Molharmonik

I en moltoneart ligger hovedtreklangene, ligesom i dur, på trin 1, 4 og 5, og de er molakkorder, i A-mol er det akkorderne Am, Em og Dm:

I mol ligger funktionerne på samme måde som i dur, bare inde i cirklen, her i a-mol:

Men i funktionstonal musik er dominanten altid en durakkord, for ellers har den ikke nogen ledetone til toneartens grundtone:

Dominanten i mol er ofte en durakkord

Grundlæggende i funktionsharmonikken er en spænding, der afløses af hvile, i forbindelsen dominant ➙ tonika. Denne spænding optræder ikke, hvis dominanten er en molakkord, for denne akkords terts er ikke ledetone til toneartens grundtone. Det er dur-dominantens terts derimod:

Hvis man har en molakkord på femte skalatrin, betegnes denne for mol-dominant, ^oD.

Eksempler

Et eksempel på, at dominanten i moltonearter ofte er en dur-akkord, er Beethovens »Für Elise«, hvor a-delen primært består af brudte A-mol- og E-dur-akkorder:

Et andet eksempel er Mary Marys »Shackles«, som gennem hele nummeret bruger en tonale kadence (T-S-D-T) i mol, her i g-mol:

Hvis femtetrinsakkorden konsekvent er en molakkord og ikke nødvendigvis videreføres til tonika, er det tegn på, at harmonikken hører hjemme under den spændingsløse modale harmonik i stedet for funktionstonal, som for eksempel i Sades »Smooth Operator«.