Indholdsfortegnelse Barokmusik

Pil op Indledning

Barok er oprindeligt et portugisisk ord for en underligt formet perle, og ordet blev egentlig brugt nedsættende for noget underligt, afvigende, ekstremt. Det underlige, det svulmende, teatralske og overdrevne var da også på mode i kunsten – inden for musikken fx opera og kastratsangere.

Tiden er præget af oplysningstanken og enevælden. Borgerklassen fik større indflydelse og deltog i højere grad i musiklivet, for det var fint at komme fra et hjem med klaver. Borgerne begyndte at købe instrumentalnoder, og den offentlige koncert blev etableret, så alle kunne komme ind og høre koncert mod betaling, det var ikke længere kun for en lukket adelig kreds. For eksempel tjente Händel mange penge i England på sine oratorier. Det var noget nyt, at komponister begyndte at tjene penge på at skrive musik til et »anonymt« publikum, til det frie marked, men i øvrigt var de fleste komponister stadig ansat ved et hof eller kirken.

Pil op Baroksats, generalbas og basso continuo

I baroktiden vandt instrumentalmusikken mere frem i forhold til vokalmusikken, det viser sig blandt andet i den store mængde musik, der blev skrevet for soloinstrumenter med og uden ledsagelse, og i orkestermusikken.

Renæssancetidens polyfone musik var ofte opbygget af 4-5 ligeberettige stemmer (hvad enten de blev spillet eller sunget) (se Il Est bel et bon). I barokmusikken lægges vægt på yderstemmerne: man har en melodi i diskanten ledsaget af en selvstændig basstemme. Midterstemmerne har en lidt mere tilbagetrukket rolle: de lægger akkorder i en rytmisering, altså en mere klanglig og rytmisk end melodisk funktion. Dog kan det melodiske godt vandre mellem stemmerne, og mellemstemmerne kan have en rolle, hvor de svarer yderstemmernes melodi eller harmoniserer melodien, fx ved at følge melodien i parallelle tertser. Men alt i alt er der en tendens til at mellemstemmerne lever livet afhæng­igt af yderstemmerne frem for at være ligeværdige (det gælder dog ikke fugaer)

Et eksempel er Bachs Air fra Suite i D-dur (ca. 1730), hvor førsteviolinerne har melodien, mens bassen har en karakteristisk gående rytme og trinvis faldende bevægelse (med oktavomlægninger). I starten spiller mellemstemmerne blot akkorder i lange toner, efterhånden begynder de at røre mere på sig med svar til førsteviolinens melodi. Bach var mester i at lave denne form for satsopbygning:

Kernen i mange barokorkestre er en »rytmegruppe« bestående af basinstrument (cello, kontrabas eller fagot) og et akkord­instrument (cembalo, orgel eller lut). Denne enhed kaldes basso continuo eller continuogruppen. I continuogruppen spillede man efter generalbas: en nedskreven basstemme (for den var vigtig) med becifringer (tal), som eksemplificeret i starten af Bachs Air.

Becifringerne angiver afstanden i skalatoner fra bastonen til de næste akkord­toner – hvis de ellers afviger fra det normale. Det normale er treklangen, så hvis der ikke står noget, skal man spille en treklang. Denne bliver dur eller mol alt efter hvilken skalatone, der er grundtone. Hvis der er afvigelser fra dette, fx at akkorden skal være dur, skriver man et #, det betyder, at tertsen er hævet. 2-tallet i starten af Bachs Air angiver, at der er en sekund fra bastonen til næste akkordetone, og resten af akkord­tonerne er normale (akkorden er derfor en firklang med septimen i bassen), 7-tallet angiver, at akkorden er en firklang – denne firklang er så en maj-akkord, fordi 7. skalatone fra bastonen er en stor septim. Det er så op til fx. cembalisten at lægge akkorderne i den rigtige stil. Se nærmere på Wikipedia om basso continuo

Andre kendetegn for barokmusikken er, at man som regel holder sig til samme stemning/karakter en hel sats igennem, og terrassedynamik, det vil sige at man skifter styrkegrad i spring, ikke glidende.

Det er også i baroktiden at dur/mol-tonaliteten for alvor slår igennem: i stedet for at have seks kirketonearter holder man sig til kun at bruge dur- og molskalaerne, og man bruger harmonikken til at fastslå og skifte tonearter (funktionsharmonik).

Pil op Barokkoncert

En koncert er et musikstykke for en eller flere solister og et orkester. I tidlig barok (1600-1700) tog man ofte en gruppe ud af orkesteret, som så spillede som en selvstændig gruppe i kontrast til resten – det hedder concerto grosso. Senere stod enkeltinstrumentalister frem som egentlige solister.

Ofte er en koncert i tre satser: hurtig–langsom–hurtig. Tit er de hurtige satser i rondoform: en kæde af led, hvor ét led (temaet, omkvædet, A) vender tilbage imellem noget nyt (B, C etc.), fx ABACADAEA. Det tilbagevendende tema hedder ritornel (ritornel betyder »det, der vender tilbage«). En illustration:

Rondoform illustration

Det er som regel hele orkesteret, tutti, der spiller ritornellerne, men det kan også være solisterne. Mellem ritornellerne får solisten for alvor spillerum – det hedder episode. Der kan også ske andre ting undervejs, for eksempel tuttisteder, der bringer helt nyt stof.

Hvis ritornellet kommer i forskellige tonearter undervejs, hedder det en modulerende rondo. Første og sidste ritornel vil altid stå i hovedtonearten, ind imellem kan man tage udflugter til nærliggende tonearter.

Ritornellet består ofte af flere mindre dele a, b, c etc, der kan bruges selvstændigt undervejs - som byggeklodser der kan stables forskelligt. Det er ofte kun første og sidste ritornel, der er i fuld længde, mens der midt i satsen kun kommer dele af ritornellet. Ofte vil solisten i nogle episoder også tage udgangspunkt i forskellige dele af temaet.

Man kan tage et skema til hjælp i analyse af en sådan koncert, fx:


Formdel Takt Stof, tema Instrumenter Toneart Harmonik
Ritornel 1-20 Ritornellen består af fire dele: aabca Tutti, 1.-violin spiller tema. 2.-violin bryder akkorder, basgang Es-dur T, S, D
Episode 21- Soloen bygger på temaets b-del. Solo, kun continuo akkomp. ditto  
Ritornel 41- c-delen af temaet Tutti As-dur, Subdom.-tonearten kvintskridts- sekvens
Episode 66- Noget helt nyt, x Solo, kun 1.- og 2.-violiner akkomp. C-mol, paralleltonearten  
Ritornel 77- Noget helt nyt Tutti    
etc..          

Vivaldi har skrevet mange koncertersatser i rondoform, se 1. sats af Efteråret fra De Fire Årstider på et eksempel herpå.

Pil op Vokalmusik: Opera, oratorium

Noget der var meget på mode i 1600-tallet, var operaen, som opstod i slutningen af 1500-tallet i adelige kredse i Italien – til dels var det oprindeligt et forsøg på i renæssancens ånd at genskabe de klassiske græske dramaer, hvor der også havde været musik. Operaen blev i høj grad brugt til at understrege fyrstens status: opera var en dyr, storstilet affære med masser af maskiner til fantastiske sceneeffekter, og handlingen var pompøse heltehistorier, gerne fra romertiden eller den græske mytologi.

I 1637 blev det første offentlige operahus åbnet i Venezia, og dermed fik almindelige mennesker mulighed for at se opera. Operahuse dengang bestod i et gulv uden stole og etager med loger, som var ejet af de rige, som havde skudt penge i byggeriet på forhånd. Disse loger var ofte rammen om et værre gedemarked: man kunne spille kort, lave intriger, udføre diplomati, flirte, i det hele taget foregik meget af de riges sociale liv i operaen. I barokoperaen dyrkede man i barokkens ånd store kulisser, effekter og det groteske, mest udtalt i brugen af kastratsangere i operaernes kvinderoller.

I operaer/oratorier er der som regel tre typer musikstykker:

  1. Recitativ: meget tekst, mellemting mellem tale og sang. Rytmen er som regel fri (men der findes en masse mellemformer). Recitativer bringer handlingen videre, der er som regel ikke så mange tekstgentagelser. Se omtalen af »Thus Said the Lord« fra Händels Messias.
  2. Arier, duetter etc: de egentlige sange, hvor sangerne giver udtryk for deres følelser, her er der som regel ikke den store handling. Arier er tit ret virtuose. fx med mange koloraturer (en enkelt tekststavelse bliver strakt ud på en masse hurtige toner) og mange tekstgentagelser. Se omtalen af Ev'ry Valley fra Händels Messias.
  3. Kor: tit når handlingen inddrager en større mængde folk. Se omtalen af »And He Shall Purify« fra Händels Messias.

Komponisterne gjorde ofte meget ud af at komponere, så teksten blev illustreret direkte i tonerne og musikken, se igen eksemplet med Ev'ry Valley.

Pil op Fuga

En fuga er et kompositionsprincip, der minder om en kanon: Man tager et tema og lader forskellige instrumenter/stemmer begynde på det efter tur. I en kanon kan man begynde forfra og gentage hele møllen i en uendelighed, men en fuga udvikler sig hele tiden. Fuga betyder egentlig flugt, og man kan nogen gange i en fuga få indtrykket af instrumenter/stemmer, der forfølger hinanden. Der kan godt komme et fugaafsnit fx midt inde i en symfonisats, men man kan også komponere en fuga som et selvstændigt stykke. Det er især Bach kendt for, og han gik til sagen på nærmest en matematisk vis.

Bachfuga

Bachs fugaer er tit i tre afsnit:


1: Temaet præsenteres (eksposition): Temaet bringes i hele sin udstrækning i de forskellige stemmer efter tur (man taler også om stemmer, selv om fugaen spilles af instrumenter). Det er her vigtigt at lægge mærke til, hvilke elementer, temaet består af: intervaller, skalaer og rytme, så man kan genkende det hen ad vejen. Et fugatema er som regel kort, et eksempel er temaet fra Bachs Fuga i C-mol fra Das Wohltemperiertes Klavier bd. I:

En fuga kan godt have mere end et tema; en fuga med to temaer kaldes fx en dobbeltfuga, med tre temaer triplefuga etc.

Temaet begynder i første stemme ofte på grundtonen eller kvinten og er i grundtonearten (tonika). Denne førsteudgave af temaet kaldes dux (den, der fører). Den næste stemme har oftest starttone en kvint over hvor dux startede denne udgave af temaet kaldes besvarelse eller comes (den, der følger). Hvis intervallerne i besvarelsen er nøjagtig som i dux, hedder det real besvarelse. Hvis besvarelsen er ændret (for at passe til tonearten og/eller akkorderne), kaldes det Tonal besvarelse. Sidstnævnte er det mest almindelige.

Mens den anden stemme har temaet, fortsætter første stemme med en fri viderespinding i selvstændig melodi og rytme, som så er kontrapunkt til den anden stemme. Hvis et bestemt motiv kommer hver gang der er temaindsats, kaldes det obligat kontrapunkt.

Sådan fortsætter det, til temaet har været i alle stemmer, som regel veksles der mellem dux-comes-dux-comes, men man ved aldrig. Så er præsentationen slut.


2: Gennemføring af temaet (modulationsdel). Temaet afprøves i andre tonearter: modulationer.


3: Slutning og evt. tætføring: I sidste afsnit er man sædvanligvis tilbage i hovedtonearten. Her er ofte tætføring (temaerne kommer hurtigere efter hinanden end i starten) samt en afslutning, hvor stemmerne endelig finder sammen.

Der er ofte mellemspil her og der, hvor temaet ikke optræder.

I de forskellige afsnit kan man bruge diverse snedige variationsteknikker:

  1. omvending/spejling: intervaller i temaet, der oprindeligt gik opad, går nu nedad, og omvendt (temaet spejlvendes i en vandret akse).
  2. krebsgang: temaet spilles bagfra (temaet spejles i en lodret akse).
  3. forkortelse/forlængelse: tonernes længde i temaet forlænges (augmentation) eller forkortes (diminution) ofte med dobbelt eller halv længde.

Flere af disse teknikker kan bruges på samme tid; det er her, en fuga kan blive et større matematisk puslespil.

Se et eksempel på en Bachfuga: Fuga i C-mol fra Wohltemperiertes Klavier bd. I.