Cecilie Bay, Blaavandshuk 1929
(Blåt kladdehefte.)
Kjøbenhavn, d. 18 Januar 1928.
I Nærheden af Aarhus, omtrent halvanden Mil vest for samme, ligger i et frugtbart Dalstrøg, der gjennemløbes af den Aa, der gjennem Aarhus Havn falder ud i Aarhusbugten, den lille Herregaard, Ludvigsholm, der i midten af det nittende Aarhundrede ejedes af min Fader, Kapt. Th. Bay. Gaarden, der oprindeligt hed Harlev Mølle, fordi der til den, foruden Harlev Kirke, hørte en Vandmølle, hvor der dreves et, efter Datidens Forhold stort Mølleri, kjøbte min Fader af Hr. Prof. Ludvig Choucanys Enke. Han havde givet den Navn dels efter sig selv, og dels, fordi den ligger omgivet af Aaens Vande paa alle Sider. Han var en meget indsigtsfuld Mand, der havde holdt Bygningen saavel som Privatboligen i god Stand, og saa forsynlig var han, at han endog, da han efter flere Aars Ungkarlestand giftede sig og meublerede det hele mere end komplet, ogsaa indrettede et Barneværelse, hvor der bl a. var anbragt to fuldt monterede Vugger. De mange Storke, som findes paa den Egn, har maaske inspireret ham til en saa vidtgaende Forsynlighed. Desværre har de mange Storke alligevel ikke opfyldt de store Forhaabninger, for Parret Choucany fik aldrig Børn.
Ludvigsholm, hovedbygningen 2003
Overfor Familien Bay stillede de sig imidlertid mere velvilligt, saa der i deres Hjem opvoksede en stor Skare Sønner og Døtre, ialt elleve. Til mine Søstre og mig havde vi Lærerinde, Frøken Sophie Finely, en lille fed Dame, der var lige saa tyk, som høj, Datter af en Toldembedsmand i Horsens. Hun var meget dygtig, men tillige meget hidsig; hun slog Eleverne om Ørerne med Bogen, naar de ikke kunde svare rigtigt. Jeg, som var den yngste, da jeg kom i Skole Dagen efter jeg var fyldt fire Aar, fik næsten aldrig nogen Straf, men jeg saa tit hvorledes mine Søstre blev behandlet. Men gladest var jeg naar Lærerinden var syg og laa i Sengen, for saa var der Fred i Skolestuen. Hun elskede Høns, Katte, Hunde og alle Slags Fjerkræ, saa det var morsomt at se hende gaa over den store Gaardsplads, for saa flokkedes alle Dyrene om hende. Hun kunde fortælle en Masse morsomme Historier, og de morede hende selv saa mægtigt, saa hun var lige ved at gaa til af Latter naar hun fortalte dem. En Aften da min Far og mine Brødre sad og spillede Whist, kom hun igjennem Stuen paa Vej til sit Værelse og havde i den ene Haand et tændt Lys og i den anden et Glas Vand. Da hun sagde ”Godnat” gav mine Brødre sig i Snak med hende og fik hende til at fortælle en Historie om en Mand, der hed ”Tutteluttuttut”. Derved kom hun saadan til at le, at hun rystede over hele Kroppen og ikke kunde staa paa sine Ben, men satte sig, endnu leende, ned paa Gulvet, saa Vandet fra Glasset spildtes over det tændte Lys, saa det gik ude. Men da hun en halv Time havde siddet paa Gulvet og leet og endnu ikke været i Stand til at rejse sig, tog mine brødre og hjalp hende op og ind paa hendes Værelse.
Mine Legekammerater, en Dreng og en Pige, Stine og Rasmus, Mølleforpagterens Børn, plejede ofte sammen med mig at lede efter Andeæg i Sivene omkring Mølledammen. Jeg var dengang endnu ikke fire Aar gammel, men gik gladelig med til hvad Møllerbørnene, af hvilke Rasmus var den ældste. Da vi en dejlig Foraarsdag havde fundet mange Æg og ikke havde tilstrækkeligt at bære dem Hjem i fandt de paa at jeg kunde have dem i mine Benklæder, der efter datidens Skik og Brug var forsynede med Linning ogsaa forneden og bundet nedenfor Knæet. Uagtet jeg gik meget forsigtigt var jeg dog saa uheldig at falde saa Æggene gik itu og baade Blomme og Hvide i skøn Forening løb ned af mine Ben. Tudbrølende bragte Stine og Rasmus mig saa ind til deres Moder, der straks trøstede mig med at tage Bukserne af mig og vadske baade mig og dem, samt give mig en stor Sigtemellemmad med Smør og Sukker paa at fortære medens Bukserne, der var hængt ud i Solskinnet, tørrede. Men saa kom Barnepigen, hvem min Moder havde ud for at hente mig hjem, og saa kunde mit Uheld desværre ikke skjules for min Moder, saa jeg fik Tilhold om ikke mere at deltage i den Slags Expeditioner.
Vistnok har jeg været vanskelig at passe paa, da jeg altid saa mit Snit til at vimse omkring hvor jeg ikke skulde være. En Dag antraf Moder mig inde i det store Spisekammer beskæftiget med at stikke en sort Komfur Fjedering[?] ned i en Otting Smør, og derpaa slikke den og da Mor forbavset udbrød, ”men hvad bestiller Du dog her, lille Cecilie” svarede jeg, der dengang var saa lille, at jeg endnu kunde tale rent, ganske frejdigt: ”Kiser Mør!”
En anden Gang trak jeg min Barnevogn der efter Datidens Skik var en tohjulet Ekvipage med en Madkasse bagpaa og en lang Vognstand foran ned i Mølledammen, da jeg syntes, den trængte til at rensen, og ofte havde set at Karlene naar de kom hjem fra Marken med de snavsede Arbejdsvogne kjørte lidt rundt med dem derude. Da jeg var kommet saa langt ud at Vandet naaede mig til Livet, fyldtes det bagerste af Vognen med Vand, saa Stangen svippede[?] ud af mine Hænder og Vognen gik bagover. I Skræk for min elskede Vogn raabte jeg da højt ”Min Vogn drukner, min Vogn drukner”, og da en Møllersvend heldigvis hørte mit Nødskrig kom han ud og bjiergede baade Vognen og mig iland.
En anden Gang havde jeg set Stupigen pudse Kakkelovnen inde i mine Forældres Soveværetse, og da saa Gulvet var blevet tørt efter Skuringen smuttede jeg derind for ogsaa at prøve at pudse Kakkelovnen, hvortil jeg benyttede mine Forældres Tandbørster og Toiletsæbe. Desværre bekom denne Virksomhed hverken den blankpudsede Kakkelovn eller mig godt, for ikke at tale om Tandbørsterne.
En anden Gang da Stine og jeg legede i vor Have, hvor Aaen løb igjennem fandt vi paa at gaa over den, da der paa det Tidspunkt kun var lidt Vand i den saa vi mente at kunne komme tørskoede over den ved at træde paa de mange store Sten der ragede op af den. Da vi var midtvejs gled desværre min Fod paa en stor grim slibrig Sten saa jeg faldt i Vandet, og da i det samme Vandet kom brusende, helt hovedskummende [?], fordi Møllen nu blev sat i Gang følte jeg for første Gang at mit Liv var i Fare, og raabte af fuld Hals ”Tante Lise red mig, Tante Lise red [mig ]”. Heldigvis hørte min højtelskede Tante Elise mine Raab og styrtede ud i Haven i Neglige og fik mig trukket op og bragt paa det tørre. Jeg kan endnu se hende for mig i sin hvide Frisertrøje og med sit dejlige store sorte Haar flagrende om sig, vises sig for mig som en frelsende Engel. Da hendes Værelse vendte ud til Haven, og hun paa denne varme Sommerdag, som det var, klædte sig om for aabne Vinduer, havde hun hørt mine Raab og styrtede straks ud for at se hvad der var ivejen.
Paa Ludvigshom havde vi meget Fjerkræ, men mest interesserede jeg mig for Kalkunerne, og da jeg ofte saa Frøken Finnely færdes midt imellem baade dem, Hønsene og Gæssene i al Fredsommelighed, mente jeg velsagtens at det kunde jeg ogsaa. Men Kalkunerne tog ikke saa venligt imod mig som mod hende, og da jeg vilde jage en Kalkun Hane bort fra mig og i den Anledning tog mit røde Uldtørklæde af og jagede efter den hoppede den i Raseri op paa Hovedet af mig og baskede mig eftertrykkelig med sine kraftige Vinger saa Moster og Frøken Fineley for ud og fik Dyret bort, inden det kunde faaet gjort mig større Skade.
Jeg kan godt forstaa min Moders Glæde over at Frøken Fineley indvilgede i at optage mig i Skolestuen, hvor hun underviste mine to dygtige betydeligt ældre Søstre, men hun syntes dog, jeg skulde have en jævnaldrende Kammarat, og dertil valgtes Stine, der endnu ikke var begyndt at gaa i Skole og boede saa at sige i den anden ende af Gaarden, hvor Møllen laa, nemlig lige før Indkjørselen.
En del af texten er skrevet med Cecilies skrift, men et midterstykke tilsyneladende af et barn, Ellen eller Ida Krøger måske, efter diktat?
Cecilie Bay, 1855-1932, gift 1875 med Heinrich Wilhelm Ludwig Meincke, 1843-1890; datter af Theodor Bay, 1804-1871, og Flora Schytte, 1829-1913. Theodor Bay ejede Ludvigsholm fra før 1845 til 1862. ”Tante Elise” er Floras søster, 1840-1917, senere gift med konsul Schneekloth i Hamborg.
Afskrevet juli 2005 efter originalen, som jeg har lånt af Berthe Bülow Jacobsen.
Charlotte Jensen.
