Af Gudrun Nissen, født Kaalund Jørgensen, 17.5.1976.
Noter ved Charlotte Nissen.
Min oldemor, min mors mormor FLORA SCHYTTE, kan jeg tydeligt huske, og min mor kunde huske hendes mor ANE THOMSEN, som var født 1804. Oldemor var en tæt sortklædt dame, der boede på 1. sal i sin ejendom Mejlgade 81, og som vi besøgte med ærefrygt, fordi hun var så gammel. Desværre husker jeg mest lugten i hendes hjem, af indelukkethed og af sorte uldne kjoler, som aldrig blev renset. Engang hvert andet eller tredje år kom en sypige og sprættede det grå eller brune bomuldsfor fra kjolen, der så blev vasket i kvilajabark, foret nok i sæbevand, og så blev det hele syet sammen igen. Jeg har set det hos min mormor. Oldemors kjoleliv endte i en spids foran, og hun havde en kappe på hovedet, også sort. Hun trakterede os med småkager af en blikdåse med en grævlingehund på låget og var sikkert sød mod os børn (hun strikkede lange sorte uldstrømper til os – de kradsede forfærdeligt!), men hendes store interesse var l’hombre. Hun blev 84 år og blev en morgen fundet død i sin seng efter at have spillet kort med glæde og iver aftenen før.
Hendes mor skal også have været så passioneret kortspiller, at hun spillede til ”hjorderen drev”- til bykvæget blev drevet ud på markerne om morgenen2. Hun var datter af en boghandler [?] i Århus og må have været yndig, for den lovende unge stud.theol. KNUD SCHYTTE forlod studierne [og blev] lærer ved Borgerskolen3 for at blive gift med hende da embedet som alterdegn ved Aarhus Domkirke blev ledigt. Han blev først senere alterdegn. Hans far HEINRICH WISSING SCHYTTE [1757-1814] var klokker ved vor Frue kirke i Arhus4. Han var gift med INGER WOLDUM, en datter af provst Morten Woldum og ANE CLARA SPENTRUP (1743-72), som var halvsøster til Ewalds ven brændevinsbrænder PETER MATHIAS SPENTRUP (cand.theol?) i København, hvor hun må have boet og kendt Ewald. Hun har broderet den hvide saffians brevtaske til Ewald, som man kan se på Bakkehusmuseet.
Peter Mathias Spentrup blev iøvrigt efter sin første kones død gift med sin søsterdatter ANE KIRSTINE VOLDUM, en søster til Knud Schyttes mor. I Schyttes “POETISKE ADSPREDELSESARBEJDER” som jeg ejer er der flere digte og sange til familien Spentrup, et af de første er til “OLDINGEN PETER SPENTRUP PÅ HANS FØDSELSDAG d. 12. april 1822”, han var da 75 år og sangen må være skrevet i Knuds studentertid i København.
Heinrich Wissing Schytte havde en ældre bror CARL S. som var præst i Klovborg. Deres far var rådmand og byskriver i Arhus KNUD SCHYTTE (1709-89), som var gift med METTE MARGRETE WISSING. Han havde i 10 år været lakaj hos dronningen og har nok fået dette embede til belønning for tro tjeneste. Han tog juridisk eksamen i 1750’erne med karakteren ”ej ubekvem” (nærmest g[odt]).
Schytterne var musikalske og livlige, de sang og spillede, hvad man tydeligt ser af Knud Schyttes “adspredelsesarbejder”. Her ser man også hvem de omgikkes. Knud Schyttes ældste søster Mette Marie var gift med præsten i Storring JØRGEN CHRISTIAN FUNDER, og talrige er de vers og sange “digtet ligefør jeg red til Storring” og den yngste søster ELISA blev gift med en postmester [baron] HAXTAUSEN.
Særlig mange sange er skrevet til vennen juristen THOMAS FUNDER, sikkert en nevø af præsten, en søn af tobaksfabrikant i Arhus PETER FUNDER (eligeret borger i Århus 1773-1829) og KAREN RINDOM. Han blev gudfar til FLORA, Knuds og Anes tredje barn, jeg har et smukt litografi af ham, arvet fra Olga.
Knud og Ane Schytte var sikkert meget lykkelige som unge, et muntert og livligt par i en hyggelig kreds, hvor Knuds sange og klaverspil gjorde dem eftersøgte. Han skrev ca. 1827 i sin kones husholdningsbog:
Huusholdning er en vigtig sag,
betænk dog dette hver en dag
du penge skal udgive;
og for at være fri for nag,
og for at undgå alt bedrag
glem ei, alt at opskrive;
da skal vi hos hinanden fro
med kjærlighed og Velstand boe,
og være lykkelige to,
til himlen kalder os til ro.
Det allerførste digt er “Til mine Børn”5, og han har skrevet “Til min kone på hendes fødselsdag, med dertil componeret musik” d. 16. marts 1828, og “Til min elskede moder på hendes fødselsdag d. 26. juni 1828” – og igen “Til min kone”, der begynder: “0 søde Ane” og underskrives: Din lyksalige mand K=S. Desværre er det svært for mig at læse gotisk skrift.
Vennerne er districtschirurg Weis, consul Hershhend og Ths. Funder – og svogrene Funder og Haxthausen. Men det går efterhånden tilbage med lystigheden. Den søde Ane får så grusom mange børn, og i den lavloftede degnebolig i Skolegade er der ikke megen ro til at digte eller komponere6. Ths. Funder bliver borgerrepræsentant og landstingsmand, og Knud Schytte er stadig degn og skolelærer og nok med alderen forsuret. Hans børn kalder ham “alterdjævelen”7. Men stadig skriver han sine sange til købmand Bursche og capitain Robertson, og meget ofte til sin yndlingdatter FLORA f. ex. på hendes 20-års fødselsdag:
Gid Held dig stedse følge
på Livets fagre bølge.
Gid du med Himlens Nåde
må løse Livets gåde.
da skal din hånd smykke (?)
en uforstyrret Lykke!
Tilsidst bliver tonen trist: Natten mellem 8. og 9. aug. 1865: Jeg drømte nemlig i morgenstunden mellem 5 og 7, at jeg holdt en prædiken i Domkirken om Job og hans lidelser og erindrede tydelig følgende indgang, som jeg strax indfører:
Til dig, o milde Fader!
opsende vi en Bøn!
Når Tåren Øjet bader,
du er hos os i Løn.
Du vandrer ved vor Side
i al vor sorg og nød,
du hjælper os at stride
fra vuggen til vor Død!
Det 13. barn var LUDVIG SCHYTTE (1850-1907), den senere komponist, pianistinden ANNA SCHYTTEs far, han blev født 25 år efter det første, den lille Ane Clara, der døde som barn. Nr 2, HENRIK WISSING SCHYTTE blev cancellist i krigsministeriet. Nr. 3 var FLORA f. 1829, og efter hende kom 5 små uartige drenge, som drillede hende og satte hendes dukker op på stråtaget. Nr. 9 var Elisa Marie f. 1840, som blev gift med konsul Schneekloth i Kiel, hos hvem moster Hanna traf Max Johansen i halvfemserne.
Som 25-årig kom Flora som huslærerinde til en 50-årig enkemand, capitain THEODOR BAY på LUDVIGSHOLM (nu Harlev Møllegård) ved Harlev. I no time var hun gift med ham og mor til min mormor CECILIE KIRSTINE BAY. Senere fik de JENS PILEGÅRD BAY, som blev far til Henrik Bay (Marokko ) og Inger Tholstrup. En yngre søn, Henrik Bay, døde som 18-årig af gul feber i det indiske ocean.
Flora kom godt ud af det med stedbørnene – af hvilke flere døde af tuberkulose i de første år, hun var gift. Jeg har hørt, at hun sang og spillede komedie med sine børn i stedet for at “opdrage” dem. I 1862 solgte TH. Bay sin gård for at flytte til Arhus. Her vilde han gerne have købt “Jægergården”, hvis jord gik helt ned til havnen, men Flora syntes, der lugtede af tang, og så købte de en mindre ejendom i Meilgade – med have ned til Skolebakken. Da Flora døde, blev den solgt for 10.000 tror jeg. Men et helt kvarter i Arhus blev senere bygget på “Jægergårdens” marker. Th. Bay døde i 1871, og Flora “sad” enke i 41 år.
Om min mormors barndom ved jeg ikke meget. Hun gik en tid i en kendt pigeskole i Odense og mindedes det som en eksotisk tid. En ung pige kunde ikke løbe på skøjter i Århus dengang. Afstandene i Arhus var små og droskerne dyre, så når Cecilie skulde til bal i nabolaget, lejede Oldemor et bybud til at bære hende derhen!
Noter ved Charlotte Nissen
1 Huset ligger der endnu og har en middelalderlig kælder. 
2 Knud og Ane Schytte boede i Meilgade 2 indtil 1846, hvor de flyttede til degneboligen i Skolegade 17. Køerne fra gadens huse blev hver morgen gennet gennem disse gader til markerne uden for byporten. Om aftenen fandt de selv hjem til det rette hus (Peder Jensen og N. J. Israelsen: Fra den sorte skole til Middelgades port, Aarhus 1968).
3 1824; 1827 blev han udnævnt til alterdegn ved Aarhus Domkirke (Chr. Buur: Skoleliv og Skoleadministration i Aarhus for 100 Aar siden, 1919, s. 120.127, 140,197; foto af Knud Schytte og Ane Thomsen s. 198). En akvareltegning af Frederik Visby, forestillende Knud Schytte, er gengivet i “Fra den sorte skole”, se note 2, s. 31.
4 og Aarhus første boghandler (E. Sejr, Århus Stiftsbogtrykkerie, 1937).
5 Der står nu “Til mine Vers”.
6 1835 udgav Knud Schytte: “Kortfattet Beskrivelse af Aarhus Domkirke”. Han tilbød undervisning i at spille på “fortepiano, violin og guitar” i Aarhus Stiftstidende 1832.
7 Hans yngste søn Ludvig var en drillepind og fyldte vand i hans tøfler, mens han sov til middag.