Becifringer af treklange
Man forkorter akkorder i becifringer. Hvis akkorden er en durakkord, skriver man blot grundtonen over akkorden:
Hvis akkorden er en molakkord, skriver man grundtonen efterfulgt af et m over akkorden:
Afledte akkordgrundtoner skrives med fortegn, # eller b, efter stamtonen, fx: A♭, C♯m og B♭m, for eksempel:
Ved notation af disse treklange bruger man enten krydser (♯) eller b'er, man blander ikke fortegn.
Snepersonsreglen 
Alle noder i dur/mol-treklange (med grundtonen nederst) står pænt oven på hinanden som kuglerne i en sneperson. Alle noder ligger enten på en nodelinje eller i et mellemrum, ikke blandet:
Noder i mellemrum
Dansk H eller engelsk B?
Akkorden H hedder B på engelsk, og man kan også efterhånden se B brugt for H i dansk udgivne noder. I de følgende øvelser kan man bruge begge dele. Oprindeligt betød B i skandinavien og Tyskland det sænkede B, altså Bb – det kan man se brugt i becifringerne i ældre noder.
Note om snepersonsreglen og enharmonisk omtydning
Reglen om at noderne skal stå pænt oven på hinanden gælder også i tilfælde, hvor man kunne notere en tone uden fortegn. For eksempel kunne tertsen i en C♯-dur-akkord, eis, noteres som et f, men det går ikke, for samme struktur skal give samme nodebillede:
Man kan sige, at samme type akkord skal »staves« på samme måde, ellers bliver man forvirret ved læsningen.