Variantakkorder, molsubdominant

En variantakkord er en akkord der har skiftet køn – fra dur til mol eller omvendt. Fx er tonika i c-mol akkorden Cm. Hvis der så optræder en C-dur-akkord, har man en tonikavariant. Variant forkortes ved at tilføje et v til funktionen, fx:

• Tv: Tonikavariant (C i C-mol)
• Sv: Subdominantvariant (Fm i C-dur)
• Tpv: Tonikaparallelvariant (A i C-dur)

Man kan også tydeliggøre, hvilken type variant, der optræder, altså om akkorden er en dur- eller mol-akkord. Man bruger et ⁺-tegn når variantakkorden er en dur-akkord, og en cirkel, ⁰, ved mol-akkorder. I dur er molsubdominanten således ⁰S, og i mol er tonikavarianten T⁺.

I det følgende bruges + og 0. Af tekniske grunde bruges den hævede cirkel, gradtegnet ⁰ ikke når man skal skrive i øvelserne, her skal man i stedet skrive S0 eller So (tallet 0 eller bogstavet o).

I mol betegner man dog ikke durdominanten som en variantakkord – det ligger i dominantbegrebet at man som udgangspunkt har med en dur-akkord at gøre.

Tonikavariant

Et eksempel på tonikavariant slutakkorden i denne harmonisering af »Valravnen«:

[D*: dette er en udgave af en dominant der hedder forudholdsdominant. Mere om det i næste afsnit.]

Molsubdominant

En brugt effekt i durmelodier er at låne subdominanten fra mol; i C-dur er det akkorden Fm. Funktionen hedder molsubdominant og forkortes ⁰S. En typisk vending er:

Et eksempel på denne vending (i Bb-dur) er »Hold Me Tight« (1968) med Johnny Nash:

Her er et eksempel, hvor molsubdominanten efterfølger subdominantparallellen:

Sangen står i D-dur. Subdominant er G. Her optræder subdominanten som mol-akkord, Gm, altså Subdominantvariant, Sv.