Eksempler på modale træk i rock/pop – »Smooth Operator« og »Billie Jean«

I funktionsharmonisk rock/pop kan typiske modale træk være, at man spiller samme akkord i længere tid, eller at man har korte, spændingsløse akkordrundgange uden brug af dominant, så musikken har en repetitiv karakter – den er groovefokuseret og udfolder sig i rum frem for tid, som bogen »Rockmusik i tid og rum« ville udtrykke det. Derudover ser man brug af de modale og pentatone skalaer frem for dur/mol-skalaerne.

I det følgende bringes et par eksempler på dette.

Smooth Operator over for Shackles

I Sades nummer »Smooth Operator« bruger vers og omkvæd den samme korte akkord­rundgang, nemlig hovedtreklangene i d-mol, trin 1, 4 og 5.:

Ud over en intro, er der i nummeret en prechorus, hvor de samme tre akkorder anvendes, blot i rækkefølgen Gm⁷-Am⁷-Dm. Med andre ord anvender nummeret kun korte, spændingsløse akkordostinater.

Som et eksempel på et nummer, der bruger de samme akkordtrin på funktionsharmonisk vis, er Mary Marys »Shackles (Praise You)«. Her er 5.-trinsakkorden en durakkord og dermed en dominant med ledetone til toneartens grundtone g:

Billie Jean

Billie Jean er et eksempel på et nummer, hvor harmonikken i vers og omkvæd er statisk og modal, mens prechorus indeholder en funktionsharmonisk dominant. Derudover er der doriske træk i nummeret.

Verset består af fire takter F♯m, hvorefter der skiftes til akkorden på trin 4, Hm7, og så rykkes tilbage til F♯m – der veksles mellem to akkorder uden det store drama, og der er god tid til hver akkord:

Akkompagnementet under F♯m-akkorden giver takterne en dorisk karakter, idet gennemgangsakkorden G♯m indeholder den doriske skalas høje 6. trin i forhold til en molskala, tonen dis:

Hm⁷ har tonen d, ikke det høje 6. trin dis, så i disse to takter skiftes modalitet, til en anden »farve«, vel til en fis-mol-skala. De to akkorder fungerer mere som skiftende klangflader, end at de giver en udvikling i nummeret.

Akkompagnementets enkle totakters ostinatbaserede groove er også med til at give nummeret en meditativ stemning. Omkvædet synges over samme akkompagnement.

I prechorus bringes en kontrast, først er der syv takter med akkorderne D og F♯m, som er parallelakkorder i tertsafstand med to toner tilfælles, og som derfor ikke indeholder en egentlig spænding. I sidste takt sidst bringes dominanten, C♯⁷, som opbygger en spænding før omkvædet, et klassisk funktionsharmonisk træk:

Nummeret blander således modale og funktionsharmoniske træk, som man også ser i andre Michael Jackson-numre som for eksempel »Earth Song« (se næste afsnit).

Samme fænomen ser man i Stings »Englishman in New York«, hvor vers og omkvæd er bygget over samme modale akkordostinat:

| Em⁷  A  | Hm     A  |
mens kontraststykket er funktionsharmonisk.