Ludwig Nissen: Tolden og dens reformatorer

Tolden og dens Reformatorer

Af L. Nissen

Handelsfuldmægtig

Kjøbenhavn

August Bangs Boghandel

1888

Under Titelen »Tolden og Tiderne« har Hr. A. [Andreas] Peschcke Køedt leveret et Bidrag til Toldreform-Literaturen, der røber stor Kjærlighed til det af ham afhandlede Emne i Forbindelse med grundige Undersøgelser paa de enkelte Punkter. Enhver Kjøbmand og Enhver, der har Interesse for Toldsagen, bør læse denne i mange Henseender udmærkede Bog. Det skulde glæde Forfatteren af dette lille Skrift, der optræder som en Kritik over Hr. Køedts fremsatte Ideer, om han derved kunde bevæge endnu en betydelig mængde af Landets Indvaanere til at studere Hr. Køedts Bog grundig igjennem, for at denne for Danmark saa vigtige Sag kunde vinde forøget Interesse.

Vor Regering har fornylig opfordret Ingeniører og Arkitekter til at koncurrere om Planerne til en ny Frihavn og et nyt Frilager. Enhver Fremskridtsmand vil glæde sig over, at dette store Arbejde snart vil blive paabegvndt. Forinden disse nye Institutioner imidlertid kunne tages i Brug, maa den ny Toldlov ikke alene være færdig og approberet, men ogsaa i længere Tid have staaet sin Prøve.

Det er at vente, at Regeringen allerede iaar vil sammenkalde en Commission for at gjennemgaa Toldlovens talrige Positioner. Der vil hertil ligesom i 1857 behøves Mænd, der først og fremmest have Fagkundskab og denæst ere liberale nok til at kunne indse, at alle Landets Institutioner have lige Ret for Loven.

Commissionen, der udarbeidede den nuværende Toldlov, traadte sammen i 1857 (Frihandelsmanden, Grev Sponneck var Formand ), og Loven traadte i Kraft d. I. Jan. 1863. Vi skulle efter den nuværende enighed i Rigsdagen at dømme nu kunne vente i 12 Aar paa den ny Toldov. (Vi ville da have det Særsyn, at vort Land, efter i 25 Aar at have regnet med Kroner og Ører, lod sin Finantsminister endnu regne med Mark og Skilling). Det turde dog forhaabentligt gaa op for enhver fornuftig Mand i Landet, hvor latterligt dette Forhold er. Vi maa i saadanne Spørgsmaal tilsidesætte Partstriden for Landets Vel.

Forfatteren til disse Linier er Kjøbmand og Frihandelsmand. Han er altsaa enig med Hr. Køedt i største Delen af dennes Meninger og betragter Frihandelen som et Gode for Landenes og Folkeslagenes frie Udvikling. Naar der imidlertid her fremdrages og bekæmpes en Del Punkter i Hr. Køedts Skrift, er Grunden dertil den, at Danmark med sine 2 Mill. Indvaanere efter Forfatterens Mening er for lille til at gjennemføre Frihandlesprincipet paa det nuværende Tidspunkt. De forenede Stater, Tyskland, Frankrig og Rusland maa først skifte Toldpolitik, saa kommer

vi. Vor Toldcommission maa periodisk, f. Ex. hvert 10de Aar, træde sammen og efter Regjeringens Opfordring yderligere, hver Gang vore Naboer skifte Taktik. Vor Toldlov kan da aldrig blive, hvad den nuværende er, forældet. Til Trods for denne »forældede« Toldlov, er dog vort Land i økonomisk Henseende ganske godt situeret. Faa Lande have forholdsvis saa liden Statsgjæld. Og faa Lande have som vi en gjennemgaaende velstillet Befolkning. Grunden hertil er, at den aldeles overveiende Del af vore Indtægter stammer fra Agerbruget. Det er Agerbruget, vi hovedsageligen skulle leve af, Fem Aars god Høst gjør os rige. To Aars daarlig Høst frembringer hos os flere Calamiteter end alle Tysklands og Sveriges Toldexperimenter tilsammen. Naar Hr. Køedt mener, at Danmarks samtlige Indvaanere, med Undtagelse af de rige Fabrikanter, leve i Elendighed, da er dette en stor Fejltagelse. Den ønonomiske Sygdom, som i de senere Aar har pint vort lille Statslegeme, er ikke saa haard, som Hr. Køedt beskriver den. Den skyldes tildels de slette Conjuncturer, og disse kan intet Menneske beregne. Vi have desværre ingen Indflydelse paa Verdensmarkedets Conjuncturer.

Vi kunde derfor roligt lægge vor nærværende Toldlov til Grund for den ny.

Den ny Toldlov skal sætte os i Stand til at concurrere med vore fremadstræbende Naboer og derved bidrage til, at vi kunne følge med Tiden.

Hr. Køedt skriver derom, at Staten ikke kan bruge Creditoplagsloven mere, fordi Toldvæsenet ikke kan yde tilstrækkelig Control, og navnlig fordi en Del Artikler, som tages paa Creditoplag, ogsaa kunne produceres her i Landet og derved bringer Kjøbmanden i Fristelse ved fejl Angivelse af Beholdning og Snyderi ved Udførsel. Hr. Køedt mener, af disse Grunde, som han kun svagt motiverer, at Creditoplagsretten bør indskrænkes til saa faa Artikler som muligt, og at til Gjengjæld Kjøbmænd og Andre mod Sikkerhedsstillelse burde kunne faa 3 Mdrs. Credit paa al Told.

Dette sidste Skridt vilde dog være aldeles fortvivlet. Toldvæsnet vilde derved faa et uhyre Arbeide og et uhyre Tilgodehavende, fordelt paa en Mængde Hænder. Mangfoldige letsindige og lettroende Mennesker vilde derved fristes til at indforskrive Løst og Fast fra Udlandet, og mange Firmaer vilde derved drives til at blive Svindlere, inden de selv vidste noget deraf. Vi have i Udlandet endnu det Ry, at vi ere gode Betalere, solide om end smaa Forbrugere; lad os ikke miste denne Tillid. Enhver Forretningsmand véd endvidere, at de indre Handelsforhold i Danmark lide under den grænseløse lange Credit. Denne Calamitet vilde yderligere forværres ved en uindskrænket 3 Mdrs. Credit paa al Told – og de solie Handlendes Bestræbelser for at naa det Maal,

som i England tildels er gjennemført, at gjøre alle Forretninger »cash«, vilde være forgjæves

At inskrænke Creditoplagsretten til de Artikler, som ikke tilvirkes i Landet, kan slet ikke gjennemføres. Enhver, der har set vor Industriudstilling iaar, vil forbavses over den Mængde forskjellige Artikler, vi selv kunne fabrikere. Disses Antal vil yderligere forøges, naar, ved den ny Toldlov, Tolden paa endel Raa- og Hjælpestoffer ophæves eller lempes – og vilde der tilslut slet intet Industriprodukt kunne tages paa Creditoplag. Alle Danmarks Handlende og Fabrikanter kunne dog ikke faa direkte Nytte eller Fordel af Frihavnen og Transitlageret. Af denne Grund og for at Concurrencen kan være fri og ubunden, maa Creditoplagsretten tværtimod endnu udstrækkes til flere andre enkelte Artikler, som hidtil have været udelukkede.

At Statskassen skulde lide Tab herved, er ubegrundet. I gamle Dage smugledes der rigtignok efter en større Maalestok. Gamle Kjøbmænd gned sig i Hænderne, naar de fortalte om de mange Puds, de havde spillet Toldvæsnet; det betragtedes heller slet ikke som nogen Brøde »at smugle«. Med den stigende Oplysning vil imidlertid Begrebet »Smugleri« eller »Toldsvig« mere og mere forsvinde. Den ny Toldlov kan give sine Embedsmænd forskjellige Lettelser; men fuldstændig Control kan dog ikke ydes. Toldvæsnet maa derfor stole paa, at Kjøbmandens ærlige Navn borger for hans Angivelses Rigtighed.

Creditoplagsretten er for Kjøbmanden et stort

Gode. Vi vilde ved dens Indskrænkning miste en Del af vor Export til Island, Norge, Sverig og Finland. Det er derfor særdelse mærkeligt, at Hr. Kødt, der selv er Kjøbmand, mistænkeliggjør denne Institution og vil bibringe Regjeringen en Frygt, som er ganske ugrundet. Vor Kjøbmandsstand er hæderlig og retskaffen.

Regjeringen har bestemt Frihavnens Beliggenhed. Man tør vente, at den vil blive stor og rummelig, og at Regjeringen har sikkret sig de omkringliggende Arealer til Havnens eventuelle senere Udvidelse. Hr. Køedt mener nu, at vi ogsaa burde anlægge en Frihavn ved Aarhus.

Dette Project kunde maaske debatteres om endel Aar, naar Frihavnen ved Kjøbenhavn havde staaet sin Prøve, men nu at spilde Tid paa denne Sag, er ørkesløst.

Vi have ikke Englands og Tysklands Handelsomsætning og Capitaler; vi kunne ikke splitte vore Kræfter. Trods Kjøbenhavns Overmagt tiltage dog næsten alle vore Provindsbyer i Folkemængde, og vilde der ogsaa rejses berettigede Krav fra Odense, Svendborg, Aalborg og andre større Provindsbyer.

Hr. Køedts Beskrivelse af Statslegemet befrygtede Lungebetændelse er et rent Fantasiprodukt. At Kjøbenhavn befæstes betyder jo ikke,

at vi trækker Krigen til os, men har kun til Hensigt at forhindre den første den bedste Røver i at angibe og erobre os med ringe Styrke. Vi kunne foreløbigt kun have én Frihavn. Kjøbenhavn har først og fremmest en heldig Beliggenhed, dernæst Capitalen og en meget stor Skibsfart. Hvad disse tre Faktorer betyde, kan man se af Byen Flensborgs Udvikling. Før 1864 concurrerede Flensborgerne dristigt med Hamborgerne og Kjøbenhavnerne. Efter Krigen, da Byen havde mistet Størstedelen af sit Opland, slog dens energiske Kjøbmænd ind paa nye Veie (Ølbryggeri, Dampskibsfart og Jernskibsværft m. m.) og er nu bleven langt større og rigere end dengang – trods Bismarcks Toldlove og vældige Skatter.

Kjøbenhavn har siden 1864 udvidet sig umaadeligt. Enkelte dygtige Mænd ere gaaet i Spidsen og have med Held bekæmpet den udenlandske Concurrence. En enkelt Institution, »Det forenede Dampskibsselskab« har navnlig bidraget til at vi have arbejdet os i Veiret, og kunne vi deraf se, at ogsaa et lille Land kan concurrere med de større Nabostater paa Handelens og Skibsfartens store Felt. Men vor Kraft maa concentreres, og Kjøbenhavns Frihavn skal bidrage hertil.

Jeg læste i min Barndom en Historie: »En Slaves Hevn«. Paa Titelbladet var der et Billede,

hvor man saa den onde Plantageeier siddende skrækslagen, alene i en Jolle med den hevntørstende Slave, hvis Kone og Børn han havde ladet piske ihiel. Jollen var omgiven af mindst ¼ Gross [et dusin dusin = 144] graadige Krokodiller, der alle havde spilet Gabet op for at fange den fede Bid.

Jeg kom til at tænke paa dette Billede ved Læsningen af Hr. Køedts Bog. Hr. Køedt elsker alle sine Medborgere (han appellerer til Bønder og Arbeidere, Embeds- og Kjøbmænd) kun ikke til vore Fabrikanter. Fabrikanten sidder fed og smæsket, men nu ulykkeligvis alene i Baaden med sin Slave, Danmarks øvrige Befolkning, som han har udsuget og pint, men som nu til Gengæld vil offre ham til Krokodillerne. Og hvorfor skal han offres, hvorfor skal Beskyttelsestolden bortfalde? Fordi Fabrikanterne have benyttet sig af Beskyttelsestolden til at blive rige! Dog, Fabrikanterne eller en Mængde af dem skylde ikke Tolden, men Dygtighed og Held deres Velstand.

Mangfoldige Fabrikker, som give godt Udbytte og bidrage til vort Lands Udvikling samt sørge vel for deres Arbeidere, vilde ved Toldens Ophævelse for det Første blive tvunget til at fremstille et Produkt saa slet, som vi hidtil ikke have kjendt det. (Ingensteds har jeg set saa slette og smagløse Brugsgenstande som i England, Belgien og Tydskland hos de lavere Klasser). Men dernæst naar dette Middel slog feil, vilde Arbeidslønnen blive sat ned, og Arbeideren blive endnu mere utilfreds end han nu er.

Dog Slaven havde et menneskeligt Hjærte, (saaledes stod til Slut i Historien) han frelste sin Herre. Saaledes vil vort Folk heller ikke offre vor solide Industri og kaste den i Gabet paa Krokodillerne, den udenlandske Concurrence. Thi har denne først slugt vor Industri, faar vi den aldrig at se mere.

Hr. Køedt mener, at Pengene kunne anvendes bedre ved at sættes i Fabrikker. Vi have imidlertid trods Fabrikkernes Anlæggelse i flere Aar have Capitaler i Overflod, og Bankerne (her som i Udlandet) bugne af Penge. Saa den Frygt er overflødig. – Naturligvis vil Tolden nu blive nedsat forholdsvis paa endel Artikler efter disse Prisfald. Men saalænge vore Naboer have deres høie Toldsatser, kunne vi ikke concurrere uden Beskyttelse.

Enhver Fabrikant kan calculere sit Produkt paa tvende Maader. I den ene Pris beregner han sine Driftsomkonstninger, i den anden ikke. Vi kunne i Tyskland kjøbe Varer 20 à 25 % billigere end Tyskerne selv. Hr. Køedt mener, a Fabrikanterne derved sætte Penge til, som de saa atter presser ud af deres Lansmænd. Dette er vel ofte Tilfældet, men i Reglen kan dog Fabrikanten efter ovennævnte Beregning gjøre en Avance. Hvis vi havde fulstændig Toldfrihed, kunde en enkelt Fabrik (eller flere) i Udlandet med sine 5 à 10,000 Arbejdere, slaa Priserne ned for Danmarks Vedkommende i nogle Aar uden at lide Tab derved; men vore Fabrikanter i den paagjældende Branche vilde derved systematisk kunne drives Concours.

Thi vi kunne jo ikke øve Gengæld; andre Sta-

ter have endnu Beskyttelse, og Englænderne kjøbe ikke for en Penny af vore Industriprodukter – det skulde da være kunstindustrielle Frembringelser, og den Forretning er meget omskiftende –, med mindre vi ere de billigste.

Og det kan vi paa de fleste Omraader ikke blive. Vi maa jo fra Udlandet kjøbe alt vort Jern og andre Raamaterialier og alt vort Brændsel – hvad dettes Fabrikker have lige for Døren. I England koster en Ton Kul for Tiden 8 shillings, her 15 à 16 Kr. (ufortoldet) altsaa ca. 100 % mere. Vi have vel én Chance, og det er en Coalition med Norge og Sverige. Der er arbeidet længe paa en skandinavisk Toldunion, og kommer den i Stand, vil Danmark sikkert have store Fordele derved. Men nu kunne vi ikke vente herpaa. Vor Toldlov maa saavidt muligt revidere ufortøvet. Naar Sverig engang slaar om og Norge faar en enigere Regjering, da kunne vi tale om en Sammenslutning og da atter gjøre en ny Toldlov.

Hr. Køedt er Englændernes Ven og Beundrer. Han tilskriver Englands Rigdom hovedsageligen Frihandelen. Og med Rette. England vilde ikke have den umaadelige Handel, Skibsfart, Skibsbyggeri og Industri, hvis det ikke havde fri Ind- og Udførsel. Dog en betydelig Del af sine Indtægter skylder England ogsaa andre Kilder, og da navnlig

sine Colonier, hvis Handel det fuldstændig behersker. England har 35 Millioner Indvaanere, dets Colonier 225 Millioner. Hvis vi havde et saadant Rygstød, kunde vi ogsaa tale om Frihandel og blæse vore toldbeskyttede Naboer et Stykke.

Det Mærkelige er imidlertid, at man i England trods Frihandelen slet ikke lever billigere end i Danmark, men snarere dyrere. Og Englænderene have i mange Aar klaget gudsjammerligt over de daarlige Tider. Bliver det altfor slemt, giver de i Reglen Ministeriet Skylden, og dette maa falde. Det ny Ministerium kan imidlertid ikke altid hjælpe; thi England forsømmer én ting, og det er, Folkets Oplysning. Fra de øverste til de laveste Lag i Samfundet vil man dér finde et betydeligt ringer Kvantum Kundskaber end hos de tilsvarende Lag i Tyskland og Skandinavien. Mangfoldige Industrigrene ere blevne og ville fremdeles blive overfløjede af andre Nationer, fordi Englændren har saa grumme lidt Begreb om hvad der foregaar i andre Lande (hvor der ikke just tales Engelsk). Han aner ikke, at disse andre Landes Befolkning gaar frem med langt stærkere Skridt end han.

Vi kunne heller ikke have fri Handel, saalænge en Mand som Bismarck (og han har sikkert ligesaa energiske Efterfølgere) med ét Slag kan forandre sit Lands Toldlove. Tyskerne have store directe og indirecte Skatter at betale, og dog slaar det Altsammen ikke til. Hæren og Flaaden spiserdet op. Bismarck skal stadig bruge mere. Han tør ikke røre Øllet og Tobakken, skjøndt disse Ar-

tikler ligge nærmest; thi da vilde hver eneste tyske Fædrelandsven strax vende ham Ryggen. Vi kunne derfor bestandig vente at se nye mærkelige Toldlove komme frem i Tyskland. Thi Landet er rigt og kan endnu taale megen Beskatning. Vort andet Naboland Sverig er meget tyskvenligt, Nordmændene ere uenige, Ruslan beskytter sin tiltagende og Frankrig sin aftagene Industri. Vi maa derfor vente med vor Frihandel til bedre tider

Hr. Køedt anfører som vore vigtigste Indtægtskilder: Skibsfart, Handel, Agerdyrkning og Industri. Han søger derefter at paavise, at disse Indtægtskilder alle lide under Toldlovens haarde Tryk. Og ganske vist. Vi ville ved en Reform af Toldloven ved Regulering eller Ophævelse af Havne- og Consulatsafgifter samt ved vor nye Frihavn kunne forøge vor Omsætning og derved forbedre vor Status ganske betydeligt. Man saa slemme, som Hr. Køedt skildrer vore Forhold, ere de dog ikke.

Allerede siden Hr. Køedt skrev sin Bog have Conjuncturerne bedret sig. Skibsfarten og dermed Skibsbyggeriet have begyndt at give Overskud. Fiskeriet vil ved fremdeles Opmuntring (bedre Fartøjer, Havne, Jernbaner, Telefon m. m.) stadig ophjælpes. Agerbruget har maaske lidt mest under de senere Aars slette Conjuncturer. Dets pro-

dukter ere tildels gaaet umaadeligt ned i Pris, og Gaardene ere derfor sunkne betydeligt i Værdi.

Med Hensyn til Kornpriserne er der helle ingen Udsigt til en varig Stigning. Nord- og Syd-Amerika, Australien og Ostindien ville vedblivende oversvømme os med deres uhyre Masser af Produkter. Fragterne ville stadig holde sig lave. (Der bygges nu igjen en Masse Skibe, og Rhederne have ved disses forbedrede Indretning en Avance selv ved de lavere Fragter). Conjuncturer kunne periodisk indtræffe; dog de nuværende lave Priser paa Korn ville fremdeles blive normale.

Men netop vore Landmænd havde i denne Periode vist, hvad de duer til. Intetsteds staar Landbruget højere end i Danmark. Paa dette Omraade have vi fulgt med Tiden. Vi benytte os af de lave Priser til at indføre Rug, Hvede, Havre og Mais i stor Mængde, og denne indførte billige Sæd bruges tildels til at fordre op. Den omsættes altsaa til Smør, Æg, Flæsk og Kjød – de Artikler, hvori vi endnu kunne optage Concurrencen. Man tage blot Udførselslisterne i Haanden!

Hvilken Rigdom af Heste, Stude, Faar og Svin! Hvilke Kvantiteter af Smør, Æg, Fjerkræ, Grøntsager, Frugt og Fisk af alle Arter udføres ikke daglig, – og vi faar Guld i Stedet. Man maa undres, at vort lille Land kan avle saa meget.

Vi have derfor heller ingen Fattigdom, som den findes i de store Fabriklande. Vore Arbejdere ere naturligvis Socialister, Agitatorer findes jo overalt, men vore Arbejdere sulte langtfra, og vi behøver

ikke at befrygte, at de skulle gjøre Oprør som i Frankrig og Belgien. Vore Love ere humane, og der sørges for Arbejdernes Vel og Oplysning paa enhver Maade. Alene Arbejdsloven for Kvinder og Børn gjør, at vi ikke kunne arbejde saa billigt som England, Tyskland og Belgien. Hr. Køedts mørke Skildringer af Arbejdernes Nød i disse Lande kunne ikke anvendes paa vore Forhold. Danmark er og bliver aldrig noget Fabriksland. Den Nød, der findes i vort Land, kan lindres ved de Bedrestilledes Beredvillighed til at hjælpe. Vi have set, hvorledes i de sidste to strænge Vintre. Alle kappedes om at komme de Nødlidende til Hjælp. Dette sker ikke af Frygt men af rén almindelig Menneskekjærlighed. »Hungerens blege Spøgelse«, som Hr. Køedt frygter, vil forhaabentlig aldrig naa os.

Hr. Køedt viser ved Exempler, hvorledes netop de Artikler, som ere nødvendige for Arbejderen, ere højst beskattede ved den nuværende Told. Den ny Toldlov vil sikkert afhjælpe disse Urimeligheder. Men at lade vor Vægttold afløse af en Værditold, er ugjørlig. En Værditold kan nemlig kun være correct, naar den udgjør høist 5 pCt. af Varernes Værdi. Det umaadelige Tidspilde ved Udpakning og Beregning paa Toldbode vil jo derved spares. Men ved en moderat Beskyttelsestold, der beregnes efter indtil 25 pCt. af Varernes Grundpris, kan en Værditold ikke bruges. Thi hvad er en Varesendings Grundpris? Faktura-summen! Den er umulig at bestemme i mangfoldige Tilfælde. En Vare leveres franco; en anden loco. En Vare leveres

Toldfri, en anden ikke. En Vare kjøbes med 90 pCt. + 5 pCt. + 5 pCt. Rabat, en anden med 10 pCt. Rabat og 10 pCt. for Contant; En sælger pr. 4 Mdr. en Anden Netto Contant. Enhver vilde naturligvis lade sig Varerne beregne Netto Contant eller betinge sig en billig Priis ved Forudbetaling; men dette vilde være uretfærdigt mod alle de unge Firmaer, som arbeide med en mindre Capital og maa kjøbe pr. 3 Mdr!

Ved den procentvis høie Told vilde ogsaa Fristelsen til at opgive Værdien ved forfalskede eller fingerede Fakturaer være altfor stor. Toldvæsenet kan jo ikke yden allerfjerneste Control herved.

Og vi kunne ikke nøies med en 5 pCt.’s Told (en saadan er ikke nogen Beskyttelsestold men en Slags Præmie), saalænge vore Naboer sætter den ene Toldmur op efter den anden. – Vor nye Toldlov vil neppe sætte nogen Vare i en høiere Posistion. Den vil tvertimod regulere de fleste Satser nedefter. Det derved opstaade Tab for Statskassen maa atter, som Hr. Køedt ogsaa udvikler, dækkes ved enten directe eller indirecte Skatter. Statsmændene vælge af letforstaaelige Grunde de indirecte Skatter og deres Emner ere blandt andet Tobakken, Øllet og Brændevinen. Disse tre Nydelsesmidler kunne uden Skade for Samfundet taale en rimelig Extra-Beskatning. Den enkelte Mand vil maaske derved tvinges til at drikke færre Snapse og halve Baiere; men det har ingen Skade af. Det vil dog en Gang gaa op for Enhver, at Nydelsen af Gift er skadelig.

Denne Beskatning har tilmed den Fordel, at den ikke berører Kvinder og Børn.

Hr. Køedt kæmper atter her for den absolute Frihandel. Han anraaber Regjeringen: »Beskyt os mod en toldbeskyttet Industri«, og viser, hvorledes England putter hele Fordelen ved Tysklands og Frankrigs Toldbeskyttelse i Lommen.

Hans Bevisførelse maa dog sikkert ikke tilfredstille ham fuldstændigt; thi allerede paa næste Side skriver han, at vi dog ikke maa ruinere vor Industri altfor pludseligt. Han vil begynde med den ikke levedygtige. Men hvorledes kan et Menneske afgjøre, hvilke af vore Fabrikker der ere levedygtige og hvilke ikke.

Vi have for Exempel paa Bornholm en Industri, Tilvirkning af den gule Fajace, der beskjæftiger mange Mennesker. Flere af disse Fabrikanter ere særdeles dygtige Mænd; med de kunne aldeles ikke concurrere med Udlandet, hvis Fajancetolden ophæves – alene af den Grund, at Øen mangler det fornødne Brændsel. Er denne Industri nu levedygtig eller ikke?

I Fabrikslandene har i Reglen hvert District sin særegne Industri. Der arbeides utroligt billigt. Gruberne, hvorfra Raastofferne og Kullene hentes, selv Sidebanerne ejes af den store Fabrikant. Og hele Befolkningen, Mænd og Kvinder, selv Børnene, lige

ned til de allermindste arbejde paa Fabrikken eller tage Arbejdet med hjem. Jeg har set end Dal, hvor Fem Tusind Arbejdere levede fredeligt og lykkeligt (aldeles uanfægtede af Socialismens Lære), alle arbejdende i den samme Fabrik.

Dog langt lykkeligere ere vi uden saadan Industri. Vore Arbejdere ere ikke saa uvidende som i de katholske Lande; men heller ikke saa nøjsomme. Vi maa saa betale endel Artikler med højere Priser; men Tabet er ikke større end vi kunne bære det.

Hamborg har ved sin Frihandel havt store Fordele. En Familie paa 10 Personer af Middelstanden har i Toldskat til Statskassen maattet betale ca. 300 Mk. aarligt. Det har sikkert efter det øvrige tyske Riges Toldbeskatning været altfor lidt – og levede man ogsaa i Hamborg baade godt og billigt.

Efterat Hamborgerens første Forbittrelse over hans, ved Vennem Bismarcks foranledige, Indlemmelse i Toldforbundet har lagt sig, finder han sig dog roligt i sin Skjæbme og mener selv, at Hamborg efter den 1ste Oktober fremdeles vil stige i Magt og Storhed paa Handelens Omraade. Han offrer, om end nødtvungent, sit personlige Vel for Statens, og betaler som Consument aarligt 500 Mk. mere i Toldskat for at fremme sin Bys Anseelse og sikkre Stilling i det tyske Toldforbund.

Efter et Opraab, hvori Kr. Køedt med Varme og Energi opfordrer den danske Handelsstand til at

oppe sig, og hvori han med haarde ord, men paa klog og tydelig Maade, paaviser Faren ved Hamborgs forventede større »Concurrenzfähigkeit«, gaar han over til at paapege det Nødvendige i at have et virkeligt nyttigt Handelsministerium. Han udvikler, hvorledes virkelig praktiske og liberale Mænd kunne gjøre langt mere Gavn for deres Land end de, der kun have faaet Ordener og Gehæng, fordi de stod for Tour. – Han gaar derfra over til Sukkerindustiren og skildrer paa udmærket klar og tydelig Maade den uhyre Skade Exportpræmierne have gjort de respektive Lande og hvor heldigt det har været for os, at vi ikke have indladt os paa at give vore Sukkerfrabrikker en saadan urimelig Beskyttelse.

Enhver heri sagkyndig Mand maa i Hovedsagen være enig med Hr. Køedt og takke ham for hans her som ellers frygtløse Fremtræden.

Hr. Kødt søger her at bevise, at et Lands største Velsingelse er at det indfører mere end det udfører.

Han har undersøgt Englands og Frankriges Ud- og Indførselstatistik og derpaa støttet sin Theori.
Vi maa dog tage os meget iagt for at overføre disse Resultater paa vort Lands øconomiske Forhold.

Englands Rigdom skyldes ikke alene den store

Avance, der tjenes paa dets Omsætning med Udlandet, men ogsaa en Mængde andre Indtægtskilder og da navnlig de uhyre Indtægter, dette Land directe og indirecte har af sine Colonier.

Danmark er et agerdyrkende Land. Vor Export er hovedsagelig Jordens og Havets Producter. Naar vi udfører for 100 Millioner Kroner og derpaa have en gjennemsnitlig Avance af – lad os sætte 10% (en dygtig Landmand veed ganske nøje hvad 1 Pd. Smør koster ham) da har Landet tjent 10 Mill Kr. Indfører vi for 120 Millioner Kroner og derpaa tjener (lad os sætte den samme Avance 10%) 12 Mill. Kr. saa har Landet paa sin samlede Omsætning med Udlandet havt en Indtægt af 22 Mill. Kr.

Den samlede Avances Størrelse retter sig naturligvis efter Conjuncturerne og er ikke ensbetydende med en tilsvarende Forøgelse af Statsformuen. Den er kun et Bidrag til Moder Danmarks Husholdningskasse. Bliver der ved Sparsommelighed og Dygtighed noget tilovers i denne Husholdning, da er dette Overskud – vor Formueforøgelse.

Man maatte herefter raisonnere som Hr. Køedt, at en forøget Import vilde være gavnlig for vort Land.

Det er imidlertid tidligere udviklet, at vort Statstræ foruden Agerdyrkningen ogsaa har andre vigtige Erhvervsgrene, der kun trives ved særlig omhyggelig Behandling. Disse Grene tjene ikke alene til Pryd, men ere en aldeles nødvendig Be-

tingelse for Træets Trivsel og kunne derfor ikke uden videre kappes.

Naar tilslut Hr. Køedt vil skræmme os med at fortælle, at England skulde falde paa at lægge en Hævntold paa den skandinaviske Indførsel, da kunne vi være ganske rolige. Thi Hr. Køedt modsiger sig her gangske grundigt.

Han oplyser, at den skandinaviske Indførsel til England i 1885, beløb sig til 16 Mill. Lstr, medens Udførslen kun var 7½ M. Lstr. Efter Hr. Køedts tidligere Udvikling maa dette Forhold jo være en ren Svir for England; thi dette Land har efter hans Mening derved tjent 8½ Mill Lstr. Netto.

At England skulde kunne avle slige Hævntanker, kunde tænkes; men ikke mod os. Det er derimod muligt, at England til Slut bliver kjed af at se de forenede Stater, Tyskland, Frankrig og Rusland stadigt udelukke flere og flere engelske Artikler fra deres Marked. Og det er ikke sikkert, at England en anden Gang vil lade en hel Industri som Sukkerrafinaderiet, der fødte 10 à 20,000 Mennesker, gaa til Grunde.

Vi kunne imidlertid for vort Lands Vedkommende roligt se Fremtiden imøde. Hr. Køedt meddeler selv (pag. 115) den engelsek Regjerings Svar paa Sukkerfabrikanternes Petition. Dette Svar indholder kort og fyndigt Regjeringens Glæde over at se sine Undersaatter faa billig Mad.

Vi udfører hovedsageligt til England Fødemidler, og de ville aldrig blive beskattede.

Vor Import vil i normale Aar bestemmes af

vor Export. Udføre vi meget og have vi god Fortjeneste herpaa, kunne vi ogsaa flotte os og indføre saa meget mere.

Vi ville sikkert ved den forestaaende lempeligere Toldbeskatning navnlig paa Raastoffer forøge vore Indførsel fra England saa vel som fra andre Lande.

Og vi ville af samme Grund forøge vor Udførsel i endnu større Grad, da den enkelte Mand ved at faa friere Hænder bliver sat i Stand til at producere mere og derved forøge vort Overskud af Varer, som da gaar til Export.

Det vil narutligvis ikke falde vor Regjering ind at forøge vor Omsætning med Udlandet ved kunstige Midler. Saadanne Experimenter have kun en stakket Levetid. Men den vil paa liberal Maade regulere de Misforhold, der ere fremkomne ved Toldlovenes altfor høie Alder.

Det er Forfatteren bevidst, at de af ham fremsatte Tanker ere fælles for en Mængde Kjøbmænd og andre Sagkyndige, der have Fædrelandtets Vel for Øje. Han vil ikke gjøre Fordring paa at have frembragt noget Nyt. Skulde hans Ord imidlertid bidrage til at disse Ideer fandt forøget Indgang og bringe Klarhed paa enkelte Punkter, vil han verved se sig belønnet for sit Arbeide.