Af Gudrun Nissen, Klampenborg d. 27.2.1969.
I årevis har jeg tænkt på at sammenfatte og nedskrive en slags familiehistorie for MIN fars og mors slægt. Familien Nissen er ret udførligt kortlagt af min mand HARALD NISSEN. Om det nogensinde vil komme til at interessere nogen af efterslægten er det vanskeligt at spå om. Historie og familie-do. især må idag findes i nederste bølgedal. Men hvis slægten får lov til at fortsættes, vil den måske dukke på igen. Og hvis bare enkelte i sene tider kan få glæde heraf, vil de opnå det som jeg lod gå forbi: i tide at lytte til og nedskrive hvad min mor og mormor – og min far (men han var meget lidt interesseret) har fortalt mig hvad de huskede om hvem de har kendt eller hørt om. Og desuden hvad jeg har kunnet finde selv. Man er en sum af de der gik forud meget mere end resultat af opdragelse og miliø.
Det mener idetmindste Jeres pt. gruppeformand.
I stedet for en trættende og besværlig og af mig uigennemførlig fremad- eller tilbageskridende historieform prøver jeg at give min viden videre som en række medailloner. Jeg vil prøve at sætte projektøren på personer og episoder som udgør mit materiale.
Flora var et af alterdegn Knud Schyttes 11 børn (flere døde som små). Knud Schytte var søn af alterdegn Heinrich Wissing Schytte (1757-1814) hvis kone INGER WOLDUM ((1769-1851) var datter af provst MORTEN WOLDUM (1731-97). Morten W. var gift med ANE CLARA SPENDRUP, en datter af Ewalds ven brændevinsbrænder i København MADS PEDERSEN SPENDRUP. – Nok var det snarere hendes broder Peter Mathias Spendrup (1747-1827) som stod Ewald nær. Hun har broderet Ewalds hvide saffians brevtaske som ses på Bakkehuset. Hun døde ung, men mange efterkommere er opkaldt efter hende. Hendes ældste datter Ane Kirstine Woldum blev gift med Peter Mathias Spendrup da hans første kone var død. Hendes yngste datter Inger Woldum [?] blev gift med præsten Funder. En smuk cancelliråd Funder, hvis portræt jeg ejer i litografi, var en af Flora Bays faddere.
Knud Schytte studerede oprindeligt teologi, men forelskede sig så voldsomt i Århusboghandleren Thomsens datter ANE (1804-81) at han forlod studierne, blev klokker i Århus, hvor Anes liv ikke blev nogen dans på roser. Hun fik 11 børn i 25 år. Den yngste var komponisten LUDVIG SCHYTTE, hvis spilopper min mormor har fortalt mig mange af. Han fik ikke lov til at blive pianist, men blev sat til farmacien (i Fåborg). Han brød ud, men blev ikke den store koncertpianist men en god komponist. Han levede mange år i Wien (med en sangerinde, som ikke var hans kone, noget der ikke blev talt om) og sendte musikanmeldelser hjem til Danmark. Hans datter ANNA SCHYTTE som vi har kendt godt, blev en udmærket pianistinde. Hun fik i 50-årsalderen gigt i fingrene og tilbragte en sørgelig alderdom med at spinke og spare sine penge til et stort musikerlegat til minde om sin far der vist ikke gjorde meget for hende.
Alterdegnens boede i det gamle bindingsværkshus i Skolegade i Arhus, det står endnu. “Alterdjævelen” var musikalsk, kolerisk og melankolsk. Takket være min elskelige tante Olga (Krøger) har jeg arvet hans håndskrevne “Poetiske adspredelsesarbejder” (1822-65), desværrei gotisk skrift. Det er lejlighedssange og enkelte salmer. En lille beskrivelse over Århus Domkirke har han udgivet. Jeg har besøgt alterdegnens kontor i det gamle hus, og prøvet at forestille mig den store familie Schytte i de små lave stuer, hvor faderen sikkert regerede med hård hånd fra sin stue og moderen har haft nok at gøre i kækken og stuer med at holde orden på de mange børn. Et tvillingepar fødtes og døde i 1846: Henriette Ovidia Thomasine og Caroline Christiane Julie. Den yngste overlevende datter Elise blev gift med konsul Schneekloth i Kiel (var først forlovet med Floras stedsøn, der døde 20.årig). Den ældste søn HENRIK WISSING SCHYTTE blev cancellist i krigsministeriet, de yngre fik vist ingen større uddannelse, én af dem havnede i Nibe, hvor hans datter blev musiklærerinde.
Flora var også musikalsk, hun skal have været høj og nydelig med et stort langt lyst hår. Nuni Tholstrup ligner hende lidt. Jeg har et fotografi af hende med en stor frisure af eget hår. Også et af Ane Thomsen, hendes mor, en kone under en stor kappe med et stærkt groft ansigt. Hun elskede at spille kort, min mor sagde, at hun spillede “Til gjoreren drev”, dvs til byhyrden drev borgernes køer til græsning om morgenen.
Som 25-årig blev Flora huslærerinde hos kaptajn THEODOR BAY på proprietærgården “LUDVIGSHOLM” ved Harlev nær Århus, en 50-årig enkemand med 6 børn. Man sagde i familien, at hans første kone (en Brøchner fra Fredericia, vist kusine til Søren Kirkegård) havde druknet sig i Århus Å som løber igennem haven der, af sorg over mandens utroskab. Hun har nu nok været “melankosk” som det hed dengang. Men Theodor var en vild krabat. Når hans kone fik et barn, var der altid en malkepige parat som amme ved samme fader.
Han var søn af Rudkøbing-købmanden Hans Henrik Bay, hvis far byggede den Bayske gård i Rudkøbing. Skønt der var 11 børn i hjemmet, tog forældrene dog den forældreløse MADS LANGE og et par søstre i huset, og Mads og Theodor fik tidligt skibe, blev skibsførere og redere. Mads Lange bosatte sig på Bali med kunne aldrig få sin forlovede IDA BAY [Theodors søster] ud til sig. Det var ikke hendes mor, der modsatte sig det, hun var en modig og dygtig dame, som da hendes mand fik sløvsind efter at have mistet sine penge på kornhandel i det vanskelige år 1815 (pengeombytningen), førte forretningen i Rudkøbing videre til en søn kunne overtage den. Hun hed Cecilie Kirstine (1777-1859). Hendes svigermoder Dorothea Helene Olsen (1737-94) havde holdt Anders Sandøe Ørsted over dåben.
Theodor Bay var 29 år, da han købte Ludvigsholm, han må have tjent godt på sine skibe og deres fragt hvad det så har været. Jeg ejer en glaspokal som han fik overrakt i London 1833 som hædersgave, sagde mor. Desværre ved vi ikke for hvad. Men jeg har fornylig læst om et engelsk rederi som havde givet en dansk søkaptajn en glaspokal. Der skal have eksisteret en bog, som hed “Theodor Bays meriter” (har forgæves hørt efter den på det Kgl. Bibl.). Han var en høj smuk mand, men min mormor huskede han kun som vranten og syg. – Men lærerinden frk. Schytte blev i no time fru Bay, blev gift i januar 1855 og min mormor CECILIE er født den 24. oktober samme år. Senere fik de sønnerne JENS PILEGÅRD BAY og HANS HENRIK THEODOR. “Onkel Pile” endte som kaptajn i DFDS, han døde som 45-årig i 1902 og efterlod en ung finsk enke og 3 små børn. Hun bosatte sig i Paris som massøse og opdrog her HENRIK og INGER (og VALBORG, der var lidt til en side) – Tholstrup.
Af de 6 børn i første ægteskab døde de 4 som unge af tuberkulose. Det har været den usunde beliggenhed ved alt det vand – eller smitte. Måske døde deres mor også heraf. Bedstemor husker THØGA som kun blev 18 år. Harald Teodor blev kun 20 år, han var forlovet med Floras søster ELISE. I ægteskabet med Flora blev to små sønner døbt Harald Theodor, de døde spæde.
Flora må have været sød og glad, hendes stedbørn kunne lide hende. Hun spillede hellere komedie med børnene end hun opdrog dem. Der var megen selskabelighed på egnen og hun har nok gjort lykke.
I 1862 solgte “kaptajnen” Ludvigsholm og så sig om efter en ejendom i Århus. “Jægergården” fristede ham, der var megen jord som gik ned til stranden, men Flora kunne ikke lide tanglugten. Kedeligt nok, for en hel bydel i Århus ligger nu på dens marker. Så købte han huset i Meilgade, hvorfra man også kunne se vandet, et mere civiliseret vand. Her døde Theodor Bay efter at have tabt en del af sine penge på kornspekulationer (akkurat som sin far), en skuffet mand. Og her sad Flora enke i 42 år.
Cecilie Bay, Blaavandshuk 1929
Her voksede Cecilie op og blev en høj køn pige med lokket hår. Flora levede ret beskedent. Bedstemor fortalte, at når hun var til bal, var det for flot med en droche, hun blev hentet af et bybud, som BAR hende hjem. Hun måtte ikke løbe på skøjter, det gjorde unge damer ikke (i Århus). En stor oplevelse var det for hende at komme i skole i Odense en tid, det talte hun tit om. Hun var kun 19 år, da hun blev forlovet med VILHELM MEINCKE, der var 12 år ældre og som bl.a. bejlede til hende med en lagkage.
Han var en høj smuk mand, søn af en klædefabrikant i Wismar. Væveriet morede ham ikke, han tegnede og drømte om at blive kunstner. I Århus havde han en onkel og tante ROSE, dem tog han op til i det håb at få lov til at uddanne sig der. Han havde et stort talent for sprog og talte hurtigt dansk helt uden accent. Men det viste sig ikke at være lettere at blive kunstner i Århus end i Wismar, og da en god urmagerforretning med fabrik blev til salg købte han den og drev den meget dygtigt, han fik bl.a. leverance til statsbanerne, Jeg husker endnu at der stod V. Meincke på de store ure på jernbanestationerne i Århus og Fredericia.
Jeg har et billede af hans mor, en mørk smuk dame. Nogle (?) siger, at hun var jøde og hendes mor var født Seidenschnur siges der. Olga Krøger hae en teori om at hans søster MINNA var arkæologen Winkelmanns ungdomsforlovede og at W. var en ven af Vilhelm Meincke.
I 1875 blev Cecilie gift. Da havde Vett nylig nedsat sig i Århus (måske også Wessel?) og kom hjem til Flora med sit udvalg af franske shawler og andet udstyr, en ung “dame” gik ikke i butikker.
Jeg tror, stakkels Vilhelm hurtigt kom under tøflen, et øjenvidne har fortalt mig, at han kom hjem og spurgte hvornår der skulde spises middag og fik det svar: Når maden er færdig! Men hun var også sød og dygtig. – Efter JOHANNAS fødsel i 1876 fik hun mælkefeber og kom på “Sindssygehospitalet” i Riis Skov, hun har selv fortalt mig, at hun pludselig “vågnede” ved at en anden patient kastede et æbleskrog i hovedet på hende og fandt sig i gården på anstalten der. Så var hun rask. I 1879 blev Ellen født (min mor), i 81 Otto, i 85 Gerda og i 89 Olga.
(Heinrich) Wilhelm Ludwig Meincke og Jens Pilegaard Bay klar til udflugt
Lille OTTO som var en køn og pligtopfyldende lille dreng døde som 8-årig af tuberkuløs meningitis, smittet af en ko på familiens sommeropholdssted, det var en frygtelig sorg, og i 1890 blev Vilhelm Meincke syg efter at have båret sin cykle op på loftet (min mormor sagde det var en “væltepeter”, men eksisterede de så sent?) – sikkert af en tarmsprængning som i dag var blevet opereret, og døde af bughindebetændelse 47 år gammel. Bedstemor var 35. Hun prøvede selv at drive forretningen videre, men var uheldig med sine bestyrere, tilsidst fik hun den flinke hr Petersen som jeg har kendt, forretningen var altid byens største. I ca. 1906 solgte hun den.
Der sad nu de to enker Flora og Cecilie. Cecilie flyttede hen i Meilgade og opdrog der sine fire døtre til unge damer, syede de fineste kjoler til dem, så de ikke stod tilbage for nogen på byens baller og de gik i frk. Sørensens skole. Nogle værelser i ejendommen lejedes ud, udover indtægten herfra havde Flora ikke meget, og når hun manglede noget, sagde hendes flinke sagfører, at hun bare kunde tage et lån i huset. Hun sang og spillede guitar, vilde gerne have været til scenen, men hun var lidt skeløjet, så hun måtte gå den borgerlige vej. På sine ældre dage blev hun dårlig til bens, som yngre gik hun lange ture. Olga mener, hun var en letsindig sjæl. Hun og Cecilie rivaliserede en del med deres dårligdomme, som man den gang gik meget op i.
