Stamtoner noteret med fortegn

Nogle gange noterer man en tone med et fortegn, selv om man kunne notere den som en stamtone. Det gælder primært de stamtoner, hvor der ikke er en afledt tone (sort tangent) imellem:

Når to toner noteres forskelligt, men klinger ens, er de enharmoniske. Tonerne hedder det, der står: for eksempel hedder et hævet e eis – og ikke f, selv om tonen klinger som et f.

Note om anvendelse af disse enharmoniske toner

Man bruger disse enharmoniske toner for at notere akkorder og skalaer ensartet. Hvis man for eksempel har en C-dur-treklang i grundstilling, står noderne pænt oven på hinanden:

Hvis man har samme type akkord med cis som grundtone, er det:

Man kunne notere midterste tone, eis, som et f, men så ville noderne stå anderledes end ved andre akkorder af samme type, og det er forvirrende:

Så samme type akkord skal »staves« på samme måde, jævnfør »snepersonsreglen«

Det samme gælder skalaer, her er en Fis-mol harmonisk skala – en molskala med hævet 7. trin. Trin 7 er tonen e, og hæves den, er den et eis:

Hvis man noterer tonen som et f, står den ikke på 7. trin i skalaen, og man ville springe en plads over i nodesystemet:

Så man skal notere skalaen med et eis; det er i bund og grund af samme årsag, at man skal notere C#-akkorden ovenfor med et eis.