Indholdsfortegnelse Tilbage Modal harmonik

I funktionsharmonisk musik er tonalitet og harmonik med til at drive en udviklingen frem og afgrænse perioder, typisk ved spændingsskabende modulationer og dominantakkorder – her er pointen at skabe et drama. I modsætning hertil er modal musik mere spændingsløs og meditativ; akkorderne er klange, der skaber en tilstand, et rum, hvor man ikke skal skynde sig videre. Modale træk er forholdsvis almindelige i musik før år 1600 (for eksempel i kirkemusikken), i folkemusik, i modaljazz, i salsa/son cubano og i rock/pop. I modal musik bruger man ikke dur/mol-tonaliteten, men ofte de modale skalaer.

Note: de fleste noder er noteret ud fra dur/mol-skalaerne, også »So What«, som ellers normalt i udgivne noder noteres uden fortegn.

Indhold

Modal klassisk musik

Et eksempel på et modalt klassisk musikstykke er Erik Saties klaverstykke »Gymnopédie nr. 1« (1888)«. Harmonikken består af to maj7-akkorder, der repeteres som meditative, statiske klange. Den anvendte skala er den lydiske skala, der i forhold til dur-skalaen har forhøjet 4. trin (der er fire takter akkompagnement før melodien kommer ind):

Node

Modaljazz – »So What«

Et godt eksempel på den modale, meditative musik og nok det mest kendte modaljazznummer er Miles Davis’ »So What« fra 1959. Nummeret bygger over en dorisk skala og består af et 8-takters tema i D-dorisk:

Miles Davis: »So What«

So What

Temaet bringes to gange i D-dorisk, derefter rykkes det op i Es-dorisk, for til sidst at blive gentager i D-dorisk. Derefter er der soloer over disse 32 takter. De modale træk er dels brug af en modal skala, dorisk, dels i den statiske harmonik, hvor den samme akkord holdes i lang tid, og så i det forhold, at nummeret rykker en halv tone op for en tid, for derefter at gå tilbage til det oprindelige tonale plan – det virker mere som et farveskift, et stemningsskift, end som en modulation.

Modal rock/pop og folk Pil op

I rock/pop ses modale træk i brug af akkorder som mere statiske klangflader, at man mere er til stede i et rum, frem for at harmonikken skaber et fremadskridende drama med spænding-afspænding, i konstant udvikling i tid. Frem for kvintbaserede dominantiske akkorder ser man hyppigere brug af akkorder i sekund- og tertsafstand; og endelig brug af ledetoneløse modale og pentatone skalaer frem for dur/mol-tonaliteten.

Et eksempel på en forholdsvis statisk harmonik er vers og omkvæd i Billie Jean. Verset består af fire takter Fm, hvorefter der skiftes til akkorden på trin 4, Hm7, og så rykkes tilbage til Fm – der veksles mellem to akkorder uden det store drama, og der er god tid til hver akkord:

Michael Jackson: »Billie Jean«, vers (og omkvædsrundgang):

Billie Jean vers

Akkompagnementet under Fm-akkorden giver en doriske harmonik, idet gennemgangsakkorden Gm indeholder den doriske skalas høje 6. trin i forhold til en molskala, tonen dis:

Michael Jackson: »Billie Jean«, akkompagnement i verset:

Billie Jean groove

Hm7 har tonen d, ikke det høje 6. trin dis, så i disse to takter skiftes modalitet, til en anden »farve«. De to akkorder i nummeret fungerer mere som skiftende klangflader end giver en udvikling i nummeret.

Akkompagnementets enkle totakters ostinatbaserede groove er også med til at give nummeret en meditativ stemning. Omkvædet synges over samme akkompagnement.

I prechorus bringes en kontrast, først er der syv takter med akkorderne D og Fm, som er parallelakkorder i tertsafstand med to toner tilfælles, og som derfor ikke indeholder en egentlig spænding. I sidste takt sidst bringes dominanten, C7, som opbygger en spænding før omkvædet, et klassisk funktionsharmonisk træk:

Michael Jackson: »Billie Jean«, prechorus:

Billie Jean prechorus

Nummeret blander således modale og funktionsharmoniske træk, som man også ser i andre Michael Jackson-numre som for eksempel »Earth Song« (se nedenfor).

Dorisk, Im-IV-vendingen Pil op

Ikke sjældent ser man numre, som helt eller delvist er i dorisk og fortrinsvis bruger akkorderne på skalaens første og fjerde trin. I a-dorisk vil det være akkorderne Am og D:

A-dorisk og trin I og IV

Det karakteristiske her er, at akkorden på trin 4 er en dur-akkord – i forhold til en mol-skala gør det høje 6. trin i den doriske skala, at vi får en D-dur-akkord på skalaens 4. trin i stedet for en mol-akkord (Dm). Mange af melodierne til disse akkorder anvender en mol-pentaton skala.

Vi ser dette fænomen i vers og omkvæd i Michael Jacksons »Earth Song«:

Earth Song

Vi kan se det høje, doriske 6. trin i melodien i omkvædet, hvor vi har tonen fis i stedet for f.

Vers og omkvæd slutter med akkorden E, som er dominant til A-mol-akkorden. Prechorus er i C-dur, hvor F er subdominant, G er dominant (som kommer med et klassisk dominantforudhold), C er tonika, Am er Tp, Dm er Sp, mens E som dominant til A-mol lægger op til omkvædet. Igen et eksempel på, at forskellige typer harmonik blandes i samme nummer.

Samme doriske Im-IV-forbindelse ses også i omkvædet i nummeret »Mad World« med Tears for Fears, her noteret med Fis-mols fortegn for at tydeliggøre det høje 6. trin i den doriske skala:

Mad World omkvæd

Af andre rock/pop/soul-numre, der benytter den doriske Im-IV-forbindelse, ofte i længere, meditative passager med improvisation (ofte med mol-pentatone eller blues-træk), kan nævnes:

De modale træk og de lange meditative soloer i ungdomsoprørets til dels bevidsthedsudvidende psykedeliske musik er blandt andet inspireret af modal jazz og indisk musik. Man kunne nævne The Byrds »Eight Miles High« i koncertudgave (1970) som et eksempel på dette musikalske fænomen.

Im-IV-forbindelsen ses også ofte i latin-pop (boogaloo) og salsa, for eksempel i Willie Bobos »Evil Ways«, hvor det meste af en rundgang gentager akkorderne Gm og C, trin Im og IV i G-dorisk, mens rundgangen ender på den funktionsharmoniske II-V-vending Am7b5–D7:

Santana har også indspillet nummeret, her springes Am7b5-akkorden over, så rundgangen er svarer til rundgangen i »Earth Song«s vers og omkvæd.

Tito Puentes »Oye Como Va« (der bygger på nummeret »Chanchullo« af Israel "Cachao" López) har udelukkende akkorderne Am7–D9, trin I og IV i A-dorisk:


Af andre numre i dorisk med andre akkorder end Im-iV kan nævnes »Get Lucky« med Daft Punk, som har rundgangen:

| Hm7 | Dmaj7 | Fm7 | E  |

Nummeret er i H-dorisk (med det høje 6. trin gis ift. h-mol), det smitter af akkorden E (der ellers ville have været Em i h-mol-skalaen).

»Mad World« har i verset en lignende akkordrækkefølge, dog med parallelakkorden E i stedet for Cm i takt 2:

| Fm | A  | E  | H  |

Numre med mixolydiske træk Pil op

Den mixolydiske skala er som en durskala med lavt 7. trin. Et eksempel er Michael Jacksons »The Way You Make Me Feel«, her noteret i dur for at tydeliggøre det lave 7. trin. Den mixolydiske skala har en dur-akkord på 7. trin i skalaen, den ser man brugt her:

Michael Jackson: »The Way You Make Me Feel«, omkvæd

»The Way You Make Me Feel«, omkvæd

Den mixolydiske skala har det lave 7. trin til fælles med en bluesskala, hvorfor man ofte ser en blanding af mixolydiske og bluestræk; for eksempel er verset i »The Way You Make Me Feel«, hvor akkorderne er en 16 takters variation af en bluesrundgang:

Michael Jackson: »The Way You Make Me Feel«, vers

The Way You Make Me Feel vers

The Drifters’ »On Broadway« har identiske akkorder med verset i »The Way You Make Me Feel« og bruger også en mixolydisk skala med det lave 7. trin i forhold til durskalaen (originaltoneart er ges):

The Drifters: »On Broadway«

On Broadway

Af andre numre med mixolydiske træk kan nævnes Tito Puente: »Mas Bajo« og The Doors: »L. A. Woman«, Gasolin: »Sirenesangen«, The Beatles: »Tomorrow Never Knows« (1966), som bruger akkorderne på trin 1 og det lave 7. trin (med c som orgelpunkt):

The Beatles: »Tomorrow Never Knows« (1966)

Tomorrow Never Knows

Coldplays »Clocks« har akkorderne E-Bm-Bm-Fm Lana Del Reys »Mariners Apartment Complex« (2018) har akkorderne D-Am-G-D. Intro Am-G-D vel dorisk

Numre med frygiske træk

Metallicas »Wherever I May Roam« er i E-frygisk:

Riffet fra Metallicas »Wherever I May Roam«, fra takt 23

Riffet fra Metallicas: »Wherever I May Roam«

I verset er der en markant brug af akkorden Bb5, det kunne også pege på et lokrisk element – eller på det elskede tritonus-interval, som heavy metal har været glad for siden Black Sabbaths »Black Sabbath« (1969-70), når det onde skulle beskrives.

Roskilde-heavy-orkesteret Kinky Boot Beasts nummer »What are you gonna do about it?« fra 1994) er også i E-frygisk, her i verset efter soloen:

Node

Den frygiske skala giver en dystert, middelalderagtigt gotisk stemning, som går godt i spænd med heavy-metal-genrens udtryksfelt.

I Jefferson Airplanes spanskinspirerede »White Rabbit« bruges i versets første halvdel flamingoakkorderne F-G, som antyder en F-frygisk skala (muligvis inspireret af den andalusiske akkorderrækkefølge). Resten af akkorderne er A-C-D-A, se nedenunder om kromatiske medianter. Nummeret er i rytmen og det lange crescendo inspireret af Ravels Boléro.

Akkordforbindelser i sekundafstand Pil op

Et træk ved modal musik er, at man oftere finder akkordforbindelser i sekund- eller tertsafstand frem for funktionsharmonikkens brug af dominantiske kvintrelationer. Et eksempel er Tina Dickows »Let’s Get Lost«, her fra omkvædet:

Tina Dickow: »Let’s Get Lost«

Let’s Get Lost

Verset i »Let’s Get Lost« bruger de samme akkorder, i første halvdel kun Em og D.

Metallicas »Nothing Else Matters« har samme forbindelse, blot i trinvis faldende sekvens:

Metallica: »Nothing Else Matters«

Let’s Get Lost

Til sidst i rundgangen optræder akkorden H, den er dominant til E-mol-akkorden. Ikke sjældent ser man en sådan blanding mellem modal og funktionstonal musik i rock.

Af andre numre med samme trinvise akkordforbindelser kan nævnes Michael Jacksons »Beat It« (verset, mens omkvædet kun bruger trin I og VII), Bob Dylans »All Along the Watchtower« og Deep Purples »Child in Time«. Nirvanas »Come as You Are« bruger i størstedelen af nummeret akkorderne Fm og E, trin I og VII; det samme gør Donna Summers »Hot Stuff« i verset.

En variant af denne akkordrækkefølge ses i The Doors’ »Waiting for the Sun«, hvor der bringes en dur-akkord som variantakkord på trin 1, det er akkorderne Eb F G. Samme forbindelse i samme toneart ses i Seals »Kiss from a Rose« og hans »If I Could« (med Joni Mitchell, i E-dur).

Akkordforbindelser i tertsafstand, parallelakkorder, diatoniske medianter Pil op

Et modal træk ved en del rock/pop-numre er brug af akkorder i tertsafstand, som er forholdsvis spændingsløse forbindelser, idet de som parallelakkorder inden for en toneart vil have to toner til fælles (som treklange) og derfor vil være to stykker af samme alen.

I Red Hot Chili Peppers’ »Californication« er harmonikken i intro, mellemspil, første del af vers og i prechorus en vekslen mellem akkorderne Am og F, som er to parallelakkorder med en stor terts imellem og to fællestoner, a og c:

Red Hot Chili Peppers: »Californication«

Californication

Af andre numre, der veksler modalt, spændingsløst mellem to parallelakkorder, kan nævnes prechorus i »Billie Jean« som omtalt ovenfor – indtil der lægges op til omkvæd med en dominant til sidst.

Kromatiske medianter Pil op

Normalt har parallelakkorder to toner til fælles, og der er tertsafstand mellem deres grundtoner, for eksempel akkorderne C og Am. Den ene akkord er en dur-akord, den anden mol, som for eksempel i prechorus i »Billie Jean« som nævnt ovenfor. Men hvis de begge akkorder er af samme køn, snakker man om kromatiske medianter. Det ser man for eksempel i verset i The Doors: »Light My Fire«, verset:

The Doors: »Light My Fire«:

Light My Fire

Am7 og Fm7 er akkorder af samme type, mol, med en lille terts imellem, og de har en fælles tone, a’et:

Kromatiske medianter med én fællestone

Am-Fism parallel

På kvintcirklen springer man et »kvarter«, tre fortegn, mellem de to akkorder, det illustrerer det »farveskift«, man kan sige sker, når man går fra den ene akkord til den anden:

Am-Fm i kvintcirklen:

Am-Fism i kvintcirklen

Omkvædet i »Light my Fire« er funktionsharmonisk: akkorderne G, A og D er subdominant, dominat og tonika i D-dur, H er bidominant til subdominantparallellen (Em), som erstattes af subdominanten. E er en dominant som leder tilbage til versets A-mol-akkord.

Soloer spilles over akkorderne Am7-Hm7, som er akkorder i sekundafstand i a-dorisk; de to akkorder er en variation af den doriske Im-IV-vending, idet Hm er parallel til akkorden på trin IV i A-dorisk, D (og Hm7 og D6 indeholder de samme toner).

Af andre numre med kromatiske medianter kan nævnes:

Folkemusik Pil op

Modal harmonik findes ofte i folkemusik; et par eksempeler er de britiske folkesange »Scarborough Fair« og »Greensleeves«, som er i dorisk skala.

Links Pil op