Charlotte Jensen: Søren Sejrbos efterslægt Kaalund

Af Eva Charlotte Nissen, 22.maj 2001

 

---

 

Den vigtigste kilde til Kaalund-slægtens historie er stamtavlen i Danmarks Adels årbog 1908 med rettelser 1911. En artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 1926 s. 307 af Th. Hauch-Fausbøll: “Den adelige Slægt Kaalunds Oprindelse” beskriver slægtens ældste historie. På grund af de mange præster i familien har S. W. Wibergs “Almindelig dansk Præstehistorie”, 1870-73, også været en god, men ikke altid pålidelig kilde. Mere nære kilder er Otto Kaalund-Jørgensens optegnelser og Gudrun Kaalund Jørgensens erindringer (se menuen).

Det er forbløffende, hvor mange oplysninger man kan hente på de lokale biblioteker, og hvad man kan få ud af folketællingslister, der for Aarhus amts vedkommende delvis findes på Internettet, og hvad der kan komme ud af at vride de forhåndenværende kilder. Naturligvis er det et sofahjørne-studie og ikke en grundig historisk undersøgelse, men det har gjort vore forfædre mere nærværende for os, og forhåbentlig også for Jer.

Jeg har – foruden vores direkte forfædre – også medtaget deres søskende for at give et mere fyldigt billede af hver generations historie. Også søskendes børn er engang imellem med, hvis de har haft et interessant liv.

Vores direkte forfædres navne er trykt med fed skrift, ihvertfald når de nævnes første gang.

For at undgå alt for mange årstal i teksten vedlægges stamtavler, der også skulle gøre det nemmere at finde rundt i slægtens mange personer.

Søren Sejrbo og hans efterkommere

Vores ældste forfader i Kaalund-linien er Søren Sejrbo, født omkring 1590, sikkert på Sejerø, død ca. 1668. I 1653 boede han i Kalundborg og var måske handelsmand, muligvis velhavende. Af Søren Sejrbos børn kender vi navnene på fire: Maren, der var gift med degnen Rasmus Vinter i Herfølge og vistnok også med hans to forgængere, samt Karen og Jørgen, der en kort tid var skifteskriver på Vallø. På sine ældre dage boede Søren Sejrbo i Herfølge hos sin søn Jens Sørensen Kaalund, og i julen 1661 var tre generationer til alters i kirken, Søren, Jens og barnebarnet Søren, der da var 13 år.

Herfølge

Jens Sørensen Kaalund (1620-1669) tog navnet Kaalund efter sin fødeby Kalundborg. Man ved ikke noget om hans opvækst eller uddannelse, heller ikke hvor og om han fik sin eksamen som teolog; 1641 var han prorektor – det må have været ved Metropolitanskolen – i København. Måske har Jens Sørensen Kaalund været udenlands i en adelsmands følge og taget sin eksamen der.

Han må have haft meget gode forbindelser, siden han i 1645 som 25-årig fik et af Sjællands bedste præstekald i Herfølge og siden blev provst i Bjæverskov herred 1659. Retten til at udnævne sognepræsten i Herfølge havde ejeren af Vallø; det var på det tidspunkt Christen Skeel Albretsen, en af sin tids største godsejere, og vistnok også Ellen Marsvin, Christian den 4.s svigermor, men jeg har ikke fundet nogen indlysende forbindelse til Jens Sørensen Kaalund..

En af hans forgængere i embedet var Claus Christoffersen Lyscander, digter og kongelig historiograf for Christian den 4.

Herfølge kirke er en statelig hvidkalket bygning, der ligger på en høj bakke, omgivet af en meget gammel også hvid kirkegårdsmur. Koret er forlænget, tårnet forhøjet og kirkerummet overhvælvet i det 14. aarhundrede, og omkring 1600 byggede ejeren af Vester Vallø, Oluf Rosensparre, et sideskib til mod nord med en krypt til slægtens begravelser. Flere af omegnens andre herregårde brugte Herfølge som deres kirke. Øst for kirken går en sti over kirkegården og gennem en portal i muren ned til den store præstegård, der er fra forrige århundrede, men som nok ligger på samme sted som den gamle.

Jens Sørensen Kaalund var gift tre gange, vistnok finere og finere. Ved det tredie bryllup i maj 1662 med den 10 år yngre Birgitte Jensdatter Mule (hvis far Jens var læge i Odense og næsten adelig) måtte der hele tre præster til: “Mester Morten i Hyllested Prædichede, Hr Lauritz i Liunge copulerede dennem oc Capellanen Hr Christopher Anderzen Mæszede Samme dag”, står der i Herfølge kirkebog. De to præster, der kom helt ovre fra Sorø-egnen, var ikke kun kolleger, men også svogre til brudgommen: Morten Petersen Keitom var gift med brudens søster Kirsten Mule, og Laurits Jørgensen Hammer med Jens Sørensens Kaalunds forrige kones søster: Elisabeth Knoph (der findes et portræt af hende i Lynge kirke); endvidere var eller blev deres datter Barbara gift med Laurits Nielsen Barchmann, Jens Sørensens efterfølger som præst i Herfølge. Kapellanen har jeg derimod ikke fundet.

Om det gik lige så fornemt til ved det andet bryllup i 1647 med vores formoder, Cathrine Hieronimidatter Knoph (1625?-58), der var 5 år yngre end sin mand, ved jeg ikke; hendes far var præst i Alsted-Fjenneslev ved Sorø, og hendes bedstefar Christopher Hieronymussen Knoph havde været hofprædikant for Frederik 2., hans mor dronning Dorothea og Christian 4. På sine gamle dage blev han kannik ved Roskilde domkirke, hvor hans ligsten stadig findes. Hans billede hang i mange år i Roskilde Domkirke; det er nu i Nationalmuseets magasin i Ørholm, hvortil det blev indbragt under navnet Absalon, og viser en skægget herre. Han var også “jubellærer”, det vil sige, at han havde været i embede over 50 år.

1658 og 59 hærgede Karl Gustav og hans svenske soldater Danmark. I Herfølge kirke blev dåbsfadet stjålet og først tilbageerobret i 1990-erne fra et svensk museumsdepot. Midt under urolighederne døde Cathrine Knoph og blev vistnok begravet i Køge.
I Herfølge kirke hænger der et stort epitafium med Jens Sørensen Kaalunds, hans koner og børns navne og våbenskjolde, vistnok opsat da Cathrine Knoph døde 1659. Det må have været mærkeligt for ham at stå på prædikestolen med udsigt til sit eget epitafium, hvor der var en tom plads til antallet af år, han var præst i Herfølge, og en til hans dødsår. På et senere tidspunkt er hans to yngste sønners navne tilføjet – lidt skævt på tavlen -, og efter hans død er den lange latinske tekst fortsat med en anden skrift, og hans sidste kone, Birgitte Mule tilføjet foruden hans dødsår. Den er siden opmalet, vist ikke helt korrekt.

Under epitafiet er der en tavle med hans første to koners våbenskjolde: Elise Petreas et opadvendt anker i et skjold, som krones af tre ankre, Cathrine Knophs et bånd med tre knopper (?) i skjoldet og med et lam med et omvendt dannebrogsflag over. Begge skjolde er kranset af barokke volutter ligesom epitafiet. Jens Sørensens eget våbenskjold har to modsatstillede (op-og-ned-vendte) ankre med et dødningehoved over. Præster og deres familier brugte ofte gejstlige symboler i deres våben.

Hans ligsten er opstillet i koret; den har ligget foran alteret og er kæmpestor (1.46 x 2.27 m.), meget slidt og med udvisket tekst; man kan kun skimte noget af teksten foroven: “Heer under denne S[teen] . . . . . . . disse begrave[de]”. Derunder ses tre englebårne våbenskjolde, hans og hans to første koners, samt yderst endnu to trompettruttende engle. Nedenunder er senere indhugget endnu et våbenskjold, nok Birgitte Mules, et timeglas og et svøbelsesbarn, Birgittes yngste Anne Cathrine, der var død som spæd.

Jens Sørensen Kaalund fik en datter i første ægteskab med Else Petersen (Elise Petrea), ti børn i andet og tre i tredie. Fire af sønnerne blev præster, og tre af døtrene giftede sig med omegnens gejstlige.

Da han døde, var hans 8 levende børn mellem 21 og 3 år, og deres mor eller stedmor døde året efter. Man kan spekulere på, hvem der tog sig af alle disse forældreløse. De ældste døtre var endnu unge og ugifte, og alle bedsteforældrene døde. Man må håbe på at fasteren Maren og hendes mand degnen i Herfølge endnu levede. Måske har nogle i familierne Knoph og Mule taget sig af de mindreårige. Den ældste søn Søren var længe om at komme i embede efter sin eksamen og fik sit første barn i Taarnby ved Vallø, hvor søsteren Birthe var blevet gift med præsten; han har måske skullet sørge for sine søskende.

Jens Sørensens Kaalunds børn og nogle børnebørn

Den første kone, Else Petersen eller Eliza Petræa på latin, fik en datter, der døde som spæd. Else døde 1646, og kort efter giftede han sig med Cathrine Knoph. Hun fik 10 børn, hvoraf Søren Jensen Kaalund, den ældste, er vores forfader. Han omtales senere. Blandt de andre børn var:

Christoffer Jensen Kaalund, præst i Torkildstrup, blev tip-tip-oldefader til digteren H.V.Kaalund, der er sådan noget som 1/16 fætter til vores bedstefar, Charles Kaalund-Jørgensen. Christoffer var far til Jacob Kaalund, justitsråd og ejer af Estruplund på Djursland, og Jens Christoffersen Kaalund, præst i Tirsted på Lolland; den sidste døde nytårsaftensdag 1712: da han så røgen fra præstegårdens skorsten lyse rødt i aftensolen, troede han, at der var brand i huset, og døde af forskrækkelsen. Hans hus var altid åbent for studerende, men hans midler stod ikke mål med hans rundhåndethed, fortæller Wibergs Præstehistorie.

Christian Jensen Kaalund var præst først i Vollerslev-Gjorslev lige ved Herfølge, siden i Tirsted på Lolland, hvor han blev efterfulgt af sin nevø, Jens Christoffersen Kaalund, se ovenfor. Christians søn Jens Christiansen Kaalund, rektor for latinskolen i Stubbekøbing fra 1716 til sin død 1732, er mest kendt for sit topografiske digt fra 1722: “Møens beskrivelse” på alexandrinske vers. Desuden siges han at have skrevet “Beskrivelse på en Hest”; den ville jeg gerne læse! Jens Christiansens søn Christian Samuel Kaalund var konditor i København, hans epitafium findes endnu i Helligåndshuset. Han gav en del sølvtøj til kirken i sin fødeby Stubbekøbing, hvor det stadig kan ses.

Døtrene Else, Elisabeth og Birte blev alle gift med præster.

Med Birgitte Mule havde Jens Sørensen Kaalund to sønner, Jens Jensen Kaalund, Præst i Jersie-Solrød, og Hans Vilhelm Kaalund, en højt anset jurist og højesteretsdommer, adlet 1731.

Jens Jensen Kaalund havde mindst tre børn, ældst (?) var endnu en Hans Vilhelm, der havde en mærkelig skæbne. Efter sin teologiske eksamen fik han – som den første i familien Kaalund – Peder Lassons legat (omtalt som “En god dansk Poet”) og studerede i udlandet, siden var han feltpræst ved garden. 1745 blev han præst i Vorbasse, men allerede to år efter blev han afskediget på grund af usædelighed efter at være udlagt som barnefader, og flyttede til København, hvor han ernærede sig kummerligt som lejlighedsdigter; ingen udnævnelse kunne ske, uden han nedkom med et hyldestdigt som dette:

“En allerunderdanigst Lykønskning til Hertug Friderich Christian, Hertug til Slesvig-Holsten-Sønderborg, Ridder af Elefanten, ved Hans Høyfyrstelige Regierings-Tiltrædelse. I allerdybeste Underdanighed nedlagt af Hans Wilhelm Kaalund . .

Udbred Din Fyrste-Sæd

(Gud selv kun en Fyrstinde

Dig føre til, hvorhos

Du daglig Fryd kan finde)

Vær Sønderborg en Soel,

Dit Fyrstendom et Skjold,

Og Gud han være Dig,

Dit Slot og Land en Vold.”

Det fortælles også om ham, at han flere år efter sin kones død samlede penge ind til hendes begravelse.

Stubbekøbing – Søren Jensen Kaalund

Den lille købstad og havneby Stubbekøbing ved Grønsund havde sin storhedstid i middelalderen, men i 1500 og 1600-årene gik det tilbage for byen på grund af ildebrande, pest og senere svenskekrigene, men også fordi de større skibe havde brug for større havne og byer. Omkring 1700 var det så slet, at byen var nær ved at miste sit købstadsprivillegium. Latinskolen nævnes første gang 1570; her var tre generationer Kaalund’er rektorer og hørere.

Den ældste søn af Jens Sørensen Kaalund, Søren Jensen Kaalund (1648-1711), blev student fra Roskilde katedralskole 1666, men førte derefter tilsyneladende en omskiftelig tilværelse. Han blev gift første gang 1671 med den jævnaldrende Margrethe Nielsdatter Barchmann (1647-1690) i sin fars kirke Herfølge, hvor Margretes bror Laurits nu var præst. Sørens ældste kendte søn, Lauritz, er født i Taarnby nær Vallø 1679, en anden søn Niels i Køge 1688 og en tredie, også Niels, 1690 i Stubbekøbing, hvor han året før var blevet ansat som rektor for latinskolen.

Det kunne lyde som et godt job, men når man læser om skolens elendige tilstand, får man et ganske andet indtryk. Der var kun een lærer, rektoren, der havde embedsbolig i den ene ende af den 4 fag store skolebygning, der var bygget af halvt enkeltstens murfag, halvt lerfag og med teglstenstag; i den anden ende var skolestuen til de 30-40 disciple. Omkring 1700 var bygningen så faldefærdig, at Søren Jensen Kaalund ikke længere kunne bo der, men måtte leje sig ind andetsteds i byen. Hans første kone Margrethe, døde i Stubbekøbing 1690, og næste år giftede han sig med Dorothea Sørensdatter Tuxen. Først 1694 blev han magister, og 1707 fik han, nu 59 år gammel, embede som sognekapellan i Nakskov, hvor han døde 1711.

Søren Kaalund havde også to døtre; den ene, Birgitte, giftede sig med degnen i Baarse-Beldringe i 1717, den anden, Else, med Thomas Kingo Steenberg ca. 1720; han blev 1725 udnævnt til præst i Jylland, men døde i København før han kunne tiltræde sit embede, og hans ulykkelige kone måtte højgravid søge ly i Karlslunde, hvor hun fødte en søn, der i hast blev hjemmedøbt i Korporalskroen. Blandt fadderne var “Mad. Elisabeth Mule”, gift med den fhv. præst i det nærliggende Snoldelev. Måske en slægtning til hendes sted-bedstemor? Else blev siden gift med den præst, der efterfulgte hendes mand i det jyske embede.

Bogø – Laurids Sørensen Kaalund

Kirken i Bogø hører ikke til de store, man har fornemmelsen af at kunne klappe den på taget. Men smukt ligger den ved sundet med udsigt over Kalvestrømmen til Sjælland. Den er oprindelig bygget af groft tilhugne kampesten, siden af kridtsten og nyere mursten, så det meste af den er kalket over for at dække uregelmæssighederne. Inde i kirken er der lave sengotiske rundbuede hvælvinger og inventar, altertavle og prædikestol, fra 1655.

Søren Jensen Kaalunds eneste overlevende søn var Laurids Sørensen Kaalund (1679-1722). Også han synes at have haft vanskeligheder, det tog ham 15 år at fuldføre sit teologiske studium. Han fulgte i sin fars fodspor på Stubbekøbing latinskole, først som hører 1709, derefter som rektor 1715, men året efter blev han udnævnt til præst ved Bogø kirke og viet til den 7 år yngre Maren Nielsdatter Kieldorph (1688-1736), der var datter af præsten i Fanefjord kirke, under hvis pragtfulde kalkmalerier hun var blevet døbt. Der står om ham: “liberalem et honestam degebat vitam, vitæ tamen rusticæ nimium deditus” (han førte et liberalt og ærligt liv, men var lidt for glad for det landlige liv ?). Det må også have været fristende på det yndige Bogø. Nord for kirken er der udsigt til det store Kallehave sogn på den anden side af sundet, der var Polycarpus Hartmann præst; hans oldebarn Maren Sommer skulle siden gifte sig med Lauritz Kaalunds barnebarn Peder Benzon Kaalund.

Ægteparret fik 3 børn, men allerede 1722 døde Laurids, og enken Maren Kieldorph giftede sig igen 1723 med Stubbekøbings byfoged og stærke mand, Christian Nielsen Benzon, en krakilsk herre, hvis efternavn mærkeligt nok fortsatte i vores familie under forskellige stavemåder helt ned til oldeforældrene, Peder Benzen Jørgensen og hans kusine og kone Bentzine.

Fra Stubbekøbing til Kattrup – Hans Vilhelm Kaalund

Af Laurids Sørensen Kaalunds tre børn kendes Margrethe, gift i Stubbekøbing 1741 med Niels Schytte, Niels, der muligvis var lærer ved skolen der, og Hans Vilhelm Kaalund (1718-78), der blev student fra Nykøbing-Falster Latinskole 1743. Samme år blev han udnævnt til skolemester af Stubbekøbing danske skole, der i 1740 havde overtaget den nedlagte latinskolens stadig elendige bygninger, men ikke dens beskedne formue. 1746 tog han sin teologiske embedseksamen og blev i 1750 kapellan i Kattrup lige nord for Horsens, så her foretog Kaalunderne et spring fra det hensygnende Stubbekøbing til de federe kald i det østjyske.

Kattrup, Ørridslev og Tolstrup kirker

Det var ikke noget ringe kald, Hans Vilhelm Kaalund overtog 1757. Foruden den store smukke kvaderstenskirke i Kattrup og tufstenskirken i Ørridslev (hvidkalket), var der en mindre tuf- og kvaderstens kirke i Tolstrup, de to sidste annexkirker til Kattrup. Præstegården, af nyere dato, ligger nord for kirken på en ret stor grund.

Hans Wilhelm overtog embedet i Kattrup 1757 og giftede sig året efter med den 13 år yngre Christiane Barbara Biering (1731-97), der kom fra den nærliggende Testrupgaard. De fik 12 børn, hvoraf 4 døde som små. Vi har i familien et lille koloreret stik med gratier, roser og putti, som er givet til Christiane Biering af A. Biering, der sender det som hilsen til sin “geliebte Schwägerins” 60-årsdag (1761), stilet til Madam Kaalund. Kan det være fra en svigerinde, gift med en bror til Christiane Biering, der jo var “Madam Kaalund” ? Under tre gratier er der en rosenprydet sokkel, hvori der bag en klap gemmer sig et tysk vers, skrevet på silkepapir.

Den ældste datter, Maria Kirstine Kaalund, fødtes 1760 og døde som 19-årig på Serridslevgaard. To døtre, Maren og Johanne Kirstine, født 1766 og 1773, blev ansat ved det russiske hof i Horsens og gift derfra med henholdsvis pastor Laurits Christian Fussing og hofintendant, kammerjunker Andreas Hauch. Margrete, født 1769, giftede sig med bogbinder Christian Frydensberg i Horsens; deres datter Christiane Barbara blev gift med sin mødrende fætter Laurids Peder Kaalund.

Af sønnerne blev Jens degn i Saxild og Nølev; han var gift med sin svigerinde Maren Sommers steddatter Karen Pedersen, se senere. Laurids Christian døde som 20-årig i Horsens, hvor hans mor var flyttet til som enke.

Gosmer og Halling – Peder Benzon Kaalund

“Gosmer Kirke blev aldeles nedrevet 1866 og ombygget af Nyt, saa at den nu er den smukkeste Landsbykirke i Jylland.” skriver Wiberg i sin præstehistorie. Det er noget af en overdrivelse, en hel del af de gamle materialer fra 1150-talskirken blev genbrugt og den senmiddelalderlige krypt under tårnet er stadig gravkapel for famlien Schack-Ratlou på det nærliggende Rathlousdal. Også de bemærkelsesværdige romanske relieffer over præstedør og sydportal er genbrugt. I slutningen af 1800’tallet opførtes et gravkapel, også for familien på Rathlousdal, det rummer tre marmorsarkofager, udført af billedhuggeren Johs. Wiedewelt, da Peder Benzon Kaalund var præst ved kirken.

Halling kirke er ikke så stor, opført af rå granit med kvadere på hjørner og om døre; den er nu er overkalket. Her står endnu den armstol, der blev lavet til præsten Peder Benzon Kaalund; på sargen er der indskåret: “Den er bekost tel Hallems kirke 1806”.

Hans Vilhelm Kaalunds ældste levende søn Peder Benzon Kaalund (1762-1839) blev student fra Horsens, cand.theol. 1787, og efter at have været kapellan hos sin far i Kattrup, fik han embede i Ørting-Falling og giftede sig 1789 med den forrige præsts Peder Pedersens unge enke, Maren Lauridsdatter Sommer (1766-1835). Hun var det ældste af præsten i Gosmer Laurids Nielsen Sommers 22 børn.

Efter sin første mand, der havde været gift med hendes tante Anna Sofie Hartmann, havde Maren overtaget tre børn på 4, 2, og 1 år, og de fulgte med, da Peder Kaalund 1792 efterfulgte hendes far i embedet Gosmer-Halling og parret flyttede til Præstholm, en af de få præstegårde, som har haft eget navn.

Dette embede regnedes for et af de store, hvor præster blev til deres afgang. Fra 1676 til 1839, da Peder B. Kaalund døde, havde præsterne været i slægt med hinanden på mands- eller spindesiden igennem 5 generationer, helt fra vores 6 x tipoldefar Ude Pedersen Colding, hans søn Laurids Udsen og dennes svigersøn Niels Pedersen Sommer, hans søn igen Laurids Nielsen Sommer, hvis datter Maren som nævnt giftede sig med Peder B. Kaalund; han mindedes længe som en præst af den gamle skole, skriver præstehistorikeren Paul Nedergaard.

Ved folketællingen i Gosmer 1787, da Laurids Nielsen Sommer endnu var præst der, boede der på Præstholm 23 personer: præsten og hans kone, Margarethe Hartmann, 10 hjemmeboende børn af de ialt 22 (den ældste søn Niels, Marens tvillingebror, har nok læst teologi i København og to yngre sønner, Mads og Peder, gik i skole i Aarhus, hvor de boede hos købmand Høst i Vestergade), samt en søster til præstefruen og et søskendebarn (det vil sige en kusine) til præsten. Desuden 6 tjenestekarle- og drenge og tre tjenestepiger, så der har været et større landbrug.

1792 brændte præstegården, så det må have været et nyt, genopbygget Præstholm, Peder Benzon Kaalund og Maren Sommer flyttede ind i.

I 1801 var der igen folketælling, og atter boede der 23 personer på Præstholm. Foruden præsteparret var der på det tidspunkt 7 børn mellem 10 og 1 år (vor ene tipoldemoder, Øllegård Charlotte, var 2 år gammel, den anden, Marie Kirstine, endnu ikke født), de tre stedbørn fra Ørting og Marens søster Ide Elisabeth Sommer (som senere blev oldfrue ved det russiske hof), Dorothea Kirstine Biering, niece af Peder Benzon Kaalund, og som huslærer Laurids Fussing, der senere blev gift med Peders søster Maren Kaalund, som nævnt under Hans Vilhelm Kaalund. Desuden avlskarl, kusk, gårdsdreng, stue- og kokkepige, bryggerpige, en højst nødvendig barnepige og en amme til den lille Jens på 1 år. Jeg går ud fra. at Maren Sommer formåede at styre denne store husholdning, som den ældste af 22 børn var hun fra barnsben vænnet til de administrative opgaver, en sådan storfamilie medførte.

I familien findes stadig et spejl og et empireklapbord, der skal have tilhørt Peder og Maren Kaalund, det sidste siges at have været en gave fra menigheden ved deres sølvbryllup i 1814; det har på skuffen indlagt to Kaa’er (alliker) med henvisning til familienavnet. Vi har også 4 sølvteskeer med initialerne MK (Maren Kaalund) og årstallene 1791-94; de er lavet af den gode horsenssølvsmed Nicolai Brandt, måske en gave fra Peders familie i Kattrup.

Peder og Maren fik 12 børn; blandt døtrene var Margrethe Kaalund, gift med lærer ved Lyngby seminarium på Djursland Mogens Rasmussen Boye, og de to, der blev Charles, Anna og Otto Kaalund-Jørgensens bedstemødre, Marie Kirstine og Øllegaard Charlotte, foruden Christiane Barbara, men herom senere.

Den ældste søn, Laurids Peder Kaalund, var præst først i Boddum-Ydby i Thisted amt, siden i Flemløse på Fyn. Hans Vilhelm læste jura, men blev 1830 degn på Helgenæs; han kaldte sin datter Maren Sommer Kaalund efter sin mor. Maren blev gift med sin tante Øllegård Charlottes stedsøn Lars Peter Møller, der var kunstdrejer i Aarhus. Den næste søn, Joachim Otto, som Otto Kaalund-Jørgensen er opkaldt efter, var igen opkaldt efter sin morbror J.O.Sommer, der nok atter var opkaldt efter statsminister Joachim Otto Schack-Rathlou på Rathlousdal. Han var præst i Sæby og døde ugift som 35-årig. Han havde været forlovet med sin kusine Vilhelmine Hauch, men hun døde af brystsyge inden brylluppet.

Jens døde ung og Peder var degn i Gosmer. Den yngste søn, Caspar Ernst, blev præst i Søllested på Lolland og omtales som “rettænkende og brav, men noget påståelig”. Hans søn Kristian Kaalund arbejdede som filolog blandt andet med de islandske håndskrifter i den Arnamagneanske samling på Universitetsbiblioteket. Som den anden i familien fik han det Lassonske legat, som han brugte til studierejser til Island, og det var ham, der gav Otto Kaalund-Jørgensen Niels Jacobsens stamtavle, og som gjorde onkel Otto opmærksom på, at han og hans bror Charles var berettiget til legatet. De fik det også begge to.

Ved folketællingen 1834 var der kun 10 personer i husstanden på Præstholm. Af børnene er nu kun Marie Kirstine hjemme og fungerer som husjomfru. Øllegaard Charlotte er to år før blevet gift med Christen Nielsen Møller og bor i Mariager med sine to børn, “mellembarnet” Charlotte Petersen, datter af købmandskarl Severin Petersen fra Holstebro, og Petra (Søsteren Christiane Barbara bor hos sin bror Peder i degneboligen lige ved Gosmer kirke, hvor han var kirkesanger og degn). På gården er der nu kun 7 tjenestefolk; amme og barnepige behøves ikke mere.

Til Aarhus via Aalestrup og Mariager

Efter 5 generationer af præster møder vi nu et par årgange af degne og lærere. Vi er nået til vores tipoldemødre, døtre af provst Peder Benzon Kaalund, men egentlig ved vi kun lidt om dem. Marie Kirstine Kaalund (1803-44) blev gift 1835 i sin fars kirke, Gosmer, med Anders Jørgensen (1809-63), der var uddannet på Lyngby seminarium på Djursland ligesom sin svoger Mogens Boye (Margrethe Kaalunds mand), og nu lærer i Aalestrup. Hun var da 32 år og han 27. Det siges, at hun var den eneste kønne Kaalund.

De fik året efter Peder Benzen Jørgensen (1836-1916), siden Marie og Martin, men allerede 1844 døde Marie Kirstine, og Anders Jørgensen giftede sig med sin yngste svigerinde, Christiane Barbara Kaalund; de fik ingen børn.

Martin (egentlig Jørgen Martin) efterfulgte sin far i lærerembedet i Aalestrup. Hans søn Anders var lærer i Vrigsted, og hos ham boede Martin og hans kone Karoline på deres gamle dage. Fra denne familie stammer de øvrige Kaalund-Jørgensen’er. Marie blev gift med møller Niels Laursen i Vad.

Øllegaard Charlotte Kaalund (1799-1876) var opkaldt efter sin mors søster, Øllegaard Charlotte Sommer, som igen havde fået sit navn efter Øllegaard Charlotte Juel, gift med ovennævnte statsminister Joachim Otto Schack-Rathlou. I folketællingen 1845 skrives hendes navn “Siarlaate”, vel fonetisk stavet. Hun blev 1832 gift i Frandsbjerg ved Mariager med gårdejer Christen Nielsen Møller (1788-1859), der havde været møller i Alling på Djursland. Han havde 8 børn af første ægteskab. Gården i Frandsbjerg solgte han omkring 1840, og familien flyttede til Aarhus, hvor han købte nogle ejendomme i Mejlgade, som han levede af. I 1845 boede de ifølge folketællingen i Rosenberggyden 85, det vil sige Charlotte Petersen (der blev gift med købmand A.Z. Gylding i Vejle) og Kristine mangler. Der er tilsyneladende ingen hushjælp. Ifølge onkel Otto lå Christen mest på sofaen, når han da ikke gik i byen og købte kyllinger til sig selv, og noget mindre lødigt kød såsom skankeben til konen og de 6 døtre. Det er måske forklaringen på, at de fleste af dem fik en eller anden form for erhverv: Petra blev gift med overlærer Østergaard og drev efter hans død et pensionat. Kristine var husjomfru forskellige steder og fik siden stilling som økonoma på Jydske Asyl. Ottilie var ikke så højt begavet, men blev dog bestyrer af forskolen i Valdemarsgade.

Øllegaard Charlotte sørgede for, at navnet Kaalund forblev i familien, idet hun overtalte datteren Bentzine til at give sin yngste søn, Otto, det som mellemnavn.

 

Den næstyngste datter Bentzine Karoline Eleonore Kristiane Frederikke Marie Møller (1840-90), vores oldemor, var den første kvinde i vor slægt, der fik en boglig uddannelse. Hun var 1865 blevet eksamineret seminarist og ansattes 1867, 27 år gammel, på Paradisgades friskole som den første seminarieuddannede lærerinde i Aarhus; en ny lov om lærerindeuddannelse samme år havde givet lærerinder ret til fast ansættelse i det offentlige skolevæsen. Hendes løn var 100 Rd og 1 1/3 favne brænde; det var 2/3 af lærernes løn.

Mænd havde længe haft mulighed for at få en læreruddannelse på et af de offentlige seminarier; de lå langt ude på landet, uddannelsen var kort og billig og beregnet til at levere lærere til landsbyskolerne efter den nye skolelov 1814. I 1850 forbedredes læreruddannelsen, og i 1860’erne kom de første private kvinde-seminarier, Zahles og Femmers; de lå i København, hvor lærerindeexamen fandt sted, også for dem, der indstillede sig efter privat manuduktion, sådan som Bentzine sikkert har gjort. Bentzines datter Anna tog senere sin uddannelse på Femmers seminarium.

Hendes ansættelse varede ikke længe, 1871 blev hun gift med sin fætter Peder Benzen Jørgensen; i den anledning får hun en anbefaling – vistnok til et brudeudstyrslegat – fra stiftsprovst Brodersen, hvori der blandt andet står:

“Hun var ganske uformuende, og har med Flid arbejdet på at tjene sit Brød og derhos kommen sin gamle Moder noget til hjælp; men hun har måttet leve med største Nøjsomhed. Som hun var veldannet og særdeles flink til sin Gerning, . . . saa har hun i alle sine forhold været aldeles agtværdig, agtet og afholdt af hvem hun [var] i forhold til.”

Bentzine var tilhænger af Grundtvig, paavirket af “pastor Hostrup”, skriver onkel Otto. Forfatteren Jens Christian Hostrup (Genboerne m.m.) var præst i Linå sogn, hvor Laven ligger, fra 1855 til 62; han var gift med digteren Carsten Hauchs datter, en stærk kvinderetsforkæmper og grundtvigtilhænger. Ganske vist forlod ægteparret Linå før Bentzine og Peder blev gift, men måske har hun tidligere besøgt Peter i Laven, og er der blevet påvirket af det Hostrupske livssyn.

 

Det ser ikke ud som om Christen Nielsen Møller har efterladt meget til sin enke og sine døtre ved sin død 1859. Men også den yngste af døtrene, Christiane (1842-1927), kunne snart bidrage til husholdningen, idet hun 1871 blev den anden fastansatte, seminarieuddannede lærerinde i Aarhus skolevæsen. Før den tid havde hun været lærerinde hos pastor la Cour i præstegården i Helgenæs, hvor hendes morbroder Hans Vilhelm Kaalund tidligere var degn (hans datter Maren Sommer Kaalund blev gift med Øllegaard Charlottes stedsøn, se ovenfor). Onkel Otto mener, at pastor la Cour kan have været med til at vække hendes interesse.for litteratur og historie; det fortælle, at præstens bror, maleren Janus la Cour, var forelsket i hende, men det blev ikke til noget, og han forblev ligesom hende ugift.

Sin lærerindeexamen tog Christiane i København, hvor man rynkede på næsten af denne provinsdame. Hun fik dog den bedste eksamen det år. Foruden at fungere på Paradisgades Friskole underviste hun også på Elise Schmidts skole i historie fra 1880 til 92, måske for at skaffe penge til sine søsterbørns uddannelse.

I 1890’erne havde lærerinderne opnået så stor anseelse i skolevæsnet, at skolekommissionen i Aarhus 1893 ønskede en kvindelig overlærer. “Der tænktes vistnok paa den dygtige Christiane Møller, der var ansat ved Paradisgades Skole, og som, født 1842, i Begyndelsen af 1890erne stod i sin fulde Kraft”, skriver Chr. Buur, Aarhus skolevæsens historiker. Men forældrene ønskede en mandlig overlærer, og byrådet kom med en vattet indstilling: man vil ikke tilråde “en saadan Forandring i den bestaaende Skoleordning, at en Kvinde skulde overtage Ledelsen af en offentlig Skole som Overlærerinde, dels fordi der formentlig savnes tilstrækkelig Erfaring om, hvorvidt en saadan Foranstaltning vil virke heldig, dels fordi man særlig nu maa nære Betænkelighed ved at røre ved det bestaaende, da der gentagne Gange baade i Fjor og i indeværende Aar fra Forældre til det aldeles overvejende Antal af de Børn, der søger Borgerpigeskolen, er fremkommet Udtalelser i Adresse til Byraadet til Gunst for Bibeholdelse af en Overlærer som Bestyrer af Skolen.” Afgørelsen gik Christiane meget på, skolekommissionen havde opfordret hende til at søge stillingen, og ifølge onkel Otto var hun ganske klar over sin dygtighed. Lærerinderne var ofte lidt ældre borgerdøtre, der havde en tid som privatlærerinder bag sig, mens mange lærere, af landlig oprindelse, kom fra mindre boglige miljøer, derfor var der ofte gensidig mistillid mellem de to grupper.

 

Peder Benzen Jørgensen og Bentzine Møllers ægteskab begyndte altså 1871 i Laven, hvor Peder havde en købmandshandel, og hvor deres børn blev født, men allerede 1879 betegnes han som forhenværende købmand og gæstgiver. Efter en fallit blev han bogholder i firmaet Langballe Sten og Grus i Aarhus. En tid havde han en forretning, men den måtte opgives, og han fik igen stilling på Langballes kontor. Han boede på sine ældre dage sammen med sin datter Anna. Otto skriver om sine forældre:

“Som lille dreng stod jeg mor nærmest; jeg husker tydeligt alle de mange skumringseftermiddage foran den åbne kakkelovn, når mor fortalte eventyr, især H. C. Andersens, vi kunde høre de samme historier igen og igen; Anna foretrak “Krøblingen”, jeg “Den grimme Ælling”, så fik vi dem begge to, og alle var fornøjede. I den tid, far havde butiksforretning på hjørnet af Nørrealle og Norsgade, var mor stærkt optaget og vort hjem ikke særligt hyggeligt. Forretningen gik dårligt, til slut måtte den opgives, og far fik igen plads på Langballes kontor, med en ussel gage for resten. Jeg husker, jeg engang spurgte far, om vi var fattige. Han svarede undvigende, som han plejede, men sikkert var det, at far og mor altid sad småt i det.”

Hans bror Charles mindedes, at han og hans søskende gik i Borgerskolen med træsko på, først senere avancerede de til læderstøvler, et stort socialt fremskridt.

Deres tre Børn, vores bedstefar Charles Marius Kaalund Jørgensen (1872-1956) og hans søskende Anna og Otto fik alle gode uddannelser, delvis takket være deres mostre. Om sine forældres generation og sine onkler og tanter og deres børn har Otto Kaalund-Jørgensen skrevet i “Slægts-optegnelser” 1945, og Charles datter Gudrun Kaalund Jørgensen dels i “Guldsmedegade” 1977, dels i flere andre skitser.

 

  Til slægtsdatabasen