Molharmonik

I en moltoneart ligger hovedtreklangene (ligesom i dur) på trin 1, 4 og 5, og de er molakkorder, i A-mol er det akkorderne Am, Em og Dm:

De tre hovedtreklange ligger – ligesom i dur – ved siden af hinanden i kvintcirklen: Tonika i midten, dominanten et skridt med uret og subdominanten et skridt mod uret. Dog ligger akkorderne inde i cirklen, her i a-mol:

Dominanten i mol er ofte en durakkord

Grundlæggende i funktionsharmonikken er, at spænding afløses af hvile, at dominant leder til tonika. Spændingen bygger på, at dominanten har en ledetone til tonikas grundtone, som samtidig er skalaens grundtone. Dominanten har kun denne ledetone, hvis den er en durakkord, for så er dens terts ledetone:

Hvis man i funktionsharmonik har en molakkord på femte skalatrin, betegnes denne for mol-dominant og betegnes °D.

Eksempler

Et eksempel på, at dominanten i moltonearter ofte er en dur-akkord, er Beethovens »Für Elise«, hvor a-delen primært består af brudte A-mol- og E-dur-akkorder:

Et andet eksempel er Mary Marys »Shackles«, som gennem hele nummeret bruger en tonale kadence (T-S-D-T) i mol, her i g-mol:

Hvis femtetrinsakkorden konsekvent er en molakkord og ikke nødvendigvis videreføres til tonika, er det tegn på, at harmonikken hører hjemme under den spændingsløse modale harmonik i stedet for funktionstonal, som for eksempel i Sades »Smooth Operator«.