En madrigal er en flerstemmig sang med verdslig tekst. Madrigalerne blev dyrket ved hofferne i renæssancetiden; det var et tidsfordriv for en lukket kreds af adelige, så madrigalerne var ikke beregnet på offentlig fremførelse. Sangene fik man skrevet hos en komponist, og der var status i at have de bedste komponister knyttet til sit hof.

Madrigalkunsten var for trænede sangere, kompositionerne var ofte svære og indeholdt forskellige spidsfindigheder. En brugt spidsfindighed var at illustrere teksten i musikken: hvis der i teksten var beskrevet fx tårer der faldt, blev deres dryp efterlignet i musikken. »Il est bel et bon« indeholder (i hvert fald) et godt eksempel sådan et ordmaleri, forhåbentligt er det tydeligt når man hører stykket.

Teksten er som følger:

Musikken er fortrinsvis polyfont opbygget: hver stemme har sin selvstændige melodi. Her i starten sker det ved at »bel et bon«-temaet (blå farve) starter i hver stemme efter tur (på fugaagtig vis). Stemmerne mødes så Homofont i kadencen i takt 7-8:

Man sang i øvrigt efter stemmebøger, det vil sige at hver sanger havde kun sin egen stemme at synge efter, man sang ikke efter partitur. Der var heller ikke taktstreger, så i denne nymodens udgave med fælles taktstreger er på nogle punkter misvisende: tenoren skal ikke i første takt have fornemmelsen af at temaet ligger anderledes i takten i forhold til når sopranen synger det.

Herunder følger hele satsen. Hovedideen i stykket er at tage en verslinje ad gangen og komponere et tema til dette. Hver deltema kommer så polyfont i hver stemme efter tur. Det er forsøgt tydeliggjort ved at give de forskellige temaer forskellige farver.

Nogle gange (fx takt 8) har sopran/alt først temaet, derefter tenor/bas, så der er en vekselvirkning mellem stemmegrupperne. I takt 43-44 og frem (hvor hønsene kagler) har sopran/tenor ét tema, samtidig med at alt/bas har et andet. Det giver en kaotisk effekt. Klik for at spille:

Her er satsen uden farvekoder:

Alle noderne: