Gudrun Nissen: Erindringer fra barndoms­hjemmet i Guldsmedgade

Af Gudrun Nissen, 1977

 

Søg på forekomsten af “Guld­smed­­gade” i databasen

 

---

Det var i Guldsmedgade, jeg efterhånden vågnede op og for en lang tid blot eksisterede i omgivelserne. Det store høje spisebord med herligt gemmested under, de plyssede lænestole med kvastrækkerne, solen der dengang altid skinnede ind ad vinduerne til gaden og den mørke entre – det var mig. Otto, min bror, knap et år yngre – var også mig og jeg var ham, han legede med mine dukker og sae: »godt sø’ pie igen, Line«, til vores elskede barnepige som også helt var mig, så meget at jeg slet ikke husker hendes person, kun nærværelsen.

Og barneværelset på den anden side af soveværelset hvor vi næsten altid (synes jeg nu) lå i sengen i damptelte og blev madet med æggesnaps i vores små hvide senge med snørklede sidestykker, og det mægtige soveværelse med Mors klædeskab med spejlet og toiletbordet. Her kom Mor ud fra i fine farvestrålende kjoler og Far var i »kjole« og de var glade og skulde ud, og næste morgen lå der chokolade og kransekage på stolen ved sengen, for dengang fik man altid til desserten kransekage og overflødighedshorn fra »Jøde-Trine« selv ved lægefamiliernes sikkert beskedne – efter tiden – middagsselskaber.

Men en morgen sov vi uroligt på grund af støj og spektakel fra soveværelset, og Far kom og bar os ind for at se til Mor som lå i sengen, og i en kurv ved siden af lå det ubegribeligste vrælende lillebitte uhyggelige væsen – en ny lillebror. Og om aftenen senere, når Far og Mor gik i seng med døren åben ind til os, hørte jeg dem snakke om hvad den lillebitte skulde hedde, de talte om Uffe og Palle og Sverre men det blev Gunnar.

Og så var Otto og jeg store søskende og gik på hver side af barnevognen når vi kørte i Vennelyst for at se på svanerne, som jeg var meget bange for, og jeg vågnede helt som mig selv på min 4 års fødselsdag hvor jeg sad på spisestuegulvet, omgivet af gaver og tanter og Mors veninder, der allesammen talte om at nu var jeg 4 år.

Jeg husker nu godt fra sommeren før at jeg var i Blåvand med Mor og sad på den umådelige strand i skyggen af en kæmpestor båd. Vandet var mile borte. Men også der var jeg bare noget af det altsammen, jeg var græsset og klitterne og gedekiddene og Mor og Bedstemor.

Men nu var jeg altså mig, og det var dejligt når man var Fars egen pige og Mors lille Musse og tanternes gave-objekt og Bedstemors yndling, men slet ikke rart når Otto vilde slås eller man skulde ud at gå tur når man legede allerbedst eller skulde spise op eller havde revet sin kjole eller ikke vilde sige goddag til fremmede – hvad man meget nødig vilde.

Bagved kabinettet med plysmøblerne lå den store umådelige daglige stue, og allerede som ganske lille følte jeg behag ved dens lette empiremøbler (et svendestykke fra 1902) og fotogravurerne efter Rembrand, og Jan Sten. Og bagved den store fløjdør regerede »syg-mand« som Far passede i hvid kittel og ingen måtte komme i dagligstuen sålænge. Herinde i konsultationsværelset stod Fars skriveborde og skabe med underlige glas og instrumenter, og her lugtede af karbol og sprit. Heroptil stødte venteværelset med sin specielle desinficerende lugt, og ud til entreen lå også badeværelset hvor vi med stor fryd overværede Fars prusten under det daglige kolde styrtebad. Her blev kun fyret op til lørdagsbadet.

Og hvor jeg husker da vi fik elektrisk lys og det varede et sekund før det lyste når man skruede på den store messingkontakt. Men i gangen og køkkenet havde vi stadig gaslys.

Sporvognen gik igennem Guldsmedgade med sin duren, klemten og hvinen, man kunde sidde timevis i vindueskarmen og se trafikken, også de allerførste taxaer med ligesom højt opløftet bagsæde og åbne om sommeren.

Landsudstillingen i 1909 blev vi taget meget rundt i, der var et post-kontor fra gamle dage med uhyggeligt virkelige voksmennesker i gamle dragter, og abessiniere som bagte tykke pandekager og Fregatten Jylland hvor jeg hylede af klaustrofobi mellem millioner af skydevåben på væggene. Mon det var den sommer, vi en dag blev taget med op på Skejby Mark, hvor nogle underlige gespenstagtige stankelbens maskiner skulde flyve? Hele dagen gik med at spise medbragt mad og lege og kede sig, og det var mørkt, før alle mennesker løb af sted og råbte: Lagrange, Lagrange, og en af maskinerne flyttede sig 1/2 kilometer og svævede ganske lavt over græsset. Vi kørte i taxa hjem, husker jeg – det gjorde vi ikke så tit.

Vi boede jo midt i byen og kunde spadsere hen til Oldemor og »Tanterne« – Oldemor, Flora Bay [født Schytte], boede i Mejlgade 8, som var hendes eget hus med have helt ned til Skolebakken, på 1. sal. Bedstemor huskede, at der var tysk indkvartering i [18]64. Skolebakken var en slags primitiv langelinie hvor man promenerede, og jeg husker lysthuset nederst i haven hvor man kunde drikke te med udsigt til honoratiores, havnen, bugten og det skønne Mols. Oldemor var en lille sortklædt dame (hun skal nu have været høj!) med sort kappe på hovedet som altid klagede over ondt et eller andet sted, men som altid trakterede af en kagedåse med en grævlingehund på, og som levede mellem etagerer, plys og klunker. Om sommeren lejede hun hver uge en åben Iandauer med to heste for – vognmand Dyhrs tror jeg, og kørte til ørnereden, hvor vi tit kom med. Min mor elskede at gå fra ørnereden ud til Moesgård Mølle, hvor man fik kaffe og hjemmebagt kringle i haven, mens vandet brusede fra møllehjulet, og de voksne var vældig bange for at vi børn skulde komme galt afsted, hvad vi også havde den største lyst til at prøve på.

Oldemor Flora Bay var Oldefars anden kone, den første (f. Brøchner) druknede sig 1849 i Aarhus Å, som løber igennem haven til »Ludvigsholm« (nu Harlev Møllegård), som Theodor Bay (Oldefar) som 29-årig købte i 1833 for penge tjent ved sørøveri (tror jeg). Han var fætter til Mads Lange (til Bali), og de to drev koffardifart sammen i mange år. Stakkels frk. Brøchner (kusine til Søren Kierkegaard og muligvis behæftet med depressive tilbøjeligheder som er gået i arv til nogle af hendes efterslægt) blev kun 36 år og havde født 6 børn. Theodor var en vild krabat – der skal eksistere en bog der hedder »Theodor Bays Meriter« – vist fra før hans ægteskab. Der var altid en malkepige på gården parat til at amme herskabets nyfødte, siges det, og det og måske andet kunde hun ikke tage i det lange løb.

I 1854 fik han en lærerinde til børnene, alterdegn Schyttes livlige og musikalske datter Flora. Jeg tror de blev hurtigt gift og endnu hurtigere fik min mormor Cecilie Kirstine, opkaldt efter sin dygtige farmor i Rudkøbing. Derefter to sønner Jens Pilegaard (Onkel Pile, Inger Tholstrups far) og Henrik, som begge blev sømænd, Onkel Pile døde som kaptajn i DFDS på de lange ruter, og Henrik døde på en rejse i det Indiske Hav af gul feber, 19 år gammel. Flora skal have været morsom og talentfuld. Hun spillede komedie med sine børn i stedet for at opdrage dem, sagdes der. Hendes stedbørn kunde ialtfald godt lide hende.

Jeg husker hende mest som en skikkelse og et begreb. Da hun døde, sagde min »bedste« veninde Grete Gulmann: Det var rart, så har Gudrun ikke mere det at være vigtig af! Otto og jeg, 9 og 10 år, gik bagved hendes kiste i matrosfrakker med nye sorte uldvanter, og hjemme bagefter lavede hendes steddatter Jenny Sørensen (Cecilie Haunstrups mor) tryllekunster for os. Det var i 1913.

Mest husker jeg Oldemor for de lange sorte uldstrømper hun strikkede til os. Dengang martyriseredes børn af lange sorte uldstrømper, der kradsede så usigeligt når man tog dem rene på søndag morgen. Vi gik vist med dem en hel uge, for jeg husker dem kun fra disse søndage, mens klokkerne ringede fra Frue Kirke og vi skulde ud at gå tur med Far og Mor. Aftenen før havde vi været i bad, og alt det rene tøj var stift at få på.
»Tanterne« boede i Studsgade. Tante O. T. (Ottilie) og tante Christiane var søstre til min Farmor Benzine, der var død i 1888. De var kommunelærerinder som deres niece tante Jenny, der så akkurat lige så gammel og også altid gik i sort, med et sort silkeforklæde over hjemme. De havde i sin tid sørget for at Far og Onkel Otto kom i latinskolen, hvad deres far Peder Benzen Jørgensen ikke havde råd til. Han havde været købmand i Laven ved Ry, var gået fallit og tjente 1200 kr. om året som bogholder hos Langballe, fru Gulmanns far. – Hos tanterne elskede vi at komme, for der vankede altid kaffe og flødeskumskager, noget vi aldrig fik hjemme – og masser af dem.

Mor fandt dem dødkedelige. Hun påstod, Tante O. T.s hår var grønt, fordi hun ikke tålte at få det vasket, og at maleren la Cour havde sværmet for Tante Christiane, da hun var huslærerinde hos hans bror i Helgenæs Præstegård, og at hun aldrig havde fået ham, fordi hun ved en lejlighed blev drillet med ham og sagde: »Ork, man kan da ikke leve af kærlighed og kildevand.« Tante Jenny var aldeles nondescript, de andre »sad« nok på hende.

Tante O. T. holdt især meget af Onkel Otto, som artigt skrev en mængde breve til hende i stedet for at gå ud og solde i sin studentertid. Hun skal have været højst original; jeg husker hende ikke så godt, da hun døde ca. 1912. Onkel Otto fortalte, at hun en dag sad og syede og han spurgte hvad det var. Tante O. T. lod sytøjet synke, så vist på ham og sagde med vægt: Otto, det er mit inderste! – En dag brugte han ordet maven og fik strax en reprimande. – Men hvad skal jeg da sige, Tante O. T., spurgte han. – Du skal sige: Det, der sidder mellem benene! – Penge vilde hun også nødig omtale, og da hun gik af med pension, fik hun pengene bagud i stedet for som før forud Det udtryktes således: Ja, Otto, der er kommet uorden i mit månedlige – nu er jeg jo ikke offentlig mere!

Tanterne sad altid i karnappen og hæklede eller broderede. De for synede mig i mange år med »Annisetter«, og jeg har et hæklet sengetæppe, som jeg husker Tante Jenny nørkle på. Tante Christiane var meget klog og levende, jeg nød altid at komme hen og få en sludder med hende, også som voksen. Deres juleselskaber med lotteri juledag var vidunderlige for os. Godterne flød. Mor kedede sig ubeskriveligt. Far og Onkel Otto »råbte op« i tallotteri og forstod at gøre hvert tal pudsigt. Deres gamle veninder frk. Thilker, frk. Bjerre og frk. Nors var med, to af dem blev næsten 100 år.

De holdt pige naturligvis (en af dem fik et barn, men blev ved at komme der med barnet, en utidssvarende frisindethed, som forbløffede Mor!) og havde hver sit sirlige soveværelse der var servante med et stort hvidt håndklæde på højre side. Mor påstod at det blev vendt på hovedet efter den første uge og holdt i 14 dage! – Jeg husker og så den syrlige, tit ramme lugt af alt det sorte uldtøj. Rensning kendtes ikke. Selv de der havde badeværelse – og det var få brugte det kun om lørdagen.

Da Gunnar voksede til, og Otto og jeg kom i skole, forsvandt barnepigen, så havde vi kokkepige og stuepige. Vi gik så ærinder med Mor om eftermiddagen. Det fineste af alt i byen var Yhrs hattesalon på Clemenstorv. En rød rund plyssespuf stod midt i det store lokale med en kæmpepalme oveni. Loftet var glasbeklædt, og foran de store spejle stod hattene, enorme, dramatiske, og hr. Yhr, stor, tyk og alvorlig og fru Yhr, fornem – men grim. Der kom vi meget.

Og torvedagene! Hver lørdag var hele Clemenstorv, Immervad og Domkirkesiderne et vældigt marked, hvor vi måtte med for at bære hjem. Som der blev købslået! Mor købte aldrig en oksefilet, der ikke var fuldstændig rent afpudset, og vi havde særlige oste-, ægge – og kål-damer.

Den daglige madkunst stod ikke højt. Jeg husker mest vores middage som en bleg og tvær forbidefilering af: risengrød, sagovælling, øllebrød, sødsuppe, øllegrød, risenvælling – og ovenpå altid fortygget kød i form af farsretter eller værre: spegesild eller stegt lever. Frugt var luksus. Morgenmaden var øllebrød, havregrød eller te og franskbrød. Intet under, at man tidligt forfaldt til slikkeri.

I 1909 kom jeg 1. sept. i frk. Schmidts skole, i en lille klasse op rettet for antageligt begavede bedrefolksbørn, der kunde klare 1. klasse på 1/2 år. Jeg var fyldt 6 dagen før. Dette første skoleår var dejligt. Jeg kendte alle kammeraterne. Det var nemt altsammen, undtagen skrivning – det lærte jeg aldrig ordentligt og håndarbejde. Og skolevejen! I den nedre ende af Guldsmedgade lå Elvirasminde Chokoladefabrik, og der kunde man gratis indsnuse den fede chokoladeduft nede fra kælderen. Så var man ikke meget oplagt til sin flade madpakke, men havde altid en toøre til en »snegl« eller to sirupskræmmerhuse hos slikmutter.

To gange om året kom Onkel Otto (Fars ugifte bror, cand. mag.) på et højst misbilligende besøg hos os. Han kunde ikke lide Mor og syntes, at vi børn var meget uopdragne. Middagsmaden var han heller ikke altid tilfreds med (han spiste endda på pensionat i København!), og Fars cigarer var under al kritik. Alligevel var det hyggeligt når han kom, og vi var med ham på ture med kagespisning og til ekstra flotte kaffeorgier hos »Tanterne«, som elskede ham, og hos Faster Anna.

Faster Anna, Fars ugifte søster, var også kommunelærerinde og boede først sammen med sin far i en karnaplejlighed i Nørregade. Bedstefar kom så hver dag og spiste frokost hos os – lidt efter os andre, på grund af konsultationen spiste Far og Mor allerede kl. 11.30. Der var altid sat 3 stykker mad til Bedstefar, og en øl og en snaps, og jeg kan endnu høre hans hjertelige A-H! efter snapsen. Han var altid sød og glad og altid til at lokke en 5-øre fra. Et 5-øres bolsje kræmmerhus var det største man kunde få, selv det til 1 øre indeholdt 5-6 stk. blandede!

Faster Anna flyttede senere med en husbestyrerinde – jeg tror kun hun i 35 år havde to – til en yndig lejlighed i Museumsgade med masser af sol, og her var jeg nok den allermest velkomne gæst. Her lærte jeg at sy og brodere (hemmelige julegaver) – og at regne, da jeg skulde til optagelsesprøve til Latinskolen – her blev også overdådigt dækket op med »Holle-kringle« og »Cattelaner« (verdens uovertrufne mazariner) – og særlig lækre konditorkager. Jeg deltog også i Faster Annas skovture (mest forår og efterår) til Thors Mølle eller Silistria – her var Tanterne også som regel med. Faster var meget historisk interesseret, og jeg elskede at høre om gamle dage, også af familiens historie. Faster Anna studerede altid et eller andet: fransk, latin eller oldnordisk, eller særlige håndarbejder. Hendes hænder var altid igang. Specielt strikkede hun de yndigste fineste filinsokker til os fra den spæde alder og sålænge vi om sommeren brugte dem – og igen til nevøer og niecer og mine børn. Hun interesserede sig også for politik og var en del år medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, hvad der fik hende på spændende rejser. Hun kedede også Mor, for byens morsommere liv var hun jo ikke med i, så hvad skulde de tale om? Og Far var heller ikke særlig interesseret i hende. Hun led en del af eksem, og Far forbød hende ustandselig at drikke kaffe, vel hendes eneste last. Det var ondt. Men jeg tror heller ikke hun fulgte kuren.

I sommeren 1908 var vi allesammen i Blåvand hos Bedstemor, der havde købt et lille »sted« med 50 tønder land for 10.000 kr. Gunnar var 1 år og sov i en stor kurvekuffert, der også var hans kravlegård, hvorfor trafikinspektør Federspiel kaldte ham »kuffertfisken« i mange år. Her kom vi derefter hver eneste sommerferie.

Bedstemor (Cecilie Kirstine Bay) var i 1874 som 19-årig blevet gift med urmager Vilhelm Meincke, som var 32. Han var en høj smuk klædevæversøn fra Wismar og skulde have været ind i faderens væveri, men tegnede og malede hellere og stak vist nærmest af til sin onkel og tante Rose i Arhus for der at lade sig uddanne til kunstner. Men der indså han nok hvor lang og usikker vejen er, og endte med at overtage en urfabrik og en urmagerforretning, som blev Jyllands førende og bl. a. leverede ure til statsbanestationerne. Han bejlede til Bedstemor med en flot lagkage, og hun har vel haft familiens sweet tooth – men Meincke må have været både sød og flot og glad for at blive svigersøn til den nydelige enkefru Bay, der sad med hus og have i Mejlgade (Oldemor var da 45 år!). Han skal foruden sit tegnetalent have haft et sjældent sprogtalent og talte dansk helt uden accent. Han blev meget tidligt hvidhåret og havde et vældigt fuldskæg.

De fik Hanna, Ellen, Otto, Gerda og Olga. I 1888 døde 8-årige Otto af meningitis, smittet af en syg ko hos en bondefamilie, hvor de havde haft sommerophold – han skal have været sådan en sød og kvik lille dreng, der allerede kunde læse og var så flittig i skolen. I 1890, også ved juletid, døde Meincke af en sprængt blindtarm – bughindebetændelse. Han havde fået det af at bære sin cykel op på loftet. – Bedstemor var 35 år og prøvede at føre forretningen videre i mange år. Hun flyttede hen i sin mors hus, og her voksede de fire små piger op med »Bedste Bay« som den gode og glade fe – for deres mor var tit fortravlet, og hun og hendes mor gik nok hinanden på nerverne, og det kneb at holde skindet på næsen, når 4 døtre skulde holdes i den gode skole og have baltoiletter. Dem syede Bedstemor selv, når hun kom hjem fra forretningen og til langt ud på de små timer. Men hendes døtre måtte ikke tabe »klasse«, og de blev også fire små søde og kønne damer, som fik præliminæreksamen og alt det der som var så vigtigt omkring 1900. – Bortset fra Hanna, som tidligt blev forlovet med dr. Max Johansen fra Wandsbeck – og senere så ulykkeligt gift med ham (og skilt 1912) kom de allesammen ud på gårde som lærerinder, og Mor underviste et par år på frk. Schmidts skole før hun blev gift, så de sad ikke på stads!

Moster Hanna kom næsten hvert år hjem med de to store tyske fætre Herbert og Kurt (f. 1898 og 1900), vi fandt hende altid temmelig snakkende og irriterende, men fætrene var søde imod os. Gerda var i mange år forlovet med byens største underbid Carl Johan Thomsen, som var cand. jur. men fuldstændig afhængig af en mor og ugifte søstre på et imponerende sted, der hed »Aldersro«. Jeg tror de misbilligede Gerda eller ikke fandt hende velhavende. Hun var henrivende, men lidt fjollet af væsen. Hun havde så flot en figur, at en af vores piger elskede at se hende (eller hjælpe, det gjorde man dengang, selv voksne »blev badet«) tage bad og forsikrede, at hun var flottere end nogen af syngepigerne i Vennelyst. Hun hylede og skreg, når Far for sjov »tog på hende«, og han sagde altid at hun havde en tigeragtig jomfruelighed. Hun kom bestemt ud af de 7 års forlovelse som jomfru og tog derefter kommunelærereksamen og blev lærerinde i Arhus. I 1916 giftede hun sig med en anden jurist, Louis Ernst, de flyttede til Aalborg, fik ingen børn. Onkel Louis lever endnu og blev 90 i 1975.

Olga elskede og beundrede jeg altid, hun var knap 14 år ældre end jeg og var altid yndig at se på og altid sød mod os Jeg husker hende med sin lange sorte fletning som hun kunde sidde på – Hun boede længst hjemme i Mejlgade. Her blev nogle værelser lejet ud, og en ung bankmand, Viggo Krøger, boede her et årstid mens Olga var 12 år. Han bestemte da, at hende vilde han giftes med – og han blev det, men gjorde hende ikke særlig lykkelig. Men hun kunde økonomisk hjælpe sin mor og senere Moster Hanna, hun og Onkel Viggo var meget large mod familien.

Bedstemor boede tit hos os i længere tid om vinteren, når Blåvand blev for ensomt, og hun var en dejlig bedstemor, der lod os mærke, at hun elskede os, legede med os, lærte os Bezique og Casino, gik ture med os og snakkede – meget mere end Mor. Også hos hende var jeg favorit som den eneste pige. Ellen Krøger kom først i 1911, men blev ingen konkurrent, kun en elsket »ønske-søster«. Bedstemor fik mig med i kirke, som jeg nød med andægtighed.

Knud Schyttes far var Heinrich Wissing Schytte (f. 1757). Han var gift med Inger Woldum, datter af (jeg tror provst) Morten Woldum, som var gift med Ane Clara Spentrup – en søster til Ewalds ven Peter Spentrup. På Bakkehuset ligger en brevtaske i hvidt saffran, som hun broderede til Ewald. Hun blev kun 29 år. Hun må have været yndig, for mange blev døbt Ane Clara efter hende.

Bedstemor har nok lignet sin mor meget, men hun var kønnere. Hendes far, den smukke Theodor Bay, blev med tiden trist og forsuret, især efter at familien var flyttet til Arhus. Bedstemor huskede tydeligt sin mormor Ane Thomsen (f. 1804), hvis far var boghandler i Aarhus. Hun giftede sig meget ung med Knud Schytte, som var præstesøn fra Randerskanten, og som opgav det teologiske studium for at gifte sig med sin elskede Ane. Han blev alterdegn ved Domkirken, som han har skrevet en beskrivelse af. De boede i Skolegade i Aarhus i en gammel bindingsværksgård, som står endnu og som stadig er degnebolig, og her fik de 16 børn – hvoraf mange døde, bl. a. et par tvillinger, Optata og Ovidia (!). Den yngste var Ludvig Schytte, komponisten. Ane elskede at spille kort og sad tit oppe i godt lag »til gjoreren drev« (til byhyrden drev byens kvæg på græs). – Knud blev med tiden sur og arrig, børnene kaldte ham »alter djævelen«. Jeg ejer en bog hvori han har opskrevet sine lejlighedssange – desværre med gotisk skrift. Mange af dem er til den smukke Justitsråd Funder, som var Oldermor Floras gudfar. Jeg har et litografi af ham.

---

 

  Til slægtsdatabasen