Den molskala som vi før har stiftet bekendtskab med, kaldes ren molskala, her fx A-mol:
Der findes to variationer af mol-skalaen: harmonisk og melodisk mol.
I den harmoniske mol-skala hæves syvende trin, så der kommer ledetone til grundtonen:
Den harmonisk molskala er kendetegnet ved ledetonen og det store trin mellem 6. og 7. skalatone. Man går sjældent nedad over dette store trin. Skalaen hedder harmonisk mol, fordi ledetonen går hånd i hanke med det harmoniske fænomen, at dominanten i mol er en dur-akkord.
Nummeret er i d-mol, og når tonen c optræder, er den hævet til et cis, som er 7. trin i skalaen, således at vi får en ledetone til grundtonen (og vi får tilsvarende en A-dur-akkord, hvor tertsen er et cis, i stedet for en A-mol-akkord, hvor tertsen er et c).
I den melodiske mol-skala hæves både sjette og syvende trin, så der ikke er det store spring mellem trinene:
Den øverste del af den melodiske mol-skala er det samme som en durskala. Når man bevæger sig nedad, bruger man tit (men ikke altid) ren mol. Et eksempel:
Stykket her er i e-mol, i takt 2 og 6 er trin 6 og 7 hævet, når det går opad, men ikke når det går nedad.
I arien »Erbarme dich, mein gott« fra Bachs Matthæus-passion findes eksempler på, at melodien går opad over en melodisk mol-skala og nedad over henholdsvis melodisk, harmonisk og ren mol.
I de følgende øvelser optræder kun den første, opadgående del af den melodiske molskala.