Indholdsfortegnelse Elektronisk musik og musikinstrumenter
– til dels en historisk gennemgang

Indhold

Pil op Elektro-mekaniske instrumenter

I elektro-mekaniske instrumenter som et elektrisk orgel dannes svingningerne af en vekselstrømsgenerator – i modsætning til elektroniske instrumenter, hvor svingninger dannes i et elektronisk kredsløb. I begge tilfælde forstærkes svingningerne op og driver en højttaler og bliver dermed til lydsvinginger. En vekselstrømsgenerator i et elektro-mekanisk instrument består typisk af et tonehjul, hvor tænderne på et roterende tandhjul passerer en magnet og dermed påvirker magnetfeltet uden om denne. Dermed inducerer vekselstrøm i en spole, der er viklet rundt om magneten:

Skema over et tonehjul

Hammondorgelets tandhjulsdynamoer

Hvis tandhjulet roterer, så en tand passerer magneten 440 gange i sekundet, får man vekselstrøm på 440hz, og når denne vekselstrøm driver en højttaler, har man kammertonen a. Svingningen er tilnærmelsesvis en elementær sinussvingning:

Sinussvingning

Additiv syntese

Et elektrisk orgel har en række tonehjul, et hammondorgel har for eksempel typisk 91 tonehjul, der kan lave sinustoner i 7 oktaver. De elementære svingninger fra de forskellige tonehjul kan mikses sammen til mere sammensatte, overtonerige svingninger i den såkaldte additive syntese. Her er tonen C sammensat af syv sinussvingninger, nemlig en grundtone og dens seks første overtoner i faldende lydstyrke:

En tone og dens seks første overtoner lagt sammen i additiv syntese

Hent filmen

Her er en C-dur-skala spillet med denne sammensatte tone:

Det er denne lyddannelse, den additive syntese, som er princippet i instrumenterne telharmoniet og hammondorglet.

Links

Pil op Telharmonium/dynamofon

En af telharmoniets dynamoaksler

En af telharmoniets dynamoaksler

Telharmoniet var et af de første instrumenter, der brugte vekselstrøm til danne toner. Instrumentet blev opfundet omkring år 1900 af Thaddeus Calhill til at spille musik over telefonnettet, deraf navnet.

I Telharmoniet skabes tonerne af vekselstrøm i forskellige frekvenser, der bliver dannet af en række roterende aksler med tandhjul. Tænderne rører ved nogle metaltunger og slutter et kredsløb, og derved skabes en vekselsstrøm i pulssvingning. På billedet ses en af akslerne. Hver aksel kunne lave én tone i otte forskellige oktaver, det ses af de otte ringe på akslen: hver ring har dobbelt eller halvt så mange »tandhjul« som foregående ring. Tonehøjden afhænger af antallet af tænder og rotationshastigheden. Lydstyrken blev reguleret af skydemodstande. Ligesom et orgel kunne en lyd sammensættes af forskellige registre, altså en additiv syntese.

Man har ikke nogle optagelser med telharmoniet; efter sigende kunne det ved at mikse forskellige overtoner og ved brug af registre og filtre efterligne instrumenter som fløjte, klarinet og cello. Telharmoniets grundlyd kunne måske være lidt i stil med denne tone a, genereret med en pulssvingning og med bas og diskant skåret væk og med forvrængning og støj for at efterligne den tids telefonhøjttalere:

Et bud på telharmoniets lyd, tonen a

Telharmonium-pulssvingning

Telharmoniet blev ofte spillet firhændigt, og det var populære klassiske stykker, der blev transmitteret ud til forretningerne. Som en illustration er her Præludium i C-dur fra Das Wohltemperierte Klavier spillet med ovennævnte bud på en lyd:

J. S. Bach: Præludium i C-dur fra Das Wohltemperierte Klavier, Bnd. 1 som det måske kunne have lydt.

Telharmoniet var installeret i New York og sendte musik ud til blandt andet stormagasiner, forretninger og restauranter, så kunderne kunne få baggrundsmusik til deres indkøb eller frokost. Musikken blev som nævnt send ud via telefonnettet, som på det tidspunkt var det eneste medie, der kunne bruges til at distribuere musik elektronisk. Lyden kom ud af et almindelig telefonrør påmonteret en tragt til at forstærke lyden, og det hele var kamufleret med blomster.

Den dannede vekselstrøm skulle drive alle tilsluttede højttalere direkte, for det var før man havde opfundet forstærkeren, derfor skulle generatorerne være så store, som de var. Det betød, at telharmoniet (i 2. og 3. udgave) vejede 200 tons og var 20 meter langt, og dets dynamoer blev drevet af en motor med 200 hestekræfter.

Der var forskellige problemer ved instrumentet, dets signal blandede sig i telefonsamtaler, og der var støj, når man skiftede registre. Derudover blev instrumentet snart overhalet af andre måder at massedistribuere musik på, blandt andet af radio og grammofon, og man fik forstærkere, så man ikke var nødt til at drive et instrument med tonstunge maskiner. Firmaet bag telharmoniet gik fallit i 1914 og instrumenter blev solgt som skrot, men nogle af instrumentets principper dukkede op igen i Hammondorgelet i 1930’erne.

Links


Pil op Hammondorgel

♫ Et eksempel med Art Neville i The Meters’ nummer »Look-Ka Py Py«:

Laurens Hammond med sin opfindelse

Laurens Hammond med sin opfindelse

Hammondorgelet er et elektrisk orgel, der blev opfundet af Laurens Hammond og sat i produktion i 1935. Orgelet var dels et billigere alternativ til et kirkeorgel for de mange små kirkesamfund (»store front churches«), der eksisterer i USA, dels kunne det bruges til gudstjenester under forhold, hvor et kirkeorgel ikke var ideelt: i hæren, på krigsskibe og lignende.

Tonen i et hammondorgel skabes af en vekselstrømsgenerator: et roterende tandhjul passerer en magnet omviklet med en spole, og der dannes så vekselstrøm i spolen alt efter den frekvens, tandhjulene passerer magneten.

Der er 91 sådanne tonegeneratorer i et hammondorgel; tandhjulene har mellem 2 og 192 tænder og roterer i forskellige hastigheder, de kan laver sinus-toner i ca. syv oktaver, som mikses sammen til mere sammensatte lydsvingninger i additiv syntese. Op til ni grundsvingninger kan mikses i forskellig lydstyrke ved hjælp af nogle »trækstænger«: grundtone og de nærmeste overtoner (oktaver, kvinter og terts) – ligesom et kirkeorgels forskellige registre, og ligesom i telharmoniet. Her er et eksempel med tonen c og dens første seks overtoner:

Hammond c3 additiv

Ud over tonens sammensætning har man andre muligheder for at forme lyden: man kan lave vibrato (tonehøjden svinger op og ned), tremolo (lydstyrken svinger op og ned) og forvrængning. Desuden er lækage mellem tonehjulene, støj fra aktivering af tonehjulene og ikke mindst den berømte Leslie-højttaler, som omtales nedenfor, også en vigtig del af et elektrisk orgels lyd.

Hammondorgelet spiller en vigtig rolle i gospelmusik, for det var sådan et orgel der stod i mange små kirker, og i 1960’er-soul/beat spiller det også en vigtig rolle. Her er eksemplet fra før med Art Neville i The Meters’ nummer »Look-Ka Py Py«. Orgellyden her er forholdsvis forvrænget:

♫ Art Neville i The Meters: »Look-Ka Py Py«

♫ Et andet eksempel er Procul Harum: »A Whiter Shade of Pale«:

Leslie-højttaleren

Leslie-diskanthøjttaleren

Leslie-diskant­højttaleren.

Hvis man vil gøre karriere som hammondorgelspiller kommer man ikke langt uden et Leslie-højttalerkabinet. Dette kabinet er helt specielt ved at højttalerne kan rotere, eller rettere: lyden kommer ud af tragter, der kan rotere. Øverst kommer diskantlyden ud gennem en dobbeltragt (lyden kommer kun ud af den ene tragt, den anden er for balancens skyld), i bunden af kabinettet vender bashøjttaleren ned mod en tromle med hul i siden, og denne tromle kan også rotere. Dermed dannes der en kombination af tremolo og vibrato på lyden, samtidig med at lydens spredning i rummet varieres, hvilket giver en fyldig lyd.

Animation af et lesliekabinet

Animation af de roterende højttalere i et lesliekabinet

Hør et eksempel på det det roterende Leslie-højttaler nedenfor. I eksemplet kan man høre den mindre eller større blævrende effekt, når leslien kobles ind og roterer langsommere eller hurtigere. I starten og slutningen af eksemplet er lyden også forvrænget, i sidste del (hvor der er break og nyt tempo) kan man høre, at der er meget klik på anslaget, det er også en del af instrumentets karakter (instrumentet er et softwareinstrument fra musikprogrammet Logic, taget fra en eksempel-cd):

Links, kilder


Pil op Elektroniske musikinstrumenter

I et elektronisk musikinstrument dannes svingninger i elektroniske kredsløb; i de tidlige instrumenter brugte man radiorør, senere hen transistorer. De dannede lydsvingninger kan være mere eller mindre komplekse, de kan efter dannelsen moduleres af andre svingningskredsløb for at danne vibrato og tremolo. Anslag, forvrængning, tonens forløb over tid m.m. kan styres af en forstærkerdel. Her følger en gennemgang af nogle af de vigtigste elektroniske musikinstrumenter gennem tiderne.

Pil op Theremin

♫ Ravels »Pavane for en afdød prinsesse«, spillet af Stephen Howell:

Lev Termen med sin opfindelse

Lev Termen med sin opfindelse

Thereminen blev opfundet af russeren Lev Sergejevič Termen i 1919. Thereminen spilles ved at bevæge hænderne i forhold til to antenner: den ene styrer tonehøjden, den anden styrer lydstyrken. Man kan med bevægelserne således lave fine nuancer i intonation og lydstyrken. Thereminen kan – ligesom en sav – spille alle frekvenser uden overgang, og dens toner har derfor en glidende karakter. Selve lyddannelsen sker ved interferens mellem to højfrekvente signaler fra radiorør (senere erstattet af transistorer), det såkaldte heterodyne princip. Klangen er oprindeligt nærmest en savtaksvingning, den kan lyde lidt som en summende bi. Så vidt jeg ved var der oprindeligt ikke nogle filtre i en theremin, men i nyere modeller kan man vælge mellem forskellige svingningstyper og ændre klangen med filtre, altså ved subtraktiv syntese. Der kan være præindstillede klang som fx den klassiske syngende tone (kan lyde lidt som et overjordisk sopran), en fløjteagtig sinustone, en cello-agtig overtonerig klang mm.

Eksempler

Youtube-video med et theremin-jam over Gnarls Barkley: »Crazy«
♫ YouTube-video med Clara Rockmore, en af instrumentets fremmeste udøvere, der spiller »Svanen« fra Camille Saint-Saëns: Dyrenes Karnival
♫ Den lidt mere summende bi-therminlyd:

The Electrio ved radioindspilning ca. 1932. Fra venstre: Julius Goldberg på theremin, Leonid Bolotine på theremin-cello og Gleb Yellin på theremin-klaver.

The Electrio ved radioindspilning ca. 1932. Fra venstre: Julius Goldberg på theremin, Leonid Bolotine på theremin-cello og Gleb Yellin på theremin-klaver.

Der blev også udviklet andre instrumenter i theremin-serien, blandt andet en cello og et klaver.

I filmmusikken er thereminen ofte blevet brugt til at skabe en uhyggelig stemning; Miklós Rózsa brugte den til at antyde sindsyge i Hitchcock-filmen »Spellbound« og til at illustrere alkoholpsykose i »The Lost Weekend«, mens Bernard Herrmann brugte den til at illustrere rumvæsener i »The Day the Earth Stood Still« (1951).

Thereminen bruges i rock/popmusikken af grupper som Led Zeppelin (det »syrede« afsnit i »Whole Lotta Love«, i hvert fald ved koncerter, som det kan ses i filmen »The Song Remains the Same«), Skunk Anansie (hvis forsanger Skin startede gruppens koncert i Vega i 1997 med at spille på en theremin placeret oven på en af højttalerne) og Nine Inch Nails.

Thereminen er blevet brugt i danseforestillinger, hvor dansernes bevægelser styrer instrumentet, og i teaterforestillinger, som for eksempel Hotel Pro Formas forestilling Theremin (2004).

Fra Hotel Pro Formas forestilling »Theremin«, 2004

Fra Hotel Pro Formas forestilling »Theremin«, 2004

Links

Pil op Ondes Martenot

♫ »Concerto for Ondes Martenot and Orchestra« (1990) af Jacques Hétu:

Maurice Martenot og hans søster Ginette i Pariseroperaen, 3. maj 1928. Martenot spiller på en tidlig udgave af sit instrument, hvor man trak i en snor for at bestemme tonehøjden.

Maurice Martenot spiller på sit instrument sammen med sin søster Ginette i Pariseroperaen, 3. maj 1928. Instrumentet er en tidlig udgave, hvor man stod op og trak en snor ud og ind af apparatet.

Ondes Martenot (»Martenots bølger«) blev opfundet af den franske cellist Maurice Martenot. Han var radiooperatør under Første Verdenskrig og kendt for at spille melodier på sit radioudstyr. Da det lød lidt som når en Chihuahua (en mexicansk hunderace) hyler, fik han øgenavnet »Den Mexikanske Hund«. Efter krigen arbejdede han videre med tonedannelser ved interferensen mellem radiorør, det heterodyne princip, som også bruges i thereminen. I 1927 præsenterede han sit elektroniske instrument, Ondes Martenot, for offentligheden. Ligesom ved thereminen er Ondes Martenots lyd nærmest en savtaksvingning.

Ondes Martenot

Ondes Martenots tråd fastgjort til spillerens finger

I starten stod man op og ændrede tonehøjden ved at trække en snor eller et bånd ud og ind af tonegeneratoren. Tonerne har således en glidende karakter, ligesom ved thereminen. Senere blev snoren spændt ud over et vejledende klaviatur, så man nemmere kunne ramme tonerne. På snoren sidder en ring, som man sætter på fingeren, og ved flytte fingeren og og ned ad klaviaturet trækker man i snoren og ændrer tonehøjden. Man flytter fingeren langs en skinne med fordybninger og tapper ud for tangenterne, så ondenisten kan føle sig frem til hvor tonerne er – nyttigt hvis man fx skal kigge i noder mens man spiller.

Man styrer tonestyrken (amplituden) med et skydepotentiometer, der sidder i en kasse til venstre på instrumentet. Her kan klangen også ændres med filtre, og i nogle modeller kan man vælge mellem forskellige svingningstyper, på samme vis som ved de analoge synthesizere Der var altså oprindeligt større mulighed for at regulere tonen på en ondes martenot i forhold til thereminen.


Et ondes martenot-sæt, minus metalpladehøjttaleren

Et ondes marte­not-sæt, minus metalplade­højt­taleren

Til instrumentet hører en serie højttalere: en der har en metalplade som højttalermembran, og en anden er forsynet med en klangbund med strenge henover, der svinger med lyden (resonans).

Blandt andre Edgar Varese og Olivier Messiaen har skrevet musik for Ondes Martenot. Franz Waxman brugte instrumentet til musikken til »The Bride of Frankenstein« (1936) og »Rebecca« (Hitchcock).

Nyere modeller af instrumentet har et rigtigt klaviatur, så man kan skifte mellem at spille glissando med tråden og spille med faste tonehøjder klaviaturet. Rockgruppen Radiohead bruger også instrumentet, fx i »Packed Like Sardines in a Crushed Tin Box«, »Pyramid song« og »Kid A«; de har også fået konstrueret et ondes martenot-klaviatur, kaldet »French Connection«, der kan bruges sammen med nyere synthesizere.

Moderne Onde Martenots med både tråd og klaviatur

Moderne Onde Martenots med både tråd og klaviatur

Eksempler

♫ Jean Laurendeau demonstrerer ondes martenot:

Hent filmen

♫ Eksempel fra Messiaens »Turangalîla-symfoni« (1948):

Links

Electro-theremin/Tannerin

Tannerin

Tannerin

En pendant til ondes martenot blev konstrueret i USA i 1950’erne under navnet electro-theremin eller Tannerin. På dette instrument styres tonehøjden af en viser, som man bevæger hen over et vejledende tastatur. Viseren er forbundet til en skydemodstand, som bestemmer tonehøjden.

Opfinderen af instrumentet, Paul Tanner, fik ideen, da han ved en pladeoptagelse med en theremin kunne han se, at det var svært at ramme toner præcist. Han konstruerede så et instrument, der kunne lave thereminens typiske glissade, men med et vejledende klaviatur, så man kunne se, hvor tonerne lå.

Paul Tanner med en electro-theremin

Paul Tanner med en tidlig electro-theremin

Eksempler

♫ Et eksempel på Electro-theremin/Tannerin:

Der var ofte brug for Paul Tanner og hans electro-thereminen i film/tv-musik og -lydeffekter, typisk når der var rumvæsener i farvandet, når noget var uhyggeligt (fx i Hitchcock-film), eller når der skulle bruges glissader (folk der gled fx).

Rockgruppen Beach Boys brugte en electro-theremin på nummeret »Good Vibrations«, spillet af Paul Tanner. I nedenstående video spiller Mike Love playback på en Moog Ribbon Controller, som gruppen også brugte, når de spillede nummeret live. I 1999 fik Brian Wilson konstrueret en ny electro-theremin til koncertbrug, som nu hedder Tannerin.

Links

Pil op Trautonium

♫ Trautonium: Oskar Salas »Elektronische Impressionen nr. 9«:

Trautoniets »klaviatur«

Trautoniets »klaviatur«: en tråd (1) spændt over en metalskinne (2). Ovenover ses flytbare tunger (8), som kan bruges til at hvilken som helst skala. Fra The Trautonium Project

Trautoniet blev opfundet omkring 1931 i tyskland af Friedrich Trautwein. Man spiller på instrumentet ved at trykke en tråd ned på en metalskinne, hvorved strømmen til tonegeneratoren sluttes. Tråden, der er en viklet ledning i stil med en basstreng, fungerer som modstand, og tonehøjden bestemmes af hvilket sted på tråden, kontakten sluttes.

Metalskinnen under tråden er monteret på fjedre (4 på figuren) og kan derfor trykkes mere eller mindre ned, og således kan man regulere lydstyrken. Trautoniet er faktisk det første anslagsfølsomme elektroniske instrument.

Over metaltråden sidder nogle stænger/tunger (8 på billedet), som man kan bruge til at trykke tråden ned med og dermed ramme faste toner. Tungerne kan flyttes, så man kan lave nøjagtig den skala man har lyst til. Ofte har instrumentet to manualer.

Lyden i trautoniet blev i starten dannet af radiorør, der lavede en overtonerig lydsvingning, i retning af en savtakskurve (se nedenfor). Med filtre kan overtoner ændres, altså en såkaldt subtraktiv syntese ligesom ved ondes martenot. Her er et eksempel, hvor overtonerne er filtreret fra i starten (således at tonen nærmest er en sinustone); efterhånden som der bliver der lukket op for filteret, kan man høre overtonerne. Til slut går det den modsatte vej:

♫ Filteret på et trautonium åbnes:

Og her er et eksempel, hvor der reguleres på et high pass-filter, der filtrerer de dybe frekvenser fra:

♫ High-pass-filter:

Oskar Sala ved mixturtrautoniet

Oskar Sala ved mixturtrautoniet

Efter anden verdenskrig konstruerede Oskar Sala mixturtrautoniet, hvor en tone ydermere kunne blandes med dens undertoner, de subharmoniske toner; altså at man dividerer tonens frekvens med heltal (1, 2, 3, 4...) og lægger dem oven i tonen. I praksis vil det stort set sige, at hver tone bliver til kvinten i en molakkord, så på sin vis er instrumentet det første, hvor man kan få en hel akkord ved at spille én tone.

Efterhånden blev støjgeneratorer og kredsløb, der lavede slagtøjsagtige lyde, tilføjet, så trautoniet har en forholdsvis stor lydpalet. Fra ca. 1980 er trautonier produceret med integrerede kredsløb.

Alfred Hitchcock og Oskar Sala under indspilningen af lydsporet til »Fuglene«

Alfred Hitchcock og Oskar Sala ved mixturtrautoniet

Hindemit, Richard Strauss og andre har skrevet værker for trautonium, ellers var hovedkomponisten og udøveren af trautoniet Oskar Sala.

Trautoniet blev ligesom ondes martenot og thereminen brugt i filmmusik, blandt andet som uhyggeskabende instrument, for eksempel i Alfred Hitchcocks »Fuglene«, hvor lydsporet, dvs. fugleskrig, vingeslag og andre lydeffekter, altsammen blev lavet på et trautonium, spillet af Oskar Sala.


Eksempler

♫ Subharmonisk tonerække:

En normal overtonerrække indeholder grundtonen og dennes frekvens ganget med 2, 3, 4, 5 etc., mens man i en subharmonisk række dividerer grundtonen heltal for at få »undertonerækken«.

♫ Eksempel på lyd anvendt i Hitchcocks »Fuglene«:

♫ Et eksempel fra en af Oskar Salas kompositioner for Trautoniet:

Links

Pil op Den analoge synthesizer

  • Et eksempel på tidlig elektronmusik lavet med en analog synthesizer: »Artikulation« (1958)« af Ligeti:

    Artikulation

    Hent lyd

  • I løbet af 1940- og 50’erne udvikledes den syntetiske lyddannelse i forskellige studier i Tyskland og USA. Det dominerende princip var den subtraktive syntese: tonegeneratorer (oscillatorer) laver sammensatte svingninger, et filter fjerner uønskede overtoner, og en forstærker bestemmer lydstyrkens forløb (envelope) fra start til slut.

    Oscillatorer og subtraktive syntese

    I hammondorgelets additive syntese mikser man otte sinustoner til sammensatte svingninger, i den subtraktive syntese går man den anden vej: man har sammensatte lydsvingninger, som efterfølgende kan mikses og filtreres. En sammensat lydsvingninger består af en grundtone og dens overtoner i et eller andet forhold. Overtoner fremkommer naturligt når man for eksempel slår en streng an, den vil svinge i sin fulde længde, og derudover også i sin halve, sin trediedels-, sin kvarte længde etc. Illustreret på et klaveriatur er det:

    Overtonerækken illustreret på et klaver

    Læg mærke til, at alle lige overtoner er oktaver af andre toner.

    Jo højere overtone, jo svagere vil den være i akustiske instrumenter, det kan illustreres med denne figur med de første seks overtoner:

    Amplituden falder proportionalt med overtonenummeret

    I denne klang er overtonernes lydstyrke (amplitude) omvendt proportional med overtonenummeret: overtone 2 har halv styrke, overtone 3 har en trediedel styrke, overtone 4 har en ¼ styrke, overtone 5 har 15 etc. Det er en såkaldt savtakskurve.

    De mest almindelige svingningstyper i analoge synthesizere er trekanstkurve, savtakskurve, firkantskurve og støj. En oversigt:

    Trekantssvingning

    Trekantskurve

    En trekantssvingning indholder kun ulige overtoner, og amplituden på overtonerne falder hurtigt (med kvadratet på overtonenummeret). Her er frekvensspektret for en trekantsvingning på tonen a (110 hz):

    Frekvensspektrum for en trekantsvingning. Frekvens på x-aksen, lydstyrke på y-aksen.

    Trekantsspektrum

    En trekantkurve har en »rund«, relativt overtonefattig klang, reelt er kun de første 6-8 overtoner hørbare. Klangen kan minde lidt om en blokfløjte eller et orgels træpiper.

    Savtaksvingning

    Savtakskurve

    En savtaksvingning (hvis oscillogram ligner takkerne på en sav) indeholder alle overtoner, både lige og ulige, i jævnt faldende styrke (overtonernes styrke er omvendt proportional med overtonenummeret). I frekvensspektrummet for en savtakssvingning kan man se, at alle overtoner er med i jævn faldende styrke:

    Frekvensspektrum for en savtakssvinging (tonen a, 110hz)

    savtakspektrum

    En savtaksvingning er temmelig overtonerig, den kan minde lidt om en summende bi, og i syntetisk lyddannelse kan den blandt andet bruges til at efterligne strygere (med en passende filtrering).

    Firkantskurve

    Firkantskurve

    En firkantskurve er en savtakskurve uden de lige overtoner (som er oktaver af ulige overtoner), og lydstyrken på overtonerne falder jævnt. Svingningens frekvensspektrum:

    Frekvensspektrum for en firkantssvingning

    Firkantspektrum

    En firkantsvingning er lidt skarp, nasal i det, lidt ligesom en obo, fordi den indeholder mange overtoner, og oktaverne mangler til at bløde klangen op. Hvis man filtrerer de højeste frevkenser fra, kan tonen minde om en klarinet.

    Støj

    Støj

    Støj er mange frekvenser uden system. Støj er stor del af lyden fra sammensatte lydgivere (slagtøjsinstrumenter), men er også vigtig - især ved ansatsen - hos andre instrumenter, fx klaverets hammer på strengen, violinbuens skratten, fløjtens vislen etc.

    De tre svingninger plus støj illustreret i sonogram

    Her er et sonogram over de fire svingningskurver. I et songram er tiden på x-aksen og frekvensen på y-aksen. Lydstyrken er angivet ved de vandrette stregers farve, de nederste toner er de kraftigste.

    Sonogram over trekants-, savtaks- og firkantssvingning samt støj

    Sonogram

    Overtone Trekant Savtak Firkant Støj

    Filtre

    Med filtre kan man i de analoge synthesizere skære overtoner væk, og man kan fremhæve overtoner ved afskæringspunktet (resonans). Dette kan illustreres ved følgende eksempel, hvor tonen A, 110hz, udsættes for et filter, der først lukkes i, så overtonerne skæres væk, og derefter åbnes igen. Et resonansfilter hæver amplituden ved afskæringsfrekvensen, det kan ses på den top, der er ved afskæringspunktet:

    Tonen er et miks af alle tre svingningstyper plus lidt støj. I starten er der lukket op for alle frekvenser, men ved hjælp af et frekvensfilter skæres overtonerne først væk, til der kun er grundtonen, en sinussvingning, tilbage. Derefter åbnes der igen for filteret, og man kan høre, at der kommer flere og flere overtoner. Når man åbner og lukker et filter på denne måde, hedder det et sweep..

    Man kan også have andre frekvensfiltre, der skærer de dybe toner væk mm.

    Forstærker, envelope

    De analoge synths har en forstærker, der kan styres af en kontrolenhed, der bestemmer lydens forløb over tid, en envelope: den kontrollerer hvor hurtigt ansatsen er (attack), hvor hurtigt tonen falder (decay) til et bestemt niveau (sustain), og hvor hurtigt lyden forsvinder efter man slipper tangenten (release).

    LFO, spændingsstyring mm.

    I analoge synthezisere har man opså lavfrekvente oscillatorer (LFO, Low Frequency Oscillator), der kan lave frekvenser ca. fra 0 til 20 svingninger i sekundet (Hz). Disse svingninger kan så styre de andre enheder. De kan modulere svingningsgeneratorers frekvens, så tonehøjden svinger lidt op og ned: vibrato. De kan styre forstærkeren, så tonestyrken svinger op og ned: tremolo. De kan styre filtrene, så afskæringen af overtonerne og resonansen og dermed overtonesammensætningen automatisk svinger op og ned; man kan fx lave automatisk sweep (som i eksemplet ovenfor), så tonen får mere liv end blot en statisk svingning.

    Et krydsfelt fra en moog-synthesizer

    Et krydsfelt fra en moog-synthe­si­zer.

    LFO'erne og de andre moduler kan styre hinanden på kryds og tværs, fordi alle moduler er spændingsstyrede. Derfor kan man også sætte envelopemodulet til at styre LFO'en, der styrer filtrene, således at de cykliske ændringer i filtrene også har et forløb over tid: man sætter en tone an, og efter et stykke tid bestemt af envelopen begynder LFO'en at modulere filteret, så overtonerne sweepes op og ned. På den led er der mange muligheder for at »levende« toner i stedet for en død, statisk sinustone. Man forbandt de forskellige moduler ved at trække ledninger mellem dem.

    Endelig kan effekter som rumklang og ekko tilsættes for yderligere at krydre klangen. Det de samme principper, som bruges i analoge synthesizere fra 1960'erne og frem (som fx moog-synthesizeren).

    Pil op De tidlige analoge synthesizere og elektronmusik

    1950'ernes synthesizere var konstrueret med med rør, de fyldte kollosalt, og det var en omstændelig proces at gemme indstillinger og serier af toner/lyde. Hvis man skulle komponere for en syntheziser, skulle kompositionen typisk indtastes som huller på en papirstrimmel eller kort. Med programmeringen kunne man styre tonehøjde og -længde og klangen (sammensætningen af oscillatorerne, graden af filtre, envelopen, mængden af effekter mm.). Man kunne ikke ændre på parametrene i »real time«, så musikken blev kun udgivet på plade. Da mange af datidens (og også senere) elektronmusikkomponister arbejdede meget med matematisk opbyggede serielle kompositioner, var det egentlig også en meget passende måde at gøre det på. En variant fandt man i Hanert Electric Orchestra, hvor man placerede kort med tegnede afmærkninger på en ti meter lang bordplade, der blev scannet af et læsehoved. Man kunne på seriel vis have samme kort flere gange på bordet i forskellige matematiske systemer, man kunne lægge dem på hovedet mm.

    Ud over tone- og støjgeneratorer var elektronkomponistens redskab spolebåndoptageren, der blev brugt til at manipulere lyden yderligere med, fx ved at spille den baglæns, med ændret hastighed, samt til at lave båndekko med mm.

    Eksempler:

    Af værker skabt i Westdeutche Rundfunks studie kan nævnes:

    • Ligetis »Glissandi« (1957):

    Glissandi

    Hent lyd

    • Ligetis »Artikulation« (1958):

    Artikulation

    Hent lyd

    De to værker er typiske eksempler på elektronmusikken i 1950'erne

    • Stockhausen: »Gesang der Jünglinge« (1956), hvor elektroniske lyde mikses med drengekor. Dette værk har krævet et stort arbejde med miksning og redigering på spolebånd. Stockhausen arbejdede også i WDRs studie:

    Gesang der Jünglinge

    Hent lyd

    Stockhausen: »Gesang der Jünglinge« (1956). Teksten er fra biblen og handler om de tre jødedrenge Shadrach, Meshach og Abednego der overlever en tur ovnen og bagefter synger Herrens pris. Værket var egentligt tænkt som en messe, som et kirkeligt værk. Gesang der Jünglinge på Wikipedia

    Links

    Pil op Moog-synthesizeren og nyere synthesizere

    Der kom for alvor gang i brugen af de elektroniske musikinstrumenter i populærmusikken, da Robert Moog kom frem med sine analoge Moog-synthesizere i 1965. De første instrumenter var opbygget af moduler med oscillatorer, filtre, envelope, LFO etc. nøgagtigt som 1950'ernes synthezisere, men med transistorer i stedet for rør, og de var derfor relativt små og billige.

    I de modulære Moogs styrede man stadig signalvejen gennem de forskellige moduler ved at forbinde dem med kabler. Der var ikke de store muligheder for at gemme lydinstillingerne; når man spillede live skulle man stadig bytte rundt på kabler og dreje på knapper for at ændre lyden.

    Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer med en Moog Modular Synthesizer. Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer med en Moog Modular Synthesizer.

    Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer med en Moog Modular Synthesizer, ganske lille og handy i forhold til 1950’ernes instrumenter. Man kan også stadig få en modulær moog – som computerprogram. Det er noget mere håndterbart end Emersons modulære moog

    Eksempler

    ♫ Sinfonia fra J.S. Bach: Kantate nr. 29 Bach fra Wendy Carlos: Switched-On Bach (1968):

    ♫ Moogsyntheziseren, fra Emerson, Lake & Palmer: »Karn Evil 9«:

    ♫ Emerson, Lake & Palmer: »Toccata«:

    Dr. Robert Moog sammen med et udvalgt af sine synthesizere

    Hjemme hos Dr. Robert Moog. Forrest en Minimoog, i baggrunden modulære moogs.

    Betjeningen af moogsyntheziseren blev noget lettere, da minimoogen (som ses forrest på billedet med Robert Moog nedenfor) kom, for her var signalvejen givet, så man skulle ikke rode med kabler, men man skulle stadig dreje på knapper. Inden for den for symfonisk rock brugte Emerson, Lake & Palmer, Yes, Genesis og King Crimson moogen i stor stil.

    Minimoogen laves stadig, nu med muligheder for at gemme indstillinger. Den bruges en del i r&b, fx Neptunes produktioner for Kelis, No Doubt og Britney Spears (Neptunes bruger også andre klassiske analoge synthesizere).

    Eksempler med minimoog

    ♫ Madonna: »Borderline«:

    Links:

    Synthesizeren efter Moog

    I starten var moog-synthesizeren monofon, dvs., at den kunne spille en tone ad gangen. Efterhånden blev synthesizerne polyfone, og de kom mere færdigtlavede end de modulære synthesizere. De fik sequenserfunktioner, så man kunne gemme tonerækkefølger som på en pianorulle, og de fik hukommelse, så man kunne have et lager af forskellige lydindstillinger. Det var firmaer som Yamaha, Roland, Oberheim og Korg, der i 1970’ne producerede mange analoge og forholdsvis billige synthesizere.

    Yamaha DX7.

    Yamaha DX7

    Mange analoge synthesizere fra 1970'erne og 1980'erne bygger stadig på subtraktiv syntese. Efterhånden kom der synthesizere som fx Yamahas DX7, hvor man opbygger svingningskurver ved frekvensmodulation (FM-syntese). Ved FM-syntese har man en række oscillatorer, der kan modulere hinanden på kryds og tværs, hvilket betyder, at man kan lave lyde med meget komplekse indhold af overtoner i stedet for det proportionale forhold i overtoneindholdet i den subtraktiv syntese. FM-modulation er især god til lyde med percussionagtige anslag, fx den typiske klokkeagtige syntetiske klaverlyd, der takket være produceren David Foster ødelagde mange Whitney Houston-ballader i 1980'erne.

    Eksempler med DX7

    ♫ Yamaha DX7-»flanger«-lyd:

    ♫ Yamaha DX7-elklaver-lyd:

    ♫ Yamaha DX7-rørklokkelyd:

    ♫ Yamaha DX7-vibrafonlyd:

    Generelt er udviklingen gået i retning af synthesizere, der kan mere og mere og fylder mindre og mindre. Efterhånden findes mange synthesizere som computerprogrammer, så hvor synthesizere i 1950'erne fyldte et hus, fylder de nutildags på sin vis ingenting.

    Samplerinstrumenter

    Samplerinstrumenter er en type instrumenter, hvor optagen lyd afspilles ved hjælp af tangenter eller et computerprogram.

    Pil op Mellotron

    En mellotron Mark IV i gennemsigtigt kabinet.

    En mellotron Mark IV i gennemsigtigt kabinet. Nederst hænger rigtigt levende bånd.

    Mellotronen er ikke en synthesizer, for lyden dannes ikke af svingningsgeneratorer, derimod er det en båndoptager styret af et klaviatur. Eller rettere: det er mange båndoptagere, en for hver tangent. Hver båndoptager afspiller en kort båndstump; det kan være optagelser af fx en fløjte, strygere eller kor, for at nævne de mest brugte mellotronlyde. Mellotronen er således samplerens oldemor: et musikinstrument der afspiller en lydoptagelse.


    Eksempler

    ♫ Mellotronens fløjtelyd (1967):

    ♫ Mellotronens strygerlyd: Moody Blues: »Nights In White Satin« (1967):

    Produktionen af mellotronen startede i 1963. Der blev lavet forskellige modeller, de mere avancerede havde flersporsbåndoptagere, så man kunne skifte lyd ved at skifte spor. Yderligere kan man skifte lyde ved at skifte bånd – det er ikke noget man gør midt i at man er ved at spille en solo. Nogle modeller havde rytmespor og akkorder på de nederste tangenter og melodinstrument på de øverste.

    Mellotronen blev også brugt på radiostationer til at afspille lydeffekter og jingles, så man bare skulle trykke en tangent ned i stedet for at starte og standse en båndoptager.

    Selv om mellotronen i princippet skulle erstatte »rigtige« instrumenter, blev den ikke desdo mindre brugt på grund af dens egen, lidt støvede og fjerne lyd. Den blev brugt meget i 1960-70'erne, fx af Beatles (introen til »Strawberry Fields Forever«), af Moody Blues (»Nights In White Satin« og mange andre numre), tidlig Pink Floyd, Marvin Gaye (outroen til »Mercy Mercy Me (The Ecology)«), Genesis, Led Zeppelin (»The Rain Song«), King Crimson, David Bowie og Yes. Mellotronen fik en renæssance fra 1990'erne, fx af Oasis (strygerne på Wonderwall), R.E.M. (celloen på »Losing My Religion«), Aha, Radiohead og Tim Christensen (strygerne i »Whispering at the top of my lungs«, »Love is a matter of...« og mange andre numre).

    Mange af de keyboards/lydmoduler, der bliver lavet nutildags, følger samme princip som mellotroner: de afspiller optagelser (samplinger) af rigtige instrumenter, men kun Mellotronen kan gøre det, så man kan høre at det er afspilning af bånd på den retro-fede måde. Mellotroner laves nu af et firma i Sverige, den første nyudviklede model i 15 år kom i 1998 til den originale 1973-pris: 5.200 us-dollars.

    Links

    Pil op Sampleren

    En Fairlight model 3

    En Fairlight model 3

    Sampleren er en digital båndoptager, som kan optage en lyd. Til sampleren kan man tilslutte et keyboard – eller en anden styreenhed som fx en elektronisk trommeplade – og så kan man afspille den optagne lyd. Man kan for eksempel optage hver tone på et flygel ind i sampleren, og så kan man på et lille midikeyboard afspille de samplede og lyde og få det til at lyde som et flygel i millionklassen – næsten. Man kan også indspille enkeltlydene fra et trommesæt og lægge dem ind i en sampler, og derefter »spille« på trommesættet på et keyboard, en computersequencer eller andet.

    På den led kan man på scenen eller i et studie få rådighed over et kollosalt instrumentarium, som næsten ingenting fylder, og til små penge. De fleste nymodens lydmoduler, keyboards og elektroniske trommesæt afspiller samples, og også gratis musikprogrammer som Garageband indeholder softwareinstrumenter med samplede lyde.

    I hip-hop, og efterhånden også i meget andet populærmusik, bruger man at sample hele beats, for eksempel et trommebreak, og køre det i ring (loope) som fundament for et nummer. Man kan nævne James Browns »Funky Drummer« og Michael Viner’s Incredibles Bongo Bands »Apache« som nogle af de mest berømte samplede beats (se fx listen på The-Breaks.com over de mest samplede beats). Oven på dette lægger man tit andre samples, så et nummer bliver en kollage af små stykker lyd, der eventuelt er ændret i tempo og tonehøjde, og som derefter er klippet og klistret sammen på forskellige leder med brug af en sampler.

    Det er almindeligt i electronica af manipulere lyde til ukendelighed, som fx de slagtøjslyde, der er brugt på dele af Madonnas »Ray of light«-album, på mange af Björks og Nine Inch Nails’ numre. Et eksempel er Björks rytmespor til »Jóga« og togrytmesporet på »I’ve Seen It All« fra filmen »Dancer In the Dark« (togrytmesporet her minder interessant nok om Pierre Schaeffers »Etude aux Chemins de Fer« fra »Cinq études de bruit« fra 1948. Han var pionér med hensyn til at lave musik af manipulerede reallyde).

    De første samplere kom frem i slutningen af 1970’erne, fx Fairlighten, som kostede omkring en halv million kroner og sin kun kunne lagre få sekunders lyd. Man kunne redigere i lyden ved at tegne med en speciel pen på en computerskærm. Den almindelige udvikling i computerkraft og -priser betyder, at man efterhånden kan få avancerede samplere for få tusinde kroner. Computerprogrammer som Logic, Pro-Tools, Cubase og andre indeholder softwaresamplere, hvilket betyder, at man kan optage hvilken som helst lyd på sin computer, redigere og afspille den. Efterhånden bruger de fleste en computer i stedet for en hardwaresampler.


    Pil op Generelle henvisninger, referencer