Af Gudrun Kaalund Jørgensen, ca. 1972
Hvor mange kender mon PEDER LASSONs legat – endsige Peder Lasson personlighed og betydning for sin tid? Stud. mag. Otto Kaalund Jørgensen havde aldrig hørt om ham, da han en vinterdag i 1899 på Københavns universitet blev trukket tilside af Peder Erasmus Kaalund (brorsøn af provst Peder Benzon Kaalund (Faderen Casper Ernst Kaalund), bibliotekar i den Arnamagneanske håndskriftsamling, sekretær i Oldskriftsselskabet), som sagde til ham: “De hedder Kaalund, – ved De, at De er berettiget til Peder Lassons legat?” – Nej, det vidste han ikke noget om, men nok, at hans mormor og hendes søster, hans farmor, begge var døtre af provst Kaalund til Gosmer og Halling, og endda at hans farfar efter sin kones død giftede sig med hendes søster. Han sagde siden, at han havde haft tre bedstemødre, alle født Kaalund. Og at han var kaldt op efter sin mormors yndlingsbror, Otto Kaalund, der døde som student og var forlovet med hofchef Hauchs datter fra hoffet i Horsens.
Gosmer sogn ligger sydøst for Odder, nær Rathlousdal, der er et gravkapel for familien Holstein-Rathlou, og Øllegaard Charlotte Kaalund blev opkaldt efter grevinden. Der var 12 børn i “Præstholm”, den eneste præstegard i Danmark, der har et navn. Omkring 1800 var der langt til Århus og langt til Horsens, så de unge præstedøtre har har måske ikke haft et særlig spændende liv, måske var de ikke kønne og Marie Kirstine giftede sig med skolelæreren Anders Jørgensen, født i Sønderjylland, en dygtig, musikalsk lærer, gift 2. gang med søsteren Christiane Barbara. Men Charlotte fik 1828 en datter med en capellan Petersen, og når han i de kredse ikke har giftet pigen, må det have været en rædsom skandale. Hun blev senere gift med en ældre enkemand med 6 børn, han hed Møller og var vist møller. De boede en årrække i Mariager og fik her 5 døtre. Bare jeg nu kan huske dem: Petra Østergard, tante Kristine, der var oldfrue pa Riisskov Sindssygehospital, Bensine som blev gift med sin fætter Peder Benzen Jørgensen (som kaldtes Bentzen) og blev mor til Charles, Otto Kaalund og Anna, – tante Ottilie kaldet tante OT og tante Christiane. Den ældste, “mellembarnet” blev gift med købmand Gylding i Vejle.
Da Benzen og Bensine blev gift, havde Benzen en købmandsforretning i Laven ved Ry, og her er børnene født. Men forretningen gik ikke, og familien flyttede til Århus, hvor Benzen blev bogholder hos teglværksejer Langballe. Lønnen var 1200 kr. årligt, og børnene gik de første år i Borgerskolen eller friskolen, med træsko på. Lyden af træskoklapren var lyden af fattigdom, og beskedent var der i den lille lejlighed på “Vesterbro”, en lille gade med små lave huse, min faster Anna har vist mig det.
Og Bensine var ikke stærk og tillige meget døv. Det var trist at se på for hendes tre ugifte søstre, Otilie, Christiane og Kristine, de var flyttet til Århus, hvor de to var lærerinder ved Paradisgades skole.
Tante OT og Tante Christiane var stolte af deres eksaminer og erhverv og to intellektuelle damer. Christiane var en af de første damer, der tog lærerinde-eksamen og fortalte, at ved eksamen, der holdtes i Københaven (ca. 1870) blev der rynket på næsen af denne provinsdame. Men hun fik den aller bedste eksamen, endog bedre end frk. Zahle, der var oppe samtidig [?]
Disse tanter lagde hovederne sammen og også nogle skilling og fik gennemført, at Bensines to drenge kom i Kathedralskolen og lille Anna i betalingsskole. Det kneb tit med tøjet, men min far har fortalt hvor vidunderligt det var at få læderstøvler og ikke skulde følges med de klaprende træskodrenge.
Bensine døde – sikkert, som min mor sagde, af lud og koldt vand – i 1888, da Charles var 16, Otto 13 og Anna 14. Hun passede herefter huset med en lille formiddagspige (jeg husker min medlidenhed med den stakkels familie, der kun havde en lille formiddagespige, når faster Anna fortalte om det). Benzen passede sit job hos Langballe og var en glad og ligevægtig mand, interesseret politik og meget andet. Drengene var flinke i skolen, og Charles blev ven med Peter Langballe, hans klassekammerat. Langballes var meget fine. Jeg husker den gamle fru Langballe, der sad ude på villa “Varna” og hvor vi altid skulde være så artige. Men de var også interesserede og hjælpsomme overfor Charles, som blev student i Peter Langballes bukser, og som blev hjulpet økonomisk af ”Gamle Langballe” indtil han fik Borchs kollegium. Om han også hjalp onkel Otto, til han kom på Regensen ved jeg ikke, men “Tanterne” som hed har sikkert længe spædet til. Otto var deres særlige yndling og har nok haft en slags moderbinding til tante Christiane, der var en stærk personlighed. Jeg er ked af at jeg brændte hans breve til hende fra studentertiden, men de forekom mig ret ensformige og spytslikkeriske. Det er et grimt ord; jeg elskede onkel Otto, og de var ikke i hans ‘image”, beskrev teater-forestillinger og bøger han have læst med ikke særlig originalt resultat. [(Se Otto Kaalund-Jørgensens beskrivelse af ”tanterne”)]
De [Tanterne] kedede min mor umådeligt, hun fandt min fars familie “usmart’. Men vi børn – ialtfald jeg – elskede at besøge dem i deres plyssede hyggelige lejlighed, sidst i Studsgade, hvor pigen straks blev sendt til bageren efter flødeskumskager, en stor luksus for os. Da var Tante OT død, og tante Jenny, deres søsterdatter, også lærerinde, boede hos tante Christiane. De to damer sad altid med deres hækletøj, og utallige er de chemisetter de garnerede mine chemiser med. T. Jenny sagde ikke meget, men T. Christiane var meget spændende og belæst. Hun sagde Tordenvejr med blødt d. Tante OT husker jeg dårligst, min mor pastod at hendes hår var grønt; hun mente ikke at kunne tåle at få vasket hår. Onkel Otto morede sig meget over hende. En dag han spurgte hende hvad hun syede på, svarede hun genert. “Otto, det er mit INDERSTE!” Hun havde mange sartheder. Penge talte men nødig om. Da hun var gået på pension, udtrykte hun det sadan: Ja, Otto, der er kommet uorden i mit månedlige (Hun fik nu pensionen bagud, ikke forud som lønnen) – Nu er jeg jo ikke offentlig mere.
I København udviklede Charles og Otto sig meget forskelligt. Charles gik Brandes forelæsninger og var snart rød radikal, og lægestudiet førte ham ind i et nyt miliø, men Otto var altid den pæne dreng der skrev til tante Christiane hver uge og redegjorde for sine studier og foretog sig ikke noget han ikke kunde fortælle hende.
Charles fik en fin lægeeksamen, men Otto fik kun anden karakter, da han blev cand. mag i engelsk og latin. Jeg tror virkelig, det plagede ham hele livet.
Om det var derfor, at det blev Charles, der fik det store legat og derfor kunde studere et år i Paris, ved jeg ikke. Han tog derned for at blive børnespecialist, men det fakultet var overtegnet, og kun hos en dermatologisk professor var der plads. Han lærte en masse og morede sig dejligt og blev præget for livet af det år.
Herefter nedatte han sig i Århus som praktiserende læge med speciale i “Hud- og kønssygdomme” som det hed og jeg husker lejligheden med karnappen på Nørregade, hvor han boede med Benzen og sin søster Anna, som nu var kommunelærerinde i Århus. Bedstefar var en ganske lille mand, som efter sin pensionering kom og spiste frokost hos os hver dag – efter os andre ved bordet i vores spisestuekarnap. Man kunde altid slå ham for 5 øre, som var mange penge dengang: et stort kræmmerhus bolsjer fra købmand Thykier. Han var altid sød og glad, men havde rystende politisk diskussioner med min far, han var stokkonservativ. Han døde først 1916. Fra begravelsen husker jeg hans flotte bror, onkel Martin, der var lærer i Vrigsted, hvor hans søn Anders fulgte ham. Fra ham stammer de “andre” Kålund-Jørgensen’er. Og jeg mødte min halvfætter, Niels Gylding fra Vejle, onkel Ottos ven, overretssagfører i København, som først døde nu i sommer, 1972, 95 år gammel.
