at skændes om dem. I en række år var jeg altid indbudt til at være Charles’ og Ellens gæst i juleferien, og jeg skylder ham dyb tak for de dejlige dage og de lyse minder.

1. juledag var vi altid til aften hos tanterne: kold gås og mange andre gode sager, for slet ikke at tale om den dejlige julekage og de lækre kager. Bagefter spillede vi lotteri om småting af marcipan og vandrede så hjem med den trøsterige tanke, at man i lommen havde søde sager. Da Charles’ og Ellens børn blev store, var de selvfølgelig også med. I de sidste år af tante Christianes og Jennys liv var jeg ikke i Århus i julen.

Hvordan var vort hjem i Århus? Jeg husker, jeg engang spurgte far, om vi var fattige. Han svarede undvigende, som han plejede, men sikkert er det, at far og mor altid sad meget småt i det. Vi sultede og frøs aldrig, men fornøjelser var der ikke mange af. Men vi havde bøger, mest lånte, nogle tinsoldater; og så husker jeg, hvor dan vi købte – for 10 Øre – udklipningsark af en kirke, en landsby osv. og klistrede dem sammen med dextrin. Men mest læste jeg – for det méste lånte bøger – jeg har gennempløjet mange bind af “Illustreret Tidende”, især årgangene 1864, 1866 og 1870-71, hvori jeg hentede viden om de store verdensbegivenheder og indsugede et dybt had til alt, hvad preussisk og tysk var. I de sidste år, da jeg havde fået eget værelse, efter at Charles var blevet student, var det lektierne, der optog min tid.

Holdt jeg af mine forældre? Som lille dreng stod jeg mor nærmest; jeg husker tydeligt alle de mange skumringseftermiddage foran den åbne kakkelovn, når mor fortalte eventyr, især H. C. Andersens, vi kunde høre de samme historier igen og igen; Anna foretrak ‘Krøblingen’, jeg ‘Den grimme Ælling’, så fik vi dem begge to, og alle var fornøjede. I den tid, far havde butiksforretning på hjørnet af Nørrealle og Norsgade, var mor stærkt optaget og vort hjem ikke særligt hyggeligt. Forretningen gik dårligt, til slut måtte dén opgives, og far fik igen plads på Langballes kontor, med en ussel gage for resten. Jeg fik fra den tid en stærk frygt for og en stor uvilje over for Otto Langballe, og jeg kan ikke bare mig for samme følelse endnu; jeg syntes, han havde os i sin magt og benyttede denne magt på en skamløs måde. – Efter forretningens ophør flyttede vi hen på Nørreallé, vistnok nr. 14, en ejendom, der ejedes af en drejer Frederiksen, der vistnok stod fuldstændig under sin kones tøffel; hun var en arrig kælling, besat af rengøringsdille; de havde en 3 værelses lejlighed, men opholdt sig kun i køkkenet og soveværelset; de to stuer stod kun til stads og duftede af renhed, skal det siges til hendes ære. – Senere flyttede vi, vistnok i 1887 ud til Vesterbrogade 88, hvor vi boede en lang årrække, i alt fald til århundredets slutning; der var 5 værelser (for 250 kr., som far ofte havde svært ved at udrede), en spisestue og pæn stue til gaden, også Annas værelse vendte derudtil; til gården havde far og mor soveværelse, og Charles og jeg et lille værelse. Huset var ellers beboet af arbejderfamilier, forhus såvel som baghus.

For Charles var det en stor fordel, at han fik Peter Langballe som bedste ven, og blev optaget i familien med stor venlighed. Ch. har altid besiddet stor charme, udadvendt og frimodig som han var, han har altid haft mange venner, hvad der endnu er tilfældet i hans høje alderdom. Han er på en vis måde udpræget bourgois, selv om han også i mange år nærede radikal, måske salonradikale anskuelser; men han var afholdt, hvor han færdedes, blandt skolekammerater og studiefæller, udpræget selskabsmand, kan skrive fortræffelige viser og sange, måske ikke så fremragende som taler. – Jeg kom også med i hans omgang med P. L.; de tog mig og Peters yngre broder med i deres lege og slagsmål. Peter var vild, men rar og sød; hos ham lånte jeg bøger: Marryats og Walter Scotts romaner henrykte mig, jeg lånte Cantus berømte verdenshistorie og pløjede den igennem. Med største glæde mindes jeg vore lege med tinsoldater; Peter og Hans Adolf havde dem i hundredevis; så blev der på bordet i deres store spisestue tegnet kort over imaginære lande, der egentlig fore stillede Rusland og Frankrig; Peter, der på grund af sin russiske familie var en stor russophil, var russisk marechal og Charles fransk general, måske selve Napoleon, og så gik kampen løs med kugler, granater og krigsskibe, alt selvkonstrueret; Hans Adolf og jeg var naturligvis usselige underanførere. – Så var der slagsmål med Vesterbros gadedrenge; de udartede ofte til slagsmål med knipler, langtfra ufarlige. – En tid var de stærkt interesserede i gymnastik; der blev indrettet en gymnastik plads ved siden af haven med alle forskellige apparater; i den retning var jeg et fjols, bangebuks som jeg var.

Jeg har undertiden en underlig følelse af, at alt sker på samme tid. Måske har jeg først fået tanken ved at læse H. G. Wells’ “The Time Machine” Det kan også være, at jeg på mine gamle dage synes, at livet har været så kort, at jeg så at sige har levet det i et lille Øjeblik. Jeg husker selvfølgelig alle de steder, jeg har boet her i byen, og når jeg går forbi et af dem, forekommer det mig, at jeg godt kunde gå ind i huset, tage nøglen frem og åbne døren til mit gamle værelse og igen blive den yngre eller ældre mand, jeg var den gang. Henne på Borgerdydskolen vilde det næsten ikke undre mig, om jeg pludselig så Tuxen, Heiberg, Bonnesen el. Julius Nielsen, for ikke at tale om mine til forskellig tid afdøde gamle kolleger. Og går jeg forbi Regensen eller en sjælden gang ind i gården, kigger jeg altid op til vinduerne i mit gamle værelse og synes, at jeg må sidde deroppe med piben i munden og studere, for flittig var jeg vist i grunden.

Jeg mindedes før gamle rektorer og kolleger ved Borgerdydskolen. Vigtigere har dog drengene været for mig. Som jeg sagde i min afskedstale i 1945, kan jeg for mit indre øje se de mange søde drenge, jeg har haft der. Jeg ser de raske, ofte kønne drenge for mig, og jeg synes næsten jeg kunde møde dem på trappen derhenne.

Fra Århus mindes jeg endnu vore og tanternes forskellige lejligheder og kan næsten bilde mig ind, at hvis jeg kunde gå derind, vilde jeg finde far og mor eller tanterne ved deres respektive syborde.

 

  Til slægtsdatabasen