Paralleller i mol
I mol-tonearter er der – ligesom i dur – nogle parallelakkorder til hovedfunktionerne, som har to fællestoner med hovedfunktionerne og derfor kan optræde i samme rolle:
Parallellerne ligger en terts over de funktioner, de er parallelle til.
I kvintcirklen står parallellerne som sædvanlig på den anden side af kvintcirklen ud for de funktioner, de er parallelle til:
Som tidligere nævnt er dominanten i mol ofte en dur-akkord, så den leder hjem til Tonika, altså en E-dur-akkord i stedet for Em-akkord i tonearten A-mol.
Et eksempel: Amy Winehouse: »Back to Black«
Nummeret er i d-mol; i vers og omkvæd bruges den samme rundgang med fire akkorder: Dm-Gm-Bb-A, hvor akkorden A er dominanten i dur. Funktionerne i D-mol er:
Opsummering:
- I enhver molskala ligger T, S og D på hovedtrinnene I, IV og V. Akkorderne er molakkorder, dog er dominanten som udgangspunkt en dur-akkord (når musikken er funktionstonal).
- Parallellerne ligger en terts over hovedakkorderne og på den anden side af kvintcirklen, og de er durakkorder.
Note: Dominantparallellen, akkorden på 7. trin (akkorden G i A-mol) har ikke ledetone til grundtone og derfor ikke den store dominantiske virkning. Så betegnelsen dominantparallel siger for vidt ikke så meget om akkordens funktion, men det er en længere diskussion, og på disse sider betegnes den konsekvent dominantparallel.