Af Eva Charlotte Nissen, December 1997.
Randlev Præstegård (genopbygget) (foto: Charlotte Nissen, 2000)
“Aar 1749 d. 23 April lidt over midnat stod Randlev Præstegaard i Hads Herred Aarhus Stift – antændt på alle 4 Huse – i lys Lue. 14 Mennesker laae i deres trygge Søvn. Husene vare sammenbyggede, og porten lukt. Af Hede, Røg og Dumren vaktes 4 Tjenestekarle, Rygteren Jørgen Jensen, et stumt menneske, og Drengen Jens Stephansen grebe strax til, at slaae Hornkqvæget ud i Gaarden. – Det samme gjorde Avlskarlen Jens Simonsen og Kusken med Hestene. De to første satte Livet til, samt alle de løsladte Kreaturer. Kudsken kom noget forbrændt ud af en Snevring imellem 2 af Husene – og kom sig siden efter. Avlskarlen styrtede gjennem Luerne ind i Stuehuset for at vække og rædde Præsten, hans frugtsommelige Kone og fire børn, hvilket også lykkedes, da Anders Langberg kom til udvendigt fra og stødte Vægge og Vinduer ned. I Forvirringen vilde Præsten endnu ile efter en Pung med Penge, men hørte i det samme Skriget af et lidet Barn, hvilket han og ræddede; og var næppe kommen ud med det, før Huset faldt. Den frugtsommelige Præstekone blev bragt til Herregaarden Rodstenseje 1 1/2 Fjerdingvej derfra, hvor hun et par Maaneder efter nedkom med en Søn: Jens Hartmann, der i Aaret 1778 blev Faderens Eftermand i Embedet. Intet blev rædded.
En frugtsommelig Tjenestepige, Maren Knudsdatter, havde faaet sit Tøj pakket sammen, og var betids sluppet ud igjennem Snevringen. Hun maa have faaet det ulykkelige Indfald at gaa op og hvile sig i den nærtilgrænsende Kirkes Vaabenhuus. Der stode just Mordbrænderne med deres Ildfad (hvoraf endnu ses Tegn paa et antændt Spændtræ). Af Frygt for at røbes grebe de da til at myrde hende, og slæbte hende derpå hen i en Grænsegrøvt imellem Randlev og Gosmer Marker. Hendes Hals var overskaaren og Hovedet ilde mishandlet. Paa Gulvet stod en Blodsøle. Endnu til for en Snes Aar siden saaes blodigt Aftryk af fire Fingre paa den ydre side af Vaabenhuusdøren.
Mistanken faldt snart paa Huusmand Jens Isaaksen, Hans Hustru Kirsten Buk og deres Søn Isaak Jensen. Alle tre vare berygtede som meget ugudelige og forargelige Mennesker.”
Saaledes skrev i 1818 forfatteren Steen Steensen Blichers far, Niels Blicher, der 1795 blev præst i Randlev. Hans beretning (her forkortet) bygger på endnu levende vidners udsagn, hvoraf nogen havde været med til redningsarbejdet. Anledningen til mordbranden var en mulkt, som præsten havde idømt Isaak Jensen for at slå en af præstens drenge i ansigtet. Derover blev Isaak og hans familie så vrede, at de truede med at “Den røde Kok skal gaale over Præstegården”, så mistanken faldt straks efter branden på dem. Ingen på egnen turde dog vidne imod dem, før de to år senere blev arresteret. 1.maj 1755 blev de endelig idømt livsvarrigt fængsel.
Den omtalte præst var vores tip-tip-tip-tip-oldefar og bar navnet Caspar Ernst Polycarpussen Hartmann. Han skriver i kirkebogen:
“Aar 1749 d. 23de Aprilis om Natten blev Kirkebogen, tillige med Randlev Præstegaard, og Alt, hvad derinde var, opbrændt. Jeg med Hustru og Børn og fire Tienestefolk; genoptryki i (de 3 af dem satte Livet til) blev frelst … Den 7de Jan. 1750 – Caspar Ernst Hartmann.” På den genopbyggede firefløjede bindingsværks præstegård (to fredede fløje er tilbage endnu) satte han et vers i egetræshammeren over døren:
Det blotte Liv vi fik til Bytte,
Da første gang vi flytted’ ud.
En bedre Bolig give Gud,
Naar vi herfra skal flytte.
Randlev Kirke (foto: Charlotte Nissen)
Caspar Hartmann og hans kone, Maren Jensdatter Mørch, er begravet på Randlev kirkegård. Deres ligsten findes stadig og har følgende patetiske indskrift: “Deris haune (Navne?) bevaris i en Talrig slægt … er især Dyrebar for 6 efterladte Børn som ey kan sette Dem et gravminde som de fortiente, kuns vise hvad de skylde deris Kierlighed”. Familiens poetiske åre må stamme andetsteds fra!
Et af de reddede børn, den da fireårige datter Margrethe Casparsdatter Hartmann, blev 1765 gift med Lauritz Sommer, præst ved Gosmar og Halling kirker. Præstegården er en af de få i her i landet, der har sit eget navn: “Præstholm”; der fik ægteparret 22 børn, heraf 5 par tvillinger. Det fortælles, at børnene var inddelt i tre hold under kommando af de ældste, der sørgede for bespisning, påklædning o.s.v., og at børnene hver morgen blev kommanderet: “Træd an til tran!”
Heldigvis var vores tip-tip-oldemor Maren Sommer med sin tvillingebror Niels af det første kuld fra 1766, mange af de senere var dødfødte. Margrethe døde i 1792 47 år gammel “af sorg over sin Mand Præsten”, der var død 3 mdr. forinden. De efterlod sig 13 levende børn, 3 præster, 2 jurister, 2 læger, 2 præstekoner, 2 degnekoner, een datter blev oldfrue ved det russiske hof i Horsens og en anden gift med ejeren af en hovedgård i Østbirk.
Maren Lauridsdatter Sommer var først gift med nabopræsten i Ørting, Peder Pedersen (der havde været gift med hendes moster), men han døde, og hun giftede sig så 1788 med Peder Benzon Kaalund, der senere efterfulgte hendes far som præst i Gosmer-Halling, så hun igen kom til at bo på Præstholm. Hendes forfædre havde været præster i Gosmer i fire generationer fra 1676.
En af deres døtre, Øllegaard Charlotte Kaalund (1799-1879), giftede sig med landmand Chresten Nielsen Møller, en anden, Marie Kirstine Kaalund (1803-44), med lærer Anders Jørgensen i Aalestrup, det var Paterens, Charles Marius Kaalund Jørgensens to par bedsteforældre, idet Øllegaard Charlottes datter blev gift med Marie Kirstines søn. En tredie datter af Maren og Peder Benzon Kaalund, Christiane Barbara, giftede sig efter Marie Kirstines død med hendes ægtemand, så Pater og Onkel Otto kunne med rette sige, at de havde 3 bedstemødre ved navn Kaalund. Det betyder også, som det fremgår af medfølgende stamtavler, at Maren Sommer og Peder Benzon Kaalund er vore tipoldeforældre to gange; det sparer da lidt på anerne.
Niels Blichers søn, forfatteren og digteren Steen Steensen Blicher, boede i Randlev hos sin far som barn, senere var han præstegårdsforpagter der. Han benyttede den dramatiske begivenhed i sin novelle “En jydsk Mordbrandhistorie” fra 1842, der med en hel del tildigtninger genfortæller historien. Tjenestepigen Maren er her ugerningsmændenes medskyldige. Præsten nævner han ikke ved navn, men omtaler ham som en velhavende mand – de østjyske kald havde ofte ret store jordtilliggender og jorden var fed – god mod almuen men hård mod sine undersåtter. Dog skulle han siden have fortrudt, at han med sin mulkt til Isaak Jensen havde startet denne tragedie, som endte med tre menneskers død.
I slutningen af novellen fortæller St. St. Blicher, at præsten “bar Tabet af alt sit verdslige Gods med agtværdig Jævnmodighed … Men eet tab var der, som han ikke kunne forvinde … Det af et Morbærtræ … Alle de ildsvedne Træer i Haven lod han uden videre omhugge; men det brandslidte Yndlingstræ maatte intet Jern vedrøre. Han puslede omhyggeligt ved det, afskar nogle af de forbrændte Grene, forbandt andre, om hvis Heldbredelse han havde Haab, gjødslede det om Foden, eet Aar efter et andet. Og da alt Håb om dets oplivelse var forbi, nænnede han dog ikke at oprydde det. – Først ved hans Begravelse blev det tørre Morbærtræ anvendt paa Skorstenen.”
Mange af pastor Hartmanns havedyrkende efterkommere vil forstå og føle med vores 4 x tipoldefar – hvis det ikke bare er Blichers poetiske tilføjelse.
Der er fire kilder til beretningen om mordbranden i Randlev præstegård og familierne Hartmann, Sommer og Kaalund:
- Jeppe Aakjær gennemgår i sin bog “Steen Steensen Blichers Livstragedie” II, 1964, s. 176-184 akterne om retssagen.
- Niels Blicher skrev 1818 i “Danske Minerva”, s. 150-57, beretningen om “Det gyselige Mordbrænderi”. Her fortæller han udførligt om begivenheden, som den endnu huskedes på hans tid.
- Steen Steensen Blichers novelle “En jydsk Mordbrænderhistorie” fra 1842 genfortæller historien med en del romantiske tildigtninger.
- Otto Sommer, en efterkommer af pastor Lauritz Nielsen Sommer, har i Præstehistoriske Samlinger 1933, s. 131-33 skrevet om “En Søskendeflok”, efterkommerne efter Lauritz Nielsen Sommer og Margrethe Hartmann.
