I funktionsharmonisk musik er tonalitet og harmonik med til at drive en udviklingen frem og afgrænse perioder, typisk ved spændingsskabende modulationer og dominantakkorder – her er pointen at skabe et drama. I modsætning hertil er modal musik mere spændingsløs og meditativ; akkorderne er klange, der skaber en tilstand, et rum, hvor man ikke skal skynde sig videre. Modale træk er forholdsvis almindelige i musik før år 1600 (for eksempel i kirkemusikken), i folkemusik, i modaljazz, i salsa/son cubano og i rock/pop. I modal musik bruger man ikke dur/mol-tonaliteten, men ofte de modale skalaer.
Note: de fleste noder er noteret ud fra dur/mol-skalaerne, også »So What«, som ellers normalt i udgivne noder noteres uden fortegn.
Et eksempel på et modalt klassisk musikstykke er Erik Saties klaverstykke »Gymnopédie nr. 1« (1888)«. Harmonikken består af to maj7-akkorder, der repeteres som meditative, statiske klange. Den anvendte skala er den lydiske skala, der i forhold til dur-skalaen har forhøjet 4. trin (der er fire takter akkompagnement før melodien kommer ind):
Et godt eksempel på den modale, meditative musik og nok det mest kendte modaljazznummer er Miles Davis’ »So What« fra 1959. Nummeret bygger over en dorisk skala og består af et 8-takters tema i D-dorisk:
Temaet bringes to gange i D-dorisk, derefter rykkes det op i Es-dorisk, for til sidst at blive gentager i D-dorisk. Derefter er der soloer over disse 32 takter. De modale træk er dels brug af en modal skala, dorisk, dels i den statiske harmonik, hvor den samme akkord holdes i lang tid, og så i det forhold, at nummeret rykker en halv tone op for en tid, for derefter at gå tilbage til det oprindelige tonale plan – det virker mere som et farveskift, et stemningsskift, end som en modulation.
I rock/pop ses modale træk i brug af akkorder som mere statiske klangflader, at man mere er til stede i et rum, frem for at harmonikken skaber et fremadskridende drama med spænding-afspænding, i konstant udvikling i tid. Frem for kvintbaserede dominantiske akkorder ser man hyppigere brug af akkorder i sekund- og tertsafstand; og endelig brug af ledetoneløse modale og pentatone skalaer frem for dur/mol-tonaliteten.
Et eksempel på en forholdsvis statisk harmonik er vers og omkvæd i Billie Jean. Verset består af fire takter F♯m, hvorefter der skiftes til akkorden på trin 4, Hm7, og så rykkes tilbage til F♯m – der veksles mellem to akkorder uden det store drama, og der er god tid til hver akkord:
Akkompagnementet under F♯m-akkorden giver en doriske harmonik, idet gennemgangsakkorden G♯m indeholder den doriske skalas høje 6. trin i forhold til en molskala, tonen dis:
Hm7 har tonen d, ikke det høje 6. trin dis, så i disse to takter skiftes modalitet, til en anden »farve«. De to akkorder i nummeret fungerer mere som skiftende klangflader end giver en udvikling i nummeret.
Akkompagnementets enkle totakters ostinatbaserede groove er også med til at give nummeret en meditativ stemning. Omkvædet synges over samme akkompagnement.
I prechorus bringes en kontrast, først er der syv takter med akkorderne D og F♯m, som er parallelakkorder i tertsafstand med to toner tilfælles, og som derfor ikke indeholder en egentlig spænding. I sidste takt sidst bringes dominanten, C♯7, som opbygger en spænding før omkvædet, et klassisk funktionsharmonisk træk:
Nummeret blander således modale og funktionsharmoniske træk, som man også ser i andre Michael Jackson-numre som for eksempel »Earth Song« (se nedenfor).
Ikke sjældent ser man numre, som helt eller delvist er i dorisk og fortrinsvis bruger akkorderne på skalaens første og fjerde trin. I a-dorisk vil det være akkorderne Am og D:
Det karakteristiske her er, at akkorden på trin 4 er en dur-akkord – i forhold til en mol-skala gør det høje 6. trin i den doriske skala, at vi får en D-dur-akkord på skalaens 4. trin i stedet for en mol-akkord (Dm). Mange af melodierne til disse akkorder anvender en mol-pentaton skala.
Vi ser dette fænomen i vers og omkvæd i Michael Jacksons »Earth Song«:
Vi kan se det høje, doriske 6. trin i melodien i omkvædet, hvor vi har tonen fis i stedet for f.
Vers og omkvæd slutter med akkorden E, som er dominant til A-mol-akkorden. Prechorus er i C-dur, hvor F er subdominant, G er dominant (som kommer med et klassisk dominantforudhold), C er tonika, Am er Tp, Dm er Sp, mens E som dominant til A-mol lægger op til omkvædet. Igen et eksempel på, at forskellige typer harmonik blandes i samme nummer.
Samme doriske Im-IV-forbindelse ses også i omkvædet i nummeret »Mad World« med Tears for Fears, her noteret med Fis-mols fortegn for at tydeliggøre det høje 6. trin i den doriske skala:
Af andre rock/pop/soul-numre, der benytter den doriske Im-IV-forbindelse, ofte i længere, meditative passager med improvisation (ofte med mol-pentatone eller blues-træk), kan nævnes:
De modale træk og de lange meditative soloer i ungdomsoprørets til dels bevidsthedsudvidende psykedeliske musik er blandt andet inspireret af modal jazz og indisk musik. Man kunne nævne The Byrds »Eight Miles High« i koncertudgave (1970) som et eksempel på dette musikalske fænomen.
Im-IV-forbindelsen ses også ofte i latin-pop (boogaloo) og salsa, for eksempel i Willie Bobos »Evil Ways«, hvor det meste af en rundgang gentager akkorderne Gm og C, trin Im og IV i G-dorisk, mens rundgangen ender på den funktionsharmoniske II-V-vending Am7b5–D7:
Santana har også indspillet nummeret, her springes Am7b5-akkorden over, så rundgangen er svarer til rundgangen i »Earth Song«s vers og omkvæd.
Tito Puentes »Oye Como Va« (der bygger på nummeret »Chanchullo« af Israel "Cachao" López) har udelukkende akkorderne Am7–D9, trin I og IV i A-dorisk:
Af andre numre i dorisk med andre akkorder end Im-iV kan nævnes »Get Lucky« med Daft Punk, som har rundgangen:
| Hm7 | Dmaj7 | F♯m7 | E |
Nummeret er i H-dorisk (med det høje 6. trin gis ift. h-mol), det smitter af akkorden E (der ellers ville have været Em i h-mol-skalaen).
»Mad World« har i verset en lignende akkordrækkefølge, dog med parallelakkorden E i stedet for C♯m i takt 2:
| F♯m | A | E | H |
Den mixolydiske skala er som en durskala med lavt 7. trin. Et eksempel er Michael Jacksons »The Way You Make Me Feel«, her noteret i dur for at tydeliggøre det lave 7. trin. Den mixolydiske skala har en dur-akkord på 7. trin i skalaen, den ser man brugt her:
Den mixolydiske skala har det lave 7. trin til fælles med en bluesskala, hvorfor man ofte ser en blanding af mixolydiske og bluestræk; for eksempel er verset i »The Way You Make Me Feel«, hvor akkorderne er en 16 takters variation af en bluesrundgang:
The Drifters’ »On Broadway« har identiske akkorder med verset i »The Way You Make Me Feel« og bruger også en mixolydisk skala med det lave 7. trin i forhold til durskalaen (originaltoneart er ges):
Af andre numre med mixolydiske træk kan nævnes Tito Puente: »Mas Bajo« og The Doors: »L. A. Woman«, Gasolin: »Sirenesangen«, The Beatles: »Tomorrow Never Knows« (1966), som bruger akkorderne på trin 1 og det lave 7. trin (med c som orgelpunkt):
Coldplays »Clocks« har akkorderne E♭-B♭m-B♭m-Fm Lana Del Reys »Mariners Apartment Complex« (2018) har akkorderne D-Am-G-D. Intro Am-G-D vel dorisk
Metallicas »Wherever I May Roam« er i E-frygisk:
I verset er der en markant brug af akkorden Bb5, det kunne også pege på et lokrisk element – eller på det elskede tritonus-interval, som heavy metal har været glad for siden Black Sabbaths »Black Sabbath« (1969-70), når det onde skulle beskrives.
Roskilde-heavy-orkesteret Kinky Boot Beasts nummer »What are you gonna do about it?« fra 1994) er også i E-frygisk, her i verset efter soloen:
Den frygiske skala giver en dystert, middelalderagtigt gotisk stemning, som går godt i spænd med heavy-metal-genrens udtryksfelt.
I Jefferson Airplanes spanskinspirerede »White Rabbit« bruges i versets første halvdel flamingoakkorderne F♯-G, som antyder en F♯-frygisk skala (muligvis inspireret af den andalusiske akkorderrækkefølge). Resten af akkorderne er A-C-D-A, se nedenunder om kromatiske medianter. Nummeret er i rytmen og det lange crescendo inspireret af Ravels Boléro.
Et træk ved modal musik er, at man oftere finder akkordforbindelser i sekund- eller tertsafstand frem for funktionsharmonikkens brug af dominantiske kvintrelationer. Et eksempel er Tina Dickows »Let’s Get Lost«, her fra omkvædet:
Verset i »Let’s Get Lost« bruger de samme akkorder, i første halvdel kun Em og D.
Metallicas »Nothing Else Matters« har samme forbindelse, blot i trinvis faldende sekvens:
Til sidst i rundgangen optræder akkorden H, den er dominant til E-mol-akkorden. Ikke sjældent ser man en sådan blanding mellem modal og funktionstonal musik i rock.
Af andre numre med samme trinvise akkordforbindelser kan nævnes Michael Jacksons »Beat It« (verset, mens omkvædet kun bruger trin I og VII), Bob Dylans »All Along the Watchtower« og Deep Purples »Child in Time«. Nirvanas »Come as You Are« bruger i størstedelen af nummeret akkorderne F♯m og E, trin I og VII; det samme gør Donna Summers »Hot Stuff« i verset.
En variant af denne akkordrækkefølge ses i The Doors’ »Waiting for the Sun«, hvor der bringes en dur-akkord som variantakkord på trin 1, det er akkorderne Eb ➙ F ➙ G. Samme forbindelse i samme toneart ses i Seals »Kiss from a Rose« og hans »If I Could« (med Joni Mitchell, i E-dur).
Et modal træk ved en del rock/pop-numre er brug af akkorder i tertsafstand, som er forholdsvis spændingsløse forbindelser, idet de som parallelakkorder inden for en toneart vil have to toner til fælles (som treklange) og derfor vil være to stykker af samme alen.
I Red Hot Chili Peppers’ »Californication« er harmonikken i intro, mellemspil, første del af vers og i prechorus en vekslen mellem akkorderne Am og F, som er to parallelakkorder med en stor terts imellem og to fællestoner, a og c:
Af andre numre, der veksler modalt, spændingsløst mellem to parallelakkorder, kan nævnes prechorus i »Billie Jean« som omtalt ovenfor – indtil der lægges op til omkvæd med en dominant til sidst.
Normalt har parallelakkorder to toner til fælles, og der er tertsafstand mellem deres grundtoner, for eksempel akkorderne C og Am. Den ene akkord er en dur-akord, den anden mol, som for eksempel i prechorus i »Billie Jean« som nævnt ovenfor. Men hvis de begge akkorder er af samme køn, snakker man om kromatiske medianter. Det ser man for eksempel i verset i The Doors: »Light My Fire«, verset:
Am7 og F♯m7 er akkorder af samme type, mol, med en lille terts imellem, og de har en fælles tone, a’et:
På kvintcirklen springer man et »kvarter«, tre fortegn, mellem de to akkorder, det illustrerer det »farveskift«, man kan sige sker, når man går fra den ene akkord til den anden:
Omkvædet i »Light my Fire« er funktionsharmonisk: akkorderne G, A og D er subdominant, dominat og tonika i D-dur, H er bidominant til subdominantparallellen (Em), som erstattes af subdominanten. E er en dominant som leder tilbage til versets A-mol-akkord.
Soloer spilles over akkorderne Am7-Hm7, som er akkorder i sekundafstand i a-dorisk; de to akkorder er en variation af den doriske Im-IV-vending, idet Hm er parallel til akkorden på trin IV i A-dorisk, D (og Hm7 og D6 indeholder de samme toner).
Af andre numre med kromatiske medianter kan nævnes:
Modal harmonik findes ofte i folkemusik; et par eksempeler er de britiske folkesange »Scarborough Fair« og »Greensleeves«, som er i dorisk skala.