Dominantkæder

I afsnittet om vekseldominant så vi en lille kæde af dominanter: DD ➔ D ➔ T. Denne kæde kan fortsættes op til DDDD ➞ DDD ➞ DD ➞ D ➞ T. Denne akkordrækkefølge kaldes for ragtime-akkordrækkefølgen, fordi den var populær i ragtime-musikken. Vi ser først på, at kæden udvides med én dominant, D3:

D3: dominantkæden DDD➞DD➞D

Vekseldominanten kan få sin dominant tilføjet, vekselvekseldominanten DDD, også kaldet 3-dominanten eller D3. I C-dur er det akkordrækkefølgen A⁷ ➞ D⁷ ➞ G⁷ ➞ C. A⁷ er dominant til D⁷, som er dominant til G⁷, som er dominant til C. Forkortet er det DDD⁷ ➞ DD⁷ ➞ D⁷ ➞ T. Et eksempel er The Beatles: »Good Day Sunshine« (1966):

På kvintcirklen ligger akkorderne pænt i rækkefølge:

Man tager et stort skridt ud af kvintcirklen fra tonika, og så går man ellers hjem ad cirklen. Grundtonerne bevæger sig således i kvinter. Akkordrækkefølgen kan også ses som en variation af en Vamp (C-Am-Dm-G) med dominantisering af akkorderne (C-A-D-G).

Et andet karakteristisk træk ved denne forbindelse er, at akkordernes terts og septim (det disharmoniske tritonusinterval) videreføres kromatisk ned til næste akkords septim og terts, det giver en dejlig stemmeføring:

Denne akkordrækkefølge ses i »Love Me Tender/Laura Lee« i slutningen af A-stykket, i bluessangene »Truckin’ My Blues Away« (Blind Boy Fuller)/»Keep on Truckin’« og »They’re Red Hot« med Robert Johnson, i refrainet i The Beatles’ »When I'm Sixty Four« og i omkvædet i The Kinks’ »Sunny Afternoon«.

D4: DDDD➞DDD➞DD➞D

Man kan udvide kæden med dominanten til DDD: DDDD, også kaldet 4-dominanten eller D4. Ligesom før tager man et stort skridt ud fra Tonika, og så går man hjem ad kvintcirklen ved hjælp af dominanter:

Et eksempel fra den klassiske musik er »Liebestraum nr. 3« af Franz Lizt. Stykket er i as-dur, akkordrækkefølgen er A♭-C⁷-F⁷-B♭⁷-E♭⁷-A♭, altså T➞D4⁷➞D3⁷➞DD⁷➞D⁷➞T:

Et eksempel fra populærmusikken er »Blue« med LeAnn Rimes, hvor både omkvæd og vers hovedsageligt benytter følgende akkordrundgang:

Et andet eksempel er B-stykket i standarden »Side by Side« komponeret af Harry M. Woods i 1927, som også benytter dominantkæde fra D4 i slutningen af A-stykket.

Det er ikke kun dominanter, der kan få deres lokale dominant, det kan alle akkorder, og det handler næste afsnit om bidominanter om.