Den vest­lige kulturs klassisk musik

Et udkast. Især afsnittet om den nyere musik er ikke udbygget. I pdf-format her (revideret 2014).

Jakob Jensen

---

Oldtiden, antikken

Mennesket har nok lavet musik i mange tusinde år, men vi kender ikke så meget til musikken før middelalderens kristne kirkemusik. De gamle grækere beskæftigede sig med musikteori og beskrev blandt andet tonernes svingningsforhold, men havde ikke noget notationssystem. Men man har en vis formodning om, at den har lydt lidt som mellemøstens musik, den byzantinske, en musik man stadig kan høre i den græske ortodokse kirkes musik og i mellemøstens folkemusik.

Det tidligste nedskrevne musik stammer fra det gamle Grækenland, indskrevet på en gravsøjle i det vest­lige Tyrkiet for Seikilos d. 3. ca. 100 før vor tidsregning. Gravsøjlen står nu på Nationalmuseet i København. Typiske instrumenter var lyre (en lille harpe), fløjter og trommer.

Middelalder, ca 600-1400

Det var først i middelalderen, at man udviklede et notationssystem, der både beskrev tonehøjde og -længe. Da en sådan notation ikke siger så meget om, hvordan man har udført musikken, er der stadig en vis usikkerhed om hvordan musikken har lydt.

Gregoriansk Musik

I middelalderen havde kirken en central rolle. Klostrene var det sted, hvor al viden blev samlet. Det var munkene, der kunne læse og skrive og uddrage en samfundsorden af bibelen. Mennesket var sat på jorden for at følge guds vilje, individet var underlagt kirken. Samfundet var et stændersamfund med en ret fast rangorden, og tilsvarende var verdensbilledet forholdsvis uforanderligt.

Musikken i kirken i den tidlige middelalder kaldes gregoriansk musik efter pave Gregor den Store (død 604), som fik æren for at have sat skik på de mange lokale traditioner, der var i de forskellige grene af kirken (blandt andet at man sang på sit modersmål og ikke latin). Gregoriansk musik er unison (enstemmig) vokalmusik med latinsk tekst. Rytmen var svævende og fulgte tekstens betoninger og stavelseslængde.

I klostrene brugte man meget tid på at lære denne musik ved mundtlig overlevering. Nogle steder startede man med at lære drengene absolut gehør: man man startede med at lære en tone, indtil man kunne den i søvne, og så gik man videre til den næste – til sidst kunne man når som helst starte på en sang på den rigtige tone. Med hensyn til notation, så arbejde man i starten med såkaldte neumer (vink) ved teksten, der antydede om melodien gik op eller ned og angav visse faste fraser. Først omkring ca år 1000 får man nodelinjer, så man kan notere tonehøjden, og i 1300-tallet opfindes præcise nodeværdier.

En af de tidligste kendte komponister var Hildegard von Bingen, der ud over at få en række åbenbaringer også komponerede musik til mysteriespil, som er dramatiseringer af historier fra bibelen. Disse mysteriespil kunne vare flere dage – lidt ligesom rollespil.

♫ Eksempel: Hildegard von Bingen (1098-1179): O Jerusalem (1141) (YouTube-søgning)

Den gregoriansk musik bruges stadig i den katolske kirke, og til dels også i den protestantiske kirkes liturgi, så den er blevet mundtligt overleveret i en form, som nok ligger forholdsvis tæt på den oprindelige middelalderlige form.

Flerstemmig sang i middelalderen

Så vidt vi ved begyndte man omkring år 800 at synge flerstemmigt i kirken. Man tog en gregoriansk melodi som fast stemme, cantus firmus, og lavede andenstemmer til. Cantus firmus kunne trækkes ud i lange toner, mens de andre stemmer laver toneguirlander, melismer, henover. I starten var det i fri rytme, efterhånden rytmiserede man melismerne, altid med takslagene underindelt i tre, idet det var i overensstemmelse med treenigheden (Faderen, Sønnen og Hellig­ånden). Notre Dame-kirken ved Paris var et af centrene for denne musik, derfor kaldes den også Notre Dame-skolen. I følgende eksempel på denne skole, Perotins Viderunt Omnes (1198), er satsen bygget over følgende faste melodi:

Perotin har komponeret tre overstemmer til cantus firmus, som synges på meget lange toner, nederst i noden:

Man komponerede ikke efter de lodrette samklange, akkorder, der opstod mellem de forskellige stemmer; egentlig harmonik opstår først i renæssancen.

Den verdslige musik, trubadursang og dansemusik

Uden for kirken ved man noget om adelens musik, troubadoursang. Middel­alderen var riddernes tid, ud over at slås skulle en rask ridder også beherske sangkunsten, så man kunne besynge sine egne bedrifter og skønjumfruernes dyder (mens fx det at læse var noget der blev overladt til skønjomfruerne). Følgende sang handler om en retssag, hvor sangeren anklager Hr. Atze for at have skudt sangerens stolte ganger, fordi Hr. Atze mente, at den var i familie med en krikke, der havde bidt hans finger af:

Man ved ikke så meget om den egentlige folkemusik. Der er overleveret noder til en del enstemmige dansemelodier fra 13-1400-tallet, de såkaldte estampier. Det er sandsynligvis kædedanse, og de består af en række korte afsnit (4-8 takter), der hver gentages (med en varieret slutning).

Renæssance, ca. 1400-1600

Renæssance betyder genfødsel, det der blev genfødt efter den mørke middelalder var antikken, det gamle grækenland og roms kunst. Renæssancen vender op og ned på forholdet mellem individet og kirken: tidligere skulle individet tjene kirken, nu var det individet der var i centrum (dvs. de adelige og de rige). Det humanistiske menneskesyn blev født.

I renæssancen så man en udvikling væk fra stændersamfundets naturalieøkonomi og jordbesiddelse som magtfaktor. I stedet kom den gryende industrialisering, pengeøkonomi og kapitalisme. Bogtrykkerkunstens opfindelse (Gutenberg 1454) betyder i længden en demokratisering af viden, som bryder munkenes monopol. Landenes regeringsform var stadig den absolutte (fyrster og konger), men regenterne skulle ikke regere med brutal magt. Idealet var den gode, oplyste og alment dannede fyrste. Til fyrstens hof hørte musik bestilt hos datidens berømte komponister, musik der kunne fremme fyrstens status som et oplyst, kulturelt individ.

Polyfon vokalmusik, madrigaler

I renæssancens kompositionsmusik dyrkede man den vokale polyfoni, dvs. flere samtidige melodier, men nu tilrettelagt af komponisten, så de danner de »normale« akkorder, som vi også bruger i dag. Man udviklede især den imiterende teknik, hvor stemmer kommer ind efter hinanden med samme tema. Det er lidt ligesom i en kanon, bortset fra at melodierne varieres og udvikles undervejs på forskellig vis. Denne musik er forholdsvist indviklet – også at høre på, for de forskellige stemmer snor sig rundt om hinanden.

Blandt det dannede renæssancehof var madrigaler på mode: det er små stykker vokalmusik for 4-5 sangere, lige passende til en lille gruppe adelige. Madrigaler er for trænede sangere, de er ofte udspekuleret komponeret. Der gøres meget ud af de enkelte stemmer, og tit bliver et ord malet ud i tonerne, fx. i følgende madrigal, hvor høns kagler:

Barok, ca. 1600-1750

Barok er oprindeligt et portugisisk ord for en underligt formet perle, og ordet blev egentlig brugt nedsættende for noget underligt, afvigende, ekstremt. Det underlige, det svulmende, teatralske og overdrevne var da også på mode i denne periode – inden for musikken fx opera og kastratsangere.

Tiden er præget af oplysningstanken og enevælden. Borgerklassen fik større indflydelse og deltog i højere grad i musiklivet, det blev fint at komme fra et hjem med klaver. Man kunne nu købe instrumentalnoder, og den offentlige koncert blev etableret, så alle kunne komme ind og høre koncert mod betaling, det var ikke længere kun for en lukket adelig kreds. For eksempel tjente Händel mange penge i England på sine oratorier. Det var noget nyt, at komponister begyndte at tjene penge på at skrive musik til et »anonymt« publikum, til det frie marked, men i øvrigt var de fleste komponister stadig ansat ved et hof eller kirken.

Vokalmusik: Opera, oratorium

Noget der var meget på mode i 1600-tallet var operaen, som opstod i slutningen af 1500-tallet i adelige kredse i Italien (egentlig var det i renæssancens ånd et forsøg på at genskabe de klassiske græske dramaer). Operaen var i starten ved hoffet. I 1637 blev det første offentlige operahus åbnet i Venezia, og dermed fik almindelige mennesker mulighed for at se opera. Operahuse dengang bestod i et gulv uden stole og etager med loger, som var ejet af de rige, som havde skudt penge i byggeriet på forhånd. Disse loger var rammen om en værre gedemarked, man kunne spille kort, lave intriger, udføre diplomati, flirte, i det hele taget foregik meget af de riges sociale liv i operaen. I barokoperaen dyrkede man i barokkens ånd store kulisser, effekter og det groteske, blandt andet mænd der optrådte i kvinderoller og omvendt, og ikke mindst at man tit brugte kastratsangere i kvinderoller.

I operaer/oratorier er der som regel tre typer musik:

1) Recitativ: meget tekst, mellemting mellem tale og sang. Rytmen er som regel fri (men der findes en masse mellemformer). Bringer handlingen videre.

2) Arier, duetter etc: de egentlige sange, hvor sangerne giver udtryk for deres følelser, her er der som regel ikke den store handling. Arier er tit ret virtuose. fx med mange koloraturer (en enkelt tekststavelse bliver strakt ud på en masse hurtige toner).

3) Kor: tit når handlingen inddrager en større mængde folk.

Komponisterne gjorde ofte meget ud af at komponere, så teksten blev illustreret direkte i tonerne og musikken.

Følgende eksempel er fra Händel »Messias«, som er et oratorium: en opera uden skuespil. Händel skrev de knap tre timers musik til »Messias« på 24 dage i 1741. Værket vakte nogen forargelse i begyndelsen, fordi det har religiøst indhold, men blev opført på teatre (som tit var en småsyndig ting) og i enkelte tilfælde sågar på værtshuse.

Barokkoncert

I baroktiden vandt instrumentalmusikken mere frem; koncepten med solisten, der står frem foran orkesteret og brillerer med sin kunnen, opstod, og komponister som Bach, Vivaldi og Händel skrev en stor mængde koncerter. En koncert er et musikstykke for en eller flere solister og et orkester. I tidlig barok (1600-1700) tog man ofte en gruppe ud af orkesteret, som så spillede som en selvstændig gruppe i kontrast til resten – det hedder concerto grosso. Senere stod enkeltinstrumentalister frem som egentlige solister.

Ofte er en koncert i tre satser: hurtig­langsom­hurtig. Tit er de hurtige satser i rondoform: en kæde af led, hvor ét led (temaet, omkvædet, A) vender tilbage imellem noget nyt (B, C etc.), fx ABACADAEA. Det tilbagevendende tema hedder ritornel (ritornel betyder »det, der vender tilbage«).

Det er som regel hele orkesteret, tutti, der spiller ritornellerne, men det kan også være solisterne. Mellem ritornellerne får solisten for alvor spillerum – det hedder episode. Der kan også ske andre ting undervejs, for eksempel tuttisteder, der bringer helt nyt stof.

♫ Eksempel på koncert: Vivaldi, violinkoncert: 3. sats af Sommer­en fra De Fire Årstider (YouTube-søgning), (i g-mol, ca. 1720)

♫ Eksempel på koncert: Bach: Violinkoncert i E-dur, 3. sats (YouTube-søgning) (ca. 1720)

Baroksats, basso continuo

Renæssancetidens polyfone musik var ofte opbygget af fx fire ligeberettige stemmer (hvad enten de blev spillet eller sunget) med hver deres melodi. I barokmusikken lægges vægt på yderstemmerne: man har en melodi i toppen, ledsaget af en basstemme. Kernen i megen barokmusikken er en »rytmegruppe« bestående af basinstrument (cello, kontrabas eller fagot) og et akkord­instrument (cembalo, orgel eller lut). Denne enhed kaldes basso continuo eller continuogruppen. Mellemstemmerne fylder akkorderne ud og stikker hovedet frem .

Bach

Das wohltemperierte Klavier (1722)

Da man på Bachs tid gik over til at stemme klaverer, så man kunne spille i alle tonearter, udgav han blandt andet to bind af preludier (forspil) og fugaer i alle tonearter: Das wohltemperierte Klavier bd. I og II (1722 og 1742). Se en gennemgang af Fuga i C-mol fra Das Wohltemperirte Clavier bnd. I.

Kastratsangere

Nu bliver det rigtigt barokt.

Wienerklassik, ca. 1750-1810

Wienerklassikken har fået sit navn fordi de vigtigste komponister, Mozart, Haydn og Beethoven, holdt til i eller omkring Wien, der dengang var hovedstad i det mægtige Østrig/Ungarske kejserrige.

Denne tid var en brydningstid, hvor en del af de gamle konger og kejsere røg af i svinget (fx i den franske revolution i 1789). I forlængelse af oplysningstiden fik troen på fornuften større betydning, og dermed opstod også kritik af enevælden – hvis man bare gav menneskerne de rette betingelser, ville de handle fornuftigt og godt. Fyrsten var bare et menneske som alle andre, og man kritiserede, at retten til at have ret over andre kunne arves.

Homofoni og symmetri

Til forskel fra renæssancens og barokkens polyfoni ynder wienerklassikerne at bygge deres sats op af én dominerende melodi ledsaget af et underordnet, mere akkordpræget akkompagnement – altså en mere homofon musik, den måde som man oftest stadig skriver sange på. Man anså barokmusikken, især Bach, som alt for tung musik. Ofte er temaerne opbygget regelmæssigt og symmetrisk, fx i 2-4-8-takters motiver. For eksempel:

♫ Mozart: Papagenos arie fra Tryllefløjten (YouTube-søgning) (1791)

Sonatesatsform

Hvor komponister i barokken har samme stemning gennem en hel sats, dyrkede wienerklassikerne at stille to kontrastfyldte temaer op over for hinanden, lade de to temaer udkæmpe en kamp, og til sidst nå til en eller anden form for løsning af denne konflikt – som når man fx skal vælge at skrive en stil eller se Disneysjov.

En sådan sats hedder en sonatesatsform. Den er tredelt: i første del, ekspositionen, bringes de to temaer, hoved- og sidetema. De to temaer kæmper mod hinanden i gennemføringsdelen, løsningen kommer i reprisen. Det sker fx i Beethovens skæbnesymfoni, 1. sats.

Romantik, ca. 1810-1900

I 1700-tallets oplysningstid havde man troet på at man kunne skabe et retfærdigt samfund ved at proppe fornuft ind i folks hoveder. Det var blandt andet ideen bag den franske revolution i 1789. I kunsten kunne troen på frihedsidealernes sejr fx ses i Beethovens »Egmont-overture«.. Men revolutionen løb kraftigt af sporet, især da Napoleon kronede sig selv til kejser. Efter hans Waterloo ved Waterloo og freden i 1814 strammede de forskellige kongedømmer op, indførte streng censur og andre former for undertrykkelse, blandt andet over for den gryende arbejderbevægelse.

I kunsten på denne tid så man en tendens til at dyrke det indadvendte, at tage på rejse i fantasiens og mystikken rige, hvor lampeånder, elverpiger, feer, troldkvinder, dæmoner og overjordiske væsener lever. I denne verden er musikken mindre bundet af skulle prise fyrsten eller gud eller bruges til dansemusik, ceremoni- eller baggrundsmusik ved hoffet, den skal udtrykke kunstnerens, geniets følelser, så man ser en mere vildtvoksende musik i forhold til Wienerklassikken.

Den romantiske symfoni

En af de vigtigste genrer i romantikken var symfoni og koncerter, hvor komponisten havde et helt orkesters klangfarver at udtrykke sine ideer og store følelser med, fx:

♫ Eksempel: Tjajkovskij: Symfoni No. 6 H-mol (Pathétique), 4. sats (YouTube-søgning) (1893)

Lied

En genre der også blev dyrket meget under romantikken var lieden, der er en kort sang med klaverakkompagnement, fx Shuberts »Erlkönig«, der fortæller om en mand, der ridder gennem en skov om natten med sin søn bag på hesten. Sønnen synes at han kan se og høre Elverkongen, faderen slår det hen, men om morgenen er sønnen død:

♫ Eksempel: Schubert: Der Erlkönig (YouTube-søgning) (tekst af Goethe) (1815)

Nationalromantik og programmusik

I løbet af 1800 tallet opstod mange nye stater i Europa, og der var en del nationalistiske tendenser i tiden. Derfor finder man også national 'digtning' i musikken, hvor man bruger sit hjemlands vemodige toner og temaer fra landets egen folkekunst og historie, fx. i Edvard Griegs »Peer Gynt«:

♫ Eksempel: Grieg: Peer Gynt-suite (YouTube-søgning) (1874-5)

Man ser i denne tid en del programmusik: musik der forestiller, illustrerer noget bestemt gennem tonemaleri. Et eksempel er Mussorgskys Udstillingsbilleder, der er inspireret af billeder af en af komponistens venner, Hartman (stykket var oprindeligt et klaverstykke, det er orkestreret af Ravel i 1922):

♫ Eksempel: Mussorgskij: Udstillingsbilleder (Youtube-søgning) (1874) (instrumenteret for symfoniorkester af Ravel 1922)

Quiz til Mussorgsky Udstillingsbilleder

Senromantik

Efterhånden udviklede romantikken sig, så alting skulle være så stort og overvældende. For eksempel kulminerede Wagners operaproduktion i »Ringen«, en opera med udgangspunkt i nordisk mytologi, der tager fire aftener at spille, og han byggede et specielt operahus til at opføre dem i.

♫ Eksempel: Wagner: Forspil til Tristan og Isolde (YouTube-søgning) (1859)

Musikkens harmonik blev drevet til dur/mol-tonalitetens yderste grænser, og formerne voksede til gigantiske proportioner, mest markant i senromantikkens timelange symfonier, fx af Mahler eller Richard Strauss.

♫ Eksempel: Richard Strauss: Also Sprach Zarathustra (YouTube-søgning), opus 30 (1896)

♫ Gustav Mahler: Adagietto fra Symfoni nr. 5 (YouTube-søgning) (1902)

Impressionisme, ca. 1880-1920

Impressionismen er en kontrast til senromantikkens store følelsesmæssige armbevægelser og dyrkelse af mytologiske helte, her dyrkes mere flygtige, stilfærdige indtryk (impressioner) og en mere stillestående og meditativ musik. Ligesom i maleriet prøvede impressionisterne at give tilhørerne et indtryk, musikstykkerne holdt den samme stemning i længere tid og udviklede sig kun langsomt, til tider er musikken nærmest statisk. I stedet for mange skift i tempo, karakter, akkorder mm. fokuserer impressionismen på den stillestående klang, den enkelte klang er ligesom en farve, et indtryk:

Ekspressionisme/tolvtonemusik, ca. 1920-50

I starten af 1900-tallet skete der et skift i måden at lave kunst på. Blandt andet på grund af den afgrund af meningsløshed og destruktion, man havde set i 1. verdenskrig (1914-18), så skulle kunsten skulle ikke længere være et følelsesmæssigt trip for den enkelte, en privat virkelighedsflugt ind i en smuk, fantastisk verden beboet af alfer, ånder i træer etc., som man mente det var i romantikkens kunst.

I stedet skulle kunsten afspejle det sande, enten den rå virkelighed, livets sande gru, eller afspejle sig selv, strukturerne i materialet. Ligesom malerkunsten først brød med perspektivets regler og senere blev helt abstrakt, skabte komponisterne også en helt ny måde at komponere på. I stedet for det gode gamle system, hvor man fx brugte en durskala, som indeholdt 7 af de 12 toner og havde en grundtone, et centrum og dermed et hierarki (nogle toner er mere centrale end andre toner), bruger tolvtonemusikken vores 12 forskellige toner ligeværdigt.

Kompositionsprincippet i tolvtonemusik kan være, at man laver en bestemt rækkefølge af de 12 toner, og så kan man spille rækkefølgen forfra, bagfra (krebsgang), spejlvendt (omvending) og spejlvendt bagfra – efter tur eller på samme tid. Altså til en vis grad en matematisk måde at lave musik på – det er materialets indbygget struktur, det abstrakte system, der er det sande i musikken.

♫ Eksempel: Arnold Schönberg: 5 Fünf Klavierstücke, Op. 23 (YouTube-søgning) (1920/23)

Tolvtonemusikken kan være meget voldsom og disharmonisk, hvorfor den også kaldes ekspressionisme (= udtryk). De førende tolvtonekomponister, Schönber, Alban Berg og Anton von Webern, flygtede til USA under nazismen, fordi deres musik blev opfattet som »entartede« – udartet, degeneret.

Nyklassisisme, ca. 1920-40

En anden reaktion på første verdenskrig og senromantikken var en tilbagevenden til klassiske formprincipper og en folkemusikbaseret musik. Fx i Stravinskys »Sacre De Printemps« (»Forårsofferet«), musik til en ballet om en primitiv stammes forårsritual – en ballet der vakte stor skandale, da den blev uropført i Paris i 1913, for der var nærmest nøgne dansere på scenen.

♫ Eksempel: Igor Stravinsky: Sacre de Printemps (YouTube-søgning) (1912-13)

Stravinsky måtte også flygte til USA under nazismen (fra Paris).

Mange gik tilbage til middelalderen for at finde inspiration, fx. Carl Orff, der ud fra nogle – til dels sjofle og drankeragtige – middelaldertekster, som man havde fundet i et kloster, lavede værket »Carmina Burana«:

Til trods for, at nogle nazister mente Orffs musik var lige en tand for moderne og utysk, var Carmina Burana så populær blandt den tyske befolkning, at han fik lov til at blive ved med at arbejde i denne periode.

Ny musik, 1945-

Komposition i lyd

Efter 2. verdenskrig begyndte komponister at komponere med andet end toner, nemlig med lyd. Det skete på forskellige områder: konkret musik, elektronmusik, tilfældighedsmusik og happenings.

Konkret musik

Konkret musik er lavet ud fra optagelser af reallyd, fx i følgende komposition med optagelser af toglyde:

Eller følgende stykke musik, hvor en optagelse af en enkelt vanddråbe er blevet manipuleret, primært ved at overspille optagelsen i forskellige hastigheder mellem spolebåndoptagere, derefter er båndstumperne klippet sammen til den endelige komposition:

Elektronmusik og seriel musik

Man gik videre end at manipulere med lydoptagelser, man begyndte at arbejde med syntetisk lyd, dvs. lyd bygget op fra grunden i elektronmusikstudiet. Elektronmusikstudiet gav mulighed for at manipulere og skabe helt klange, som man aldrig havde hørt før. Et eksempel er Carlheinz Stockhausens »Gesang Der Jünglinge« (1956), hvor syntetiske lyde blandes med drengekor. Værket tager udgangspunkt i bibelens beretning om tre unge jødiske mænd, som skulle brændes i en ovn, men overlevede ved at synge lovsange til Gud.

Elektronmusikstudiet giver mulighed for at programmere alle musikkens parametre, som fx tonehøjde og ­varighed og lydstyrke, efter indviklede matematiske systemer. Man kan sige, at det er en videreudvikling af tolvtonesystemet, hvor man prøver at fjerne al vanetænkning og indlærte måder at gøre tingene på. En komponist, der i en vis grad arbejde serielt, var György Ligeti.

Elektronmusikstudiet med dens tonegeneratorer af radiorør og hulkortsprogrammeringssystemer fyldte i 1950'erne tre gennemsnitsklasselokaler, nutildags kan man lave stort set det samme derhjemme på sin mobiltelefon. Se også artiklen om elektroniske musikinstrumenter

Tilfældighedsmusik, happenings

I seriel musik styres musikken af matematiske systemer i stedet for at komponistens vanetænkning. En anden måde at undgå vanetænkning på er at lade tilfældigeheden råde, fx i følgende stykke, hvor Cage og en af hans medhjælpere sidder og blander brudstykker afspillet på forskellig båndoptagere med hvad der tilfældigt kommer ud af radioen:

Tilfældighedsmusikken er blandt andet inspireret af østlig filosofi, af »ikke-handlen«. John Cage udfordrede også på andre måder vores vaneforstillinger om musik. En af Cages kompositioner er 4'33'' (4 minutter 33 sekunder) (1952), for klaver. Den opføres typisk således: en pianist kommer ind, stiller et ur til at ringe efter 4:33 minutter, sætter sig ned, gør ingenting indtil uret ringer, rejser sig op og tager imod bifaldet. Cage har senere gjort opmærksom på, at stykket faktisk kan opføres på hvilket som helst instrument, og hvilket som helst antal. Stykket vakte stor skandale da det blev opført.

I år 2002 var der en retssag, hvor Cages arvinger sagsøgte komponisten Mike Batt for at efterligne Cage, idet han på et album med bandet The Planets som en hæder til Cage havde lavet en sang, »A one minute silence«, som bestod af et minuts stilhed. Batt hævdede i retsagen, at stilheden på hans sang var en anden stilhed end i Cages komposition. Sagen endte med forlig, hvor Batt betalte penge til John Cage-fonden.

Minimalmusik

Fra slutningen af 1960'erne er der under indflydelse af blandt andet indisk meditationspræget musik opstået minimalmusikken, hvor få ganske enkle figurer med forskellig længde gentages og danner forskellige mønstre:

♫ Eksempel: Terry Riley: A Rainbow in Curved Air (YouTube-søgning) (1969)

♫ Steve Reich: Music for 18 Musicians (YouTube-søgning) (1974-6); Six Marimbas (1986) (YouTube-søgning)

Minimalmusik også kan ses i rockmusikken:

♫ Eksempel: Mike Oldfield: Tubular Bells (YouTube-søgning) (1972-3)

Postmodernisme

I postmodernismen gør man op med den kulturelle kassetænkning ved at blande forskellige musikformer – fx blandes rockguitar ind i et stykke ny kompositionsmusik. Målet er igen at stille spørgsmålstegn ved vores faste forestillinger om musik.

♫ Karl Aage Rasmussen: Lonesome (1977) (YouTube-søgning)

Litteratur

• Jens Brincker m.fl.: Alle tiders Musik. Kbh. 1987
• Kjeld Sørensen Overgård: Træk Af Den vest­lige Verdens Musik.
• Knud Ketting (red.): Gyldendals Musikhistorie. Kbh. 1982.