Indholdsfortegnelse Cubansk populærmusik – son cubano, salsa m.m.

Forord

Det følgende arbejdspapir om cubansk populærmusik er beregnet til undervisning i gymnasieskolen. Gennemgangen er ikke udtømmende; den cubanske musik er vidt forgrenet med mange genrer og stilarter – artiklen Music of Cuba på Wikipedia giver et indtryk af omfanget.

De omtalte numre er ikke alle fra Cuba, der har længe været vigtige salsa-miljøer i blandt andet Florida og New York City. Ordet salsa var oprindeligt en marketingsterm, der blev brugt om den latinamerikanske musikscene i New York City i starten af 1970’erne, som primært byggede på den traditionelle cubanske musik son cubano. I det følgende bliver betegnelserne salsa og son cubano brugt lidt i flæng.

Nedskrifter af musik er primært mine egne; nedskrift af slagtøjsinstrumenterne antyder ofte nogle principper og forsøger ikke at få alle variationer, der er i løbet af et nummer, med.

Der er planlagt et mere historisk afsnit om den cubanske populærmusik.

JJ

Pil op Indledning

Cuba-hotspot-map_WEB.jpg

Cuba er den største ø i Caribien, den er arealmæssigt to en halv gang større end Danmark og havde per 2020 godt 11 millioner indbyggere. Befolkningen består primært af efterkommere af vestafrikanske slaver og spanske immigranter. Den oprindelige indianske befolkning blev kraftigt reduceret forholdvist hurtigt efter at europæerne kolonialiserede øen i 1500-tallet, primært på grund af mæslinger og kopper. Cuba var spansk koloni indtil 1902.


Indflydelse fra Europa, Afrika, USA.jpg

Den cubanske musik har mange rød­der

Cuba har en lang og rig musiktradition, hvor afrikansk og europæisk musik mødes og blandes: fra europæisk tradition danse- og folkemusik kommer instrumenter som guitar, violiner, blæsere, bas og klaver, og sangstil og akkorder kan spores tilbage til spansk musik. Afrikanske traditioner har bidraget med trommer, slagtøj, rytmer samt vokalstil og åbne formafsnit med improvisationer. Derudover har der i nyere tid været indflydelse fra jazz og anden populærmusik, primært fra USA.

Pil op De fire grundpiller i cubansk musik

Man regner med fire grundpiller i den cubanske musik: son cubano (salsa), rumba, danzón og trova.

1) Son cubano/salsa

Son cubano/salsa er den mest kendte cubanske musik; den har rødder i folkemusikken son montuno, der opstod ude på landet i det østlige Cuba omkring år 1900 og snart bredte sig til resten af Cuba. Den traditionelle son spilles på akustiske instrumenter; en klassisk besætning fra 1920’erne er sekstet/septet, som består tres (guitar med tre dobbeltstrenge), spansk guitar, bas, bongó/koklokke, güiro og maracas. En septet har også en trompet. Nutildags har man ofte congas med. Som regel synger flere af gruppens medlemmer. Her er et eksempel på den klassiske septet-son:

En klassisk son-septet: Septeto Santiaguero

Denne septet afviger fra den oprindelige son montuno-septet ved at bongóspilleren også har congas. Ved 2:04 går nummeret over i en friere del med soloer i call and response med et korostinat – det såkaldte montunoafsnit.

Conjunto

I 1930’erne blev son-septetten udvidet til Conjunto-ensemblet, da klaver, congas og en blæsergruppe med tre-fire trompeter blev tilføjet:

Conjunto Chappottín: »Alto Songo« (ca. 2000) (1940-conjunto-besætning)

Basuner og timbales ses ofte i nutidige conjunto-ensembler, og nogle gange også saxofoner og tværfløjte. De helt store mambo-orkestre, »banda gigante«, har ligesom et jazz-big-band saxofon-, trompet- og basunsektioner med 4-6 blæsere i hver gruppe.

Charanga

En anden type orkester i son er charanga-ensemblet, der kendetegnes ved violiner, tværfløjte, timbales, güiro, klaver og bas. Charanga-besætningen kommer fra salonmusikken danzón (se nedenfor).

♫ Charanga: Orquesta Aragón: »El Paso De Encarnación«

Dette er vel en guaracha?

Også i charanga-orkesteret har congas sneget sig ind fra rumbaen.

Son cubano har en lang historie med mange stilistiske forgrener som chachachá, mambo, salsa (som oprindeligt betegnede musikken i det latinamerikanske miljø i New York i 1960-70’erne) og de nyere stilarter songo og timba.

2) Rumba

Rumba er sang/trommemusik og dans baseret på afrikanske traditioner. Rumba, som betyder »fest«, opstod i slutningen af 1800-tallet i de fattige kvarterer i Havana og havnebyen Mantanzas, hvor man ikke havde råd til at gå på fine dansesaloner og anskaffe sig dyre klassiske instrumenter. I stedet holdt man fest på gaden eller i baggården, hvor man havde congas, claves, træblok, kasser, rasleinstrumenter, koklokker samt gryder, dåser og alt andet, man kunne spille en rytme på. Med til rumbaen hører også forsanger og kor. Et eksempel med et af de kendeste rumbaorkestre:

3) Danzón

Danzón er en dansemusik, der opstod i slutningen af 1800-tallet og som har rødder primært i europæisk musik; den spilles af charanga-ensemblet, der har tværfløjte, violin, timbales, güiro, klaver og bas. Man danser en elegant, stiliseret pardans til musikken.

Et eksempel på en danzón:

♫ Charanga Típica: »Un Danzón« (1990’erne ?) (starten mangler)

Typisk for danzón er formen her ABACDA, hvor A er introduktion og et tilbagevendende tema, B er fløjtens del (parte de la flauta), C er violinens del (parte del violín, 0:34), og i D spiller violin og fløjte sammen (1:04). I ovenstående klip kommer vi ind midt i B-delen, fløjtens afsnit.

Ved 2:19 går orkesteret over i et montuno-afsnit, et element, som blev hentet ind i danzónen fra son-musikken i starten af 1900-tallet. Man kan sige, at danzónen er den europæiske del med rødder i salonmusikken, mens montunoen er den folkemusikalske/afrikanske del. Ydermere er der jazzindflydelse i klaversoloen – med andre ord: nummeret er en skøn sammenblanding af forskelligartede elementer, som er typisk for cubansk musik.

Danzón var oprindeligt instrumental, men fra 1920’erne blev der ofte tilføjet en sangdel, danzonete.

4) Canción/Trova – vise- og troubadurmusik

Canción og trova er sange med rødder i europæisk, især spansk sangtradition. En populær stilart her er boleroens langsomme, smægtende ballader som »Dos gardenias«, »Bésame Mucho« eller Gloria Estefans Con Los Años Que Me Quedan.

Trova (troubadourmusik) blev oprindeligt spillet af omvandrende sangere, der akkompagneret af deres guitar sang viser om krig, kærlighed, aktuelle historier, ballader, satirer m. m. Efter den cubanske revolution i 1959 hyldede en del visesangere det nye Cuba, en af de mest kendte revolutionære trovasange er »Hasta Siempre, Comandante« af Carlos Puebla. Her er en anden revolutionær protestsang med Puebla:

♫ Eksempel på trova: Carlos Puebla: »Y en eso llegó Fidel« (»Og i dette ankom Fidel [Castro]«), 1976. Basinstrumentet er en marímbula.

Trovaen blev i slutningen af 1960’erne inspireret af vestlige protestsange og ungdomsoprørets musik, og denne mere eksperimenterende musik fik navnet »Nueva trova«, »Ny troubadurmusik«. Et eksempel:

♫ Et eksempel på Nueva trova: Silvio Rodríguez: »To digo que las Estrellas« (1975)

Pil op Opsummering af orkestertyperne i cubansk musik

Som opsummering på ovenstående afsnit om de fire grundpiller i cubansk musik er her de fire mest almindelige orkestertyper i den traditionelle cubansk populærmusik:

Charanga: Orquesta Aragón: »El Paso De Encarnación« (son-stil)

Son-septet: Septeto Santiaguero: »Esa Familia a mi no me conviene«

Conjunto: Conjunto Chappottín: »Alto Songo« (ca. 2000)

Rumbaorkester: Los Muñequitos De Matanzas, 2016


Disse orkestertyper uddybes i et senere afsnit om den cubanske musiks historie.

De fire grundpiller, son cubano, rumba, danzón og trova har hver lange, forgrenede historier, men i det følgende vil hovedvægten ligge på son cubano/salsa. Først bringes en gennemgang af et salsanummer og af de typiske instrumenter i salsa.

Pil op Et eksempel på son cubano/salsa: Gloria Estefan: »Hablemos el mismo idioma« (1993)

Her følger en gennemgang af et salsa/son cubano-nummer, Gloria Estefans »Hablemos el mismo idioma«, som har nogle karakteristiske elementer for stilarten.

Gloria Estefan blev født i 1957 i Cuba, men hendes forældre flygtede fra den cubanske revolution i 1959, og hun er opvokset i Miami, USA. På pladen Mi Tierra fra 1993 indspillede hun numre i traditionelle cubanske stilarter som son, danzón, bolero og rumba med blandt andet de legendariske musikere Tito Puente (timbales) og Cachao (bas). I nummeret »Hablemos el mismo idioma« ser man en del typiske stiltræk fra forskellige dele af son cubano/salsa.

En oversigt over nummeret:

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Node til: Hablemos El Mismo Idioma, Gloria Estefan (1993)

Først er her en oversigt over elementer i nummeret, der er karakteristiske for son/salsa:

Tres-ostinat (guajeo)

Nummeret starter med, at tresen spiller et firetakters ostinat:

Tres-ostinat (guajeo) fra »Hablemos el mismo idioma«

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

En sådan ostinatmelodi kaldes en guajeo og er typisk for den traditionelle son montuno. Tresens ostinat består af akkordbrydninger og gennemgangstoner i synkoperet rytme (betonede toner på ubetonede slag), som ofte indebærer at akkorderne forudgribes, som det sker i takt 1 og 3, på 4-og-slaget før henholdsvis Em- og Hm-akkorderne. Halvdelen af ostinatets toner er synkoper.

Slagtøjsgruppen

Efter at tresen har spillet sin figur to gange – anden gang med markeringer fra orkesteret – kommer rytmegruppen med, mens fløjten spiller en melodi:

Ostinater i takt 9-12 fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Slagtøjet spiller som hovedtræk korte ostinater af 1-2 takters længde, figurene er forholdsvis beatmarkerende i forhold til de andre instrumenters synkoper: de har 8.-dels-underindelinger, og nogle slag betones med såkaldte slap- og åbne slag i congaerne, i dette tilfælde på 2- og 4-slaget. Timbales høres tydeligst i markeringer på crash-bækkenet og i oplæg. Det er svært at høre om bongó og maracas overhovedet er med i dette afsnit, men det ville være typisk for stilen; se mere om de forskellige slagtøjsinstrumenter nedenfor.

Bas-tumboa

Bassens ostinat kaldes en bas-tumbao, og dens figur bygger på tresillo-rytmen (tresillo betyder triol), som findes i mange typer latinamerikansk musik:

Tresillo-figur

Tresillo-figur

Her er bassen fra takt 9-12 med tresillo-rytmen nedenunder:

Basfigur (tumbao) fra Gloria Estefan: »Hablemos el mismo idioma«

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Her er bassen alene (med virtuelle instrumenter):

I takt 4 ses et meget typisk træk for en bas-tumbao: bassen spiller ikke på et-slaget i takt 4, i stedet forudgribes taktens grundtone, h, på firslaget i foregående takt (tonen med rød cirkel om). Det efterlader takt fire med en tresillo-rytme uden 1-slaget, denne basfigur kaldes en bombo-ponche-tumbao (bombo og ponche er navnene på henholdsvis anden og tredie tone af tresillorytmen). Det ses endnu tydeligere under nummerets fløjtesolo, her virker det lidt, som om bassen svæver i sin egen rytme hen over de beatmarkerende percussion­instrumenter:

Basfigur (tumbao) under fløjtesoloen (med bassen fremhævet)

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Klaver-guajeo

Klaveret er for alvor med fra vers 2, hvor det har taget over fra tresen – som det også har gjort historisk set. Klaveret spiller synkoperede brudte akkorder med gennemgangstoner ud fra samme princip som tresen, lagt ud på to hænder. En sådan son-klaverfigur kaldes for klaverguajeo, eller -tumbao (eller sågar klaver-montuno). Her et eksempel fra starten af første omkvæd:

Klaverguajeo (tilnærmet) i takt 1-4 i første omkvæd af i »Hablemos el mismo idioma« (udgave med virtuelt instrument):

Klaverguajeo i takt 1-4 i første omkvæd i »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Samme sted i fonogrammet (ved 1:40):

Forsanger, kor, blæsere og strygere

Korets rolle er at bidrage med et ostinat i omkvæd og i de improviserede dele, hvor der er call and response mellem forsanger og kor:

Forsanger og kor i takt 1-4 i første omkvæd (ved 1:41) af i »Hablemos el mismo idioma«

Forsanger og kor i omkvæd i »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Her blander blæsergruppen sig også i ligningen, de har for eksempel et lille svar til forsangeren i slutningen af anden rundgang i omkvædet. Ud over denne rolle har blæserne også små mellemspil mellem formledene og markerer overgange.

Strygerne kan for eksempel høres i vers 2, hvor de har en klanglig rolle med lange toner. I mambo-afsnittet har de et af ostinaterne i akkompagnementet, se nedenfor.

Harmonik

Nummeret er funktionsharmonisk, tonearten er h-mol, og akkorderne i introens fire takters rundgang er: Hm–Em-F#7–Hm. Tonearten er h-mol; akkordernes funktioner er T–S–D7–T, det er en funktionsharmonisk tonal kadence i h-mol.

Akkorderne i omkvædets fire takters rundgang er Em–Hm–F#7–Hm-H7, det er funktionerne S-T–D7–T-(D7) (bidominant til S) – samme harmonik som i omkvædet til »Min kat den danser tango«.

Hvor harmonikken i intro, omkvæd og i solo-afsnittene er enkel, er den mere kompliceret i versene med udvidede akkorder og modulationer til subdominanttonearten e-mol og paralleltonearten d-dur via jazzprægede II-V-I-vend­inger (se noderne).

Montuno og mambo

Formmæssigt består »Hablemos« af en intro, to vers og omkvæd, efterfulgt af vers tre og et omkvæd, der går over i det åbne montuno-afsnit. Herefter er der et break, og så starter der ved 3:41 et afsnit, som har rødder i 1930’ernes danzón-mambo-stilart, hvor violiner, trompeter og basuner efter tur kommer ind med deres melodiske ostinater (guajeoer), som bygges op i lag. Rundgangen i dette tilfælde består af fire takter, hvor der er to akkorder: F#7–Hm; det er funktionerne D7–T i h-mol. Over dette har fløjten en solo, overvejende i call and response med trompeterne:

Montuno-afsnittet med fløjtesolo fra Gloria Estefan: »Hablemos el mismo idioma« (1993)

Et ostinat i blæserne kaldes en moña. Denne måde at spille blæser- og violinostinater ud mod hinanden på er et kendetegn for den jazz-big-bandpåvirkede mambo-stil, der havde sin storhedstid i 1950’erne; og teknikken kan spores tilbage til 1930’erne, hvor den ses i nummeret »Mambo« med Antonio Arcaño y sus maravillas – hvor bassisten i øvrigt er den samme som i »Hablemos…«: den legendariske Israel »Cachao« López.

Teksten til sangen er en opfordring til at folk i latinamerika lægger indbyrdes rivaliseringer og forskelligheder til side og finder sammen i et fælles sprog og skaber et stolt, broderligt latinamerikansk sammenhold – vel en hentydning til alle de konflikter og problemer, der har været og stadig er i latinamerika.

Opsummerende henter »Habelmos…« stilistiske elementer fra forskellige orkestertyper, genrer og tidsaldre af son cubano: fra den folkemusikprægede son montuno fra 1920’erne, fra charanga- og conjunto-ensemblerne i 1930-40’erne, fra jazz og fra det New-York-baserede fænomen salsa (i den jazzpåvirkede harmonik og blæserarrangement) – man kan sige, at nummeret er et slags katalog over son cubanos historie.


Som nævnt er trommer og slagtøj en vigtig del af cubansk musik. I det følgende omtales de væsentlig instrumenter i en cubansk rytmegruppe samt andre instrumenter og typiske orkestertyper.

Pil op Instrumenter i son cubano

Pil op Trommer og slagtøj

I son/salsa er rytmegruppens kerne congas, timbales med koklokke og bongó. Dertil kommer håndholdt percussion som güiro, claves og maracas, tit spillet af sangerne.

Slagtøj i son/salsa

Son slagtøjsgruppe
Mere om congas Mere om timbales Mere om bongó Mere om claves Mere om maracas Mere om klokke Mere om güiro

Congas

Conga (lys) og tumba. Der findes også en lysere, quinto

Conga (lys) og tumba. Der findes også en lysere, quinto.

Conga er høje, smalle trommer lavet af stave af træ med et skind på toppen. I salsa har man som regel to congas, en lys, der hedder conga (eller macho eller 3-2), som man bruger mest, og en dybere, tumba. Tit har man også en endnu lysere conga, som hedder quinto.

Der findes forskellige typer slag; de tre almindeligste er lukket, åbent og slap, hvor man slår håndroden ned på kanten af congaen, så fingrene smælder ned på skindet. En udbredt grundrytme, hvor man kun bruger congaen, er:

Son montuno grundrytme på conga

son-montuno-rytme-node

Plus (+) er lukket slag, o er åbent og s betegner et slapslag. Venstrehånden spiller lukkede slag i en vippebevægelse, hvor man skiftevis bruger håndroden og fingerspidserne, mens højre hånd laver de andre slag. Rytmen er også kendt som »vippe-slap-og-vippe-gok-gok«.

Under soloer fyrer man ofte op ved at bruge tumbaen, for eksempel i denne rytme:

Congarytme i montuno-afsnit

node

Lukket slag angives med plus (+), åbent med et o og slap med s. Den lyse conga står på øverste nodesystem, tumbaen på nederste.

I rumba kan conga for eksempel spille denne rytme:

Rumba/Guaguancó-grundrytme:

Guaguancó grundrytme

Bongó

Bongos, holdes mellem benene

Bongotrommer er to små trommer, der sidder sammen. Man dem som regel mellem benene, men de kan også være på et stativ.

Den grundlæggende figur er ottendedele, denne rytme hedder »martillo«, som betyder »hammer«:

Martillo-rytme på bongó

bongorytme

Højre hånd spiller betonede taktslag med to-tre fingre, og firslaget spilles på den dybe tromme. Venstre hånd spiller mellemslagene i en vippende bevægelse lidt ligesom ved conga, »Vf« betyder venstre hånds fingre, »Vt« er tommelfinger.

Koklokke

Ofte går bongóspilleren over til at spille klokke under montunodelen soloer, hvor der skal være mere gang i den. Grundlæggende kan man slå på kanten af klokken, det giver en mørk lyd, eller midt på klokken, hvilket giver en lysere lyd:

node

I dette eksempel ligger de mest betonede slag på kanten, den mørke lyd.

Timbales

Timbales og koklokke

Timbales er to metaltrommer uden bundskind på et stativ. Man spiller med stikker og hænder. Til sættet hører også en eller flere klokker (lysere end bongospillerens klokke) og ofte også et bækken. I nyere stilarter som songo og timba er timbales ofte udbygget med stortromme og træ­blok eller til et helt trommesæt.

Timbales spiller traditionelt en grundrytme, hvor den ene hånd spiller med en stik på klokke eller på siden af den lyse timbale (paila) og den anden hånd spiller med fingre eller stik på den dybe timbale, som for eksempel:

Cáscara på timbales

node

Det ene slag på den dybe timbale er dæmpet (+, man lader fingrene hvile på skindet), det andet er åbent (o, man lader skindet klinge). I ovenstående eksempel er rytmen på timbalen en tresillo-rytme uden 1-slaget, det er samme bombo-ponche-tumbao, som bassen tit spiller.

Derudover er timbales’ rolle at markere overgange med fills, lave oplæg når man for eksempel går fra vers til omkvæd eller til en solo, samt markeringer. Og man må ikke glemme, at timbales også et vigtigt soloinstrument, som for eksempel Tito Puente brillerede med.

Claves, maracas og güiro

Den håndholdt percussion er typisk claves, maracas og güiro. Som regel er man både sanger, sonero, samtidig med at man spiller et af disse instrumenter.

Maracas

Maracas

Maracas

Maracas er en beholder (drejet i træ, syet i læder eller en udhulet kalabasfrugt) fyldt med småsten, ærter, korn eller lignende, på et håndtag. En rytme:

Maracas

Et rytmeæg er en nær slægtning til maracas.

Güiro

Güiro

güiro, vist nok af indiansk oprindelse

Güiro (populært kaldet franskbrød eller fisk) er en udhulet kalabasfrugt med riller, som man skraber hen over med en pind. Instrumentet er vist af indiansk oprindelse. Typisk spiller man i denne rytme, sammensat af et langt skrab (angivet ved den bølgede linje) efterfulgt af to korte:

Maracas

Claves

Claves

Claves, rytmepinde

Claves, rytmepinde, har en rytme, der ofte regnes for en slags »taktart« i et nummer – man snakker om tre-to clave eller to-tre-clave:

Son-3-2-clave

node

Son-2-3-clave

Claves 2-3


Her er et eksempel på et mambo-nummer med 3-2-son-clave:

♫ Tito Rodríguez and his Orquesta: Claves for mambo

I rumba er claves-rytmen lidt anderledes, det sidste slag i tredelen kommer en ottendedel senere end i son:

Rumba/Guaguancó-grundrytme:

Guaguancó grundrytme

Et samlet eksempel på en son montuno-rytme

Spillet af Michael de Miranda. Klaverets synkoperede ostinat (guajeo) og bassens bombo-ponche-tumbao-figur og meget typiske for son montuno.

node

Der findes en mængde forskellige stilarter og rytmer i cubansk musik, hvor rytmeinstrumenterne har forskellige ostinater: son montuno, bolero (langsomme ballader, Dos gardenias , Gloria Estefan: Con Los Años Que Me Quedan«), chachachá, mambo, guajira, guaguancó/rumba, songo, timba og mange flere.

Pil op Akkordinstrumenter og Bas

Tres og klaver

I musik med rødder i folkemusikken son montuno er der spansk guitar og den karakteristiske cubanske guitar tres cubano, der har tre dobbeltstrenge af metal, som giver en klar, mandolinagtig lyd. Et eksempel er fra føromtalte »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan, hvor tresen starter nummeret:

Tresfiguren fra Gloria Estefans »Hablemos el mismo idioma« (1993)

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Tresens ostinat (guajeo) består primært af treklangsbrydninger/toklange (med et par gennemgangstoner) i et synkoperet mønster, der forudgriber akkordskiftene. Akkorderne er trin 1-4-5-1 i h-mol.

De større orkestre (charanga og conjunto) har klaver som akkordinstrument; ofte spiller klaveret akkorder i et synkoperet brudt mønster i stil med et tresostinat. Her er et eksempel fra »Me Voy A Pinar Del Rio« med Celia Cruz y La Sonora Matancera (1956):

Klaverguajeo takt 1-4 i »Me Voy A Pinar Del Rio«

Klaverguajeo i takt 1-4 i første omkvæd i »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Det er et eksempel på en klassisk klavertumbao, hvor akkorderne spilles i en forholdsvis fast rytme; og når klaveret først har lagt ud, rammer figuren ikke taktslagene. Som i tresfiguren fra »Hablemos…« bygger ostinatet på treklangsbrydninger med synkoperet forudgriben af akkordskiftene. Figuren spilles med oktavfordobling i de to hænder. Akkordrundgangen er den meget brugte I-IV-V-IV, her i g-dur.

Her er et andet eksempel, som tidligere er nævnt under gennemgangen af »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan. Der veksles mellem oktaver og toklange (i hver anden takt):

Klaverguajeo (tilnærmet) i takt 1-4 i første omkvæd af i »Hablemos el mismo idioma«

Klaverguajeo i takt 1-4 i første omkvæd i »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Man kan også se klaveret spille blokakkorder, kaldet ponchando. Her et eksempel fra nummeret »Chanchullo«, komponeret af Israel »Cachao« López i 1957 (senere omarbejdet til Tito Puentes »Oye Como Va«), her i en udgave med J.J. Oliveros (2000):

Klaverguajeo fra »Chanchullo«

Klaverguajeo fra »Chanchullo«

I nyere salsa er klavertumbaoerne mere avancerede, her for eksempel pianisten Iván »Melón« Lewis’ timba-klavertumbao fra Issac Delgados, som varieres med en jazzagtig kromatik:»No me mires a los ojos« (koncertversion, 1997):

Klavertumbao fra »No me mires a los ojos«

Klavertumbao fra »No me mires a los ojos«

Bas

I et salsaorkester finder man også et basinstrument, enten kontrabas eller basguitar. I tidlig son montonu – og især i forløberen changüí – ser man tit en marímbula (baskalimba) eller en lerkrukke (botija) som basinstrument.

Som nævnt under gennemgangen af »Hablemos el mismo idioma« bygger mange basfigurer i salsa på tresillo-rytmen. Her er den noteret i henholdsvis halv- og heltakt:

Tresillo-rytme i halvtakt:

Tresillo-figur i halvtakt Tresillo-figur i heltakt, synkopenotation

Tresillo-rytme i heltakt:

Tresillo-figur i heltakt

Tresillo-rytmen er meget udbredt i tidlig son, her et eksempel fra »El Manisero«, et af de mest kendte cubanske numre; det var især i en indspilning med Don Azpiazu and his Havana Casino Orchestra fra 1930, der var med til at starte en bølge af latinamerikanske danse:

Bastumbao i tresillo-rytme fra »El Manisero« (1930) (med bassen fremhævet)

»El Manisero« med Don Azpiazu and his Havana Casino Orchestra

Her er et lidt nyere eksempel fra Willie Colons »The Hustler« (New York, 1968)

Bastumbao i tresillo-rytme fra »The Hustler« (uddrag)

Bastumbao fra »The Hustler«

Bombo-ponche-bas

Ofte spilles tresillo-rytmen uden den første af de tre toner, det kaldes en bombo-ponche-tumbao – bombo og ponche er navnene på henholdsvis anden og tredie tone af tresillorytmen. Her er et eksempel bygget over introen til »Hablemos el mismo idioma«, der blev omtalt tidligere:

Bombo-ponche-bas-figur

Bastumbao bygget over »Hablemos«, intro

Karakteristisk for en bombo-ponche-bas-figur er, at akkordskiftene bliver forudgrebet af figurens sidste tone. Denne tone kan holdes hen over taktslaget som i ovenstående, eller der kan være »hul« på taktslaget, som i dette eksempel noteret i heltakt:

Bombo-ponche-bas-figur i heltakt

Bastumbao fra »Mi Tierra, basfigur 1«

Vi så tidligere en bombo-ponche-bastumbao noteret i halvtakt i »Hablemos el mismo idioma«:

Basfigur (tumbao) under fløjtesoloen i »Hablemos el mismo idioma« (med bassen fordoblet)

Et eksempel fra »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan

Basgangen varieres ved ind imellem at bruge den fulde tresillo-rytme samt på klassisk vis at markere periodeovergange i hver ottende takt.

Der findes en del variationer af tresillo-princippet, for eksempel følgende figur, som også i et andet tempo kan findes i musikken til 1800-talsdansen habanera, som betyder »fra Havana« – mest kendt er nok Habaneraen fra Bizets opera Carmen. Her er figuren med og uden 1/3-slag:

Habanera-basfigur

Bastumbao fra »Mi Tierra, basfigur 2«

Man ser begge figurer, tresillo og habanera, brugt i Gloria Estefans »Mi Tierra«: habanera i intro og første del af omkvæd, tresillo i resten:

♫ Basgang fra Gloria Estefans »Mi Tierra«, intro, vers og omkvæd

(Note: bassen er fremhævet og fordoblet med virtuelt instrument.)


Dette var nogle eksempler på basale principper i salsa, som på ingen måde skal foregive at være udtømmende – der findes et utal af stilistiske variationer i den cubanske populærmusik. Det er tanken, at der her skal følge en mere historisk gennemgang af den cubanske populærmusik, indtil da er her nedskrifter af nogle salsanumre:

Nogle numre

Pil op Litteratur