Indholdsfortegnelse 1. sats af Beethovens symfoni i c-mol, Skæbnesymfonien (1803-8)

Ludwig van Beethoven

Ludwig van Beethoven var en tysk komponist, dirigent og pianist. Han levede fra 1770-1827). Hans mest kendte kompositioner er ni symfonier, fem klaverkoncerter, 32 klaversonater og 16 strygekvartetter. Beethoven udviste musikalsk talent i en ung alder og blev undervist af sin far, Johann van Beethoven, og Christian Gottlob Neefe. Han boede de første 22 år i Bonn, hvorpå han i 1792 flyttede til Wien og påbegyndte musikalske studier hos Joseph Haydn. I Wien opnåede han hurtigt ry som klavervirtuos. Han boede i Wien til sin død. Omkring år 1800 begyndte hans hørelse at forringes, og i de sidste ti år var han næsten fuldkommen døv. Han kunne blive vældig hidsig. Han opgav at dirigere og give offentlige koncerter, men vedblev at komponere; mange af hans mest yndede værker stammer fra den tid, blandt andet hans sidste seks strygekvartetter, »de gale kvartetter«, komponeret 1825-26, som mange i samtiden stillede sig uforstående overfor.

Symfoni nr. 5 i c-mol, »Skæbnesymfonien«

Starten af Beethovens 5. symfoni, skæbnetemaet

Symfonien kaldes for skæbnesymfonien, og starten af første sats bruges da også i film til at antyde, at skæbnen banker på døren. Ideen er nok også opstået, fordi Beethovens vist i øvrigt upålidelige sekretær på et tidspunkt, efter at Beethoven var død, fortalte, at Beethoven på et tidspunkt havde peget på starten af symfonien og udtalt, at »således banker skæbnen på døren«. På den anden side har en af Beethovens elever berettet, at Beethoven fik motivet fra en gulspurv, som han hørte synge i en park.

Man kunne også relatere det til Beethovens liv: hans skæbne var, at han blev mere og mere døv, han havde kroniske mavesmerter, moderen døde, da han var 17 år, og han måtte tage sig af sine mindre søskende og led under sin fars alkoholmisbrug. Han havde et hidsigt temperament med hyppige raserianfald, hvor han blandt andet kunne finde på at lange lussinger ud til musikere, som ikke spillede som han syntes. Muligvis skyldtes det til dels, at han havde blyforgiftning.

Symfonien blev uropført ved en fire timer lang maratonkoncert i Wien 22. december 1808, hvor i alt ni af Beethovens værker blev uropført, deriblandt også hans 6. symfoni. Beethoven dirigerede selv alle værkerne.

1. sats, sonatesatsform

I wienerklassikken havde et værk typisk fire satser, det gælder fx sonate (stykke for klaver og et andet instrument), strygekvarten eller symfoni. Den første sats var ofte i sonatesatsform, hvor to kontrasterende temaer først præsenteres, derefter slås de i den såkaldte gennemføring, og så gentages de, typisk med sidetemaet ændret efter mødet med hovedtemaet. Det kan illustreres sådan:

Sonatesatsform illustration

Ekspositionen

I ekspositionen fremlægges satsens to temaer, hoved- og sidetema, de to ideer, som resten af satsen bygger på.

Hovedtema

Hovedtemaet går fra takt 1 til 62. Det bygger på et forholdsvis enkelt »banke«-motiv: en kort tone gentaget tre gange og så et tertsspring ned til en lang tone, spillet fortissimo, meget kraftigt og markeret. Dette motiv gentages sekvenseret en tone ned:

Hovedtemaet er i c-mol

I det følgende varierer Beethoven dette enkle motiv på forskellige måder, først bringes det tre gange sekvenseret opad, i en slags trappe fordelt mellem violiner og bratsch i en imitation. Dette gentages, og til sidst svarer 1. violin og 2. violin/bratsch hinanden, den første bringer motivet i en nedadgående variant, de andre i opadgående figur i en slags ophedet diskussion om motivet skal gå nedad eller opad:

Efter at motivet vender tilbage en gang som i starten, prøves der en ny variation, hvor motivet nu bringes i faldende sekvens i en slags nedadgående trappe fra de lyse til de mørkere strygere. Dette nervøse rygte, der breder sig som løbeild, besvares af de dybe strygere med en replik, der prøver at afslutte diskussionen med et kvartspring op fra dominant til tonika-grundtone:

Dette var to eksempler på hvordan Beethoven ud fra en meget enkelt figur, et enkelt motiv, kan variere det med forskellige teknikker, i de følgende takter udforskes mulighederne i motivet i yderligere variationer og især med forskellig dynamik: stille passager afløses af kraftige udbrud.

Sidetema

Sidetemaet er en blid melodi i es-dur, paralleltonearten til c-mol. Temaet spilles af lyse instrumenter og legato med lange, syngende toner i modsætning til hovedtemaets staccato. Så sidetemaets idyl er et forsøg på at opbløde hovedtemaets grumhed:

Men under idyllens overflade lurer den bitre skæbne: en variation af hovedtemaet bringes som et svar fra de dybe strygere. Så let gik det heller ikke...

Opsummerende er der en modsætning mellem hoved- og sidetema, som har en indbygget konklikt. Her er ekspositionsdelen i grafisk fremstilling:

Beethoven, 5. symfoni, grafisk partitur af 1. sats, ekspositionen

Note: Jeg ved ikke, hvem der har lavet dette partitur. Oplys gerne om det.

Hent lyd

Gennemføringen

Hoved- og sidetema afprøves i forskellige tonearter og kombinationer.

Reprisen

Man kommer lidt tøvende ind i reprisen. Sidetemaet er nu i c-dur, varianttonearten til hovedtonearten c-mol, så sidetemaet har på sin vis indrettet sig efter hovedtemaet. I stedet for at være hovedtemaets modsætning, er sidetemaet nu en integreret variation af hovedtemaets univers, det idylliske er indeholdt i det grusomme. Contraria sunt complementa.

Coda, epilog

Denne sats er karakteriseret ved en forholdsvis lang epilog, som er præget af stor energi og dynamik. Konflikten og dens udfald afstedkommer således et stort kreativt udbrud.

Links

Artikler på Wikipedia:


Noder

Grafisk fremstilling af ekspositionen

Noder til første sats

Fuldt partitur