Af Gudrun Kaalund Jørgensen, 15. 1. 1977
I onkel Ottos optegnelser spiller “Tanterne” en stor rolle. Lotte har bedt mig skrive lidt nærmere om dem.
Tanterne, børn af Christen Nielsen Møller og Øllegaard Charlotte Kaalund
For mig står de som en kreds af sortklædte eumenider. – Her slog jeg op i Le Petit Larousse for at være sikker på ordet, og til min forbavselse er det rigtigt. Eumeniderne er venlige gudinder, Eurinjerne er furier som skal hævne menneskenes dårskaber. Måske var de for min mor snarest furieagtige. Det er som man ser pa det.
De var nemlig en sort venligsindet gruppe. Der var tante O. T. [Ottilie Møller], tante Christiane og tante Jenny, som var datter af den forudgangne tante Petra, og jeg mindes fjernt tante Christine, som var økonoma på sindssygehospitalet i Riis Skov. De var min tidligt afdøde farmors søstre, døtre af Øllegård Charlotte Kålund. Jeg tænker mig, at hele deres liv har drejet sig om min far (Pateren), onkel Otto og faster Anna, som de efter bedste evne opdrog og fik i de rigtge skoler, hvor de nøje overvågede deres fremskridt.
Og da så Pateren giftede sig (med den alt for raske og mondæne frk. Meincke) og fik os børn, gik kærligheden over på os.
Ikke at de på nogen måde hang over os. Men de kom altid med små gaver, og man gik aldrig fra dem uden en chokoladestang i lommen. På fødselsdage mødte de op med gode ting, meget tit af egen tilvirkning: Chemisetter (hæklede) broderede mellenværker, jeg tror også de broderede kjoler til mig, men der var også legetøj. Jeg følte tidlig, at de omgav mig med interesse og sympati.
Jeg var jo også en pige, og selv om jeg ikke gik aktivt ind for håndarbejde, var det interessant at se dem arbejde.
I min tidligste barndom boede de i en mørk lejlighed i Vesterport, der dominerede tante O. T. [Ottilie Møller] Hun abonnerede på et engelsk børneblad, og hun forærede mig abonnementet på “Børnebladet”. Materen, min mor, som dette tanteliv ikke huede, påstod, at tante O. T. mente, hun ikke kunde tåle at få vasket hår, og at hendes var grønt. Jeg elskede nu heller ikke lugten af alle deres sorte kjoler.
Onkel Otto har fortalt om tante O. T.s særheder. Hun var sart og bly til det yderste – eller inderste, for engang han spurgte hende, hvad det var hun syede på, lod hun arbejdet synke ned i skødet og sagde: “Otto! – Det er mit INDERSTE.
Engang brugte han ordet MAVEN, da så hun bebrejdende på ham: “Otto, det ma du ikke sige” – Jamen hvad så? “Du kan sige: Det, det sidder mellem benene.”
Penge talte hun ogsa nødig om. Da hun blev pensioneret, kom pengene ikke mere den første i måneden, men den sidste, og hun kom i momentan pengetrang og sagde”Forstår du, Otto, der er kommet uorden i mit månedlige. Nu er jeg jo ikke offentlig mere!”
Bedst husker jeg deres lejlighed i Studsgade. Fra en mørk entré kom man ind i dagligstuen, hvor tante Christiane sad i karnappen og hæklede. hun var den højeste, havde et langt bestemt ansigt, grålig skægvækst som naaturligt hørte med til hende. Gråt hår i en knude pa hovedet. Højhalset sort kjole med en hvid kruset strimmel i halsen og en stor broche med kamé lige under halsen. Et fornemt damet væsen, men også ganske naturligt for mig.
Hun sad på en slags puf, tante Jenny sad på puffen overfor, og imellem dem stod sybordet med syæsken og en firkantet nålepude broderet i korssting, fyldt med hagl, praktisk at hæfte i. Altid havde de arbejde i hænderne. Jeg husker tante Jenny hækle på et sengetæppe til Onkel Otto i flere år, en mængde firkanter. Han brugte det altid, jeg arvede det og sled det op. Tante Jenny havde lorgnetter, overbid og et stille væsen, måske domineret af Tante Christiane. Jeg var temmelig stor før det gik op for mig. at de ikke var søstre, de så lige gamle ud. Man kedede sig aldrig med tante Christiane. Hun interesserede sig for så mange ting, kunde fortælle en masse, læste meget, kendte guldalderforfatterne, læste “Bakkehus og Solbjerg”, da den kom. Men var også meget prude.
Fra 10-12-årsalderen gik jeg tit om eftermiddagen et smut hen til tanterne. Der blev altid glæde, og “pigen” blev straks sendt til bageren efter konditorkager. Fra entréen kunde man se ind i tante C.s sirlige soveværelse med mahogniseng, do. kommode og servante med spejl over og et langt hvidt håndklæde ved siden. Mater påstod, at det kun blev skiftet ud hver 14. dag; efter den første uge blev der vendt op og ned pa det. Dagligstuen var hyggelig og solrig. Foruden karnappen var det et vindue, hvor der stod et klunket dameskrivebord med gesimser, prydet med de statuetter af Apollon og Athene, som jeg har arvet fra onkel O. I baggrunden det så betydningsfulde bogskab, som står i Hellebæk, en opsats med grønne planter stod mellem skrivebord og bogskab, og på væggen t. v. for døren en (tror jeg) Chr. d. 8. sofa. Der var også en piedestal. Spisestuen var med mahognibord, buffet og anretterbord. Gardinerne var garnerede med hæklede brede blonder, tanternes værk.
Så blev der serveret kaffe ved et mindre bord ved spisestuevinduet – med hjemmebagt sandkage, smakager og konditorkagerne. Fløden var altid kogt med skind på og flødeske, noget vi ikke kendte hjemme. Der fik vi heller aldrig kaffe, vi brød os heller ikke om det, men hos tanterne hørte det med.
Bagefter sad vi så i karnappen og snakkede, især tante C. og jeg. Hun talte gammeldags sprog, sagde TORTHEN.
Hos faster Anna, som boede med sin husbestyrerinde i Museumsgade efter bedstefars død, var ritualet omtrent det samme. Når man ringede på, lukkede faster selv op, iført broderet forklæde (Tanterne gik med sorte silkes hjemme) og sagde med sin glade latter: “Nej, er det dig, det var dog morsomt:” – Og så måtte frk. Bonde til bager Holle efter de vidunderlige “Kattelaner” – eller var det “Kardinaler”?, og der blev dækket op, og husbestyrerinden drak kaffe med (hos tanterne blev hun i det fjerne køkken) og Faster spurgte måske mere til skole og lektier end tanterne, mens de hurtige fingre ustandselig trak en pind ud af de små fine filinstrømper hun strikkede på. Hun lærte mig at sy og læste og regnede også med mig, da jeg – meget mod min vilje – skulde til optagelsesprøve til “Latinskolen”. Faster Anna gik ikke i sort. Hun havde ligesom tanterne en masse veninder, mest lærerinder, som de tog pa skovture med til Thors Mølle eller Silistria. Jeg elskede at komme med, men de feterede mig også allesammen.
Jeg var instinktmæssig klar over tanternes og Fasters kvalitet og deres betydning for mig, jag vidste godt, at de beundrede mig – ogsa mine brødre – og måske var stolte af min dygtige far og min elegante mor. Jeg vidste også godt, at mine forældre fandt dem gammeldags og kedelige. Pateren havde ikke megen familiefølelse, og Materen syntes bedre om sin egen familie. Ingen fortalte mig nogen sinde om slægten, der dog kan føres tilbage til det 14. arhundrede, og som før de blev præster, altid var frie bønder.
Jeg fandt det ondt af Pateren, at han altid forbød Faster Anna at drikke kaffe, når hun fik eksem, det var hendes bedste glæde. Og han blev kun nødtvunget trukket med til tanternes 1. juledags-aftensbord, hvor vi andre morede os så dejligt.
Onkel Otto (i mange ar kaldt “Kandidaten” af hushjælpen) var også tanternes yndling. Han gav dem meget fine gaver og behandlede dem med stor respekt. Han besøgte os i julen og i sommerferien. Vi kunde godt lide ham, men der stod en aura af misbilligelse om ham. Han var misfornøjet med Paterens cigarer. Han brød sig ikke om Materens mad, tror jeg. Han fandt os børn utrolig uopdragne og fordringsfulde. Og dog var det en fest, når vi Lillejuleaften hentede ham ved Kallundborgdamperen – altid i snevejr. Der stod han på skibet, altid elegant, højere end Pater, med lyse vaskeskindshandeker og fin stok, i fin overfrakke. Det var en fryd at promenere på “strøget”, Søndergade, med ham, og turen endte altid pa konditori.
Børn var lette at købe for lækkerier dengang. Den daglige mad var utrolig kedsommelig: risengrød, kødrand, “Aubin”, øllegrød (kold risengrød m. varmt øl), boller i selleri, mælk og tvebakker, klipfisk – for at nævne mine hade-retter Jeg har en teori om, at det var derfor “middagene” var så lukulliske.
Senere, da Otto og jeg kom til København i 1922, var – næst efter Olga Krøger – ingen så sød, interesseret og flot mod os som onkel O. Han gav te på Langeliniepavillonen, tog os i teatret og kom vist til at synes godt om os efterhanden.
