En madrigal er en flerstemmig sang med verdslig tekst. Madrigalerne blev dyrket ved hofferne i renæssancetiden; det var et tidsfordriv for en lukket kreds af adelige, så madrigalerne var ikke beregnet på offentlig fremførelse. Sangene fik man skrevet hos en komponist, og der var status i at have de bedste komponister knyttet til sit hof.
Madrigalkunsten var for trænede sangere; kompositionerne var ofte svære og indeholdt forskellige spidsfindigheder. En brugt spidsfindighed var at illustrere teksten i musikken: hvis der i teksten var beskrevet fx tårer der faldt, blev deres dryp efterlignet i musikken. »Il est bel et bon« indeholder (i hvert fald) et godt eksempel sådan et ordmaleri, forhåbentligt er det tydeligt når man hører stykket.
Teksten er som følger:
Il est bel et bon, commère, mon mari. | Han er smuk og god, kære nabo, min mand. |
IIl etaient deux femmes toutes d'un pays. | Der var to kvinder i landsbyen |
Disans l'une à l'outre: | Den ene sagde til den anden: |
Avez bon mari? | Har De en god ægtemand? |
Il est bel et bon, commère, mon mari. | Åh ja, han er god og smuk, kære nabo. |
Il ne me courousse ne me bat aussi; | Han hverken skælder mig ud eller slår mig; |
Il fait le mesnage, | Han ordner huset |
Il donne aux poulailles | Han fodrer hønsene |
Et je prens mes plaisirs. | Mens jeg forlyster mig |
Commère, c'est pour rire | Kære nabo, det er til at le over |
Quant les poulailles crient | Når hønsene kagler |
Co co co co co dae | Ky-, ky-, ky-, ky-, kykkeliky |
Petite coquete, qu'est cecy? | Lille kokette, hvad betyder dette? |
Il est bel et bon, commère, mon mari. | Han er smuk og god, kære nabo, min mand |
Musikken er fortrinsvis polyfont opbygget: hver stemme har sin selvstændige melodi. Her i starten sker det ved at »bel et bon«-temaet (blå farve) starter i hver stemme efter tur (på fugaagtig vis). Stemmerne mødes så Homofont i kadencen i takt 7-8:
Man sang i øvrigt efter stemmebøger, det vil sige at hver sanger havde kun sin egen stemme at synge efter, man sang ikke efter partitur. Der var heller ikke taktstreger, så i denne nymodens udgave med fælles taktstreger er på nogle punkter misvisende: tenoren skal ikke i første takt have fornemmelsen af at temaet ligger anderledes i takten i forhold til når sopranen synger det.
Herunder følger hele satsen. Hovedideen i stykket er at tage en verslinje ad gangen og komponere et tema til dette. Hver deltema kommer så polyfont i hver stemme efter tur. Det er forsøgt tydeliggjort ved at give de forskellige temaer forskellige farver.
Nogle gange (fx takt 8) har sopran/alt først temaet, derefter tenor/bas, så der er en vekselvirkning mellem stemmegrupperne. I takt 43-44 og frem (hvor hønsene kagler) har sopran/tenor ét tema, samtidig med at alt/bas har et andet. Det giver en kaotisk effekt.
Her er satsen uden farvekoder: