Indholdsfortegnelse Kinesiske instrumenter

Strengeinstrumenter

Pil op Erhu, Gaohu og andre violininstrumenter

Erhu

Erhu er slags violin med to strenge. Klangkassen er som regel sekskantet og lavet af ibenholt eller sandeltræ, og åbningen er dækket af kobraskind. Halsen er lavet af samme materiale som kroppen. Man spiller med en bue lavet af bambus, der koges i vand og derefter bøjes i form; hårene er hestehår ligesom på en violinbue. Hårene sidder mellem de to strenge, så man kan ikke fjerne buen fra instrumentet. Man spiller på en streng ad gangen. Man bestemmer tonehøjden ved at røre ved strengen med den anden hånd, man trykker ikke strengen ned på et gribebræt. Instrumentet holdes lodret, når man spiller på det.

Instrumentet var oprindeligt et folkemusikinstrument, instrumentet var oprindeligt kendt under navnet huqin, der betyder »barbarenes strengeinstrument«, hvilket antyder at instrumentet er kommet til Kina nordfra. Efterhånden fik instrumentet en vigtig rolle som akkompagnement i operaer, og instrumentet begyndte at komme ind i varmen hos det finere selskab i begyndelsen af 1900-tallet, hvor komponister begyndte at skrive musik for det. Nu er instrumentet blevet kinas violin, det bruges det både i operaorkestre, hvor det i forskellige udgaver udgår strygersektionen, i kompositionsmusik og populærmusik. Erhu-spillere er på linje med vestens violinvirtuoser, fx Jiang Jian Hua, der har optrådt med Berlinerfilharmokerne og spiller på lydsporet til Bertoluccis »Den sidste Kejser«.

Der findes andre hu-instrumenter:

  • Banhu er udbredt i den nordlige del af Kina, dens lydkasse er dækket med et tyndt stykke træ.
  • Gaohu er udbredt i det sydlige Kina, den er meget brugt i cantonesisk opera.
  • Zhonghu er en udgave af erhu med større resonanskasse, det er et lidt nyere instrument udviklet til at give mere fyldig klang i operamusikken.

Eksempler

Links


Pil op Zheng (harpe)

Zheng, også kendt som Gu-zheng, er på sin vis en vandret harpe: en række strenge spændt ud over en klangbund af træ. Instrumentet har i dag som regel 21-25 strenge. Hver streng er delt af en bro, der kan flyttes, så man kan stemme instrumentet efter forskellige skalaer. Traditionelt er instrumentet stemt i en pentaton skala.

Man slår strengene an med højre hånd med plektre, der sidder fast på fingrene, mens man med venstre hånd kan trykke på strengen på den anden side af broen og ændre tonehøjden, og dermed kan man både få flere toner i skalaen og lave glidende intonation, vibrato mm. I nyere, mere kompleks musik bruger man nogle gange begge hænder til at spille på strengene med, eller man bruger eksperimenterende spillemåder som at bruge en bue eller slå på strengene med pinde.

Guzheng har været et populært instrument i mange hundrede år (»gu« betyder »gammel«), og er et af hovedinstrumenterne i kinesisk traditionel musik, både inden for kammermusikken og som soloinstrument. Det kinesiske teng for »zheng« består af to dele: den øverste del betyder »bambus« og den nederste del »skænderi«, efter legenden fordi en gammel mester på instrumentet se, en 25-strenget zither lavet af bambus, havde to døtre, der kom op og skændes om hvem der skulle have faderens instrument. Den gamle mester delte instrumentet i to og gav en halvdel hver til døtrene, og til hans forbavselse lød de to nye mindre instrumenter meget smukkere end det gamle, og han navngav instrumentet zheng (der i begyndelsen havde færre strenge end de 21-25 nutildags).

Eksempler

Links


Pil op Yangqin (citer/hakkebræt)

Pipa Pipa

Yangqin er en citer, det vil sige et sæt vandrette strenge, der er spændt ud over en trapezformet træklangbund, og som slås an med bambuspinde. Instrumentet menes at stamme fra den mellemøstlige santur. Det kom til Kina under Ming-dynastiet (ca. 1600 før vor tidsregning). Det også er udbredt i europa, især på balkan, Ungarn og østeuropa, hvor det er kendt under navne som hakkebræt, dulcimer mm.,

Yangqin er et af hovedinstrumenterne i et kinisisk orkester, og er også udbredt som soloinstrument og akkompagnementsinstrument.

Instrumentet har dobbeltstrenge, og nogle gange fire strenge per tone. Nyere instrumenter har et system med flytbare bro-»klodser« og , så man kan skifte skala, ligesom man kan gøre det på en harpe ved at træde pedaler ned.

Eksempler


Pil op Pipa (lut)

Pipa

Pipa er en firstrenget lut med ca. 30 bånd både på gribebrættet og ned over den pæreformede krop. Båndene giver en kromatisk skala. Strengene slås an med fingrene.

Pipa har været et af de mest populære kinesiske instrumenter siden Tang-dynastiet (618-907). Instrumentet har traditionelt to hovedrepertoirer: et lyrisk, naturbeskrivende repertoire og et episk, historiefortællende repertoire, der fx kan illustrere slagscener med brug af slag på instrumentet, tremolo mm.

Eksempler

  • »Sunny Spring and white snow«, spillet af Liu Fang:

    link

  • Liu Tianhua (1895-1932): »On the theme of an air to dance«, spillet af Liu Fang:

    link

  • »The Ambush«, der beskriver et afgørende slag, der blev udkæmpet i det andet århundrede efter vor tidsregning mellem Chu (Xiang Yu) og Han (Liu Bang), spillet af Liu Fang:

    link

Links


Pil op Ruan (lut)

Ruan Ruan

Ruan er er firstrenget lut med bånd og med rund krop. Man spiller med plekter. Et udbredt instrument i kinesisk opera, i folkemusikken og i orkestermusik.

Eksempler

  • Et eksempel:

    link

  • Et andet eksempel:

    link


Blæserinstrumenter

Pil op Dizi (bambustværfløjte)

Dizi

Dizi

Dizi er en tværfløjte lavet af bambus, med huller.

Eksempler


Pil op Xiao (bambusfløjte)

Xiao er en bambusfløjte med huller ligesom dizi, hvor man blæser ud over enden af fløjten i stedet for hen over et hul som ved dizien. Instrumentet hedder også dongxiao, hvor dong betyder hul. Oprindeligt var en xiao en panfløjte med 16-24 rør sat sammen ovenpå et fugle-formet stativ (et instrument, der nu kaldes paixiao).

Eksempler


Pil op Sheng (mundorgel)

Sheng Sheng

To shenger, instrumentet til højre er en baosheng, et basinstrument.

Sheng er et mundorgel, i familie med mundharpe og harmonika. Instrumentet består af mellem 15 og 35 piber, der sidder i et lille luftkammer, oprindeligt lavet af en kalabas, men nu af metal. Man skiftevis blæser eller suger i et rør, der går ind i kammeret. For neden af hver pipe sidder en messing-blad, der vibrerer når luften bliver ledt ind i røret. Det er bladets længde og vægt der bestemmer bladets svingning og dermed tonehøjden, rørenes forskellige længde er kun for dekorationens skyld. Oprindeligt aktiverede man en pipe ved at lukke for et hul på røret (se billedet nedenfor), nyere instrumenter har knapper ligesom en knapharmonika. Instrumentet har en forholdsvis metallisk klang.

Når sheng-musikere blæser i deres instrumenter, dannes der kondensvand inden i luftkammeret, der kan skabe intonationsproblemer og nogle gange blokere piperne. Dette kan modvirkes ved at opvarme instrumentet til en temperatur, der ligger over stuetemperatur. Derfor varmer man sit instrument op over en lille trækulsgril før og under koncerter. I de mest avancerede instrumenter er der et separat kammer inden i luftkammeret, hvor man kan hælde varmt vand ind for at holde instrumentet varmt.

Et rør fra en sheng

Et rør fra en sheng. Bemærk hullet, som man lukker, når piben skal give lyd.

Eksempler

  • Et eksempel:

    link

  • Et andet eksempel:

    link

Links


Pil op Suona (obo)

Suona

Souna er et dobbelt røbladsinstrument (ligesom en obo) med tragtformet klangstykke, ligesom den indiske Shehnai og andre instrumenter af samme type, som man kan finde i mange lande. Instrumentets gennemtrængende klang høres ofte i dansemusik, til brylluper, begravelser og andre ceremonier og festligheder.

Eksempler

  • Et eksempel, hvor Suonaen imiterer fuglesang:

    link


Pil op Generelle links

Historie, instrumenter

Musikeksempler