Analyse af klassisk musik

Af Jakob Jensen. Kan hentes her (i pdf-format).

Indledning

Her er nogle stikord og eksempler til analyse af klassisk musik. Da komponister ikke er bundet af nogle love, findes der et utal at måder at skrue et stykke musik sammen på, så det følgende er kun eksempler på nogle principper og termer.

Genre og instrumenter

Genre er værktype, det kan fx være opera, symfoni (længere værk i flere satser for stort orkester), kammermusik (mindre besætning, fx strygerkvaret, trio), lied (sange med akkompagnement af et instrument) eller solokoncert (værk for en eller flere solister og orkester).

Der er mange muligheder for genrer og besætninger, på disse sider er følgende genrer omtalt:

• Vokalmusik, madrigal: Pierre Passerau: Il Est Bel Et Bon
• Koncert: Vivaldi: 1. sats af Efteråret fra De Fire Årstider
• Arie fra oratorium: Händel: »Ev'ry Valley« fra Messias (arie)
• Kor fra oratorium: Händel: »And He Shall Purify« fra Messias
• Recitativ fra oratorium: »Thus Said the Lord« fra Messias (recitativ)
• Klavermusik: Bach: Fuga i C-mol fra Wohltemperiertes Klavier bnd. I
• Strygekvartet: Mozart: Menuet fra Strygekvartet i A-dur (K 464)
• Klarinetkvintet: Mozart: Finale fra Klarinetkvintet i A-dur (K 581)
• Kor fra requiem: Mozart: Confutatis fra Requiem i d-mol (1791)
• Symfoni: Beethoven: 1. sats af symfoni nr. 5 i c-mol

Form

Generelt er mange musikstykker bygget op af forskellige afsnit ud fra princippet gentagelse og kontrast.

Strofisk form

I en strofisk form er der kun et afsnit. Mange viser og sange er i strofisk form, hvor afsnittet så gentages alt efter hvor mange vers der er (som man også ser i blues).

Menuet

Man kan også sætte afsnit sammen efter hinanden ligesom byggeklodser, fx i en todelt AB-form. Det gælder fx i ofte i en menuet-sats. Menuet er en dans i 3/4 med to afsnit (hvor man gentager afsnittene hver for sig). Som regel sætter man to menuetter sammen den anden menuet hedder en trio, fordi den oprindeligt blev spillet af tre instrumenter. Og til sidst gentager man første menuet uden at gentage hvert afsnit.

Se Mozart: Menuet fra Strygekvartet i A-dur (K 464) for et eksempel.

Noder til andre eksempler på menuetter:

• Joseph Haydn: Menuet og Trio fra Strygekvartet D-mol, Opus 76 nr. 2, »Kvinter«
• Joseph Haydn: Menuet fra Kejserkvintetten, G-dur, Opus 76, No. 3:
• W. A. Mozart: Menuet fra Symfoni nr. 25 i G-mol (1773) (komponistens alder: 17år).

AB- og ABA-form

I en ABA-form er der to hovedafsnit, der bringes efter hinanden, hvorefter første afsnit repeteres. Et eksempel på ABA-form er da capo-arien, som man finder i opera og oratorier (da capo betyder fra toppen ). Her er afsnittene ofte ikke så skarpt adskilte som i en traditionel menuet.

I en AB-form undlader man at repetere første afsnit. Et eksempel er Händels arie »Ev'ry Valley« fra Messias

Rondo

En rondo er en kæde af afsnit, hvor ét afsnit vender tilbage mellem nye afsnit:

Se Vivaldi: 1. sats af Efteråret fra De Fire Årstider for et eksempel.

Noder til andre eksempler på koncertrondoer:

• Vivaldi: Obokoncert i D-mol, 1. sats
• Vivaldi: 1. sats af Concerto Grosso for to violiner og strygere, a-mol, op. 3:8

Variationsform

I variationsform gentages en melodi i forskellige udgaver:

Nogle af variationerne kan være i nye tonearter, i andre tempi. Det kan også være at det kun er akkorderne der er tilbage i en variation.

Se Mozart: Finale (Variationssats) fra Klarinetkvintet i A-dur (K 581) for et eksempel.

Sonatesatsform

I nogle musikstykker handler det ikke så meget om stable afsnit sammen i en rækkefølge, men om at udvikle et eller flere temaer. Et eksempel er sonatesatsformen, hvor to temaer først præsenteres i ekspositionsden: Hovedtema og Sidetema, som ofte er kontrasterende (fx det ene er i dur, det andet er i mol) og derfor indeholder en konflikt. Derefter mødes de i et afsnit, gennemføringsdelen, hvor de slås, udvikles, varieres for at se, om der kan opnås en synstese mellem de to udsagn. Til sidst gentages de i reprisen, ofte er sidetemaet her ændret ved mødet med hovedtemaet. Til sidst er der ofte en afslutning, coda, for at fejre konfliktens løsning. En illustration:

Se eksemplet med 1. sats af Beethovens symfoni nr. 5 i c-mol

Når man har nogenlunde rede på et musikstykkes form, kan man kigge nærmere på de enkelte afsnit med hensyn til tema/melodiopbygning, satsopbygning, klang, tonalitet og harmonik.

Melodi, tema

I de enkelte afsnit inden for en form vil der ofte være et eller flere temaer, som regel af melodisk art (i nyere musik arbejdes oftere med mere klanglige motiver). Til at beskrive temaer (og andre melodier, fx i soloer) kan man se på følgende:

Fraser, motiver. Et tema/en melodi er ofte bygget op af nogle afsnit (fraser), som igen er sammensat af nogle mindre dele (motiver). Et eksempel er melodien, der bruges i variationssatsen, første sats, i Mozarts Klaversonate nr. 11 i A-dur (K331, 1779) (her uden gentagelser):

Melodien er i |: aa :|: ba :|-form (hvor slutningen af hvert a-stykke er forskelligt). Ser man nærmere på a-delen (fx de fire første takter), består dette af to dele (på hver to takter), som igen hver består af to dele (på en takt) altså et tema, som er sat sammen af regelmæssige fraser, der kan deles op i mindre enheder, motiver. Et forholdsvist klart opbygget tema.

Temaer behøver ikke at være hele, afrundede melodier, det kan være et tema som der spindes videre på. I fx en fuga (hvor et tema på skift kommer i forskellige stemmer) består temaet ofte et par korte motiver som der spindes videre på, som i Bachs Fuga i C-mol fra Wohltemperiertes Klavier bd. 1:

Det gælder også om at beskrive temaernes enkeltdele, motiverne: Hvilke intervaller og rytme der er, hvad det karakteristiske er, hvilken grundidé der arbejdes ud fra mm.

Tit vil der være en eller anden linje eller retning i melodien, fx i følgende tema fra Händel, arien Ev'ry Valley fra Messias (1741), hvor melodien er i en bueform:

Vi er i E-dur, temaet starter på tertsen og går trinvist op til kvinten og springer så med en karakteristisk spids rytme op på grundtonen. I anden takt går det så trinvist nedad til grundtonen. Alt i alt en frase i bueform.

Ofte vil man støde på melodiske sekvenser, det vil sige en figur der gentages, rykket op eller ned, fx Vivaldi: 1. sats af Efteråret fra årstiderne (Violinkoncert opus 8 N 3), takt 36-38:

Læg mærke til at både soloinstrumentet og basgangen hver har et motiv, der sekvenseres nedad.

Karakter

Det er vigtigt at sammenfatte sin melodianalyse i en karakteristik af tema/melodi: En melodi kan fx være sangbar, frisk, trist, krigerisk, romantisk, rolig, regelmæssig, uregelmæssig etc.

Satsopbygning

Der findes følgende hovedtyper for hvordan de enkelte stemmer er skruet sammen i en sats (man kalder det også en stemme når et instrument spiller): Unison. Unison betyder enstemmigt (uni betyder én, son betyder klang): alle instrumenter/stemmer spiller/synger samme melodi, fx Vivaldi: 3. sats af Sommer­en fra årstiderne (Violinkoncert opus 8 N 2), takt 1-5:

Homofoni

Homofont betyder at der er én førende melodi med akkompagnement (homo betyder ensartet, fon betyder lyd, stemme). Akkompagnementet kan helt følge melodiens rytme (som i en koral) eller akkorder udlagt i en eller anden rytme/figurering bag melodien. Et eksempel på den koralagtige stil er Boris Ord: Adam lay ybounden. Tekst: England 15. årh., musik ca. 1940:

Polyfoni

Polyfoni betegner, når de forskellige stemmer i satsen har deres egen melodiske profil, så der er flere melodier samtidigt (poly betyder fler/mange), fx her in starten af Pierre Passerau: Il est bel et bon (ca. 1530):

Læg mærke til at stemmerne i afsnittets slutning (kadencer) følges homofont ad, så man kan godt blande de forskellige principper. De forskellige stemmers melodier er efterligning af den melodi som sopranen starter med, dette efterligningsprincip kaldes imitation. Her er det så gennemført, at de forskellige stemmer efter tur starter med samme tema, lidt ligesom en kanon. Det er en kompositionsteknik der kaldes fuga (fuga betyder flugt).

Orgelpunkt

Orgelpunkt vil sige, at der ligger en lang (evt. gentagen) tone i bassen som et slags anker, mens de andre stemmer bevæger sig frit og danner forskellige akkorder ovenover. Et eksempel er Bachs Fuga i C-mol fra Wohltemperiertes Klavier bd. 1, slutningen:

Læg mærke til at de øverste stemmer udgør en polyfon sats med en selvstændig akkordrækkefølge (becifringerne har jeg sat på).

Orgelpunkt bruges tit til at opbygge en spænding, man træder vande det samme sted og venter spændt på hvor man skal hen (ofte på dominanten).

Antifoni (Call and response)

Når man har flere instrumenter kan de udnyttes til at svare hinanden, fx i Händels arie Ev'ry Valley fra Messias (1741):

Ordillustrationer

Mange komponister, især i renæssance og barok, arbejdede med at illustrere ord i sangernes stemmer.

Klang

En af de primære måder at variere klangen i et musikstykke på er at lade de forskellige instrumenter spille på forskellige tidspunkter (hvis der altså er mere end et instrument). Man kan fx variere et orkesters akkompagnement bag en solist ved på skift at lade de lyse og de mørke instrumenter spille, lade strygerne spille på ét tidspunkt og blæserne på et andet alt efter besætningen. En anden måde at variere klangen på er dynamik, altså ændringer i lydstyrke.

Tonalitet og harmonik

De forskellige formled vil ofte være i forskellige tonearter, og der kan også moduleres (skiftes toneart) undervejs i et afsnit. Det gælder så om at finde ud af disse tonearter ved at se på fortegn, de anvendte skalaer og ved akkordanalyse. Hvordan disse forhold er kommer meget an på stilarten. Men meget af den musik man kommer til at beskæftige sig med i hvert fald hvis den ligger inden for perioden 1600-1900 er baseret på dur/mol-tonaliteten og funktionsharmonikken (hermed også sagt at der findes andre måder at bruge skalaer og akkorder på). Funktionsharmonik gennemgås senere.

Perspektivering

Musik har altid indgået i en eller anden sammenhæng, det har haft en funktion fx i kirken, ved hoffet eller for komponisten; det har indgået i kulturelle strømninger (som fx romantikken), og det enkelte stykke musik kan have sin egen historie.