Onkel Viggo 1872-1932
Af Gudrun Kaalund Jørgensen, gift Nissen, ca. 1972.
Viggo Arthur Krøger var søn af en (holstensk) stabssergent og kom som 16-årig til Handelsbanken som elev. Han blev hurtigt dybt interesseret i bankens verden og sikkert også påskønnet. Han påtog sig snart en del ekstra-arbejde og kom sent hjem. Det passede ikke hans far, som troede, at drengen svirede og soldede. Der har nok været en del scener i hjemmet, der gjorde, at han tidligt flyttede hjemmefra og ikke senere i livet havde noget med familien at gøre.
Men i banken gik det fint. I 1901 blev han sendt til Århus til filialen der og lejede sig ind hos fru Flora Bay [Schytte] i Mejlgade 8. Her så han den yndige 12-årige Olga Meinche, fru Bays datterdatter, og han påstod siden, at han allerede dengang bestemte sig til at gifte sig med hende en dag. Senere blev han sendt til Baku, var vist også i Norge, og han blev allerede ret ung bestyrer af filialen på Gammeltorv.
I 1910 blev han og Olga gift, og Olga var kun 20 år, da hun året efter fik Ellen.
Jeg har kun gode minder om onkel Viggo. Han var et hyggeligt akkopagnement til “Moster Olga”, når de kom på besøg i Aarhus, altid læsset med gaver. Han kom glimrende ud af det med vores forældre og elskede en spøg. Senere blev han måske lidt mere højtidelig, og der stod en vis aura om hans store fremgang i banken. Han var middelhøj, lidt fyldig, men hvalros-mustache, og skaldet.
Otto og jeg havde megen fornøjelse af at komme i den store lejlighed i Vendersgade, da vi blev studerende i København. Olga var så yndig og sød mod os, Ellen (i 1922 11 år) en blid, lidt stille pige, som gerne fulgte mig på kunstmuseer, og Ida en sjov lille meget beundret pige, som lige var kommet i skole.
Olga og Viggo havde en kreds af venner, der mødtes om søndagen til aftensmad hos hinanden, den hed “Proppen op!” Det var Stemanns, øjenlæge Gertz’s, tandlæge Bjerrums og en tid min farbror Otto, som kaldtes “Læderen”. Her morede Onkel Viggo sig herligt.
Mod min mormor, Olgas mor, og moster Hanna, var onkel Viggo hjælpsom og generøs, og mon han ikke også hjalp moster Gerda, da hun i 30-årsalderen tog lærerindeeksamen. Hun havde i 7 år været forlovet med en århusiansk jurist med et fantastisk underbid, som vist ikke måtte gifte sig med hende for sin mor, da hun ikke havde penge. Han hed Carl Johan Thomsen, og jeg husker nervepirrende visitter der med min mor, i en stor villa nord for byen.
Det var jo ikke bankvæsen, onkel Viggo diskuterede med os, når vi kom. Og dog – i vinteren 1922 krakkede Landmandsbanken, og det hørte vi en del om – ikke helt uden skadefryd.
Jeg husker ikke, at onkel Viggo gik med høj hat i banken. Han gik hver morgen på Børsen og bragte mange godd sladderhistorier med hjem (til min mormors forargelse). Og var man heldig at træffe ham på Kongens Nytorv, når han var på vej til sit faste frokostbord på d’Angleterre, kunde man være heldigere endnu og blive inviteret med – så det var ikke altid HELT tilfældigt, at man kom forbi netop der på den tid. Hans bord var ved rampen i Palmehaven, som var et hav af hvidt marmor. Her skulle man se og ses, her sad de alvorlige forretningsherrer og elegante damer med kunstværker af hatte, der spillede (var det Kaj Julians?) et stort orkester, der var det københavnske high-life. [HH Styr]
Hvert år, når Olga var flyttet på landet, inviterede han Otto og mig til middag på Nimb og i et revyteater. Og hver lørdag eftermiddag kom han hjem til Dauglykkehus med “kuffert”, en chokoladefyldt taske.
Selvfølgeligt tog han sig selv højtideligt. Da han havde et jubilæum i banken havde Otto og jeg købt en pragtfuld orden til ham i pap og guldpapir med bånd og det hele. Da vi kom med den, stod han højtideligt midt i stuen og sagde: Det har behaget hans majestæt Kongen at benåde mig med ridderkorset af Dannebrog – hm!
Hjemme kunne han være både sød og sjov og gnaven og irritabel. Efterhånden som arbejdet og ansvaret voksede måske oftere det sidste. Han fik mig engang til at tude ved bordet med sin sarkasme, men han var gennemgående utrolig rørende mod sin kones familie. Han havde ikke megen tid til sine børn, mener jeg – men de husker måske noget andet.
Han var meget tilfreds med mit ægteskab og med familien Nissen. Ved Gutte Haunstrups bryllup med Eduard Trock traf han Erik Nissen, som han pjankede godt med og altid var glad for at træffe. Ved mit bryllup var Ida 10 år, og ingen kunne ane, at hun skulle blive gift med Erik – men det vilde havde glædet onkel Viggo.
Han sled sig op i banken og døde i 1932, kun 55 år gammel.
