Gudrun Nissen: Ferie ved Blåvandshuk

i årene 1907-20

Nedskrevet (ca. 1975) af Gudrun Nissen, faglæreeks. i fransk og dansk, Lundevangsvej 16, 2900 Hellerup. Født 31/8 1903 i Århus, datter af læge Charles Kålund-Jørgensen (1872-1956) og Ellen, f. Meincke (1879-1961).

 

---

Min mormor Cecilie Meincke, f. Bay, var gift med urmager Vilhelm Meincke, der var flyttet til Århus fra Parchen i Mecklemburg. Han døde som 47-årig i 1890. Min mormor førte i 10 år hans urfabrik (som bl.a. leverede de store ure til Statsbanernes perroner) og forretningen videre. Da hun solgte den, købte hun et lille “sted” nærmest et husmandssted med 20 tdr. Land ca. 3 km syd for Blåvand fyr. Her boede hun i sommerhalvåret indtil 1930.

Huset ligger der endnu, men kun hovedlængen er tilbage. Havet har taget sidelængen. Da jeg var barn var der to rækker klitter mellem huset og det altid brølende Vesterhav; den baggrundsmusik havde vi altid i ørerne. Det var et ret langt rødviolet murstenshus som de andre på egnen og med stråtag.

Vi var sikkert sunde og raske børn, men dog mindes jeg de Århusianske vintre som en række sygelejer, ofte i damptelt. Man skulde ligge i sengen i tre dage feberfri før man kom op – og derefter to dage i stuerne før man fik lov til at komme ud. Så det skønnedes, at luftforandringen i Blåvand var godt for os. Så når ferien var begyndt, blev der pakket kuffert med både varmt og let tøj. Varmt, fordi en blæsevejrsdag i Blåvand kunde være meget kold.

Der var meget langt til Blåvand. Et bybud bragte bagagen til jernbanestationen, vi tog sporvognen og besteg ved 10-tiden toget, der kom dampende ind fra Randers. Den andenklasses kupe havde rødt fløjelsbetræk (eller var det grønt?) men der var ikke så polstret som 1.klasse.

I Fredericia skiftede man tog, og der var tid til at få en sodavand og et stykke wienerbrød på stationen. Det nye tog gik fra Strib-færgen til Esberg. Det var meget spændende at se landskabet forandrers efterhånden som vi kom vestpå. Ved Vamdrup begyndte heden så småt, og eksotiske planter som rejnfan og lungeurt dukkede op. Vi spiste den medbragte mad med appetit og skiftede i Varde til Nørre Nebelbanen, forbi Billum, Janderup til Oksbøl, der dengang kun var en lille gade med lave røde huse. Her ventede hans Jørgens fladvogn med et par gamle pelse i bunden. Var vi kun to, kunde vi sidde hos ham på kuskesædet, det var naturligvis ønskepladsen.

Klokken var nu henad syv. Vi rullede ad den smalle sandede vej, hvor porse og tue-kæruld voksede langs grøftekanterne.På de magre marker volsede gule lupiner, og de rødviolette småhuse dukkede sig langs vejen. Vi passerede Storbækken og kom til Bordrup plantage. I Bordrup kro blev der holdt en stund, jeg husker dog ikke, at vi var inde i kroen. Nu havde vi på højre hånd den store Bordrup plantage, målet for den årlige skovtur, og kom så til Oksby, med Købmandsgården og den store Blåvand Kro, så forbi Vandflod, og nu lå Blåvands marker og bakkede højder foran os med fyret i det fjerne. Dér var Jens Simon Berthelsens store gule firlængede gård og bagved Bedstemors hus.

Aftensbordet stod dækket med den hjemmelavede lammerullepølse, solbærsyltetøjet og de andre blåvandske herligheder. I døren stod Bedstemor, som skulde omfavnes, og husholdningseleverne, som vi skulde hilse på, og grævlingehunden Snap, som jeg elskede, og vi skulde også lige ud at se til gederne og deres nye kid. Bagved det hele durede Vesterhavet som en konkylie man holder for øret.

Man kom ind i en gang, her lå til højre den “fine”dagligstue med to mindre værelser bagved, måske aftægtsboligen. Til venstre lå en dagligstue med chaiselong med rødt plyds, herfra kom man ind i spisestuen med nøddetræs stole, bord og buffet. Til venstre var der en dør ind til Bedstemors soveværelse, til højre kom man ud i køkkenet, der lugtede så hyggeligt af tørverøg fra komfuret. Dog stod der også et par hvæsende primusapparater.

For enden af den lille entrégang var der et værelse under trappen – nærmest en hønsestige – op til loftet, her var tre gavlværelser og det store loft med kufferter fulde af gamle kjoler, brunelsstøvler og herligheder, som blev bekigget og prøvet på regnvejsdage.

Fra køkkenet kom man ud i stalden, hvor gederne boede om vinteren. Bagved lå lokummet med egen udgang mod vest, det lokale hed i min sarte Bedstemors tale: Vestpå. Ud for køkkenet mod nord har der “have”, to firkantede sandstykker gravet ned i lyngen og skærmet af lyngtørv. Her var nogle frugtbuske, lidt jordbær og grøntsager. Et kartoffelstykke lå lidt længere borte.

Eller var der kun lyng og klitter foruden græsmarker med kort magert stikkende græs som vi dog hurtigt lærte at gå barfodede på. Bedstemors hus “Strandtoften” og “Hans Frederiks gård” var de yderste i Blåvand. Fyret lå vel 2-3 km nordligere. I krigens første år (1914-18) byggede en præsteenke, fru Kring, en lille trævilla lidt nord for os.

Bedstemor var en høj ret slank og myndig dame. Hun “modtog” i en årrække 3-4 husholdningselever. De blev som regel rædselsslagne ved at komme til et så fjernt og øde sted. Men de, der blev, lærte vist godt, og når børnebørnene kom og der blev liv i huset, tøede de helt op.

Folkene i Blåvand tog godt imod fru Meincke og regnede hende snart som fastboende. Det hjalp også, at hendes familie og bekendte lejede sig ind hos naboerne. I strandfoged Jens Simon Berthelsens store gule firlængede gård boede i en del år trafikinspektør Federspiels fra Århus (skuespilleren Einar F.s forældre), fru Kathinka var barndomsveninde fra Århus. Distriktschef Flensborgs boed i en anden gård, og hos Hans Frederik boede dommer Bechers fra Fredericia. Langs havet mod syd lå flere villaer, først konsul Blochs fra Fredericia, konsul Hasselriis fra Århus med sine tre begavede døtre, som vist har huset endnu. Efter dem kom “Rav-Andrea” i sit lille hus, hun polerede ravstykker på en symaskine og lavede også hjerter. Ingeniør Øllgaard og overlæge Blegvad havde også huse.

 

Sommeren 1914, jeg var næsten 11 år, husker jeg særlig godt. Jeg var det år alene derovre (havde ellers en eller to brødre med) for der var fuldt hus: Min fraskilte moster Hanna (Johansen) var der med sine to tyske sønner Herbert og Kurt, 14 og 16 år, som hun hele tiden hersede med for at få dem til at tage (sorte) uldstrømper på, og trøjer. Så var der mine to andre mostre, den yngste Olga Krøger med sin lille 3-årige Ellen, og med de 4 elever var vi tolv i huset. Foruden hønsepigen. Vejret var dejligt, på stranden havde vi både en “grav” og et læhegn af udgåede fyrretræer, som der også var nedgravet som en slags læ-høfder i lange rækker.

Her mødtes sommerfamilierne til bad og ture. Mine to store fætre var vældig populære hos alle de unge piger og var inviteret meget ud. Jeg havde gennem nøglehullet set den ældste, Herbert, kysse en af husholdningseleverne i den fine dagligstue (her boede bedstemors klunkemøbler) ved klaveret og var lidt jaloux, for da han i Påsken havde besøgt os i Århus var det mig, han havde kysset – hvad der forskrækkede mig voldsomt. Selskabeligheden var eftermiddagsteer eller chokolade, og om aftenen spiste man rødgrød hos hinanden.

En dag opførte vores unge elever en lille komedie, og hele egnen mødte op. En anden dag lejede vi Hans Jørgens arbejdsvogn og kørte til den eksotiske Bordrup Plantage, hvor der voksede alle mulige forskellige træer mellem hinanden. Det var som at komme til en oase efter den sædvanlige turen i klitterne og på de tørre marker. Også fru Flensborg arrangerede ture. Een eneste gang var vi i Ho for at besøge præsten (Aschengreen Hansen) – alt sammen med hestevogn, så det tog tid. Turen til Ho forekom mig meget spændende gennem det ensomme klit- og hedelandskab.

Bedstemor stod som sagt i det venskabeligste forhold til egnens folk. Vi børn kunde løbe ud og ind i gårdene og småstederne. Kun hos “Knud og Ane” måtte vi ikke spise af de kager, de altid bød os, der var nok meget urenligt hos dem.

I den store strandfogedgård hos Jens Simon Berthelsen blev Mette Berthelsens fødselsdag først i juli fejret med stort kaffebord i stadsestuen. Her kom de nærmestboende og bænkedes på langbænken under vinduet. Mette og Jens Simon sad for bordenden. Ved et andet bord nærmest bilæggerovnen med kakkelhjørnet var der også dækket op. Her kom konsul Blochs og ingeniør Øllgårds, Federspiels, Bechers og vi.

I 1914 var Jenny Berthelsen, den yngste af 6-7 børn, hønsepige hos bedstemor. En søster Line var i flere år en skrap kokkepige hos os i Århus. Jenny gik til præst i Ho den sommer og vandrede tilfods de to danske mil frem og tilbage. Hun og jeg legede godt sammen. En anden søster, Franciske, kaldet Siska, var gift i Oksby, vis med skrædderen, hos hvem vi hentede 2 store rugbrød en gang om ugen. Der blev bagt to store franskbrød ad gangen hos Bedstemor, men for at drøje på dem lå de i to dage før der blev skåret af dem.

I komfuret blev der fyret med tørv, og den somme fik Bedstemor bygget et tørveskur, blot et tag af lyngtørv, som gik helt ned til jorden. Det lå ved siden af den store hønsegård. Hønsehuset stødte op til bedstemors soveværelse, og når man sov derinde, blev man vække af kaglen, klukken og galen. Ude i klitterne løb de ca. 20 får frit omkring med fede lam omkring sig. Blev de forskrækkede, standsede de op og tissede, det var et herligt syn.

I godt vejr var alle ved stranden, selv bedstemor, hvis langbuksede hvide flonelsbadedragt ellers nu kun var en udstillingsgenstand for de interesserede. Vi havde gule voksdugsbadehætter med elastik, som yderligere blev fastholdt et ca. 6 cm bredt flere gange omviklet bind med bændel for enderne, og sorte bomuldsbadedragter med anstændige ben. Bølgeslaget kunde være meget stærkt, så svømning var forbudt, men vi svømmede alligevel, især drengene.

Vi besøgte også fyrmesteren, der hed Ross, jeg gik et år til spil hos fru Ross. Fyret ligger helt ude ved “Hugget”, hvor stranden er umådelig bred. Vejen derud var vild og øde, men lidt længere ude bag klitterne lå “blomsterdalen” med de yndigste og – for os – sjældneste blomster som Pyrola og Vibeæg.

Efter en storm var det en sport at gå på ravjagt. I bogskabet havde bedstemor store æsker med ravstykker. Også på vejene kunde man finde rav mellem de strandsten de var belagt med. Kriteriet for rav var, at det føltes blødt mod tænderne, og det sagdes om mig, at jeg og suttede på de sten der lå under hestepærerne.

På regnvejrsdage lå jeg på den røde plyds-chaiselongue og læste, også aviserne. Åndeløst læste jeg om mordet i Sarajevo. Der kom store overskrifter om en forestående krig, og jeg husker, at jeg lå der og ønskede, at vi fik krig, da jeg egentlig syntes, der skete for lidt. – og hvor jeg bagefter troede, at det måske var min skyld, at det blev alvor.

For krigen kom, og mine tyske fætre måtte rejse hjem. Deres far, som var læge, havde forbudt Herbert at blive officer, men nu var det hans pligt at blive det, og han var henrykt. – Vi så ham aldrig mere, den glade, smukke Herbert faldt ved Chemin des dames i 1917. Året efter blev Kurt student – han havde flere gange været på besøg i Danmark og blev konfirmeret her – blev indkaldt og sendt til Strassburg, hvor han kort efter døde af dysenteri. Vi fik nyheden i Blåvand, og jeg glemmer aldrig stakkels moster Hannas skrig, da hun fik at vide at hun også havde mistet sin anden dreng. Det gik os alle nær. Kurt var blevet en smuk og klog ung mand med charmerende væsen.

Men også sorgen hører med i Blåvands-stemningen. Her blev de tyske fætre aldrig glemt. Deres Mor overlevede dem i næsten 50 år.

I de følgende somre prægede krigen livet mere og mere, måske især i Blåvand.

I horisonten stod tit pludselig en Zeppeliner som en lang lys cigar. Flyvemaskiner tøffede også forbi. Jeg var i Blåvand 31.maj 1916, da kanontordenen fra Jyllandsslaget tydelig hørtes. I ugen efter skyllede de utroligste sager ind på stranden: koste, piber, skjorter, reb etc. Man var jo altid på stranden på udkig efter skaller, sten eller rav – eller andre mærkværdigheder. Alle gik med runde korkstykker fra fiskegarnerne på en stok.

Man var praktisk og enkelt klædt i Blåvand, og kun de ældre af konerne gik i en særlig mørk vadmelsnederdel og et særligt hovedklæde. Vandet var meget gult i posten, som lille sagde jeg: Musse vil ikke vaskes i te! Det var et fremskridt, da vi fik et filtrerapparat til drikkevandet.

Da det begyndte at knibe med at få frisk mælk frem, malkede Bedstemor gederne, men ingen brød sig om den ramme smag. Vi fik tit lammestege med sprødt fedt, uovertrufne, men rødgrøden var lang og tynd og frugt og grøntsager sjældne.

Skulde der telefoneres, måtte man spadsere op til kroen. Der kom daglig en postbil fra Varde til Oksby, men det var en lang vej, Karl Post havde at gå hver dag.

Forlystelserne var kroketspil og mest eftermiddagskomsammen til saftevand eller cacao, og lange spadsereture når vejret var godt. Den magre græsbund føltes elastisk under fødderne, i begyndelsen stak den lidt, men efter et par dage løb vi på bare ben som de “indfødte”børn. Vi anså de fastboende som en slags aristokrati, de hørte jo til og kendte alting så meget bedre end vi, selvom vi fandt dem lidt naive – men det nærmest beundrede vi. Fyrmesterens feriebørn legede vi meget med, men vi skrev ikke breve bagefter. Det var ligesom en helt speciel, ellers lukket verden med helt andre forudsætninger end vores, der om sommeren åbnedes for os. Det var nok et ret “dannet” selskab, der kom her, hvor der ingen forlystelser var. Man var her netop for den rene luft, de store vidder og det tarvelige rolige liv. Det var, hvad byfolk søgte dengang i Blåvand – foruden badene i det kolde salte vand. Konsul Blochs fra Fredericia havde en jagtvogn med hest for – jeg vil ikke sige, at man syntes, det var “gullash”, for Blochs havde haft huset i mange år og kom også til Mette Berthelsens fødselsdag, men…

  Til slægtsdatabasen