Af Eva Charlotte Nissen, november 2001
Kommenteret uddrag af “Det Russiske Fyrstehof i Horsens fra 1770 til 1807 samt dets medlemmers og families tidligere liv og fangenskab i Rusland”, samlet og udgivet af H. E. Friis. København, Alfred Høst og Søns forlag 1895; suppleret med oplysninger fra Otto Norns: Harsdorff og Palaiset i Horsens (Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift, 1938, s. 92-118), og fra “Portrætmalerens Dagbog 1793-97” (Memoirer og breve VI, 1907) af Hans Hansen.
Søg på forekomsten af “Russiske hof” i databasen
I min Mor, Gudrun Kaalund Nissen, født Jørgensens slægtsbog står, at en søster til vores tip-tip-oldefar, Maren Kaalund, var hofdame ved det russiske hof i Horsens. Da historien om dette hof, dets personer og deres skæbne er ret utilgængelig, vil jeg forsøge at genfortælle den her.
Fra 1730 til 1740 regerede kejserinde Anna Ivanova, en datter af Peter den stores ældre datter, over Rusland. Da hun selv ingen arvinger havde, valgte hun som tronfølgerske sin søsterdatter Anna Leopoldovna, som hun lod gifte med prins Anton Ulrich af Brunsvig, en bror til Juliane Marie, Frederik den Femtes anden dronning. De blev gift 1739, og 1740 fødtes deres første søn, Ivan, den kommende czar. Kort efter døde kejserinde Anna, og Anna Leopoldovna blev udnævnt til regentinde på sin søns vegne.
Allerede året efter greb Peter den stores yngre datter Elisabeth magten ved en paladsrevolution, afsatte den lille czar, og fængslede ham og hans forældre og deres nyfødte datter Katharina. De blev sendt i hemmeligt exil først i Letland, siden til fæstningen Dünamünde, hvor datteren Elisabeth blev født 9.1.1743. Endelig flyttedes de 1744 til en forladt bispebolig i Cholmogory syd for Archangel. Her blev den lille forhenværende czar skilt fra sine forældre og søskende, som han – skønt de boede i hver sin ende af huset – aldrig så mere.
Bispesædet var en 2-etages bygning med 20 rum, omgivet af mure og plankeværker. Inden for porten indrettedes en kassernebygning til en kommando på 36 soldater og 4 officerer. Hus og gård blev delt op i to helt adskilte afdelinger. I alle de år, familien boede her, kom de ikke uden for dette område, og de måtte ikke omgåes officersfamilierne. Undervisning var ikke tilladt, ikke engang læsning og skrivning, og slet ikke sprog. Deres opholdsted blev holdt strengt hemmeligt, da Ivan jo kunne gøre krav på den russiske trone; heller ikke de ansatte måtte forlade stedet, selv når deres tjeneste ophørte.
Prins Anton Ulrich og Anna Leopoldovna fik her 2 sønner, 1745 Peter og 1746 Alexei, men Anna døde efter den sidste fødsel, og Anton Ulrich sad alene tilbage med de fire små børn.
Den ældste, Katharina, var døv fra 8-års alderen og stammede, men hun forstod tegnsprog og brugte mundaflæsning. Elisabeth var nogenlunde normal, skønt hun som 10-årig havde slået sit hoved slemt, hun førte som regel ordet for sig og sine søskende. Peter havde pukkelryg og krumme ben, han var en frygtsom natur, medens Alexai var mere forstandig. De fire søskende kom godt ud af det med hinanden; om sommeren fodrede de gæs og ænder og arbejdede i den overgroede have, hvor der var nogle birketræer og en mudret dam, om vinteren gled de på isen på dammen og fordrev ellers tiden med kortspil og læsning i russiske gejstlige bøger, den eneste tilladte lekture. Prinsesserne syede også en del. Nogen må trods alt have lært dem noget, måske deres far og det kvindelige tyende.
Ivan blev 1756 flyttet til et fængsel i Sclüsselburg. Hans opvækst var kummerlig, han stammede og gjorde indtryk af at være idiot. 1764 forsøgte nogle officerer at befri ham, men hans vogtere havde ordre til at dræbe ham ved et sådant forsøg, og det gjorde de.
1762 døde kejserinde Elisabeth, men hendes efterfølger Peter den 3. lettede ikke de indespærredes skæbne. Han blev styrtet samme år af Katharina den store, der selv efter Ivans død ikke ville lade prins Anton Ulrich og hans børn forlade deres fangenskab. I 1774 døde prinsen, men først 1780 lykkedes det at få kejserinde Katharinas tilladelse til at løslade de fire børn. Man valgte som deres nye opholdsted Danmark, efter at Katharina havde kontaktet Anton Ulrichs søster, enkedronning Juliane Marie, som foreslog Horsens som et sikkert eksil.
De fire prinser og prinsesser blev nu udstyret med alskens klæder og pelsværk, et helt skrædderi på 57 mand blev oprettet, og sengetøj, sølvservice, porcelæn og dækketøj indkøbt, og de fik fra det russiske hof en apanage på 32000 rubler. Man var stadig man bange for, at de skulle blive udnyttet af intrigemagere ved hoffet, så i stedet for at tage den korte vej til Danmark over Sct. Petersborg, blev de i al hemmelighed sejlet nordpå af Dvina til Hvidehavet sammen med deres tjenerstab, hoffolk og præst. Her kom de ombord i fregatten “Polstjerne”, der 1.juli 1780 sejlede nord om Norge til Bergen, hvor de ankom 10. sept.efter en stormfuld og anstrængende rejse. De blev overgivet til de danske myndigheder og sejlede den 23. september videre til Danmark med orlogsskibet “Mars”; det ankom til Fladstrand (det senere Frederikshavn) 5.okt.
Her fik prinserne og prinsesserne besked om, at de skulle skilles fra hele deres russiske stab (undtagen præsten og to sangere ), en beslutning, der var truffet af enkedronning Juliane Marie og ikke af kejserinde Katarina. Det kom som et hårdt slag for de fire søskende, det var folk, de havde kendt i mange år og som kunne tale russisk, deres eneste sprog; desuden var to af pigerne deres halvsøstre, børn af Anton Ulrich, født efter hans kones død. De to halvsøstre blev sendt tilbage til Cholmogory, hvor de måtte blive resten af deres liv; de fik dog en livsvarig pension.
Palæet på torvet i Horsens, vestlige fløj. Fra Horsens kommunes side om det russiske hof.
I mellemtiden var der i Horsens købt to gårde med haver på Kirketorvet, og arkitekten C. F. Harsdorff ombyggede dem til et vidtløftigt palæ for det russiske hof. Der var to etager med over 50 værelser i hovedbygningen foruden i bagbygninger domestikværelser, stalde og udhuse. Nordsiden vendte mod torvet, langs vestsiden var indkørselen til husets eneste indgang, der bevogtedes af en portner, en schweitser og en vagt på en korporal og 6 ryttere. Planløsningen var speciel, fyrsternes værelser lå langt væk fra indgangen, og adgangen til hovedtrappen blev besværliggjort ved at blænde dørene derud til. Harsdorff stod også for møbleringen og foreslog blandt andet anskaffelse af en trone (til 4 personer?), 4 herskabssenge og 8 bedsteborgersenge foruden domestiksenge, hver beregnet til to personer. Fra Frijsenborg fik man et billard og to indlagte rosentræsspilleborde. Møbler, dækketøj, sølvtøj og malerier kom med skib fra hoffets lagre i København, mens der lokalt indkøbtes husgeråd og frugttræer, buske og løgplanter til haven, hvor der var to lysthuse, det ene lavet som et tyrkisk telt, og en pergola på 24 fag; der blev ansat en havekyndig lakaj. Af vogne var der 3 kareter, en phaeton, en jagtvogn og en kabriolet, hertil 12 heste, og der blev ansat en stab af lokale tjenestefolk på 30 personer foruden hofchef, hofmesterinde, hofdame og oldfrue m.fl. Et stort forråd af mad og vin indkøbtes, og der blev truffet aftaler om levering af brænde, foder til hestene m.v. Også et græsk-ortodox kapel blev der plads til, Harsdorff havde set en russisk kirke i Rom og indrettede det derefter, men da popen kom frem, var han højst utilfreds og forlangte dyre forandringer. Ialt kostede palæet og dets indretning 60.000 Rdl., som den danske stat lagde ud. Man foreslog kejserinde Katharina en afdragsordning, men hun betalte strax den hele sum.
Palæet i Horsens, stueplan (fra Ricardt Riis: Det russiske hof i Horsens)
Palæet i Horsens, plan over 1. sal (fra Ricardt Riis: Det russiske hof i Horsens)
Det russiske selskab tilbragte tre dage i Aalborg for at hvile ud efter sørejsen, og overnattede flere steder på vej til Horsens, hvortil de kom den 13.oktober. Den første tid var ikke nem, hver aften barrikaderede de fire søskende deres døre af frygt for at blive snigmyrdet ligesom deres bror.
Da de havde været i Horsens i en måned, kom enkedronning Juliane Maries søn, arveprins Frederik på besøg. Det blev ikke noget frugtbart møde, prinsesserne var ikke raske, og prinserne nærmest bange for deres fætter. Dog var det den første slægtning, de nogensinde havde mødt, så de modtog ham med kys, tårer og omfavnelser. Arveprinsen blev klar over sprogvanskelighederne, så der blev ansat en russisk-kyndig sprogmester, der skulle lære dem tysk. Prinsesserne var meget lærevillige, mens prinserne, især Peter, ikke brød sig meget om at skulle sidde på skolebænken. Bedre var det, at der kom tre rideheste fra den kongelige stald. Til vinterbrug byggede bygmester Kruse et ridehus, der blev udlejet til hoffet. Der var opstillet “en Karrusel med Tridser, Trenser og alt Tilbehør” til stor glæde for prinserne. Fru Rusland var medbragt et meget smukt kaneudstyr, som flittigt brugtes om vinteren
Efterhånden faldt der ro over det lille hof; der blev engageret en russisktalende kammerpige til den døve Katharina, og prinsesserne kørte ture i omegnen, mens prinserne deltog i jagten på herregårdene. Dog måtte ingen af dem færdes alene, besøge nogen i Horsens by eller tilbringe nogen nat andre steder end i palæet, men skulle være hjemme inden kl. 10; man var stadig bekymret over de politiske farer ved deres ophold i Danmark.
Der var rigelige midler til rådighed til deres ophold, men de fire søskende havde ikke haft penge mellem hænderne før, så de blev administreret af de danske hofembedsmænd, der sendte et nøje regnskab til København. Gennem disse regnskaber får man stor indsigt i dagliglivet ved det russiske hof. Desuden aflagde embedsmændene hver uge rapport til enkedronningen i København om forholdene ved hoffet.
Selv om de russiske prinser og prinsesser levede under langt bedre forhold end de forrige 40 år, så følte de stærkt, at de var i eksil og meget isolerede, så stærkt, at de til tider gav udtryk for at længes tilbage til deres fængsel, som dog var i deres hjemland Rusland. Men da de efterhånden lærte at tale og skrive tysk nogenlunde og kunne føre en korrespondance med deres tante Juliane Marie og slægtninge i Tyskland, begyndte de at falde til i Horsens. Prins Peter havde set en abekat et sted, og ønskede sig sådan en til sin underholdning; med en del besvær blev den skaffet frem “med tilhørende Kæde, Klæder og Bur, samt en liden Kanon at affyre”. Den kostede 10 rigsdaler, men til revisionens ærgrelse tog skipperen, der bragte den fra København, 5 rigsdaler for transporten under påskud af, at der måtte indkøbes bagværk til aben.
I haven var der et rådyr og en urfugl samt en hønsegård. Maleren Hans Hansen, Constantin Hansens far, der portrætterede en del af hoffets stab og andre prominente horsensianere i 1794, fortæller, at han en dag blev overrasket af prins Peter i palæets kirsebærtræ. Fødselsdage og højtider blev fejret med fester og digte; til Juliane Maries fødselsdag broderede prinsesserne en sypose til tanten med en solsikkeblomst som symbol på deres frihed og sendte et digt på tysk.
Prinsesse Elisabeth var den der førte ordet for sine søskende, hun var mere udadvendt end de andre, vist også den mest intelligente, så det var et hårdt slag, da hun døde allerede oktober 1782. Hun blev begravet i Horsens Klosterkirke under megen pomp og pragt, rektoren ved Horsens latinskole holdt en højstemt tale, der senere blev trykt, og der blev skrevet et mindedigt. I begyndelsen af 1800-tallet udgaves en meget romantisk roman om prinsessens liv, dog med ringe bund i virkeligheden.
Alexei blev syg i efteråret 1787 og fik den fikse ide, at han ikke ville overleve den 20. oktober, den dag hvor hans søster var død fem år tidligere. Han døde dog først den 22.oktober og blev bisat med samme ceremoniel som prinsessen.
I 1788 fik det lille hof besøg af kronprins Frederik og arveprins Frederik i to dage. Det var meget anstrængende for hofdamen, da al samtale måtte gå igennem hende. Ved taffelet stod hofdamen over for prinsessens plads, så Katharina kunne aflæse hendes mundbevægelser. Hofdamen skriver: “Prinsesse Katharina var iført et udsøgt Toilette fra Paris og tilvant sig paa denne Dag den senere Konges uforandrede Naade”.
Der var megen rift om de kvindelige ansatte ved hoffet, lige fra hofdamer til vaskepiger, så brudegaver og udstyr blev efterhånden så stor en stor udgiftspost på budgettet, at man et år ligefrem måtte låne af den danske statskasse.
1796 døde enkedronning Juliane Marie og kejserinde Katharina, og ansvaret for hoffet overgik til arveprins Frederik, som meddelte, at understøttelsen fra Rusland ville fortsætte også under det nye regimente. Næste år blev prins Peter syg og døde i januar 1798.
Da nu prinsesse Katharina var blevet alene, omgikkes hun mere med folk i Horsens og omegn; hun kunne lide af have gæster og at spille kort. Hendes sidste år skæmmedes af en besværlig pope, der i hendes navn skrev et brev til det russiske hof, hvori hun beklagede sig over, at hendes danske stab bedrog hende, og holdt hende i et fangenskab, der kunne minde om tiden i Cholmogory. De russiske poper havde dog mest selv fingrene i prinsessens pengepose. Brevet kom dog først for dagen et par menneskealdre senere.
Det var meningen, at arveprins Frederik skulle arve sine russiske slægtninge, og da der nu kun var een tilbage, blev der en del penge tilovers på de årlige regnskaber, så arveprinsen fik flere gange arveforskud. Han besøgte sin kusine sidste gang 1803, og nu faldt samtalen noget lettere, dels forstod prinsessen efterhånden både tysk og noget dansk, dels var der nu flere dygtige tolke ved hoffet. Efter hans død 1805 overtog hans søn prins Christian, den senere Christian den 8., ansvaret for hoffet sammen med arveretten, der dog indskrænkedes af, at arveprinsen havde oparbejdet en gæld til det russiske hof på over 100.000 rdl.
I april 1807 døde prinsesse Katharina, savnet af folk i Horsens, mod hvem hun havde været meget godgørende og gavmild. Det russiske hof i Horsens blev afviklet, men det tog lang tid, dels på grund af den politiske situation, men også fordi bobehandlingen var meget grundig. Der uddeltes rundhåndet pensioner fra Rusland til daværende og tidligere ansatte og deres familier, for eksempel fik endnu hofintendants v. Hauchs børnebørn understøttelse fra Rusland til deres død i slutningen af århundredet.
Palæet i Horsens voldte prins Christian kvaler, det var ikke til at sælge på grund af de dårlige tider under krigen; senere fik han brug for det, da hans fraskilte kone, prinsesse Charlotte Frederikke var i eksil der fra 1810-29. Det er siden revet ned. Horsens har dog ikke helt glemt det russiske hof, der er i 2006udkommet en bog, Maden ved Taffelbord, Kammerbord og Køkkenbord. Madvarer og madvaner ved det russiske hof i Horsens 1780-07 af Bodil Møller Knudsen.
Blandt de først ansatte ved hoffet var vores tiptiptipoldemor Christiane Barbara Biering, enke efter præsten i Kattrup, Hans Wilhelm Kaalund, der var død 1778. Hun blev på kammerherreinde Gersdorfs anbefaling ansat som oldfrue: ”Hun kan regne og skrive, fattes ikke forstand, taler med modestie godt for sig, har en god heldbred, og skal godt vide at omgåes med lintøj, vask etc.”. Hendes løn var 200 rigsdaler, det samme som kokkens der var indforskrevet fra Fredensborg slot. Senere blev to af hendes døtre engageret som kammerjomfruer:
“Samme Aar (1803) giftede Prinsessens Kammerjomfru, Marie Kaalund (1766-? død i Horsens), sig med Pastor Fussing, og i hendes Sted blev Søsteren, Kirsten Kaalund, ansat hos Prinsessen; men som før sagt, der var altid Rift om den kvindelige Betjening på Palæet; saaledes fik den sidstnævnte Kammerjomfru, Kirstine Kaalund (1773-1817), ej heller Lov til at gaa frit omkring ret længe, idet Hofintendant v. Hauch hjemførte hende som sin Brud Aaret efter. Den første af Søstrene fik 300 Rdl., den sidstnævnte 400 Rdl. i Brude-skænk.” (H.E.Friis, s, 218)
Laurids Christian Fussing var 1801 huslærer på Præstholm hos pastor Peder Benzon Kaalund, men fik i 1802 kald i Horne-Asdal sogn i Hjørring amt. De fik tre børn, som døde der. De kaldes “begge ædle, elskelige Mennesker; hun, som rejste til Horsens (efter sin mands død), gav, selv bemidlet, sin Pension til Md Luffe” (en forgængers letlevende kone). Hofintendant, senere hofchef Andreas v. Hauch, f. 1762, var skilt fra sin første kone, Juliane Marie Ottesen, der også havde været kammerjomfru ved hoffet; hun blev 1803 gift med Maleren Nicolai Abildgaard og siges at have forskønnet hans sidste år.
En søster til Peder Benzon Kaalunds kone, Maren Sommer, Ide Elisabeth Hedevig-Sophie Sommer (1771-1825) var ansat som oldfrue ved hoffet før eller nok snarere efter året 1801, hvor hun ifølge folketællingen bor hos sin søster og svoger i sit barndomshjem på Præstholm præstegård.
Således forvandledes en hofdame til to oldfruer og to kammerjomfruer!
Vi har i familien også en senere forbindelse – omend langt ude – med Palæet i Horsens, idet der blandt den ovennævnte prinsesse Charlotte Frederikkes kavalerer var en løjtnant Carl Frederik von Schoppe af ”Prins Frederik Ferdinands lette Dragoner” i Aarhus. Han omtales i Th. Overskous ”Af mit Liv og min Tid” som ”den erklærede Amant, Tyskeren Løjtnant Schoppe af det i Aarhus liggende Dragonregiment, en stiv og stram Cavaleer i fuld Uniform, men ziirligt, slebent Væsen og pæne, snirklede Manerer”. I 1831 blev han gift med Anna Margrethe Thomsen, der var enke efter dom-provst C.F.Studsgaard, og det huede bestemt ikke prinsesse Charlotte Frederikke. Hun skrev i et brev til Øllegaard Switzer, gift med toldinspektør i Horsens, major Bauditz: “Schoppes Mariage med Madame Studsgaard er fertig at gøre mig gal; hvor er det muligt, at Han har saa lidet ehre i Livet, at ville gifte sig med saadan en gemen Kvinde, er mig ubegribeligt, og jeg har den inderligste Medlidenhed med Ham, da Han maa blive usigeligt ulykke-lig”.( Fra Robert Neiendams ”Ungdom og Galskab”, 1923.)
Anna Margrethe Thomsen var søster til vores tipoldemor Anne Thomsen, gift med Knud Wissing Schytte, og til litteraten og rigs-dagsmanden Ove Thomsen.
2009.
