JJ: Musikkurser: Bluesharmonik

Harmonik ➔ Bluesharmonik

Indhold

Bluesharmonik
Et par nyere popnumre med bluestræk

Se også:

Bluesharmonik

Et traditionelt bluesnummer bruger dur-hovedtreklangene, ofte med tilføjet lille septim. Den mest almindelige akkordrundgang i blues er på 12 takter med følgende akkorder (i C-dur):

C⁷	C⁷	C⁷	C⁷
F⁷	F⁷	C⁷	C⁷
G⁷	F⁷	C⁷	G⁷

I trin (med de mest almindelige variationer i parentes) er det:

I	I (IV)	I	I
IV	IV	I	I
V	IV	I	I (V)

Eksempler er Big Joe Tuners »Shake, Rattle and Roll« (Es-dur), Little Richards »Lucille« (C-dur) eller Chuck Berrys »Johnny B. Goode«.

En bluesrundgang kan også være i mol, for eksempel Albert Kings »I’ll Play the Blues for You«, som har denne 14-takters rundgang (takt 9-10 gentages under soloen):

Gm	Gm	Gm	Gm
Cm	Cm	Gm	Gm
Bb	D⁷	Cm	Cm	Gm	Gm

i	i	i	i
iv	iv	i	i
III	V⁷	iv	iv	i	i

Andre eksempler på blues i mol er »Ko-Ko« med Duke Ellingtons orkester, »Help Me« med Sonny Boy Williamson og det lignende nummer »Green Onions« med Booker T. and the M.G.’s, »Long Train Running« med Doobie Brothers og »Black Magic Woman« med Fleetwood Mac.

Blå toner, bluesskala og dur-7-akkorder

Et kendetegn ved blues er brug af blå toner: tonerne farves ved glidende intonation, og man intonerer uden for det tempererede stemningssystem. Blå toner kan synges på mange måder og optræde som en farvning af både dur- og molskalaer, så der findes som sådan ikke én bestemt bluesskala, men for overskuelighedens skyld har man opstillet denne skala, her med c som grundtone:

Bluesskala

Skalaen kan opfattes som en molpentaton skala udvidet med en formindsket kvint. Se evt. mere på siden om bluesskalaen. De blå toner optræder ofte i en durtonal ramme; set ud fra en durskala er tonernen es, ges og bb de særlige bluestoner, også kaldet bluesterts, -kvint og -septim. Disse toner kan sagtens optræde vekslende med rene durtertser, -kvinter og -septimer.

Som nævnt bruger man primært durskalaens tre hovedakkorder, trin I, IV og V, som akkompagnement i blues, og det giver et sammenstød med de blå toner. For eksempel indeholder akkorden på trin I en durterts, mens bluestertsen ligger tæt på en molterts – i C-dur er det:

Disse sammenstød mellem akkorder og meloditoner giver en farvning, som er karakteristisk for blues. Et eksempel er Tracy Chapmans »Give Me One Reason« (orig. Fis-dur):

Fis-dur (orig.): G-dur:

Ofte udvides akkorderne med små septimer, idet disse toner ligger i bluesskalaen, for eksempel her i C-dur:

En akkord, der indeholder både blues-terts og -septim er kryds-9-akkorden, fx:

C^7#9, dis og es er enharmoniske

Tekst og call & response

Hver bluesrundgang har som regel tre tekstlinjer i en aab-form: I første linje beskrives et problem, en situation eller lignende. Anden linje er en gentagelse af første, mens tredie linje bringer en forklaring på eller uddybning af de første linje. Som regel falder ordene i første halvdel af hver linje, mens der kommer et instrumentalt eller vokalt svar i anden halvdel. Et klassisk eksempel er Bessie Smiths »Backwater Blues« (1927), formodentlig inspireret af oversvømmelsen i Nashville, Tennessee, 25. december 1926.

»Backwater Blues«

Indspillet 17. februar 1972; klaver: James P. Johnson. Muligvis er der en form for ordmaleri i klaverets svar, for eksempel i første rundgang.

Andre eksempler på aab-teksformen med response efter hver tekstlinje er Robert Johnsons »Sweet Home Chicago« (1936) eller B. B. Kings »Troubles, Troubles, Troubles« (1957). Sidstnævnte har følgende akkordskema: