Indholdsfortegnelse Madrigal: Pierre Passerau: Il Est Bel Et Bon (ca. 1530)

En madrigal er en flerstemmig sang med verdslig tekst. Madrigalerne blev dyrket ved hofferne i renæssancetiden; det var et tidsfordriv for en lukket kreds af adelige, så madrigalerne var ikke beregnet på offentlig fremførelse. Sangene fik man skrevet hos en komponist, og der var status i at have de bedste komponister knyttet til sit hof.

Madrigalkunsten var for trænede sangere, kompositionerne var ofte svære og indeholdt forskellige spidsfindigheder. En brugt spidsfindighed var at illustrere teksten i musikken: hvis der i teksten var beskrevet fx tårer der faldt, blev deres dryp efterlignet i musikken. »Il est bel et bon« indeholder (i hvert fald) et godt eksempel sådan et ordmaleri, forhåbentligt er det tydeligt når man hører stykket.


Teksten er som følger:

Il est bel et bon, commère, mon mari. Han er smuk og god, kære nabo, min mand.
IIl etaient deux femmes toutes d'un pays. Der var to kvinder i landsbyen
Disans l'une à l'outre: Den ene sagde til den anden:
Avez bon mari? Har De en god ægtemand?
Il est bel et bon, commère, mon mari. Åh ja, han er god og smuk, kære nabo.
Il ne me courousse ne me bat aussi; Han hverken skælder mig ud eller slår mig;
Il fait le mesnage, Han ordner huset
Il donne aux poulailles Han fodrer hønsene
Et je prens mes plaisirs. Mens jeg forlyster mig
Commère, c'est pour rire Kære nabo, det er til at le over
Quant les poulailles crient Når hønsene kagler
Co co co co co dae Ky-, ky-, ky-, ky-, kykkeliky
Petite coquete, qu'est cecy? Lille kokette, hvad betyder dette?
Il est bel et bon, commère, mon mari. Han er smuk og god, kære nabo, min mand

Musikken er fortrinsvis polyfont opbygget: hver stemme har sin selvstændige melodi. Her i starten sker det ved at »bel et bon«-temaet (blå farve) starter i hver stemme efter tur (på fugaagtig vis). Stemmerne mødes så Homofont i kadencen i takt 7-8:

Man sang i øvrigt efter stemmebøger, det vil sige at hver sanger havde kun sin egen stemme at synge efter, man sang ikke efter partitur. Der var heller ikke taktstreger, så i denne nymodens udgave med fælles taktstreger er på nogle punkter misvisende: tenoren skal ikke i første takt have fornemmelsen af at temaet ligger anderledes i takten i forhold til når sopranen synger det.

Herunder følger hele satsen. Hovedideen i stykket er at tage en verslinje ad gangen og komponere et tema til dette. Hver deltema kommer så polyfont i hver stemme efter tur. Det er forsøgt tydeliggjort ved at give de forskellige temaer forskellige farver.

Nogle gange (fx takt 8) har sopran/alt først temaet, derefter tenor/bas, så der er en vekselvirkning mellem stemmegrupperne. I takt 43-44 og frem (hvor hønsene kagler) har sopran/tenor ét tema, samtidig med at alt/bas har et andet. Det giver en kaotisk effekt.

Her er satsen uden farvekoder:


Noder

Teksten til Il est bel et bon

Noderne