Skrevet ca. 1965 af Olga Krøger, født Meincke
Om min fars familie ved jeg meget lidt. Min farfar Meincke havde vistnok et klædevæveri i en lille meklemborgsk by, Parchen eller Wismar. Billedet viser ham som en nydelig mand. Hans mor var vistnok født König, og jeg mistænker ham for at have haft en søster Wilhelmine, som kan have vært Schliemanns ungdomskærlighed, Minna Meineke. [Anm: Sch. var præstesøn fra Mecklemborg (1822-90] – Hans kone (min farmor) var født Seidenschnur. Da jeg som barn var med mor og Ellen i Tyskland, besøgte vi hende, hun boede da i et kloster i Wismar og havde sin egen lille have. Ellen sagde at hun så jødisk ud.
Far Wilhelm Ludwig Friederich Meincke, f. 17. 9. 1843 i Wismar, vilde egentlig have været kunstner, men mødte ingen opmuntring hjemme. Så tog han til Danmark til en tante og onkel Roose i Århus. Men enden på det blev, at han traf min mor (f. 24. 10. 1855) og købte en ur- og optikforretning i Århus og nedsatte sig der for at have noget at leve af. Det blev et meget lykkeligt ægteskab, de blev gift 3. 3. 1875, fik 5 børn, en dreng Otto, døde som 8-årig – og Hanna, Ellen, Gerda og mig. Mor var umådelig sippet, så min mand kunde ikke begribe, hvordan det havde gået til, at hun fik 5 børn. “Det må have været meget mørkt” plejede han at sige. – Jeg tror nok, det var hende, der regerede.
Da jeg var 1 år gammel og netop havde overstået hvad man kaldte “slim på lungerne”, døde min far af en sprængt blindtarm efter at have slæbt sin cycle på loftet – så jeg har aldrig kendt ham. Mor var dengang 35 år. Hun kastede sig ud i arbejdet med forretningen. Hun arbejdede dag og nat. Førte regnskaber, syede vores tøj – med hjælp af en syerske, der lød det velklingende navn Maria Diafria de Pascanel Gamel (?).
Hun holdt os i den bedste skole i byen, sørgede for at vi kom på danseskole og fik musikundervisning. En gammel jødinde, Andres Hertz, som var datter af digteren Henrik Hertz, gjorde sit bedste for at lære mig at spille klaver – til sidst tror jeg hun gjorde det gratis. Folk i Aarhus var rare mod Mor, især fandt hun støtte hos fabrikant Hans Schourup og hans kone. Det gik rigtigt godt, indtil der kom en grosserer Filtenborg til byen og tog leverancerne af ure til Statsbanerne fra hende. Desuden blev hun også snydt af en værkstedsbestyrer, og dårligere og dårligere blev hendes heldbred – hun led frygteligt af migræne, og da så Hanna og Ellen var gifte, og først Gerda og så jeg havde fået vores præliminæreksamen, opgav hun boligen i Aarhus og bosatte sig i Blaavand, hvor hun for meget små penge købte et hus nær Vesterhavet.
Viggo Krøger, Cecilie Bay, Ellen Krøger og Ida Krøger, Blaavandshuk 1929. Foto: Olga Meincke
Knud Schytte, min mormors far, opgav sine teologiske studier fordi han ville giftes med Ane Thomsen; så blev han Alterdegn ved Aarhus Domkirke. Han var velbegavet, især en god pædagog og meget musikalsk. De fik 14 musikalske børn – han kunne give koncert i Aarhus med 4 af sine børn. Jeg har kun rede på de 6:
Niels, der blev organist i Nibe og fader til Maria Schytte, som blev musiklærerinde der. Hun havde sit eget lille hus og døde ret velhavende.
Henrik, som blev musikanmelder ved Berlingske Tidende”, en høj elegant mand. Han var ikke gift, men havde en datter, Elna, som blev gift med en net skuespiller ved Folketeatret, Richard Christensen.
Ludvig, som var mors yndlingsonkel og som besøgte os af og til i Århus. Han havde en kone i København, Jutta (f. Lippert) med hvem han havde en datter, Anna Schytte, hun var en nydelig dame og en betydelig pianist, som spillede både i Danmark og Tyskland indtil handes karriere blev ødelagt af at hun fik gigt i fingrene (i tyverne [1920’erne]).
Ludvig boede mest i Wien, Han var navnlig en fremragende musikpædagog og skrev sammen med Hornemann en klaverskole, som var méget benyttet og som efter hans død gav Anna gode indtægter, så hun har kunnet lave et betydeligt legat. Ludvig havde en veninde, Margrete Petersen, som mor mærkeligt nok anerkendte, de kom sammen til Århus og gav koncerter. Det var altid fest, når de kom. Han var fuld af sjov, og hun forærede mig en dejlig, stor dukke, den bedste, jeg nogensinde har haft.
Så var der Clara Schytte, som levede som musiklærerinde i Århus, omtalt med stor respekt både af mor og bedstemor. Og Elise, som havde en dejlig stemme. men måtte opgive karrieren for at blive gift med konsul Schneekloth i Kiel. De havde 5-6 smukke døtre og førte stort og flot hus i Kiel. Hanna tilbragte et år hos dem og blev der forlovet med Max Johansen, en ung læge, som Schneekloths gerne selv havde set som svigersøn. Der var altid fest, når alle S’s kom til Århus, han strøede om sig med guldtikroner.
Endelig Flora f. 7. marts 1829. Hun kom til Ludvigsholm (eller Harlev Mølle) hos proprietær Theodor Bay f. 17. 12. 1804 som lærerinde for hans børn af første ægteskab og blev gift med ham 16. februar 1855. Da min mor er født 24. 10. 1855 har det måske ikke været helt frivilligt fra hans side. Det blev ikke noget lykkeligt ægteskab. Han var en smuk og elegant mand, med vistnok ikke elskværdig, det siges, at hans første kone, som var født Brøchner, druknede sig i mølleåen. Af hans børn var flere af dem på alder med Flora, og i hvert fald Valdemar Bay, som var så klog og havde taget alle mulige embedseksaminer og endte ved Landbohøjskolen med vaccine-eksperiementer, kunne hun ikke fordrage. Axel derimod, som blev præst og blev gift med Elise Lund, der sammen med Comtesse Moltke startede Østersøgades Latin- og Realskole, kom hun godt ud af det med. Så var der Jenny, som var en uregerlig tøs, mor sagde, at for at drille kokkepigen tissede hun i folkenes pandekagedejg, der stod i en stor gryde på gulvet (Den har nok hævet godt). Endnu en datter, Thøga, døde som 20-årig af “gallopperende tæring”.
Såvel bedstefar som bedstemor var nok koleriske af temperament, det fortælles, det kunde hænde, at de smed servicet i hovedet på hinanden ved bordet.
I det nye ægteskab fødtes først min mor, så to små drenge (begge hed Harald Theodor ligesom en lille søn af 1. ægteskab), så en dreng, Henrik, der blev sømand og døde af gul feber på Java i 20-årsalderen, og endelig vores elskede Jens Pilegaard Bay, far til Inger Tholstrup.
Hanna, min ældste søster, er født 12. 3. 1876. Hun var ikke særlig flink i skolen, og på et tidspunkt havde hun en hjernebetændelse, som hun fik mén af hele livet, bl. a. var hendes hørelse nedsat. Hun har efter billederne været yndig. Schneekloths havde 4-5 smukke, elegante og sophisticatede døtre, hvor Hanna må have virket som en martsviol. Max Johansen, som netop havde taget sin med. examen, forelskede sig i hende, og de blev forlovet, til Mors store sorg. Hun indså grant, at det ville være over Hannas evner at blive gift i et fremmed land med en begavet tysker. Mor græd, men onkel Schneekloth trøstede hende: Erst ein glänzende examen, dann sich verloben! Han vilde gerne have givet ham en af sin egne døtre, som i tidens løb blev gift med officerer og blev mere eller mindre ulykkelige.
“Meine Hanna kann alles” – det var Max’s devise, når mor antydede noget om hendes begrænsning. – Men ak! Tidens – mors – indstilling på det sexuelle område, og Hannas mangel på udvikling samt hans hang til spil har naturligt nok ødelagt ægteskabet. Desuden kunde hun slet ikke klare de to drenge, hun fik, og ved skilsmissen i 1911 overlod hun dem til manden og tog selv ophold i Danmark, hvor hun så havde dem i ferierne.
Herbert, den ældste, var helt tysk, men Kurt, den yngste, vilde til Danmark såsnart han kunde få lov til det efter krigen 1914-18. Herbert blev officer og faldt ved Chemin des Dames i 1917, hans far tilså ham på dødslejet. Hans grav er ukendt. Kurt, som blev taget til civil krigstjeneste efter studentereksamen, blev ramt af den spanske syge og dysenteri og døde sommeren 1918. Jeg glemmer aldrig, da jeg måtte bringe hende den frygtelige meddelelse om hans død (og jeg G. N. husker hendes skrig – det skete i Blåvand) Han ligger begravet i Strassburg, og flere af os har med besvær fundet den og lagt blomster på den.
Opmuntret af min mand og søster Ellen gav hun sig efter skilsmissen i kast med at læse til translatør og det lykkedes hende at få eksamen før krigen udbrød. Hun fik stilling i vinfirmaet Wolff og klarede sig rigtigt godt. Det underholdningsbidrag hun skulle have fra Max Johansen – som imidlertid havde giftet sig igen – svandt efter krigen ind til næsten ingenting. [Olga nævner ikke, at onkel Viggo Krøger sørgede for at tegne hende en overlevelsesrente, som også forslog småt].
I nogle år boede hun i en lejlighed på Strandboulevarden sammen med min Mor. De passede ikke sammen, Mor tyranniserede hende, og hun trættede Mor. – Hun endte senere i en stiftelse i Klerkegade, der var en lille have, hvor hun kunne sidde om sommeren. Hun kom godt ud af det med alle der og havde endda en ven, ejendommens malermester, som hjalp hende på mange måder og endog inviterede hende hjem til middag hos sin kone. Hun havde livsmod til det sidste, købte sig som 80-årig 12 kagegafler og gav altid pæne og velovervejede gaver: altid noget man kunde bruge!
Jutta Schytte, Ludvigs kone, levede ret forladt i København med sin datter Anna, f. 1880 (død marts 1953). De havde en lejlighed ved søerne i København, Jutta havde en lotterikollektion. Omkring år 1900 fandt en togulykke sted i Gentofte, ved den lejlighed kom de begge to til skade med alvorlige brud på begge ankler.
Anna var musikalsk og blev uddannet til pianistinde. En tid var hun forlovet med en overretssagfører i København, men hun syntes alligevel, at hun helt måtte hellige sig musikken og opgav ægteskabet. Hun var en nydelig dame med meget store smukke øjne og mørkt hår og elegant fremtræden. Hun blev en betydelig pianistinde og optrådte ved koncerter både hjemme og i udlandet og var ven med tidens største kunstnere og havde i det hele mange venner i “bedre kredse”. Hun var den elskeligste datter man kan tænke sig og fuld af ømhed og hensyn over for sin mor, som tilsidst havde den frygteligste rystelammelse. Anna gjorde alt for hende, hvad der stod i hendes magt og sørgede meget, da hun døde.
En tragedie var det, at hendes gigtlidelse ødelagde hendes karriere og gjorde livet surt for hende.
Hun har altid været umådelig sød mod mig, lige fra jeg som halvvoksen besøgte hende i København – hun inviterede mig i Tivoli flere gange senere, da jeg kom til at bo i København. Hun gav mig musikundervisning, hvilket må have været højst utilfredsstillende for hende, jeg var ikke musikalsk nok.
De senere års mange genvordigheder var hun ikke i stand til at bære uden klager. Hun kunde ikke få sin kakkelovn til at brænde – hun boede stadig ved søerne uden komfort- og hun havde mange smerter i sine gigtiske hænder, og havde slet ingen talent for at få sine huslige medhjælpere knyttet til sig. Det var en ynk, især da hun var så lidt praktisk. Engang hun vilde krølle sit hår og brugte tørsprit, opdagede hun i spejlet, at hendes hår stod i lys lue.
Alt i alt var hun en meget tiltalende personlighed.
